Translate

onsdag den 29. december 2010

Farvel Danmark, goddag Japan

Endelig fremme.

Saa er jeg endelig fremme efter store forsinkelser i baade Aalborg og Kobenhavn. Vi skulle vaere flojet fra Kobenhavn 15.40 men vi fik ikke gront lys til take off for kl 17.15 fordi flyet skulle afises og fordi de kun var istand til at holde en bane aaben der blev brugt til baade landings og startbane.
Jeg var heldigvis i stand til at sove det meste af turen, saa jeg var ikke alt for traet da jeg endelig naaet herud. Det var bare saa dejlig at se min mand igen efter 7 mdr.
Lejligheden vi bor i er lille men faktisk meget hyggelig.Kokknet er ikke saerlig stort, faktisk kun en vask og 2 gasblus og nogle hylder. Saa er der et badevaerelse med badekar og toilet, det er ikke normale efter japansk standart at toilet sammen med resten af badevaerelset, men det er det i smaa lejligheder. Vi bor faktisk meget traditionelt japansk, vi sover paa futonmaatter fordi de kan pakkes sammen om dagen saa der er mere plads. Vi bor i et stort bygningskompleks hvor der er 12 bygninger hvor der er ialt 1600 lejligheder, saa jeg skal nok fare vildt den forste tid for set udefra er de alle ens. Lige ved siden af er der en elemertry school, det er en skole for born i alderen 6 til 12 aar.
Her til morgen var jeg nede for at handle ind paa egen haand, der ligger et lille supermarket nede for enden af lejlighederne, der er ogsaa en gronthandler og noget der lignede en slagter/fiskehandler, saa det er rart at have det saa taet ved isaer lige her i starten. Det tog mig 20 minutter at finde ned til supermarket og det gik da helt galt da jeg skulle hjem, fordi alle lejlighederne er ens, saa det endte med at jeg satte mig paa en baenk paa en lejeplads og ventede paa min mand, for jeg have sagt at hvis jeg ikke var hjemme igen inden en time maatte han gaa ud for at lede efter mig. Vi er nu blevet enig om at vi skal have sat noget paa doren saa den skiller sig ud fra alle de andre saa jeg bedre kan finde vores lejlighed naar jeg er nodt til at gaa ud alene naar min mand er paa arbejde.
Igaae efter jeg var landet var vi ogsaa paa city office, det kan nok mest samlignes med en kommune. Jeg skulle registres som bosat her i Kanagawa og have en sygeforsikring, det hele tog omkring 1 time at faa registreret.
Idag skal vi ind til byen saa jeg kan faa en telefon og ellers skal vi bare hygge os. Imorgen skal min mand paa arbejde saa der er jeg overladt til mig selv, jeg vil prove at lave noget japansk mad efter en japansk kogebog jeg har faaet, det staar heldigvis baade paa engelsk og japansk, saa hvis der er nogle ingredienser jeg mangler kan jeg bare tage bogen med og pege og saa haabe paa de forstaar.

mandag den 27. december 2010

Næste stop Japan.

Så er det imorgen jeg skal afsted, jeg er begyndt at have lidt sommerfugle i maven, nok mest pga vejret og alle de problemer snevejret har skabt for flytrafikken på det seneste. Sidst jeg tjekkede sas' hjemmeside så det hele ud til at af gå til tiden, så det håber jeg virkelig også det gør i morgen, for så skriger jeg så taget på lufthavnen letter.
Det kommer til at tage omkring 15 timer alt i alt, med 4 timers ventetid i Kastrup.
Jeg burde nok egentlig ligge mig til at sove, så jeg er udhvilet, men på den anden side vil jeg også gerne være træt nok til at jeg kan sove på den lange tur ud, så jeg ikke kommer til at lide for meget af jetlag, selv om det nok ikke kan undgået helt efter at have været indespærret i en hametisk lukket sardindåse over Siberien i 10-11 timer. Jeg skulle meget gerne lande ved 10.40 tiden i Tokyo, så jeg vil gerne kunne holde mig vågen indtil omkring kl 9 om aften.
Det bliver bare så godt at se min mand igen efter næsten 7 mdr, hvor jeg kun har set ham via webcam over skype.
Jeg glæder mig til at skulle bo i udlandet og lære og opleve en anden kultur. Det er et stort ønske der fra min side bliver opfyldt, jeg har nok altid bare mest søgt mod engelsk eller fransk talende lande, for der kan jeg sproget, her er jeg bare tvunget til at lære alt fra bunden.
Jeg tror det er sundt for mennesker nogle gange at kaste sig ud over klippen og se om vingerne kan bære, i stedet for bare at sidde i sofaen og lade livet passere en, man må ud og være en del af det.
Det bliver ikke nemt i starten, det var det heller ikke da min mand kom her, men trods alle op og nedturene vil jeg ikke bytte for noget som helst.
Mange tror at et ægteskab med en udlænding er extra hårdt, men til det kan jeg kun sige at det er ikke hårde end andre ægteskaber, det kræver kompromi og gode lytte og taleevner og stor forståelse og respekt for ens partner og det gør det vel stort set i alle ægteskaber uanset om ens partner kommer fra Tønder eller Tokyo.
Den største gave i et blandet ægteskab er helt klart at man lære meget om tolerance og se tingene med andre øjne, vi har det godt her i Danmark, uden tvivl. Men jeg har også lære at vi desværre ikke er særlig god til at behandle hinanden ordneligt, min mand har 3 gange oplevet at blive spyttet efter og det kan pisse mig af i en grad af arrigskab, der for dem der kender mig personligt vil vide at det slet ikke ligger til mig.
Jeg ved godt at mange ikke kan lide udlændinge, men jeg vil gerne spørge dig om hvorfor kan du ikke det? Hvor mange kender du egentlig med en anden kulturbaggrund end din egen? De er mennesker af kød og blod ligesom os og ja der er mange "slemme" udlændinge men der er altså virkelig også mange "slemme" danskere og der er mange gode udlændinge og mange gode danskere. Det hele kan samles i et ord jeg har fået tæt ind på livet, uvidenhed. Uvidenhed skabt af medierne der nok skal sørge for at fortælle alle de dårlige historier der skaber had, men hvad med alle de gode historier, dem høre vi jo aldrig noget om. Uvidenhed fordi vi danskere har det bedst med at passe os selv og ikke tage imod det ukendt og fremmede men helst vil holde os på vores eget lille matrikelnummer. Uvidenhed der igen hindre os i at taget det berømte spring ud over klippen, fordi vi ikke ved hvad der så sker. Det får mig til at tænke på et dansk ordsprog der lyder, det er bedre at have prøvet og fejlet end slet ikke at have prøvet noget. Og det er jo så sandt som det overhovedet kan være.
Så det gør vi, imorgen kaster jeg mig ud over klippen ned i det ukendte og så må jeg se hvad der sker.
Uanset hvad der sker i det ukendte vil jeg forsøge at møde det med et åbent sind og accepter at sådan er det her og det er der ikke noget forkert i selv om jeg synes det er underligt, for det kan jo godt være det er mig der er underlig og ikke de andre.
Det var sidste gang i denne omgang jeg skriver fra Danmark, næste indlæg kommer fra Yokohama hvor vi skal bo, men selvføldig kommer jeg hjem og besøger familie og venner her og jeg håber da også jeg får besøg herfra, for flyene går trods alt begge veje.

Dagens lektion i japansk
watashi no nama'e wa Inger-Marie des = mit navn er Inger-Marie

mandag den 20. december 2010

En uge til afgang.

Så er det hele ved at være i orden, alle papirene har endelig de rigtige datoer og jeg har fået en flybillet, så jeg håber ikke det kommer for meget sne over det nordjyske så flyene ikke kan lette fra lufthavnen.
Den sidste mdr. har været noget stressende, men nu føler jeg selv jeg er ved at have styr på det. Der mangler kun at blive gjort rent i lejligheden, så skal jeg ikke tænke mere på det.
Så skal jeg lige arbejde 3 gange mere, så er det også overstået, det er lidt underligt at tænke på at mange af de ting jeg gør i øjeblikket er for sidste gang. Denne weekend var min sidste weekend vagt. De fleste af mine kunder har efterhånden fundet ud af at jeg rejser, en har endda sagt så kommer han ikke mere og handler når jeg ikke er der, meeen det tror jeg nu ikke på.
Selv om det hele er lidt vemodigt og jeg skal sige farvel til mange ting, glæder jeg mig også bare til at se min mand igen nu, det er snart 7 mdr siden han tog afsted.
Når jeg kommer derud skal vi til begravelse, for min mands bedstemor er lige død. Hun bliver begravet efter buddistisk skik og tradition, hvilket er en del anderledes end man gør her hjemme. Det foregår over 3 omgange, først har man en aften cermoni hvor familien samles og mindes og tager afsked med den afdøde, dagen efter bliver hun brændt og asken kommes i en urne. Herefter skal der gå 49 dage inden urnen må sættes i jorden, hvorfor ved jeg ikke men det skal jeg nok finde ud af for det er den del af begravelsen jeg skal tage del i.
Urnen skal sættes ned ved siden af min mand bedstefar, som døde for en del år siden.
Jeg er rigtig glad for at jeg på en tidliger rejse nåede at møde hende, jeg tror aldrig jeg har mødt så smidig en 85-årig dame som hende, det er nok det jeg vil huske hende for, smidighed.
I Japan bliver alle brændt når de dør, det er en tradition, men også fordi der ikke er plads til store kirkegårde som vi kender det her fra Danmark. I Japan kan en kirkegård godt ligge på en bakkeskråning eller klemt inde mellem beboelsehuse eller højhuse. Det hedder jo egentlig ikke en kirkegård, for de har jo ikke kirker men templer, så det må hedde gravpladser.
Jeg skal nok fortælle mere om dette når jeg er kommet derud og har fået ting og sammenhæng forklaret noget bedre. Lige nu vil jeg bare glæde mig over at alt det hårde arbejde har båret frugt og at ventetiden er ved at være forbi.
Jeg er også begyndt at tænke på at jeg skal lær et helt nyt sprog nu og jeg er da også begyndt at lære nogle små sætninger og ord det kan hjælpe mig i det daglige når min mand ikke er der til at ordne det hele.
Så her kommer første lektion i japansk

Doomo arigatoo = mange tak

De fleste japanere bruger kun doomo, men det er mere høfligt at sige begge dele så det bliver den form jeg vil benytte mig af, fordi jeg for dem er en fremmede i deres land.

lørdag den 6. november 2010

Tatoveringer.

I Japan har tatoveringer en special betydning, de signalere at man er en del af den japanske mafia, yakuza.
Almindelige mennesker har ingen tatoveringer, for så vil du ikke kunne få adgang til et spa. Spa og varmekilder er meget populært i Japan og det er noget folk meget ofte benytter.
Da jeg var yngre ville jeg gerne have en tatovering, men idag er jeg glad for af jeg aldrig fik gjort noget ved det, for så ville størstedelen i det spa jeg kon ind i nok hurtigt forsvinde. Ok, overdrivelse fremmer forståelsen. Nu er jeg jo ikke japaner og japanere ved god at udlændinge med tatoveringer ikke nødvendigvis er medlem af mafiaen.
Der er også en anden måde man kan se om en person er fra mafiaen, de mangler er led af lillefingeren. Det er hvis de har gjort noget forkert og er blevet irettesat af et højrestående medlem.
Der findes en bog der hedder "Hostess for Mafiaen"og er skrevet af en dansk pige der hedder Annette Duncan Carter, hun har boet i Japan og har arbejdede for mafiaen som en slags glædespige, der skulle lokke penge ud af rige japanere, den er faktisk ret så interesant læsning.
Det med tatoveringerne får mig også til at tænke på en film med Viggo Mortensen, den der hedder Eastern Promise. Viggo spiller en politibetjent der infiltrere den russiske mafia og det meste af hans krop er dækket af tatoveringer, der fortæller hvilken forbrydelser han har begået og hvilke fængsler han har siddet i. Det er lidt det samme tatoveringer fortæller i Japan.
Jeg kan huske et interview med Viggo Mortensen hvor han fortæller at en after gidder han ikke vaske dem af fordi det tager lang tid om morgen at lave dem, så han går ud på en restaurant for af spise og der er et ældre ægtepar der bliver så bange for ham pga tatoveringerne at de ikke vil sidde ved siden af ham.
Jeg kan godt lide tatoveringer, der er mange hvor det ser godt ud. Man skal bare være sikker når man får lavet en for den er der resten af livet og for alle er det ikke bare en måde at udsmykke kroppen på. Selv om jeg synes det ser godt ud vil jeg ikke have en tatovering. Jeg vil gerne have så jeg kan gå i spa uden at skræmme nogen.

mandag den 1. november 2010

Ynglings steder.

Der er flere steder jeg elsker at komme og glæder mig til at jeg kan komme der mere ofte. Et af dem er Chinatown. Når man går ind af den store farvestrålende port er det som at tråde ind i en anden verden, med lanterner i stedet for lygtepæle og duften af al den lækre mad der bliver lavet i de små gadeboder. Det er et stemningsfuldt sted hvor der altid er mange mennesker. Jeg glæder mig som sindsyg til jeg skal opleve det kinesiske nytår, med dragedans og trommer. Jeg ved ikke lige præcis hvornår det falder næste år, men det plejer at være i feb. Chinatown er et stort virvar af gadebode, restauranter, templer og forretninger der sælger stort set alt hvad hjertet begærer. Chinatown består af nogle hovedgader, men det er absolute sjovest at gå væk fra de store gader og lade sig fare vild i de små gyder.
Et andet sted hvor jeg også synes det er fantastisk at komme er black marked street eller Ameya yokocho. Det er en handelsgade med en masse boder der sælger alt muligt fisk og tang. Jeg har aldrig set så stort et udvalg af fisk, skaldyr og andet godt fra havet. Og så er der blæksprutter, fra de mindste baby blæksprutter til kæmpe stykker hvor man helst ikke vil vide hvor stor den egentlig var. Der var også en mand der stod og kogte og tilberedte tang og det stank noget så forfærtligt. Jeg elsker fisk, men er ikke så god til det med tang endnu, men det er helt sikkert et sted hvor jeg vil komme til at gøre mange indkøb. Angående navnet er der en grund til det hedder som det gør. Lige efter krigen, hvor der var mangel på alt var der meget sortebørshandel her og navnet har ligesom bare hængt ved den dag idag. Min mand kender området bedre end mig og ser derfor nok også ting jeg ikke ligger mærke til, men selv om mange japanere handler der dagligt er det et sted man skal passe på for det skulle være et område hvor den japanske mafia har en del at sige. Bl.a ville min mand ikke have at jeg tog billeder der eller gik med mit kamera fremme da det nemt ville kunne provokere de forkerte. Men jeg må sige jeg på ingen måde så eller mærkede noget ubehageligt mens vi var der, men det var selvføldig også i dagtimerne. Jeg sagde engang til min mand, jeg synes vi skulle have lejlighed der i nærheden, men jeg kunne også hurtigt se på hans ansigtsudtryk at det skulle vi ikke, men det er nok også godt nok vi ikke skal for udover mafiaen er der også hjemløse i en park der ligger bag ved gaden.
Et trejde sted jeg kan lide er Shibuya og Harajuku, det er et sted hvor ungdommen kommer og hvor de mere frie kommer i deres kostumer med gult eller lilla hår. Jeg har et meget specialt minde derfra. Vi er på stationen og pludselig ser jeg en person komme gående imod mig, tættere på kunne jeg se det var en mand pga adamsæblet. Men han var klædt i en lang sort kjole, sådan en blondekjole der ligner en brudekjole og med sorte støvler og en sort blondeparasol. Man kan ikke se hans ansigt for han har bandager på der får ham til at minde om Frankensteins brud. Jeg har tit tænkt på ham som han kommer gående der med ret ryg og hovedet holdt højt, som det mest normale. Hvis det havde været her i byen, ville folk nok have ment han var stukket af fra den lukkede afdeling. Men lige der hørte han hjemme lige så meget som alle os andre og det er det jeg godt kan lide, der er plads til at man kan og endnu vigtigere MÅ være anderledelse.
Der er mange andre steder jeg også godt kan lide men de her steder har virkelig gjort et indtryk på mig og jeg glæder mig til at skulle gense dem.

fredag den 29. oktober 2010

Japansk kartoffelsalat.

Det kan måske godt være lidt svært at lave rigtig japansk mad her hjemme fordi man ikke kan få alle de specialle ingredienser der lige giver det sidste touch, så som syltede rød ingefær, sursyltede blommer, lotusblomst og søde rød bønnesovs.
Jeg har fået en japansk kogebog af min mand (den er på japansk og engelsk) og der er en autentisk japansk kartoffelsalat hvor man kan få alle ingredienser her i Danmark. Og så er den bare så lækker. Håber du kan lide den.

4 kartofler
1/2 gullerod
1/2 løg
1 agurk
1 lille dåse majs
salt
4 spsk mayonaise
1 spsk mælk
1 tsk sennup

Skræl kartofler og skær dem i passende stykker. Skræl gulerodden og skær den i tynde skiver.
Skær agurken i tynde skiver og lig dem i en skål, drys med salt for at få væsken ud. Skær løget i tynde skiver. Kom kartofler og gullerødder i en gryde og tilsæt vand så det lige dækker, kog dem til de er møre. Rør mayonaise, mælk og sennup sammen og smag til med salt og peber. Vrid agurkeskiverne fri for vand. Tilsæt kartofler og gullerødder mens de stadig er varme sammen med de andre ingredienser. Stil det i køleskabet indtil det skal serveres.
Er der en rest tilbage, kan det også bruges som fyld i en sandwich dagen efter.

tirsdag den 26. oktober 2010

Fugu.

Man kan faktisk dø af at spise sushi, forudset det er lavet af en fisk der hedder Fugu. Fugu er en meget giftig fisk, der kræver en special uddannelse for at må skære i. Først skal man uddannes til sushikok og derefter kan du få en overbygning der giver dig lov til at må tilberede den. Det der gør den giftig er en nervegift der er i ben og leveren (mener jeg det er) og dem skal du kunne identifisere og skære fra uden at ødelægge det så giften kommer ud på det kød man spiser. Jeg har aldrig smagt det, men det skulle efter signe være noget af en delikatesse. Man kan ikke købe det i forretninger og man skal gå på specialle restauraner for at få det og det er lidt dyrer end almindelig sushi. Min mand har tilbudt mig at vi godt kan finde et sted det serveres hvis jeg har lyst til at prøve, men jeg ved ikke rigtig.
Mit ynglings blad er National Geographic og i et af dem er der en artikel om fisken. Der står bl.a at 1 fisk indeholder nok gift til at slå 30 personer ihjel med, så man skal nok ikke være uvenner med kokken der tilbereder ens fugu. Neeeej, må man så bede om noget laks og tun, det ved man da hvad er.

mandag den 25. oktober 2010

Selvmord.

Desværre har Japan et meget højt antal af folk der begår selvmord. Det kan egentlig godt være lidt svært for en udeforstående at forstå hvorfor og jeg synes også selv det er en underlig holdning at have. Men det er noget der ligger dybt i den japaske kultur, det går faktisk helt tilbage til samurai tiden. Det er et spørgsmål om ære og ikke at tabe ansigt og leve med skammen. Mange vælger også denne triste udvej fordi de ikke vil være til last. Mange vælger at hoppe ud foran et tog, det er en meget brugt metode. Det betegnes som teknisk uheld, når det sker. Det er faktisk meget grotest og jeg var noget chokeret første gang min mand fortalte mig hvorfor toget var forsinket. Når nogen er hoppet stopper al trafik ind og ud af stationen indtil personer er fjernet og så kører det hele bare videre. Det er et meget udsat job at være togfører, det må virkelig være skrækkelig. Jeg håber aldrig jeg skal komme til at opleve,mens jeg venter på en parron, at nogen hopper.
Lige den gang finanskrisen startede og alting så virkelig trælst ud var der de første 6 mdr lidt over 17.000 der begik selvmord og det er rekort selv i Japan, men nu var det altså ikke alle der hoppede ud foran et tog.
Som sagt er det en gammel tradition, i samuraiernes tid gjorde man det ved at stikke et sværd i maven, det gav en ærefuld død og man blev respekteret af sin fjende.
En af de mere kendte historier om dette begreb har med Guldtemplet i Kyoto at gøre.
Guldtemplet er et tempel, der ligger på en lille ø midt i en sø. Templet er belagt med guld og man kan ikke komme indenfor. For mange år siden da det blev brugt blev det passet af en munk der blev så forelsket i templet at han i sindsyge satte ild til det. Templet brændte helt ned, men det der står der idag er en nøjagtig kopi af orginalen. Forælderne var så skamfulde over det sønnen havde gjort at de begik selvmord. Jeg har besøgt Guldtemplet og det er fantastisk smukt også selv om der gemmer sig en trist historie bag. Kyoto er i det hele taget en fantastisk by og helt klart et sted jeg skal besøge igen. Kyoto kan dateres helt tilbage til år 794 og var også hovedstad indtil slutningen af edo-perioden (1600-1868) hvor Tokyo blev hovedstad. Kyoto er et sandt skattekammer hvis man vil lære noget om Japans historie. Turen op gemmen det stejle og brostensbelagte Tekandestræde op til Kiyomizudera er også en tur jeg kan anbefale.
Men for at vende tilbage til emnet, så er det en af de ting jeg ikke rigtig kan forli mig med, bare fordi man har lidt modgang behøves man da ikke at gøre en ende på det hele på den måde. Det der ikke tager livet af en , bliver man kun stærkere af.

onsdag den 20. oktober 2010

Arbejde.

Den første tid jeg er i Japan, skal jeg ikke arbejde. Jeg skal bruge noget tid på at falde til og lære sprog. Men indtil jeg flytter bliver jeg ved med at arbejde. Jeg arbejder i forretning og idag blev jeg mindet om alle de godt ting jeg vil komme til at savne og i lørdags blev jeg mindet om alle de ting jeg bliver glad for at slippe for.
I lørdags var jeg alene den første time, fordi personen jeg skulle være på arbejde med var syg. Det lykkes så endelig at få fat i en flexjobber, der vil komme men kun i 4 timer. Så de sidste 3 timer sad jeg så alene igen. 5 minutter før lukketid kommer en af de lokale fulderikker ind og kan selvføldig ikke snøvle sig færdig, da han endelig kommer til kassen har han selvføldig en masse undskyldninger hvorfor han kommer så sent, han får betalt og jeg går ned efter nogle ting jeg selv skal have og da jeg kommer op igen har han brækket sig, heldigvis i en pose og jeg tænkte bare neeeeeeeeeeeeeeej det har du bare ikke gjort. Jeg er bare så træt af alkoholikere. Endelig gik han, så jeg selv kunne komme hjem. Jeg ved ikke om det var fordi jeg var irreteret på hele dagen, men da jeg skal ud har jeg glemt at lukke udgangsdøren indefra hvilket får alarmen til at gå, så jeg skal ind og ringe til alarmcentralen for at få den afblæst og så går det helt galt for jeg ender med at må ringe til alarmcentralen 3 gange og min chef 2 gange inden jeg endelig kommer ud og får lukket korrekt. Da jeg måtte ringe til alarmcentralen 3. gang kunne jeg godt høre på ham han var ved at miste tålmodigheden, jeg var virkelig heller ikke stolt af situationen. Det var bare sådan en dag hvor man er træt af det hele og tænker, det er godt det snart er over.
Idag var så det totalt modsatte, alle de gode kunder som man gør lidt extra for kom, den blinde mand med verdens sødeste hund. Når han kommer kan det redde hele ens dag, så har det været en god dag uanset hvad. Han har altid en kvik bemærkning klar og det er en ren fornøjelse at hjælpe ham, for han er så taknemlig og fuld af godt humør og inden han går igen har han altid fået mig til at skræl grine men sine blindevittigheder. Han har virkelig forstået ikke at lade sit handicap begrænse ham. Så er der Ravdamen nede fra Fiskerklyngen, hun er bare så sød og snaksalig, jeg kender hende kun fra forretning, men jeg tror hun er en kunstnertype, det er nok derfor jeg kan lide hende. Så er der "bedstefar", han er sån en rar gammel mand, der kommer for af hilse på og lige sikker sig at alt er godt. Jeg nænner ikke at forfælle ham at jeg snart stopper, for det får det meste af hans verden til at falde i grus.
Maratonmanden får mig også altid i godt humør. Han løber flere maraton i sæsonen, jeg fatter ikke han kan, men han træner selvføldig også noget mere end mig selv. Han skal selv flytte til udlanden inden længe, han skal bare den modsatte vej end mig, nemlig til USA. Jeg håber han får det godt "over there".
Sidst men ikke mindst er der bondamen, der kommer hver 3 eller 4 tirsdag og samler bonner ind til et analyseinstitut om hvad forbrugere køber, jeg kender ikke nogen der er bedre til at smalltalke med folk end hun er og oven i er hun en humørbombe der spræder latter.
Selv om jeg ikke kender navnene på nogle af dem er det sådan nogle kunder, der gør at man gider stå op om morgen og tage på arbejde. Der er mange jeg ikke kommer til at savne, men der er altså også dem man vil tænke og huske på som nogle virkelig rare mennesker. Selvføldig kommer jeg også til at savne mine kolleager, men dem ved jeg hvor jeg kan finde og komme i kontakt med. Jeg har sidste arbejdsdag den 24/12, lige nu er der lang tid til, men med juletravlhede der så småt nærmer sig vil tiden gå hurtig.

fredag den 15. oktober 2010

Visa.

Så ser det endelig ud til der sker noget. Min kære mand kunne igår informere mig om at han havde fået brev immigrationsministeret at jeg har fået visa. HIP HIP HURRA, nu er der endelig ved at være lys for enden af tunnelen. Så nu venter jeg bare på posten, der skal komme med papirene fra Japan, jeg skal have med over på den japanske ambassade i København når jeg skal have opholdstilladelsen sat ind i mit pas, så snart det sidder i mit pas har jeg 3 mdr inden jeg skal være i Japan ellers vil jeg miste den igen fordi jeg ikke har "aktiveret" det, eller hvad sådan noget nu hedder. Lige nu er jeg bare glad for at jeg snart skal se min mand igen.
Ha' en god weekend, skal arbejde hele weekenden. Så går tiden heldigvis hurtig.



torsdag den 14. oktober 2010

Kongekylling med nødder.

De fleste forbinder desværre nok ikke Pakistan med ret meget godt, men det kommer nok af uvidenhed. Jeg har ikke selv særlig meget forhold til Pakistan, ud over at de laver noget fantastisk mad. Jeg ved godt det er lidt af en kaloriebombe, men nødder indeholder sundt fedt som man skal bruge for at opløse A,D,E og K vitaminer.
Håber du får lyst til at prøve denne opskrift og dermed få en god oplevelse af hvad Pakistan også kan være.

1 kg kyllingefillet
1 dl cashewnødder
1 stort løg i tern
2 fed presset hvidøg
1 spsk revet ingefær
1 tsk garam masala
1 kanelstang
2 karry eller laurbærblade
1/4 tsk revet muskatnød
1/4 tsk gurkemeje
1 tsk chilipulver
2 tsk salt
1/2 tsk stødt kardemomme
4 tomater i tern
1/4 l fløde
4-5 grønner kardemommekapsler
1 tsk garam masala
1 dl smuttede mandler
1 dl lyse rosiner
1/2 dl pistacienødder

Cashewnødder hældes over med kogende vand og trækker en halv time. Si vandet fra og blend nødderne til en fin pasta. Løg, ingefær og hvidløg blandes og svitses gylden i olie. Krydderierne tilsættes med undtagelse af kardemommekapsler. Lad det simre i ca 15 minutter. Vend kyllingefilleterne i sammen med tomater. Lad det simre under låg i 15 minutter. Rør fløde, cashewnøddepastaen og kardemommekapsler i retten. Skru op for varmen, så det begynder at koge. Tilsæt garam masala og lad det simre 5 minutter. Hak mandlerne groft og drys dem over retten sammen med rosiner og pistacienødder lige før servering. Serveres med ris og en grøn salat.
Velbekomme.

tirsdag den 12. oktober 2010

Nu det jul igen.......

I hvert fald hvis man arbejder i forretning. Jeg startede på arbejde igen idag efter en uges ferie. Ude på lageret står så lige 3 paller med juleslik og småkager, der skal være sat op inden slutningen af uge 42. Det er bestemt fra højere steder af sådan skal det være, så det må vi bare rette ind efter. Heldigvis er det ikke kun os men også de andre forretninger. Jeg har lagt mærke til at i Føtex er der allerede sat juleslik op.
Personligt synes jeg det er alt for tideligt, jeg synes det er tidligt nok hvis det først blev sat op til 1 december, men på den anden side, det er jo let tjente penge for forretningen. Selv om jeg synes det er for tidligt kunne jeg dog ikke dy mig for at liste ud på lageret efter en pose brunkager, da jeg havde fri.
Jeg holder meget af julen, når bare den ikke bliver alt for opreklameret, stresset og fuld af alt for store forventninger til gaver som folk ikke har råd til og nærmest gældsætter sig for.
I Japan fejre de ikke jul, Japan er et buddhistisk/shintoistisk land. Og dog familier med børn, giver deres børn julegaver og har et plastiktræ, men ellers er det ikke noget der betyder noget.
De ved godt hvem julemanden er og han kan da også findes eks. i disneyland og andre steder der er blevet amerikaniseret. Men nisser ved de ikke hvad er, min mand havde aldrig set en nisse før han kom her, heller ikke i USA, det er kun julemanden de har. Visse ting vedr. jul vil jeg helt klart tage med mig, men jeg kommer ikke til at savne det juleræs der starter flere mdr. før.

mandag den 11. oktober 2010

Digte.

Jeg arbejder i en forretning og nogle gange tager jeg bussen til Sæby for at hjælpe i forretningen derude. På vejen hjem køre vi ned langs Guldkysten og der er jo ikke så meget andet at lave end at sidde og kigge ud af vinduet og iagttage ting. Jeg havde lagt mærke til at en af de veje vi passerede hed Hulda Lutkenvej, i starten tænket jeg ikke så meget over det, udover at det var et lidt mærkeligt navn. Men oftere og oftere som jeg kørte forbi navnet begyndte jeg alligevel at tænke lidt over havd det er for en person der gemmer sig bag det navn. Så gik der et stykke tid hvor det ikke var nødvendigt at jeg også arbejdede i Sæby og navnet blev ligesom lageret i baghovedet. En dag jeg havde fri fra arbejde og kedede mig lidt tog jeg ud i genbrugsforretning for at kigge på bøger. Og der midt på hylden over danske forfattere står 3 digtsamlinger af Hulda Lutken, først kunne jeg ikke placere navnet, men så slog det mig det var vejnavnet ude på Guldkysten. Jeg købte øjeblikkeligt alle 3 bøger og skyndte mig hjem for at finde ud af hvad det er hun egentlig skriver.
Jeg blev meget positivt overrasket, for hun skriver faktisk nogle smukke digte.
Hulda Lutken er her fra Nordjylland, Elling for at være helt præcis. Udover digte har hun også skrevet nogle romaner men det er aldrig lykkes mig at finde nogle, kun de 3 digtsamlinge som jeg virkelig passer på. Og de skal selvføldig med til Japan sammen med andre digtsamlinger.

Til en vissen blomst
Dit violette blomsterblad er falmet.
Saa grum er Døden mod din skønne Farve.
I Skyer har jeg set den samme Farve
forvandle sig til hede Purpurdrømme.
I silke har jeg set den hektisk briste.
Din grønne Katafalk er mørk og klæbrig.
Sørgmodig sanser jeg din død i Aften
I Mogens duftede du af Sol og Sødme.
Jeg skar dig med min Kniv, og bar dig ind.
Jeg fæsted dig på Silken ved mit Hjerte.
Nu stinker allerede du af graven.
Saa grum er Døden mod din korte dag.

Digtet stammer fra samlingen Livets Hjerte fra 1943.

lørdag den 9. oktober 2010

Jordskælv.

Japan er et land der ofte bliver ramt af jordskælv, næsten hver uge. Men de er så små at de fleste ikke mærker dem, fordi de er vandt til det. Men til tider er skælvene da også noget kraftigere. Jordskælv er ikke noget japanere tager så tungt, det er bare en del af hverdagen.
Japan er et meget sikkert land, hvad angår jordskælv. Det Japan ikke ved om dette emne er ikke værd at vide. Husene er bygget og konstrueret så de følger rystelserne når det sker, så det hele ikke falder sammen. Selvføldig kan der forekomme skader, når det sker men det er faktisk meget få. Der er mange varselssystemer, så visse ting lukker ned ved større skælv. Men få minutter efter køre det hele igen. Jeg har snakket meget med min mand om dette, især indtil jeg havde mit første skælv, fordi jeg ikke rigtig vidste hvordan jeg ville reagere på det, men det var faktisk ikke så slemt. Jeg husker alligevel mit første skælv meget tydeligt. Det skete anden gang jeg var i Japan, vi havde været der i omkring 10 dage og det var ved 4-4.30 tiden om morgen. Jeg sov for jeg var meget træt, ferie i Japan er tidlig op og sent i seng fordi der altid er så meget vi skal nå og folk vi skal mødes med, men det er kun dejligt. Vi har et værelse på 8. etage på et hotel inde omkring finansdistrekter hvor der er mange skyskrabere. Jeg kan godt se og mærke der er noget galt, men alligevel kan jeg heller ikke rigtig finde ud af om det faktisk sker, fordi jeg er så overtræt.
Det er først da min mand springer op at nu skal jeg bare tage det helt rolig, det er ikke engang et stort skælv og der sker ikke noget det er helt sikkert ,at jeg for alvor bliver klar over at jeg lige har oplevet mit første jordskælv. Havde min mand ikke reageret på den måde, så havde jeg bare tænkt det må være fordi jeg er så overtræt som jeg er, for så meget sake fik jeg heller ikke aften før. Det jeg husker mest er skyskraberne, på 30-40 etagere, der står og svejer som blomster i en sommerbrise, det er bare så surrealistisk.
Jeg er ikke bange for jordskælv, selv om det er en farlig naturkatestrofe. Der er visse forholdsregler man skal tage, så som altid at have extra vand i flasker hvis der går en vandledning og altid have en lommelygte med extra batterier hvis der går et strømkabel og så skal man huske at slukke for gassen hvis man bor i et hus. Selvføldig kommer jeg til at skulle lære noget mere om hvad jeg skal gøre hvis der sker noget når jeg er alene og hvilke åbne pladser i nærheden af vores lejlighed der er samlingssted ved større jordskælv der gør at jeg af en eller anden grund ikke kan blive i lejligheden. Japanere er et meget venligt folkefær og ved godt det ikke er alle der er vandt til jordskælv, så det er absolut ikke noget der kan taget modet fra mig.

På restaurant.

I Japan går mange ud og spiser, især hvis man bor alene. Det er billigt at spise ud, nogle gange kan det være billigere at spise ude end at købe ind og selv lave mad. Alene i Tokyo og Yokohama området er der over 22.000 restauranter, nogle lukker men nye åbner lige så hurtig igen. Jeg kan godt lide at komme de steder der laver traditionelt japansk mad. På nogle restauranter kan du få et mindre rum for dig selv hvis det er et mindre selvskab. På mange restauranter kommer du ind og sætter dig, men der kommer ingen tjener. På bordet står der en lille computerskærm, med menukortet og så taster man det ind man vil have. Det havde jeg aldrig set før jeg kom til Japan, jeg ved faktisk ikke engang om det er noget der bliver brugt her i Danmark. Og vil du noget taster du bare på skærmen, i stedet for at prøve på at få kontakt til en tjener der rander stresset rundt. De virker ikke så stresset, madordre gå direkte til køkknet og det er kun drikkevare og regninger de tager imod, jeg synes faktisk det er et ret godt system og det kan aflaste tjenerne.
En ting jeg ikke kan lide ved japanske restauranter er at de ingen ryge politik har. Du må gerne ryge inde i restauranten selv om dem der sidder ved siden af spiser. Det kan jeg bare ikke klare, nok mest fordi jeg selv er ikke ryger og hader cigaretrøgen, men også fordi jeg er vandt til her hjemme fra at der ikke må ryges indenfor på en restaurant, der synes jeg godt de kunne lære noget af os, ligesom vi kunne lære fra dem vedr. computerskærmene ved bordene.
Nu er jeg jo selv uddannet inden for området og jeg kan godt se der er nogen forskelle, jeg har bl.a været på en restaurant i Chinatown, hvor jeg havde en mistanke om at hygiejnen kunne være bedre, men som jeg har snakket med min mand om så har Japan ikke en omfattende levnedsmiddelkontrol som vi kender det her fra Danmark. Dermed ikke sagt at det er farligt at spise ude i Japan, for det er det slet ikke, de er derimod meget kvalitetsbevidste. For er kvaliteten ikke i orden får du ikke en japaner til at spise det, for de går meget op i hvad de putter i munden. Japansk mad er ikke særlig krydderet, som nogle måske forbinder mad fra østen til at være. Det mest spiste er selvføldig fisk, men også oksekød og dansk svinekød, især bacon er populært. Jeg har aldrig haft maveproblemer mens jeg har været i Japan og det til trods for jeg jeg godt kan lide at smage på en masse forskellige ting. Jeg glæder mig til at komme til Japan igen og ud og spise en masse sushi og tempura for det er da noget af det bedste der findes. Velbekomme.

torsdag den 7. oktober 2010

Boganmeldelse.

Ellen - 100 år med lyst til livet
Samtaler med Puk Elgård

Denne bog handler om Ellen fra Pilehuset.
Jeg tror de fleste nok lærte hende at kende gennem tv-programmet Uventet besøg, hvor hun i en alder af 97 år rejste til Alaska for at besøge og overraske sin barnebarn.
Puk Elgård har skrevet denne bog, baseret på en række samtaler med Ellen.
Bogen er fantastisk, den livsglæde Ellen besider, møder man ikke hos mange. Tænk på alt det hun har oplevet, noget de fleste nok er nødt til at have historiebøgen frem for at kunne huske, men hun kan huske det hele. Hun har oplevet 2 verdenskrige, for ikke at tale om alle de opfindelser der kom til i hendes tid.
Selv om hun er over firs fortsætter hun med at arbejde, på et hjem for anbragte børn, hvor hun har arbejde i over 30 år. I samme alder mister hun sin mand og livsledsager gennem hele sit liv ved en brand, det tager hårdt på hende, men alligevel sætter hun sig ikke ned og bare giver op, hvilket nok havde været fuldt forståligt i den alder. Hun vil ikke på plejehjem, men genopbygger Pilehuset og flytter ind.
En gang om året rejser hun til USA for at besøge sin søn og 1 gang om året til Australien for at besøge sin nære ven og det bliver hun ved med helt op til sin død.
Jeg synes det er en fantastisk bog, et liv gennem 100 år. For ikke at tale om den lyst, energi og nysgerrighed hun har.
Tænk dig at blive 100 år, så er man jo en levende historiebog. Jeg ved ikke rigtig om jeg har lyst til at blive så gammel, men på den anden side kunne det være fedt hvis det er uden alt for meget sygedom og alvorlige skavanker.
Jeg kan varmt anbefale bogen, magen til varme og livslyst skal man lede længe efter, så jeg giver bogen 6 stjerner ud af 6 mulige. Så kridt skoene (Ellens motto) og læs den.

Ungarsk Gullash

Hver gang jeg laver denne ret vil jeg altid komme til at grine og tænke på min mor.
For lidt over en mdr. siden kom jeg hjem fra Prag og følgende samtale fandt sted mellem mig og min mor i telefonen.

Mor: nå hvad har I fået at spise, I har vel fået en masse gullasch.
Mig: gullasch neeeej hvorfor tror du det.
Mor: jamen har du ikke været i Ungarn
Mig: nej jeg har da været i Prag
Mor: jamen er det ikke også i Ungarn
Mig: nej det er da i Tjekkiet, hvor tror du egentlige jeg har været henne???
Mor: jamen det er jo ikke godt at vide.

På det her tidspunkt er jeg flad af grin og jeg kan høre at min far også griner en hel del.
Det skal dog så lige siges at jeg siden hen har fået lært min mor så meget basis geografi at hun er helt på det rene med at Prag IKKE ligger i Ungarn.

Men uanset hvor retten kommer fra er det jo en dejlig ret, på en kold, våd og blæsfuld efterårsdag.

300 g oksekød i tern
200 g kogeflæsk uden ben
2 løg
2 spsk smør
2 spsk paprika
1 grøn og 1 rød peberfrugt
salt og peber
1 tsk merian
1 tsk kommen
2 fed hvidløg
5 spsk tomatpure

Løg og peberfrugter skæres i tern og svitses i en gryde med lidt smør og paprika. Tag det op af gryden og svits kødet. Tilsæt løg og peberfrugter igen. Krydr med salt, peber, merian og kommen. Tilsæt 3 dl vand og lad det simre til kødet er mørt. Tilsæt tomatpure og hvidløg og lad det simre yderligere 10 minutter.
Server med kartoffelmos og en iskold mørk øl.
Kog selleri, pastinak eller persillerødder med kartofler og mos det sammen med, det smager fantastisk og er en god måde at få extra grøntsager på.

onsdag den 6. oktober 2010

At flytte til Japan.

Jeg skal snart flytte til Japan, det håber jeg hvert fald jeg skal. Jeg har ikke fået mit visa endnu, men min kære mand har forsikkeret mig om at det er meget nemmere at komme til Japan som udlænding end det er at komme til Danmark som udlænding.
Jeg har bestemt mig for at begynde at skrive blog, så familie og venner hjemme i Danmark kan følge med i hvordan det går og hvordan det er at bo i udlandet.
Sevføldig vil jeg også skrive om andet, jeg er en læsehest, så der kommer nok også en boganmeldelse ind imellem. Min passion for at lave mad og især fremmede mad, vil nok også komme til at fylde en del.
Skriv endelig en kommentar eller bare en hilsen, det vil jeg kun blive glad for.