Translate

lørdag den 25. november 2017

Vinter Illumination i Ashikaga Blomster Park.

Det er blevet rigtig koldt og vinteren er rykket et godt skridt nærmere. Mange vil nok skutte sig ved tanken om kulden og foretrække at blive hjemme i varmen, mig selv inklusiv. Men er der en ting der alligevel kan få mig ud og afsted så er det de her illuminations eller belysninger som japanerne går helt amok med her i vinter-perioden. Så da min mand spurgte om jeg ville med til Tochigi og Ashikaga Blomster Park som jeg så længe har sukkede over kunne det stort set kun gå for langsomt. Ashikaga Illuminations er 1 af de 3 bedste i Kanto-området, men efter min mening den bedste. Dette års tema hedder Flower Fantasy og der er brugt ikke mindre end 4 millioner LED lys til at skabe dette landskab af lys. Parken er inddelt i forskellige områder med forskellige temaer eks. jul, årstider, blomster og en kirke med fyrværkeri. 
Ashikaga Blomster Park er berømt for 2 ting, den ene er vinter belysning og den anden er deres 150 år gamle blåregn der har en omkreds der svare til omkring 600 m2. Jeg har aldrig set blåregnen når den står i fuld flor, men jeg har set billeder af den. Men at stå under den er alligevel en vild oplevelse for hold da op den er sindsyg stor. Egentlig så er det 2 blåregn der står i hver sin side af et stort område og så er de efterhånden vokset sammen og har dannet det her kæmpe blomster loft af lilla blomster. Desuden er der en 80 meter lang tunnel også med blåregn, men det er stadig de 2 150-årige blåregn der er parkens absolute stolthed. 
Men selv om det er deres blåregn de er mest berømt for, så er deres vinter belysning helt klar også værd at køre efter. 





 Den berømte blåregn. Som en del af vinter belysningen
hang der lilla lys blomster ned fra træ-kronen.



 Kirke med fyrværkeri.

Det her var helt klart min ynglings. Det var så flot og man kunne gå ind i selve kirken der var pyntede med blomster i alle mulige farver. Bag ved kirken var der er 3 minutter lysshow med fyrværkeri og musik.

 Juletræet der gjore jeg fandt julestemningen.



lørdag den 11. november 2017

Efterår langs Tokaido stien.

I torsdags skete der lidt af et mirakel. Min mand og jeg havde en hel fridag sammen uden at vi faktisk havde planlagt det. Ikke noget med at vi havde tage fri eller aflyst noget, bare en tilfældig dag hvor vi begge ingen aftaler eller arbejde havde samtidig. Det er første gang i jeg ved ikke i hvor lang tid at det er sket. At vi bare har en hel dag sammen uden planer. Så hvad skal man så bruge sådan en kostbar dag til. 
Vi startede med at sove længe, i vores tilfælde vil det sige til omkring kl. 08.00 for hele dagen skulle hvertfald ikke soves væk. Vi var aften forinden blevet enig om at køre til Yamanashi ( for 3. gang i år) fordi her er efterårsfarverne på deres højeste lige nu. Så ved 10-tiden satte vi os i bilen og satte kursen nord-vest over. Nu har vi efterhånden gjort turen en del gange så det tager os efterhånden kun 1 1/2 - 2 timer at nå Yamanashi, men denne gang skulle det ikke gå helt så let. Der var så mange lastbiler, kødannelser og vejarbejde ( de var ved at fjerne ukrudt i mellemrabatten 😕😕) at det tog os 3 1/2 time at nå til Yamanashi. Så ved 13.30 tiden kunne vi endelig parkere bilen ved foden af Sankodai bjerget og begynde opstigningen til udkigstårnet der vender over mod Fuji og vidre op til toppen. Vi ville gerne have vandret langs bjergryggen over til nabobjerget, men det havde vi bare ikke tid til fordi vi ankom så sent i forhold til planen. Så vi nåede ikke længere end til toppen at Sankodai, men det var sandelig også en udsigt der var værd at sidde og nyde i solens eftermiddags stråler. Vi skulle være nede igen senest omkring klokken 17 for det bliver ret hurtigt bæld mørkt oppe i bjergene.
Dele af den sti vi fulgte op til toppen er del af den gamle Tokaido trail. Det er den sti man i Edo-perioden brugte når man skulle fra Tokyo til Kyoto. Ligesom her kan man mange steder stadig godt finde den oprindelig del af stien, andre steder er den blevet erstattet af motorveje. Men det er stadig muligt at gå hele vejen fra Tokyo til Kyoto via Tokaido stien. Selvfølgelig kommer det an på hvor hurtig man går, men man skulle kunne gøre det på cirka 25 dage i et raskt tempo, den er trods alt 492 km lang.
Tokaido stien følger kysten fra Tokyo og til Kyoto, men der findes også en anden sti der hedder Nakasendo stien og som gå indland og over bjergene. Så det siger næsten sig selv at Tokaido stien er den mest brugte fordi den er nemmere end turen der går gennem bjergene. Der er 53 stop eller restepladser som vi ville sige i dag på Tokaido stien, hvor man kunne overnatte, få noget at spise og nogen steder havde også en onsen hvor man kunne slappe af efter en lang dags vandring. 
Der findes 53 ukiyo-e (træsnit) der hver afbilleder de 53 stationer. De er lavet af ukiyo-e mesteren Utagawa Hiroshige efter hans første rejse langs Tokaido stien og de betragtes i dag som nogen af de mest betydningsfulde og værdifulde ukiyo-e billeder.

Du kan se alle billederne her 

Og nedenunder kan du se mine billeder af den lille del at Tokaido stien vi gik op til toppen af Sandokai. Måske en dag jeg kan finde tid til at gå hele turen med en udgave af Hiroshiges billeder under armen. Så skulle det være om foråret inden det bliver alt for varmt eller om efteråret inden det bliver alt for koldt, men det er nok mest drømme tænkning lige i øjeblikket. Men hvem ved........ 




 Den gamle Tokaido sti.



 Fuji-san med sne på toppen.


 Toppen af Sankodai.

 Udsigten fra Sankodai


Inden vi kørte hjem stoppede vi i den lille landsby Kawaguchiko hvor de havde efterårs festival og træerne langs åen der løb gennem byen var oplyst. Det var så hyggeligt og stemningsfuldt.



De vigtige ruter fra Tokyo til Kyoto.

mandag den 30. oktober 2017

Den gule tingeste kaldet Solen

Der har i dag hængt en gul tingeste ude på himmelen der skinnede helt vildt. Til at begynde med var jeg ikke helt sikker på hvad det var og om den evt. var farlig. Men jeg vågede mig ud for at kigge nærmere på fænomenet og fandt ud af at den skabte varme. Jeg havde taget mit kamera med så jeg kunne tage nogen billeder og for at have nogen beviser på denne skinnende tingeste. Efter nærmere undersøgelser da jeg kom hjem er jeg kommet frem til den konklution at den skinnende tingeste må være den planet der kaldes Solen 😊😊😊
Jeg husker ikke rigtig hvornår jeg sidst har set denne planet på himlen, jeg tror den kortvarig var der i tirsdags, men der nåede jeg ikke rigtig at opleve den. Jeg kan godt lide denne planet for den holder regnen væk så jeg håber i fremtiden at den vil skinne nået mere. 
Det har været et godt stykke tid siden jeg har delt nogen billeder her på bloggen. Jeg kunne se på mid SD-kort at jeg faktisk ikke har været ude at tage billeder siden den 8. august, da jeg var til lanterne-festival i Hachimangu i Kamakura. 
Efterårets gyldne farver er så småt ved at vise sig, især de gule ginko-træer er på deres højeste lige nu. 

 Typisk gade-billede. El-ledningerne hænger over alt
i Japan, ikke noget der pynter særlig meget.

 De gule ginko-træer.



 Beton-fængelserne som jeg ynder at kalde dem.
De minder mig om grå og triste kommunist bygninger.

 En enelig fisker, det var nok begrænset hvad han rent faktisk
fangede.

 Gangbro til beton-fængelserne.

Fugle føde, nok ikke egnet til mennesker.


Det var rigtig dejligt at have tid til at gå en tur og at det endelig for en gangs skyld ikke regnede. Jeg nødt virkelig en gå-tur i eftermiddags solen. Jeg tror det er vigtigt at huske at give sig selv tid til at nyde de små ting og ikke være en tids-slave der hele tiden skal fra A til B og vidre på et bestemt tidspunkt. Da jeg flyttede herud holdt jeg op med at gå med ur, netop fordi jeg ikke ville være tids-slave mere og blive bedre til at nyde og ikke mindst opleve nuet, men selv om jeg ikke går med ur mere er jeg alligevel på en måde blevet tids-slave igen fordi jeg ofte altid skal være et bestemt sted til et bestem tidspunkt og jeg ofte ikke når de ting jeg så gerne ville lære at være i stand til at nyde og værdsætte mere. 

Har du husket at give dig tid til at nyde nuet og de små ting i dag ?

onsdag den 13. september 2017

Yamanashi - Japans frugtskål.

Det har været en varm og hæktisk sommer så både min mand og jeg var noget til et punkt hvor vi trængte til at trække stikket ud bare for et par dage. Så gennem min mands fagforening bookede vi en hytte i Yamanashi. Min mands fagforening samarbejder med en hotelkæde der også udlejer hytter der gør at vi kunne få en ret så stor rabat, næsten halv pris. 
Valget faldt ret hurtig på Yamanashi fordi det er ved at være højsæson for pære og i Yamanashi er der mange selvplukker-gårde hvor man kan komme og plukke alt hvad man kan spise. Og da jeg er ret vild med de her nashi-pærer blev det Yamanashi.
Vi kørte i vores egen bil derover, så vi kunne stoppe når og hvor vi havde lyst. Desuden er Yamanashi kun omkring 2 timer kørsel fra hvor vi bor så i længden ville det være billigere selv at køre.

Vores første stop var en selvplukker-gård hvor vi havde valgt at plukke nashi-pærer. Det er en ret stor gård så vi havde også mulighed for at plukke vindruer, både grønne og blå. De har også ferskner, men fersken sæsonen er slut for i år. Desuden har de kirsebær først på sommeren. Så efter japansk størrelse forhold er det en ret stor gård. Man skal ringe og resavere en tid for især i weekenden er der mange mennesker. Man kan vælge kun at plukke en slags frugt eller man kan købe en kombo-pakken hvor man kan plukke både pærer og vindruer. Vi havde valgt kun at plukke nashi-pærer. 
Det foregår på den måde at når man kommer får man tildelt et område hvor man må plukke fra. Man må plukke alt det frugt man kan spise på stedet. Plukker man mere frugt end man kan spise skal man betale for det efter kilopris. Vi havde valgt nashi pakken med ubegrænset tid, fordi vi gerne ville have tid til at side og spise uden at skulle skovle ind. Desuden ville vi gerne have tid til bare at side og nyde nature for det var et godt stykke ude på landet. 

 Nashi-pærer

 Indpakkede nashi-pærer.

Hvis man har færdes ude på landet her i Japan vil man opleve noget der måske kan virke lidt underligt. Hvis man køre forbi en frugt-plantage vil man se at frugterne er pakket ind i papir hver for sig. Det er for at beskytte dem mod insekt angreb og dermed formindske brugen af sprøjtemidler. Når frugter beskyttes på denne måde er der en ret stor chance for at få en flot frugt uden tegn på insekt angreb og dermed kan den sælges til en højere pris.

 Vores hytte.

Efter vi havde spist os meget mætte i nashi-pærer satte vi kursen hen mod det hotel hvor vi skulle hente nøglerne til den hytte vi havde lejet. Det er et resort hotel oppe i bjergene. Vores hytte lå cirka 10 minutters kørsel fra selve hotelet oppe af nogle små snoede veje ude i et skov område. Da det var midt i ugen og uden for nogen som helst sæsoner var der stort set ikke andre end os. Vi så kun at der holdt biler ved et par andre hytter på vejen der op. Hytterne på hver side af vores hytte var tomme og det virkede også som om hytterne på resten af vejen var tomme. Der var simpelthen en velsigende stilhed, lige præcis hvad vi havde søgt.
Et par minutter efter vi var ankommet til hytten ankom en catering bil nede fra hotellet. Man har 3 valgmuligheder hvad angår mad når man lejer en hytte. Man kan vælge selv at medbring alt maden, at køre ned på hotellet og spise i deres restaurant eller som vi havde gjort at få maden leveret fra hotellet og så selv lave den. Vi havde valgt sukiyaki til aftensmad og morgenmad var almindelig vestlig inspireret morgenmad med æg til røræg, bacon, pølser, salat, brød osv. Men der var rigelig med mad. Vi gik hverken sulten i seng eller tog derfra sulten næste dag.
Vi valgte dog at tage turen op til hotellet igen for at gå i spa. Overnatter man på selve hotellet er det gratis at bruge spaet, men overnatter man i hytterne skal man betale 500 yen ( cirka 28 dkr per. person ) for at bruge spaen. Så det er jo på ingen måder dyrt når der ingen tidsbegrænsing er.
Da vi kom tilbage til hytten var der begyndt at blive mørke og når man befinder sig uden midt i en skov bliver det virkelig bare mørkt som i kulsort. Det var lidt ærgeligt at vejret havde været halvdårligt og meget overskyet hele dagen, for stjerne himlen må have været helt fantastisk herude uden lysforurening fra storbyen, men vi kunne desværre ikke ser nogen stjerner.
Næste morgen inden vi skulle vidre gik vi en lille tur i området for at få en fornemmelse af hvilken natur der var i området. Ud over det skovområde hvor hytterne ligger er der nede omkring hotellet en engelsk have. Desuden er der en udkigspost, men da vejret stadig var grådt og overskyet kunne vi ikke se noget af udsigten.

 Vejen op til hotellet. 

 Vinkælderen ved Belle Forte Winery.

Vejret bød desværre ikke til udendørs aktiviteter, som er det vi allerhelst vil når vi er på vores ture. Især i Yamanashi hvor naturen er enestående og der nærmest er bjerge alle vegne, men dem så vi ikke ret meget til pga de tunge grå lavthængende skyer. Så vi måtte finde på noget der var indendørs. Efter nogen snakken frem og tilbage over mulighederne besluttede vi os for at køre ned til Belle Forte Winery hvor man kan få rundvisning og smagsprøver. Det var kun mig der kunne smage vinen da min mand er den der køre bilen. Jeg var virkelig overrasket over hvor godt japansk vin smager. Nu er vindyrkning måske ikke ligefremt noget man forbinder med Japan, men det burde man faktisk. Man har længe dyrkede vindruer i Japan, men ikke med henblik på at fremstille vin, mere til at spise. Så det er først efter Japan har åbnet sig op for omverden at man lærte at vindruer også kan bruges til at fremstille vine. Nu vil japanerne helst drikke sake, så vin slår ikke igennem og det er først langt langt senere at japanerne begynder at få øjnene op for vin fremstilling og endnu længere inden de når op på et niveau hvor de rent faktisk kan være med internationalt. Ikke så mange har endnu fået øjnene op for japansk vin, men jeg tror det stille og roligt kommer. 
Japanerne er også virkelig god til at lave frugtvin og især i Yamanashi er deres frugtvin virkelig af høj kvalitet. Et af mine ønsker var da også at få købt noget af det her frugtvin med hjem og vi fik da også købt både pærer-vin og vin lavet på Victoria blommer. Der er rigtig mange gårdbutikker i Yamanashi. Det er butikker der er en sammenslutning af flere landmænd fra lokal området hvor de sælger deres lokal produkter, så ud over vin fik vi også købt honning med jordbær ( som smager sindsygt godt ) og fersken marmelade med passionsfrugt.

Det japanske maglev tog.

Efter at have spist frokost kørte vi ned til det sydlige Yamanashi. Hernede ligger et specielt test center. Det er nemlig hernede man tester og udvikler Japans nye højhastigheds tog Linear Shinkansen eller Maglev ( Magnetic Levitation ) som det også kalders. Japan er i forvejen kendt og berømt for sine højhastigheds tog, Shinkansen som kan køre med 300 km i timen og som kører over hele Japan mellem alle de store byer. Den nye shinkansen kommer til at køre med 500 km i timen. Det nye tog kommer ikke til at køre på skinner som vi kender det fra tog i dag. Det kommer til at svæve og vil blive trukket frem at store magneter. Det har taget mange år at udvikle teknologien bag og de laver stadig mange tests, men toget er nu så sikkrt at det godt kan køre med passagere. Grunden til at det ikke kører endnu er at skinnerne ikke er færdig. Som ordet Linear antyder er skinnerne nødt til at være så lige som overhovedet mulig for at det kan komme op på så høj en hastighed. Det gør det svært og meget dyrt at lave skinnerne i et så bjergrigt land som Japan. Målet er at første etape skal være klar om 5 år. Det vil sige fra Shinagawa i Tokyo til Nagoya. Så kan man kommer fra Tokyo til Nagoya på omkring 20 minutter. En tur der i dag tager omkring 1 time med Shinkansen. Skinnerne skal derefter føres vidrer til Osaka og Nara og når de engang bliver færdig om mange mange år kan man komme fra Tokyo til Osaka på 67 minutter, en tur der i dag tager omkring 2 1/2 timer med Shinkansen.
Vi var rigtig heldig da vi var der, fordi hele den uge udførte de tests med toget og det kørte flere gange i timen hver dag. Nogen gange tester de kun 1 gang om dagen og nogen gange slet ikke. Men vi var så heldig at se toget køre 4 gange mens vi var det. Og alle 4 gange kom toget op på de 500 km i timen. Det går sindsygt hurtig, det er en oplevelse på 3 sekunder for længere tid tager det stort set ikke for toget at køre forbi med den hastighed. Selv om jeg ikke er særlig teknisk interesseret så var det virkelig interessant at se og oplevet toget køre. Desuden er der et museum ved test centret der på en let og forstålig måde fortalte om teknologien omkring toget og hvordan det kommer til at svæve.  Men om 5 år skulle første etape gerne være klar og jeg vil så gerne køre med det tog. Det bliver nok ikke helt billigt, men jeg vil bare have en køretur i det tog. 
Toget kører ikke nogen steder i Japan endnu, men hvis man tager til Shanghai i Kina er der faktisk et Maglev tog der køre. Det er fra lufthavnen til down town Shanghai. Det er en kort tur og så vidt jeg ved kommer toget ikke op på de 500 km fordi strækningen er så kort.

Selv om vejret ikke var helt som vi havde håbet på så havde vi en rigtig god tur med masser af god mad og frisk frugt. Og på en måde var det egentlig godt at vejret ikke rigtig artede sig fordi vi så blev tvunget til at finde nogen alternative oplevelser i forhold til hvad vi altid plejer at gøre, nemlig at tage ud i naturen. Og det endte med at blive en rigtig oplevelsesrig tur, men på en anden måde end vi havde håbet på. 

torsdag den 10. august 2017

Dejlig dansk hygge.

Der ligger en del supermarkeder i det område hvor vi bor og jeg er gået hen og blevet særdeles glad for et af dem efter at jeg har fundet ud af at de sælger Amamda torskerogn fra Frederikshavn som er min hjemby i Danmark. Det er bare noget specielt når man kan gå ind i et supermarkede omme på den anden side af jorden og så kan man finde et produkt fra sin hjemby. 
Så efter jeg har fundet ud af hvor jeg kan købe torskerogn er jeg begyndt at bage en del rugbrød. Så når min mand ikke er hjemme til aftensmad og jeg ikke rigtig gidder lave mad står den på hjemmebagt rugbrød med torskerogn med hjemmelavet remoulade. 
Jeg må indrømme jeg foretrækker at bage mit rugbrød selv, selv om jeg har fundet et sted hvor jeg kan købe tysk rugbrød. Det smager bare ikke nær så godt som når det er hjemmebagt. En ting man lærer når man bor et sted man ikke kan få de ting og madvare man er vandt til er hvordan man laver dem selv og så finder ud af at det bare smager så meget bedre end det man man normalt køber.
En ting jeg ofte har tænk over når man sådan flytter langt væk er at man må lære at lave mad på en helt ny måde. For det første skal man lære at bruge de nye ingredienser der er der hvor man er flyttet hen, men man lærer også hvordan man laver mange af de ting man er vant til at købe hjemme i supermarkedet fra bunden, så som rugbrød og remulade :-)
Jeg møder ofte mennesker der slet ikke ved hvordan man laver mad. Jeg kalder dem for Take-out generationen. Jeg synes det er synd at så mange ikke lærer at lave mad og ikke ved hvordan mange ingredienser laves eller hvordan nogen grøntsager ser ud. Så jeg vil egentlig gerne have lov at slå et slag for at lære at lave mad fra bunden med friske råvare sådan som Katrine og Laura gjore det i Matador for det er egentlig ikke så svært hvis man bruger 5 minutter på lige at læse opskriften igennem.


 Hjemmebagt rugbrød.

Hvis man søger på nettet efter opskrifter på hjemmebagt rugbrød så kommer der tusind af resultater op, så det er bare at gå i gang og prøve sig frem og bliver man helt bidt af det kan man jo gå i gang med at lave surdej til sine brød. 
Jeg har efterhånden fået sammensat en opskrift der fungere i forhold til de ingredienser jeg kan få herude og det bliver et rigtig godt resultat.

Hjemmebagt rugbrød.

2 dl yoghurt
5 dl varmt vand ( fra kogekedlen )
25 gram gær
1 spsk honning
2 tsk salt
1 dl solsikkekerner
600 gram rugmel
ca 250 gram hvedemel
olie til pensling

Bland yoghurt og varmt vand. Rør gæren ud i den lunkne blanding sammen med honning og salt.
Rør solsikkekernerne og rugmel i. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt til dejen kan æltes, men stadig er klistret.
Lad dejen hæve 1 time på et lunt sted.
Del dejen i 2 og kom dejen i 2 smurte rugbrødsforme på 1 1/2 L. Pensel med olie og drys evt. med solsikkekerner.
Lad rugbrødene efterhæve 50 minutter og bag dem herefter 1 time ved 190 grader.

Nogen gange tilsætter jeg også lidt revet gulerødder eller jeg bruger halvt solsikkekerner og halvt græskarkerner.
 Min aftensmad. 

Hjemmelavet remoulade.

Hvis man først 1 gang har smagt hjemmelavet remoulade vil man ikke kunne lide det man køber på tube og det er så nemt selv at lave.
Ligesom med rugbrød findes der et hav af opskrifter hvis man søger på nettet, så her er det også bare at prøve sig frem til man finder den man bedst kan lide.

2 dl mayonnaise
2 tsk karry
1 spsk kapers
2 cornichoner ( små syltede agurker )
3 skiver kogte gulerødder
salt og peber

Mayonnaise røres med kary, salt og peber.
Kapers, cornichoner og gulerødder hakkes fint og blandes i mayonnaisen. 


Og når der nu skal hygges med alt muligt hjemmelavet til aftensmad så kan man jo lige så godt lave en dessert også. Normalt bager jeg ikke så meget kage, men en gang imellem kan jeg nu godt få lyst alligevel og eftersom jeg er ret glad for æbler bliver det ofte denne æblekage fordi denne her er min mand også ret vild med. 

Æblekage med citron.

3 æg
125 gram sukker
175 gram mel
2 tsk bagepulver
3 æbler
1 citron
50 gram smeltet smør

Perlesukker og hakket mandler til drys.

Pisk æg og sukker grundigt. Sigt mel og bagepulver og rør det i æggene sammen med 1 revet æble. Revet skal og saft fra citronen røres i skiftevis med smeltet smør.
Dejen hældes i en smurt tærteform. Skær resten af æblerne i både og stik dem ned i dejen. Drys med perlesukker og mandler og bag kagen ved 200 grader i 30 minutter.




Så er der kun tilbage at sætte Olsenbanden i DVD-spilleren og så er der dømt råhygge på god gammeldags dansk maner.

Håber jeg har kunne give lidt inspiration til selv at gå i køkknet og lære at lave rigtig mad fra bunden.

onsdag den 9. august 2017

Tomioka silke fabrik.


Vores sidste stop på vores tur til Gunma var silke fabrikken i Tomioka.  Silke fabrikken er den ældste i Japan og den blev grundlagt i 1872. De produceret silke der via silkeruten fra fjernøsten blev sendt til Frankrig. Når mange tænker på silkeruten tænker de altid på den fra Kina til Europa, men der er også en rute der går fra Japan til Europa. En af grundene til at jeg så gerne ville besøge stedet var fordi jeg gerne ville besøge starten af silkeruten. For en del år siden da jeg læste fransk var jeg i Lyon som er enden på silkeruten i Europa. Vi besøgte et silkemuseum og væveri. Vi så også hvordan de vævede gobelinner og tæpper af silke, et enormt arbejde skal jeg lige hilse at sige. Men det var rigtig interesant at se hvordan den silke der bliver produceret i fjern østen bliver til de fineste klæder i Frankrig. Så nu hvor jeg har set starten og enden mangler jeg bare at se alt det imellem.
Tomioka silke fabrik er et ret stort område, selvfølgedig er der selve fabrikken, men der er også en hel landsby, med skole, sygehus og boligere til de ansattes familier. Det har været et samfund i sig selv. 
Det hele ligger der den dag i dag som det gjore da fabrikken lukkede i 1987. I mange år efter det lukkede stod det tomt og man vidste ikke rigtig hvad man skulle stille op med det, men der er meget historie omkring stedet så det blev bestem at man ville lave et museum om silkens historie i Japan. 
I 2014 kom steder på UNESCO Verdens kulturarv liste og det gjore at stedet blev rigtig berømt og folk, især japanerne strømmede til og det gav penge i kassen så de kunne begynde en meget trægt renovering af stedet. Og hvad angår renovering så var det en stor byggeplads da vi var det. Havde jeg vidst det ville jeg helt klart have ventede med at besøge stedet. Nogen bygninger skulle vi leje sikkerhedshjelme for at komme ind og vi kunne ikke se så meget p.g.a stillaser. Det er selve fabriksbygningerne der er under ombygning og i øjeblikket er der kun udstilling i 1 af hallerne. Når ombygningen er færdig er det meningen der skal være udstillinger i alle bygningerne og også udenfor. Man kan gå rundt nede i beboelses områderne, men man kan ikke komme ind i bygningerne. Om det er meningen at de også skal renoveres og åbnes med en form for udstilling fandt jeg ikke ud af. Målet er at renovationen skal være færdig til OL i 2020 fordi man sagtens kan nå til Tomioka på en dags-tur fra Tokyo. 
Når man besøger Japan er det altid templer og shrines mange besøger fordi det er det mange forbinder med Japan. Men kører man træt i helligdomme er Tomioka Silke Fabrik et virkelig godt alternativ når de bliver færdig med renovationen for stedet fortæller en vigtig med knap så kendt historie om japansk industri og den del af silkeruten der startede i Japan.

 Indgangen.



 Alt i Japan har en maskot og selvfølgelig 
også Tomioka Silke Fabrik.

 Fabriksbygning hvor de store spindemaskiner står.

 Spindemaskiner.


Beboelse for ugifte piger der arbejdede på fabrikken.
Der er også familie boligere og boligere for ugifte mænd.