Translate

lørdag den 28. juni 2014

2 dage rundt i Izu.

Vi har lige været på en 2 dages tur til Izu. Izu er en halvø der ligger lige syd for Hakone. Izu er lidt lige som Hakone, et sted hvor mange har en sommerbolig og hvor mange fra Tokyo og Yokohama tager ned i weekenden og op i bjergene, især her om sommeren hvor der er varmt og luftfugtigheden er høj er det et yndet tilflygts sted. Izu er bjerg område og har mange spa hoteller og 1-dags spa. Spa og natur er da også det størstedelen tager til Izu for og det var heller ingen undtagelse for mig og min mands vedkommende. Der findes en del vandfald i Izu og det var for mig det jeg havde glædet mig mest til og jeg blev da heller ikke skuffet, tværdigmod.

 Joren Vandfald.


Det første vandfald vi besøgte hedder Joren vandfald. Det er på top 100 over de bedste vandfald i Japan.
Faldet er 25 meter og det er meget natur skønt område. Det er ikke særlig svært at komme ned til vandfaldet, det er træpper og en lille asfalt sti hele vejen.
Der er et gammelt japansk folkesagn der knytter sig til stedet. Det siges at det er hjem for Jorogumo. Jorogumo er en edderkop der kan forvandle sig til en smuk og forførende kvinde. For længe længe siden sad en mand ved vandkanten med fødderne i vandet og hvilede sig. Han opdagede at en edderkop var ved at spinde et net om hans fødder  og for at komme fri måtte han skære det op. Han anbragte spindet på en træstuppe, men pludselig blev den rygget op med roden og trukket ned i vandet. Efter denne historie blev folk bange for at gå ned til vandfaldet. Men en dag kom en tømmere fordi som ikke kendte til historien og han begyndte at hugge træer ved vandfaldet. Uheldigvis tabte han sin økse i vandet og da han ville gå ud efter den kom en smuk kvinde til syne og hun gav han hans økse tilbage, dog på den betingelse at han aldrig måtte fortælle at han havde set hende. Selv om det er svært for tømmeren holder han sit løfte, indtil en dag hvor han er så fuld at han taler over sig om den smukke kvinde ved vandfaldet. Eftersom han er fuld falder han i søvn, men vågner aldrig op igen.
På vej op fra vandfaldet så vi faktisk en stor edderkop, men om det var Jorogumo må stå hen i det uvisse ;-)
  Et af  Kawazu 7 vandfald.

Ikke så langt fra Joren vandfald ligger der et vandre område der i Japan er meget kendt fordi der ligger 7 vandfald lige efter hinanden. Det er kendt som Kawazu 7 vandfald. Det største er 30 meter og det mindste er 2 meter. Lige i øjeblikket kan man ikke vandre op til det 7. vandfald fordi stien derop er blokeret at jord og sten skred p.g.a alt den regn der er faldet på det sidste, men de 6 andre vandfald er der ingen problemer med at nå frem til. Da disse vandfald er populære er vejen rundt til dem også meget fremkommelig og der er stier og broer så man nemt kan komme frem. Det er virkelig et dejligt område, en skjult perle. Jeg kunne ikke lade værd med at tænke på det må være absolut magisk om efteråret når træerne skifter til deres røde, gule og brune farver. Men sommerens friske grønne farve der giver skygge for den brændende sol er nu heller ikke det værste. Selv om det var gråt og overskyet det meste af turen har jeg dog fået en meget rød nakke.
 Kysten på øst siden af Izu.

Efter vi havde været ved vandfaldene stoppede vi ved Den Franske Rosenhave, men damen der sad ved billetlugen var så venlig at informere os om at alle roserne næsten var afblomsteret nu og billetprisen var den samme som da de stod i fuld flor, så vi blev enig om at det ville vi ikke bruge penge på så vi valget at finde et sted at stoppe langs kysten på vej op til det spa hotel hvor vi skulle overnatte. Vi stoppede ved et sted hvor der var et fyrtårn man kunne gå op i. Jeg kunne forestille mig at i klart vejr måtte der være en hel fantastisk udsigt, men den må vi have til gode for det var gråt og overskyet. På vej ud til klipperen slog det mig at der var ingen hegn eller afspæring til at forhindre folk i at falde ud over. Det var kun et par steder hvor der var en form for afspærring. Vi kom da også forbi et skilt hvor der på japansk stod at hvis du overvejer at begå selvmord og kaste dig ud fra klipperne så vær venlig at ringe på et af disse telefon nummere. Nummerne var til en hotline der skal forsøge at tale folk fra at begå selvmord.
Jeg synes det var et helt fantastisk sted og jeg var dybt facineret af klippe formationerne. Jeg fandt da også et sted hvor jeg ville kunne sidde i timevis og filosofere og skrive digte mens jeg bare kiggede ud over Stillehavet og klipperne. Jeg kunne slet ikke sætte mig ind i hvordan nogen ville kunne være i stand til at tage sit eget liv så smukt et sted fyldt med så meget inspiration.
Men desværre kunne jeg ikke sidde så længe, for der var stadig et stykke vej op til hotellet og vi var ved at være trætte og sulten efter en lang dag, så vi besluttede at nu kørte vi op til hotellet så vi kunne gå i spa inden vi skulle have serveret aftensmad. Klokken 22.00 var vi begge gået fuldstændig kold, men da havde det også været en lang men god dag.
 Bjerget Omuro.

Næste dag var første stop et bjerg der hedder Omuro. Det er en død vulkan og man han gå hele vejen rundt om krateret. Omuro er 580 meter højt. Krateret har en diameter på 300 m og en dybde på 70 meter. Nede i krateret er der en bueskydnings bane og man kan leje bue og pile i en lille forretning der ligger lige når man kommer op. Man kommer op ved at tage en lift. Den kører ikke særlig hurtig så der er masser af tid til at nyde udsigten. På en dag med klart vejr vil man kunne se Mt.Fuji, men hun gemte sig godt lige den dag vi var der. Det er nok det nemmeste bjerg jeg nogensinde har besteget, hvis man da kan sige det når man ikke har gået hele vejen op men taget en lift. Vi gik hele vejen rundt om krateret og jeg kiggede efter en sti for dem der vælger at vil gå op men jeg kunne ikke finde nogen, så jeg blev lidt i tvivl om, om man rent faktisk kan gå op eller eneste vej op er med liften. Bjerget er meget kendt blandt søfolk, fordi det er meget let genkendelig på afstand og derfor bruges som pejlingsmærke. Der står en række af Buddha statuere der vender ud mod Stillehavet der skal beskytte søfolk og sikker dem en god rejse. Da vi gik rundt om krateret bemærkede jeg at der var rigtig mange sommerfugle og nogle af dem var rigtig store, næsten lige så stor som en hånd, men de var ikke særlig samarbejds villig for de ville bare ikke sætte sig så jeg kunne komme til at tage et billede af dem, det var jeg ret irreteret over, men sådan er det jo med naturens dyr.
 Toi Guldmine. Et lille tempel inde i minen hvor toriien er belagt med ægte guld.

Efter vi havde gået rundt om Omuro besluttede vi at vi ville køre over 2 bjergpas og over til vest siden af Izu hvor der ligger en guldmine, der er meget berømt, i hvert fald i Japan fordi de ejer verdens største guldbar. Men først skulle vi lige over 2 bjergpas og det endte med at blive noget af en udfordring for mig fordi jeg blev køresyg. Når vi bare skal køre op eller ned eller lige ud har jeg ingen problemer. Problemet starter så snart der er mange sving og her var der virkelig mange sving. Så da vi efter 1 1/2 time nåede frem var jeg totalt udmattede og grøn i hovedet, så jeg var virkelig glad for at komme ud og få noget frisk luft. Toi er egentlig bare en lille bjergby, men i Edo perioden og tidligere var det en meget vigtig by p.g.a deres guldminer, hvor der blev hentede enorme mængder guld ud fra. Minen strækker sig flere 100 km ind i bjerget, men det er kun en rute på omkring et par km man kan gå inde i minen. Ruten fortæller om livet i minen og hvordan det har været at arbejde dernede. Det hele er illustreret med dukker og beskrivelser på både japansk og engelsk. Minen åbnede i 1601 og i den tid den var åben blev der hentede 40 tons guld og 400 tons sølv ud. Desværre var japanerne ikke gode handelsfolk og de vidste ikke hvad værdien var på guld og sølv og derfor endte meget af det med at blive byttede væk for andre varer og japanerne antog at guld og sølv havde samme værdi. Meget af det blev byttede væk til udenlandske handelsrejsende til langt under den værdi det egentlig har. De handelsrejsende synes selvføldig at de gjore nogle rigtig gode handler for de kendte godt den sande værdi af guld og sølv. Minen blev lukket i 1965 og idag er det museum.
 Toi Guldmine. Verdens største guldbar, den vejer 250 kg.


Toi Guldmine ejer verdens største guldbar. Selv om den står i en montre kan man stikke hånden ind og rører ved den. Den blev smeltet den 11 juni 2005 af Mitsubishi Materials Corporation. Den står i Guinness Verdensrekord bog som den største guldbar i verden.
Efter vi var færdig ved guldminen valgte vi at køre af Rute 1 op til Hakone for at gå i spa. Store dele af Rute 1 er det der er den Gamle Tokaido Vej. Det er en vej der fører fra Kyoto til Edo (idag Tokyo) og det var den vej man brugte i gamle dage når man skulle frem og tilbage mellem de 2 byer. Idag findes der ikke meget af den gamle vej andet end brudstykker og mindes mærker. Havde det ikke lige været for Utagawa Hiroshige og hans tegninger over de 53 stop på den Gamle Tokaido Vej ville den højst sansynligt være glemt idag, men takkede være de tegninger er det idag en historisk rute der forbinder Kyoto med Edo. En gåtur der varede omkring 3 mdr. men som idag kan gøres på 3 timer hvis man tager shinkansen. Men vi kørte af den Gamle Tokaido Vej over til Hakone hvor vi valgte et spa der hedder Tenzan.
Tenzan Spa.

Tenzan Spa er  varmekilde direkte fra undergrunden og det kan man også mærke for vandet er rigtig varmt. Inde i damernes afdeling er der et urtebad og flere forskellige udendørs spa. Et af badene er inde i en bjerghule, man går simpelthen ind i bjerget og så kan man se det reneste kildevand komme ud af bjerget og så kan man sidde der inde i hulen og slappe af i det varme vand. Det var virkelig en oplevelse. Nu tættere man satte sig ved vægen nu varmere var vandet, men den del af badet der lå uden for hulen var mere tempereret. Men det var helt fantastisk, det er mit nye ynglings spa. Jeg sagde da også til min mand da vi kom ud at her ville jeg i spa 1 gang om mdr. hvortil jeg fik at vide at det skulle jeg ikke regne med det skete. Ikke fordi det var dyrt, men mere fordi det er en lang køretur. Det tog da også næsten 1 1/2 time inden vi nåede hjem. Og ærlig talt så kan jeg godt se det er langt at køre for et bad uanset hvor dejligt det var. Men en ting er sikkert, det er ikke sidste gang jeg har været i Tenzan Spa og jeg vil anbefale det til alle der tager til Hakone.



mandag den 23. juni 2014

Racisme i Japan.





Efter at have set denne video synes du måske at den er meget overdrevet. Den er da også lavet med en del humor, men den bygger også på hvordan udlændinge bliver behandlet i Japan og hvordan japanerne har det med udlændinge.

Mange opfatter Japan og japanerne som meget venlige og høflige og det kan man også sagtens sige om rigtig mange af dem. Men når man har været her længe nok og bagsiden af medaljen begynder at vise sig vil man nok få en anden opfattelse.

Hvis man følger nogle af siderne om Japan inde på Facebook vil man måske være stødt på en artikel der hedder The Gaijin Complex. Gaijin er det ord japanrne bruger om udlændinge og det bliver nogen gange brugt i ret negative betydning.

Artiklen er skrevet af en japaner og prøver at forklarer hvorfor mange japaner ikke har det så godt med udlændinge. Artiklen bruger argumentet at det er en del af japanernes kultur og mangel på engelsk kundskaber at mange japaner ikke bryder sig om at have med udlændinge at gøre.

Der er bl.a. en historie om 2 udlændinge på rejse i Japan der kommer ind på en mindre japansk restaurant fordi de gerne vil spise rigtig japansk mad, men tjenerne vifter af dem og siger No No (åbenbart det eneste hun kan på engelsk) og de 2 udlændinge må gå med uforurettet sag fordi de ikke var velkommen. Forfatteren af artiklen bruger nu det argument at det ikke er racisme, men tjenerens måde at gøre de 2 udlændinge opmærksom på at her er der ingen der kan tale engelsk og dermed hjælpe jer og for at undgå ubehagligheder og misforståelser er det bedre at i går. Den japanske tjener mener jo hun har gjort noget godt i at afvise dem p.g.a manglende evner til at håntere sån en situation, men uanset hvordan man vender og drejer den så er det racisme. Jeg har hørt mange ligende historier som denne, men jeg har aldrig selv oplevet lige denne her situation. Det skyldes nok at når jeg spiser på restaurant er det i følge med min mand og det er ham der står for alt kommunikationen.

Du kan læse hele artiklen her.

http://blog.gaijinpot.com/gaijin-complex/



Nu har jeg efterhånden boet herude i over 3 år og jeg kender meget til bagsiden af medaljen og jeg har personligt selv været udsat for racisme flere gange.

Dette er nogle af de situationer jeg har været udsat for.

På en togstation er jeg på vej ud af betalingsscaneren da jeg pludselig bliver rykket i bagfra af en fremmed mand. Jeg finder det meget ubehageligt at blive rykket i på den måde, men heldigvis går min mand lige foran mig og da jeg højlydt gør opmærksom på situationen er han heldigvis meget hurtig til at reagere. Det er tydeligt at manden bliver meget forskrækket da det går op for ham at jeg ikke er alene og ikke bare er en udlænding på rejse i Japan. Han undskylder sig med at han bare ville spørge om vej til et universitet (der er ingen universiteter i området). Nu kan det godt være det lyder meget uskyldigt, men man er nødt til at forstå at han aldrig ville have gjort det samme mod en japansk kvinde for det er uhøfligt og det ville have givet ham meget store problemer at have lagt hånd på en fremmede kvinde/en anden mands kvinde. Mange japanske mænd ved simpelthen ikke hvordan de skal opføre sig over for kvinder. Mange mænd læser manga ofte med pornografiske undertoner som ikke har noget med virkelighedens verden at gøre og p.g.a det har de ingen relation til virkelighedens kvinder. I Japan er der mange grader af høflighed og regler for hvordan man gør ting, men det kan man nemt undgå ved at henvende sig til udenlandske kvinder, for chanchen for at de kender til japansk edikette er ikke så stor. Problemet for japanske mænd er så bare at også udenlanske kvinder ikke ønsker at blive rykket i, gramset på og behandlet dårligt og derfor reagere som jeg også gjore ved at blive vred og protestere højlydt. At japanske kvinder ikke er som de manga figurer de læser om har de forstået, de har så bare ikke forstået at det også gælder for udenlandske kvinder.



En dag skulle jeg med bussen og jeg gik derfor naturligt ned til bus stoppestedet. Cirka halv vejs passerer jeg en ældre dame, men jeg fortsætter bare og går ned til stoppestedet hvor jeg stiller mig i kø. Nogle minutter efter bliver jeg skubbet til side bagfra og slået med en paraply. Det er den ældre dame der er sur over at jeg har taget hendes plads i køen. Hun stiller sig foran mig og slår sin paraply op så jeg er ved at få stukket øjnene ud. Dette var en af de første episoder jeg oplevet og jeg var så forskrækket og lamslået at jeg overhovedet ikke vidste hvordan jeg skulle reagere eller hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det skete nok efter at jeg havde boet herude i cirka 6-7 mdr.



Jeg holder meget af at gå turer. En dag ville jeg gå fra hvor vi bor og ned til næste station hvor der ligger et supermarkede. En gåtur på cirka 30 minutter hver vej. På vej ned  til supermarkedet får jeg øje på en ældre mand der er lidt gangbesværet, så jeg går til siden for ham. Da jeg kommer tættere på er han stoppede op og stirre på mig med onde øjne. Da jeg passere ham begynder han at råbe ad mig. Jeg er ikke 100 % sikker på hvad han sagde, men det var meget klart at han antog mig for at være amerikaner og at han var meget generet og utilfreds med min tilstedeværelse. Lidt længere oppe stod der en ung dame, der var stoppet op for at iagttage situationen, men hun vendte sig bare om og fortsatte som om ingen ting var sket. Jeg var grædefærdig da jeg kom hjem og så snart jeg var kommet inden for døren tud brølet jeg bare. Det var så ubehagelig og da jeg endelig fik mig hulket igennem hvad der var sket var min mand fuldstændig ude af sig selv af raseri og var klar til at anmelde det til politiet, men hvad hjælper det når jeg ikke var 100% sikker på hvad der blev sagt og jeg ikke aner hvem manden var og den unge dame helt sikkert vil sige at det kendte hun ikke noget til.



Hjemme i Danmark siger vi altid det er unge mennesker der er respektløse og ingen manere har. I Japan er det babyboomer generationer der er respektløse og ingen manere har. Babyboomer generationen er den generation der er født i slutningen af eller lige efter 2 verdenskrig. På det tidspunkt var Japan et meget andet land end det er idag. Dengang lå landet i ruiner efter at være bombede, der var hungersnød og stor fattigdom.

Mange fra den generation og ældre har derfor et meget negativt forhold til udlændning og det er også den generation hvor flest mener at Japan burde forblive et lukket land som det engang var og at Japan har nok i sig selv og ikke behøves være en del af globaliseringen.

Nu er det selvføldig ikke alle japanerne der opfører sig på denne måde. Langt de fleste opfører sig pænt og ordneligt, selv om de har et meget anstrængende forhold til udlændinge og de oftes undskylder det med deres dårlige engelsk kundskaber.

Jeg har hørt mange andre historier om udlændinge der bor eller har boet i Japan og om hvordan de bliver behandlet. Racisme findes alle steder også i Japan selv om japanerne helst vil pakke det ind som en undskyldning for ikke at skabe misforståelser og ubehagligheder. Jeg føler ofte at de også bruger det som en undskyldning for ikke at håntere og gøre noget ved problemet.



Da mig og min mand stadig boede i Danmark var han også flere gange udsat for racisme. Han oplevede bl.a. 3 gange at folk spyttede efter ham på gaden. Jeg har aldrig tænkt over hvor meget racisme egentlig er omkring os indtil jeg selv skulle tage stilling til det og stod midt i det. Jeg var virkelig vred, flov og ked af det at min mand skulle udsættes for det, lige som han er det over de ting jeg har været udsat for her i Japan. Heldigvis er der langt mellem de episoder der er virkelig ubehagelige og som sætter sig sine spor.

Jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke vil lade racisme vinde over mig eller ødelægge den positive og glade person jeg for det meste er. Lige når det sker bliver jeg først vred og derefter ked af det fordi jeg ikke forstår hvad jeg har gjort der udløser sån et had. Racisme har ikke noget med ens personlighed at gøre selv om det er sån man føler det. Racisme skabes fordi de fleste har et billede af steriotyper i deres hoved og ikke ved hvordan de i virkeligheden er. Racisme skabes af uvidenhed og frygt for det man ikke kender. Racisme skabes af ens egen manglende evne til at sætte sig ind i hvordan et andet menneske føler og tænker. Fordi et menneske tænker eller reagere anderledes end en selv gør  ikke det menneske til et forkert menneske. Det betyder bare at man selv ikke har forståelse for andres situation.



Hvad kan man så gøre for at stoppe racisme. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror det altid vil eksistere fordi folk er udvidende og ikke ved hvordan de skal håntere en uvant situation. Der vil altid være nogen der har noget imod andre enten p.g.a noget de selv har oplevet eller nogen de kender har oplevet. Fordomme er en meget farlig ting, det gør en ude af stand til at lære og tage imod  nye ting. Ting som man måske kan have glæde af.

Men desværre er det menneskers natur at dømme alle over en kam og være forbeholden over for det man ikke kender.

onsdag den 18. juni 2014

Noh vs Kabuki.

Jeg vil prøve at forklare lidt om hvad Noh og Kabuki er og hvad forskellen på de 2 theater former er. I Japan finder der 2 meget traditionelle former for theater, Noh som er den ældste og Kabuki som nok er den mest berømte. Umiddelbart ser der ikke ud til at være nogen forskel hvis man ikke har kendskab til nogen af dem, men der er faktisk en del forskelle. I tidernes morgen kunne kvinder også være skuespillere både i Noh og Kabuki, men idag spilles alle rolle kun af mænd.


 Kabuki skuespiller Bando Tamasaburo som er en af de bedste kabuki skuespiller i øjeblikket.
Det er også ham du kan se i den lille video lidt længere nede, hvor han udfører en dans der hedder Yamanba, som betyder Bjerg Heks.



En af de største forskelle på Noh og Kabuki er at i Noh bruger man masker til at udtrykke hvad det er for en person man har med at gøre. I Kabuki bruger man ansigtsmaling.
Noh er den ældste form af de 2 og kan dateres helt tilbage til 1400 tallet mens Kabuki først kommer til omkring 200 år senere.
Noh fokusere på musik, sang, dans og poesi og det tøj de har på er mere hverdags tøj end egentlige kostumere. Idag vil de blive betragtede som kostumere fordi man ikke går i den slags tøj til daglig mere, men dengang i 1400 tallet var det hverdagstøj. I Kabuki fokusere man på dans og musik og de bruger kostumer i form af pragtige kimonoer.


 Kabuki skuespillere.



De scenere man bruger er også meget forskellige.
I Noh brugte man oprindelig en udendørs scene. De var ofte i forbindelse med shrines som er en shinto helligdom og datidens religion. Skuespillerne kommer ind til scenen fra en gang der symbolisere en bro, selve scenen består af et trægulv med tag der støttes af 4 træpæle. Den eneste form for dekoration på en Noh scene er et grantræ der er malet på vægen lige bagved scenen. Scenerne man bruger til Noh er meget simpel i forhold til den man bruger til Kabuki.
Kabuki scenere minder mere om dem vi kender fra almindelig theater hvor man har mulighed for at gøre brug af rekvisitter så som liner der kan spænds fast til en person så det ser ud som om personen flyver.
Noh henvendte sig til de rige folk, det vil sige samuraier eller andre personer med form for magt. Kabuki var mere simpel og henvendte sig til mere almindelige eller fattige i samfundet.


 Forskellige former for Noh masker. Idag sælges de ofte som souvenirs og især omkring Obon
og andre festivaller kan man købe billige plastic udgaver som børn ofte går med.



Idag er Kabuki klart den mest populære. Det henvender sig ikke længere til almindelige eller fattige folk i samfundet. Billetpriserne starter gerne omkring 1000 kr. Der findes Kabuki theater i Tokyo, Kyoto, Osaka og Nagoya. Hvis man vil se et helt stykke tager det 5-6 timer, det er derfor delt op i akter og man kan købe billeter alt efter hvilken akt man ønsker at se.
Noh er også opdelt i akter, men alt i alt tager det omkring et par timer. Da Noh oftes er en udendørs forestilling er det især i sommer halvåret de opføres, men der findes også Noh theatere til indendørs forestillingere bare ikke lige så mange som til  Kabuki forestillingere.
Noh er optaget på UNESCO liste over Intagible Culture Heritage of Humanity.

Personligt har jeg aldrig set Kabuki eller Noh. Jeg vil egentlig gerne se en Kabuki optræden men billetterne er meget dyre. Jeg vil heller vente til jeg har mere forståelse for hvordan man fortolker sån en optræden så jeg kan gå alene for det interessere overhovedet ikke min mand. Jeg er sikker på han vil finde det meget kedeligt og hurtig blive restløs. Jeg er der imod meget optaget af det og kan falde helt i staver. Det kan godt være jeg sprogligt ikke forstår så meget men ansigts udtryk og kropssprog kan også fortælle meget, ligesom man ud fra musikken kan fornemme en følelse. Jeg synes især Kabuki er en meget flot form for sceneoptrædende og jeg sidder ofte og ser videoer på YouTube med Kabuki.


Forskellige former for Noh masker.

tirsdag den 17. juni 2014

At rydde op efter sig selv.

Japanske fans rydder op efter sig selv efter kampen mod Elfenbens Kysten.

De fleste har nok fundet ud af at VM i Brasilien er gået igang. Japan tabte sin første kamp mod Elfenbens Kysten og det var der selvføldig mange japanere der var meget skyffet over. Men efter kampen begyndte japanerne at rydde op efter sig selv og det har åbenbart skabt stor opmærksomhed. Nu sidder jeg så og synes det er underligt at det kan skabe opmærksomhed at man rydder op efter sig selv. Det er da meget normalt at man gør, ik ???
Hvis man rejser rundt i Japan vil man opleve at her er meget renligt og japanerne smider ikke affald på gaden eller andre steder og hvis der ikke lige er en skraldespand i nærheden tager man sit affald med sig indtil man finder en skraldespand eller smider det ud når man kommer hjem. Man ser ofte japanerne har en lille ekstra pose med til at samle affald i når de tager nogen steder. Japanerne gør meget ud af at sortere deres affald. Det er opdelt i papir, plastic, flasker/dåser og almindeligt affald. Batterier skal afleveres i specialle beholdere og stort affald som møbler og elektronik skal speciel afhentes og det skal man betale for. Desuden er der bestemte dage hvor man smider bestemte grupper af affald ud, eks. i dag er det tirsdag hvilket betyder at  må vi smide flasker/dåser ud. Man samler det ude på gadehjørnet på den vej man bor og så bliver det afhentet i løbet af formiddagen. Ja, jeg skal gerne indrømme at japanerne har et omfattende system for sortering af deres affald og selv for japanerne kan det være svært at finde ud af hvilket stykke affald der tilhøre hvilken gruppe. Men man lære det efterhånden.
Men jeg undre mig stadig over at det kan skabe så meget opmærksomhed at man rydder op efter sig selv, det er da ganske almindelig gode manere.

søndag den 15. juni 2014

Dårlig start ved VM i fodbold.

 Hard core japanske fodbold fan.
Keisuke Honda ( med det afbleget hår) er anfører for det japanske fodbold hold.

Søndag morgen (japansk tid) blev VM i Brasilien for alvor skudt i gang for Japan da de mødte Elfenbens Kysten. I Japan kaldes fodbold holdet for De Blå Samuraier og de bliver anført af Keisuke Honda der til daglig spiller i AC Milan i Italien. De skulle spille deres første kamp mod Elfenbens Kysten. Første halvleg gik egentlig udemærke og Honda lavet mål som det var forventede. Men midt i 2. halvleg fik Elfenben Kysten 2 hurtige mål og derefter faldt det nærmest fra hinanden for japanerne. De endte med at tabe deres første kamp 1-2.
Fodbold er ikke den mest populære sport i Japan, det er baseball og kampsport. Japan er da heller ikke spået de store chancher for at gå vidre efter de indledende runder. På torsdag skal Japan igen spille, denne gang mod Grækenland og onsdag den 25 skal de spille mod Columbia. Skulle Japan mod alle odds gå vidre vil det nok være en af de store overraskelser, men hvem ved i fodbold kan al ting ske. Bare se på Holland der slog Spanien med 5-1, det var der heller ikke mange der havde spået ville ske.

がんばって 日本。


がんばって udtales ganbatte og det bruges når man vil opmundre nogen til at gøre et godt stykke arbejde.
日本 udtales nippon og er den japanske måde at sige Japan på og det skrives altid med kanji tegn.

Ganbatte Nippon vil betyde noget i retningen af Kom så Japan.

日er tegnet for sol (kanji)
本 er tegnet for ophav (kanji)
Direkte oversat betyder det solens ophav, fordi det er det land der ligger østligst i Asien. Mange oversætter det også med Den Opgående Sols land.


lørdag den 14. juni 2014

Sort/hvid billeder.



Som de fleste nok har fundet ud af er jeg amatør fotograf og jeg har mit kamera med stort set hver gang jeg går ud af døren. Man ved jo aldrig hvad man kan rande ind i af interesante ting.
Jeg har med tiden lært af bitter erfaring at det at tage billeder ikke altid er lige nemt. For at få et godt billede er der en del grundliggende ting man er nødt til at sætte sig ind i. Ikke kun hvordan ens kamera fungere, men også om komposition og linjer i et billede. Så jeg bruger også meget tid på at læse om billeder og ikke kun hvordan mit kamera fungere.
Jeg har aldrig gjort det helt store i portrætter og det at tage billeder af andre mennesker i det hele taget. Jeg har svært ved at rette mit kamera mod andre fordi jeg føler jeg overskrider en grænse.
Jeg har altid taget billeder i farver, men for et stykke tid siden læste jeg en artikel om at tage billeder af mennesker i sort og hvid. Det der slog mig mest og som jeg har gået og tænkt meget over er at hvis man tager billeder af personer i farver er det deres tøj man tager billede af, men hvis man tager det i sort og hvid er det sjælen man tager billede af.
Jeg kan godt se der er stor forskel på et portræt i forhold til om det er i farver eller sort/hvid. Jeg er nået dertil hvor jeg synes det faktisk er pænest i sort/hvid. Man opfatter et billede meget forskelligt i forhold til om det er i farve eller sort/hvid. Det har jeg egentlig ikke tænkt så meget over før, men nu hvor jeg har været ude og afprøve det synes jeg faktisk der er meget sandt i det.
Jeg vil prøve at komme til at tage flere billeder af mennesker, men det vil blive i sort/hvid for det fungere bare bedre synes jeg.

onsdag den 11. juni 2014

Kanin cafe.




Regntiden har sat massivt ind, især her i Tokyo området så det gælder om at finde på nogle indendørs ting at foretage sig så man ikke ender med at sidde og trille tommelfinger og blive deprimeret over regnen.
I Japan findes der mange cafeer, det er der ikke noget nyt eller underligt i. Det der er lidt anderledes er at mange af disse cafeer har et bestemt tema og dermed er meget anderledes end almindelige cafeer hvor man bare går ind for at få en kop kaffe eller te.
I sidste uge besøgte jeg en cafe med kaniner som tema. Det var første gang, så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente. Der ligger flere kanin cafeer i Tokyo og vi havde valgt en der ligge i Harajuku. Den var ikke helt nem at finde. Den ligger på 3. sal i et hus og det eneste der indikere at det er her er et lille skildt med navnet på stedet. Da vi kom ind lignede det ikke nogen cafe jeg havde set før. Det mindede mere om en 1-værelses lejlighed der var indrettet med burer til kaninerne og 3 borde med 4 måtter hver. Man sidder på gulvet for bedre at kunne lege med kaninerne og give dem mad i form af lidt forskellige grøntsager man kan købe. Man kan gå rundt ved burene og man må gerne åbne dem, men vil man have en kanin ud skal man spørge de piger der arbejder der for der må kun være 1 kanin ude af gangen. Man kan derefter sidde inde på gulvet og kæle for den og give den grøntsager.
Man betaler for 1/2 time eller 1 time og 1 drik er inklusiv i den pris. Grøntsager til kaninerne koster ekstra, men ikke særlig meget.
De havde en hel del forskellige kaniner, dværg kaniner, kaniner med hængeøre og så havde de en fransk kanin som var ret stor, nærmest på størrelse med en kat. Den var rigtig sød og meget legesyg. De havde også nogle små baby kaniner der kun var 1 mdr. gammel men dem og moren måtte man kun kigge på og moren måtte selvføldig ikke blive taget ud af buret og væk fra ungerne. Jeg vil tro de havde omkring 20 forskellige kaniner i alle mulig racer.
Jeg må indrømme jeg var faktisk ret skeptisk på det her besøg. Selv om det var mig selv der havde ønsket det og bedt om at vi tog derhen havde jeg det også lidt underligt fordi jeg hele tiden tænkte på om kaninerne blev behandlet ordneligt og ikke blev udnyttet og hvordan var forholdene med de burer de var i.
Der er kun 1 kanin i hvert bur og de havde hø, vand og tørfoder. Kaninerne var ikke bange eller noget de var faktisk meget nysgerrige og legesyge. Det virkede som om de blev behandlet godt så efter vi havde været der 1 time var jeg mindre skeptisk.
Den time vi var der var en rigtig god oplevelse og jeg ville ikke være betænklig ved at gøre det igen. Der er visse regler man skal følge ellers vil man omgående blive bedt om at forlade stedet for det er trods alt levende dyr man har med at gøre.
Det er rigtig godt for folk som godt kan lide dyr og gerne vil være lidt sammen med et kæledyr men af en eller anden grund ikke kan have dyr der hvor de bor. De fleste japanere bor i lejligheder og der er det ikke tilladt at have dyr. Jeg tror det er 1 af  grunden til disse dyre cafeer er så populære, for de fleste kan godt lide dyr men det er ikke alle der har mulighed for at eje et kæledyr.
En anden ting jeg synes der er godt ved det er hvis man tænker på at anskaffe sig eks. en kanin så kan man besøge sådan et sted som her og være sammen med kaniner inden man tager den endelige beslutning for måske man finder ud af at man ikke kan lidt lygten fra kaniner eller har allergi, så er det jo godt man ikke allerede har anskaffet sig en som man så ikke ved hvad man skal stille op med.
Nu er det ikke kun kanine cafeer man kan finde i Tokyo. Der er også en del cafeer hvor det er katte er er temaet. Jeg har læst der også findes en cafe med ugler og tro det eller lad vær der findes en cafe for geder. Den vil jeg rigtig gerne finde ud af hvor ligger, for jeg synes geder er så søde, lige så søde som kaniner. Men hvis jeg finder den og det er her i nærheden så jeg har mulighed for at besøge den bliver det i et andet indlæg for sig selv. Men for nu er jeg bare ret vilde med de søde kaniner på kanin cafeen.

mandag den 9. juni 2014

At rejse er at leve.




At rejse er at leve, sådan sagde den kære digter H.C Andersen engang og man kan jo ikke andet end at give ham fuldstændig ret.
Men hvordan får man råd til det. Det er mig og min mand ofte blevet spurgt om fordi vi kun har 1 1/2 indkomst men ofte er på turer og rejser 1-2 gange om året.
Der er mange ting man kan gøre for at spare penge sammen til at rejse og det er egentlig ikke så svært når man først får det gjort til en rutine.

Indkøb.
Her kan der være mange penge at spare. Har du nogensinde prøvet at skrive ned hvad du køber på 1 uge eller 1 mdr. Du vil blive overrasket over hvor meget der går til impulskøb.
Jeg laver altid en menu plan for 1 uge, så jeg ved lige præcis hvad jeg skal købe ind i supermarked. På den måde undgår jeg for mange impulskøb og jeg undgår at ende med at smide en masse mad ud fordi det så så godt, men jeg fik det ikke lige brugt. At smide mad ud er det samme som at smide penge ud. Penge du kunne have lagt til side til at rejse for.

Tøjindkøb.
Vi har alle brug for tøj. Men tøj behøves ikke være dyrt mærketøj for at være pænt. Jeg har aldrig været til mode og mærketøj, bare man er pæn og ren i tøjet er jeg godt tilfreds og det har også gennem tiden sparet mig en masse penge. Det jeg mener er helt ærlig hvem har brug for et par højhælet sko til 2000 kr fordi de har et bestemt navn, hvor tit vil du rent faktisk bruge dem eller ender de med at samle støv i skabet. Køb det tøj du har brug for og ved du kommer til at bruge, det samme med sko.

Bo til leje.
At bo i en lejlighed er ofte billigere end at bo i et hus. Et hus har mange vedligelsesholdelse udgifter, det har en lejlighed ikke det står udlejer nemlig for.  Skulle du få brug for at komme af med din bolig er det meget nemmere med en lejebolig end et hus du ejer. Tænk over hvordan du indretter dig. Ikea har et lige så stort møbel udvalg som BoConcept, men der er stor forskel på prisen.
Hvor ofte ser du TV? Der kan også være mange penge at spare ved ikke at have tv og skulle betale for forskellige tv-pakker. Nu til dags kan man se tv og hente film på computeren, så er det egentlig nødvendig at have et tv man skal betale licens for i dyre domme.

Bil.
Hvis man bor inde midt i byen har de fleste ikke brug for en bil. Det kan måske være svært at finde en ledig parkerings plads og benzin er dyrt for slet ikke at tale om alle de andre skatter og udgifter der følger med når man har en bil. Jeg har aldrig selv haft bil, ja jeg har ikke engang kørekort. Og skal jeg være helt ærlig så har jeg heller aldrig savnet det. Vi har en bil nu fordi min mand skal bruge den til at komme på arbejde, fordi hans morgenvagter starter så tidligt at han ikke ville kunne nå det i tide med offentlig transport. Ud over det står den mest bare ude i indkørslen fordi det er nemmere at bruge offentlig transport når vi skal noget og det er også billigere fordi man i storbyerne skal betale for at parkere. Det er utroligt hvor hurtig man bliver afhængig af en bil. Men prøv at tænke tilbage på tiden før du havde bil, du kom jo stadig rundt enten på cykel eller ved at gå.

Der er mange andre måder man kan spare penge på, men jeg tror dem jeg her har nævnt er der man kan spare mest med lidt planlægning. Og ja det kræver planlægning og vaner. Læs tilbudsaviserne og lav en menuplan efter hvad der er på tilbud. Sørg for at have spist inden du handler ind så du ikke er sulten og bliver fristede til at købe en masse ekstra. Gå og brug cykel så meget så mulig så du kan behøves at betale for at gå i fitnesscenter, men stadig får motion. Bag dit eget brød og lig i fryseren, det er langt billigere end bagerens.
Det kan godt være det alt sammen lyder meget krævende og anstrengende, men det er vejen frem hvis man vil have råd til at rejse.

Jeg ved egentlig ikke hvornår jeg blev bidt af at rejse, for jeg har altid haft lysten det er bare først efter jeg mødte min mand at jeg for alvor fik gang i rejseriet.
Jeg kan huske jeg som lille omkring 7-8 år spurgte min far om hvor stor verden var og han viste mig et verdenskort i et atlas. Jeg tror egentlig jeg blev bidt der for jeg har siden da haft en uendelig nysgerrighed for hvad alle de navne på kortet indehold og en af mine ynglings beskæftigelser var at sidde og kigge på alle de forskellige lande og bynavne.
Jeg har aldrig rejst med mine forældre selv om jeg gerne ville og flere gange har spurgt, det var bare ikke noget der blev brugt penge på og jeg ved egentlig ikke hvorfor for at rejse er fantastiske minder for livet.
Jeg rejste ikke alene som ung. Jeg blev drillet og mobbet meget i skolen, så jeg har aldrig haft modet og selvtilliden til at rejse ud alene og møde nye mennesker. Desuden havde jeg ingen erfarring og vidste ikke hvordan man gjore eller skulle gribe det an.
Min mand er det totalt modsatte af mig. Han var omkring 4 mdr. da han var ude at rejse første gang. Selvføldig kan han ikke huske noget fra de første år, men han har rejst med sine forældre stort set hvert år indtil de blev skildt og derefter rejste han med venner eller alene. Han har aldrig haft problemer med at rejse alene for han har fået erfarringen ind med modermælken.
Idag er jeg af den mening at penge skal rejses op, jeg føler jeg har en masse der skal indhentes fordi jeg først begyndte at rejse for omkring 7 år siden da jeg blev gift.
Man lærer så meget af at rejse og det giver sjove minder der varer resten af livet. Mange vil nok sige jeg har forandret mig de sidste 7 år siden jeg blev gift. Personligt vil jeg sige jeg hviler mere i mig selv og mit sande jeg endelig er begyndt at vinde over den maske jeg har båret på det meste af mit liv. At rejse har lært mig meget om hvem jeg egentlig selv er og hvordan jeg reagere på uventede ting i uvante omgivelser. Jeg vil rejse og tage på ture indtil den dag jeg dør. Jeg tror slet ikke jeg kunne lade vær. Jeg forstår ikke de mennesker der aldrig tager nogen steder og kommer ud og oplever noget. En rejse behøves jo ikke at være flere 1000 km væk, det kan jo bare være til nabo landet eller en anden del af ens eget land. Bare man komme væk fra ens vante omgivelser og får nye imput og oplevelser.
Hvor går næste rejse til ?? jo den går så men til Danmark om en lille mdr. tid. Jeg har ikke holdt sommer i Danmark siden jeg flyttede til Japan og jeg savner lange lyse nætter, at plukke jordbær og spise gammeldags krammerhuse. Hvor næste rejse derefter skal gå hen kan nå at ændre sig mange gange endnu for verden er stor og der er mange steder jeg ikke har været endnu.

Hvor går din næste rejse hen ??

lørdag den 7. juni 2014

Regn sæson.

Ando Hiroshige (1797-1858) Regn over Ohashi Broen (1857).
Billedet stammer fra den serie der hedder 100 berømte scener fra Edo.


Regn sæsonen er startet her i Japan. Vi kalder det Tsuyu. Regn sæsonen var omkring 1 1/2 mdr og derefter bliver det ekstremt varmt og luftfugtigheden meget høj. Nogen gange kan det føles som om man har været i bad med tøj på efter at have været udendørs i bare 1/2 time. Det er svært at forestille sig hvor klamt det egentlig er hvis man aldrig har oplevet det. Jeg kan da også huske jeg led gevaldigt den første sommer jeg skulle igennem det. Men nu går det bedre med det selv om jeg stadig synes det er klamt og klæbende. Jeg har ofte spurgt japanerne om man nogen sinde bliver vandt til det og de har alle svaret nej. Så jeg tror bare det er noget man skal have overstået og så se frem til efteråret hvor det igen bliver til at trække vejret og opholde sig udendørs.
Nu regner det jo ikke hver dag i regn sæsonen, selv om det i skrivende stund har regnet i snart 3 dage nu mere eller mindre uafbrudt og der er ikke de store udsigter til det stopper lige foreløbet.
Jeg er egentlig ikke så glad for regn sæsonen. Hvert år er der et sted hvor der kommer så meget regn at der er massive oversvømmelser, folk må flygte fra hus og hjem p.g.a mudderskred og nogen mister ligefremt livet. Det første år jeg var her var det i Niigata som ligger ikke så langt fra Nagano. I det område ligger en af Japans største floder og den gik over sine bredder med enorme jordskred til følger. Forrige år var det i Kumamoto på Kyusho hvor det regnede i over 1 uge uden ophold, det skete cirka 1 uge efter jeg var der på ferie med min mand og svigerfar. Det berørte mig meget for jeg kunne jo se på Tv at det var alle de steder vi lige havde været. Og sidste år var det mit højt elskede Kyoto det gik ud over hvor gaderne bogstaveligt talt stod under vand og folk måtte flygte fra vandmasserne og deres hjem. 
Jeg kan ikke lade vær med at spekulere over hvor det mon bliver oversvømmelse i år. For jeg er udemærket godt klar over at det ikke er et spørgsmål om hvis men hvor og hvornår. Så vi må bare vente og se hvad der sker. Indtil vidre kan jorden og kloarkkerne godt tage fra mens regnen bare siler ned i stride strømme.

fredag den 6. juni 2014

Mt. Takao

 I sidste uge var mig og min mand ude at hike. Vi var taget til Hachioji som ligger omkring 1 time med tog fra down town Tokyo. Her ligger et bjerg der hedder Takao, det er 599 meter højt og det er et meget populært udflugts mål især for storby folk der har brug for at komme lidt ud i naturen. Der er flere måde at komme op til toppe på. Man kan tage et lille tog eller en lift, begge vil tage dig cirka halvvejs til toppen og herefter er du nødt til at gå resten af vejen. Jeg tror langt de fleste vælger denne nemme løsning. Det siges at Takao kan bestiges i højhælet sko, men det gælder vist kun hvis man tager den nemme læsning og køre halv vejs op. Personligt synes jeg det er at snyde hvis man siger man har besteget Takoa men køre op og ned så mig og min mand gik selvføldig hele vejen op og hele vejen ned. De første 2 km op er ret stegle så her gælder det om at find et godt tempo for en for ellers går man altså hurtig kold. Når man kommer op til hvor tog og lift stationen er flader det mere ud og fra her er der ingen problemer med at komme op til toppen.
 Der er flere forskellige ruter man kan tage for at komme til toppen. Vi havde valgt den hvor man lidt over halv vejs kommer til det tempel der ligger på Takao, Takaosan Yakuoin Yukiji. Det er faktisk et ret stort tempel. Bjerget er tæt forbundet med japansk mytologi og folkehistorier og man kan da også finde mange statuer der er forbundet med mytologi. Den der kendetegner Takao mest er den røde maske med den lange næse. Jeg vil helt klart anbefale at man tager den rute der går til templet enten op eller ned. Der er så meget at se og opleve, vi brugte næsten 1 time på at gå rundt at se og tage billeder inden vi gik vidre mod toppen.
 Der er mange mennesker på Takao og især i weekenden kan der være tæt pakkede, men størstedelen vil tage den nemme løsning og køre halvvejs op og ned. En anden grund til at det er så populært er at det er nemt at bestige. Fra bunden og op til templet er vejen belagt med sten, så det er ikke noget der kræver andet end et par gode sneakers. Jeg vil under ingen omstændigheder anbefale man tester om det faktisk kan lade sig gøre i højhælet sko, som det siges. Du vil kun ødelægge dine knæ og ryg. Der ligger en del små forretninger hvor man kan købe mad og drikke og andre souvenirs, så den helt store rygsæk med bjergudstyr er slet ikke nødvendig. Selvføldig er priserne lidt dyrer eftersom det jo skal fragtes derop, men ikke så meget at man bliver ruineret af det. Selv toiletter er der at finde.
Dette er så udsigten fra toppen af Takao. Vejret er meget ustædigt når man kommer op i højderne og det var ingen undtagelse den dag vi var der. Da vi begyndte at gå op var der solskin og omkring 25 grader og da vi nåede toppen var det begyndt at småregne og tordne enormt meget og temperaturen var faldet omkring 10 grader. På en klar dag vil man være i stand til at se Mt. Fuji. Jeg tror man har størst mulighed for det om vinteren hvor vejret er meget mere klart. Sommeren er ofte meget tåget p.g.a varmen og smog og det kan være svært at se langt selv oppe i højderne. Men om vinteren når vejret er koldt og klart og bjergtoppene er sneklædte er det et fantastisk syn.
Som sagt er der flere forskellige ruter på Takao. Man kan også gå gennem skoven hvor man vil komme til en hængebro. Når man har passeret hængebroen kan man vælge at gå ind på ruten op til templet eller man kan fortsætte i skoven og komme ned til et mindre vandfald. Jeg ville gerne have været nede ved vandfaldet, men det var på det her tidspunkt begyndt at lyne og tordne endnu mere end på toppen, så vi valgte at gå ind på tempel ruten for at komme hurtig ned. Da vi kom ned var der fint solskin og næsten 30 grader da det nu var midt på eftermiddagen.

Jeg fik taget rigtig mange billeder den dag. Jeg havde ikke mit store kamera med, det er ganske enkelt for tungt at skulle slæbe op og desuden ville jeg ikke risikere at det gik i stykker hvis jeg skulle gå hen og falde, så alle billederne er taget med min iPhone. Når vi hiker har jeg meget sjældent mit professionale kamera med det er kun hvis vi skal op til vandfald at jeg så slæber det med så jeg der kan tage billeder med lang eksponering, det kan jeg nemlig ikke på min mobil.
Jeg har lavet et album over på bloggens Facebook side med flere billeder fra turen hvis du har lyst til at se dem. Og mens du er over på bloggens Facebook side så husk at klikke på synes godt om.

www.facebook.com/pages/Dagbog-fra-Japan/145441282241967

tirsdag den 3. juni 2014

Kamakura.

 Igår var jeg en tur i Kamakura. Det tager cirka 1/2 time med tog her fra Yokohama og cirka 1 time fra Tokyo. Kamakura var engang hovedstad i Japan, men idag er det en mindre by med omkring 175.000 indbyggere. Kamakura er omringet af bjerge på 3 sider og Stillehavet. Det tempel jeg besøgte igår hedder Hasedera og der ligger i den gamle del af byen.  Det er et af de store buddhistiske templer og det kan dateres tilbage til år 736. Selve templet er kendt for sin 9,18 meter høje træstatue belagt med guld med 11 hoveder. Det er denne statue templet er bygget til. Udover statuen er stedet kendt for sine hotensiaer der i Japan er et symbol på sommer og regntiden. Desuden er der en hule med flere foskellig rum hvor man kan skrive et ønske og sætte en lille Buddha statue.
 Om sommeren når hotensiaerne er i blomst er der virkelig mange mennesker. Jeg kan huske det første år jeg kom for at se hotensiaerne måtte vi vente i kø næsten 1 time før vi kunne komme op i bakkerne bag ved templet hvor de står. Jeg ved ikke helt bestemt hvor mange buske der er, men et forsigtigt gæt vil være mindst 10.000 planter i blå, lilla, lyserød og hvid. Det er så flot et syn når de står i fuld flor. Da jeg var der i går var der da knap så mange mennesker som første gang jeg så den, men det skyldes nok at de ikke står i fuld flor endnu. Jeg vil skyde på de var omkring 60-70 procent sprunget ud, men det var stadig flot. Det gode ved at der ikke var så mange mennesker var at det var nemmere at stoppe op og tage billeder, man skulle ikke hele tiden bevæge sig for ikke at lave trafikprop på de små stier
 Der står mange monomenter og statuer rundt omkring, både ved templet, i haven og oppe i bakkerne bag ved templet. Især om sommeren når det hele er frodigt og grønt får man den fornemmelse af at de kommer ud fra deres små hjem under træerne og buskene for at hilse på de besøgende. Når man går rundt oppe i bakkerne har man en hel fantastisk udsigt over Kamakura by, stranden og havet som oftes er fyldt med surfere. Der er også en cafe hvis man skulle være blevet sulten eller man kan sidde udenfor med sin egen madpakke og nyde udsigten over Kamakura. Hvis man vælger at sidde udenfor at spise skal man dog passe på ørnene, jeg tror det er musvåger, for de kan være ret så nærgående.
 En stenpagode midt i alle hotensiaerne og en af de små familier der bor under hotensiaerne.
Nu er der selvføldig mange andre ting i Kamakura man kan se ud over Hasedera. Ikke lange herfra står Den Store Buddha, som nok er det de fleste forbinder med Kamakura.
Det største shrine i Kamakura er uden tvivl Hachimangu, som ligger i gå afstand fra Kamakura station. Det er et shinto shrine. Der er en alle midt på den trafikeret vej der fører op til stedet og om foråret blomster 100-vis af kirsebær træer på hver side. At gå op gennem denne alle er et absolut must, især når kirsebær blomsterne blomstere. Kommer man i weekenden kan man være heldig at se et bryllup, en speciel oplevelse da de er meget anderledes end vi er vandt til.
Af andre steder der er værd at besøge kan nævnes Kencho-ji, Engaku-ji og Hokoku-ji som også er bedre kendt som bambus templet. Grunden er at der ved templet er en bambus skov og der ligger et lille tehus hvor man kan købe en kop te og sidde og kige ud på bambus skoven. Et rigtig godt sted at sidde og filosofere.
Man kan også besøge Zeniarai Benzaiten og vaske sine penge i helligt vand så de begynde at formere sig.

Kamakura er omringet af bjerge på 3 sider hvilket gør at der også er mange hikking stier i området. Jeg har personligt gået flere af dem og det er ikke nogen der kræver andet end et par gode sko og at man medbringer en flaske vand da der jo ingen drikke automater er placeret herude. Mange af stigerne fører fra et tempel til et andet, da det var den måde man kom rundt på i tidernes morgen. Kamakura har også en lidt voldlig historier da der i disse bjerge har fundet mange kampe sted mellem forskellig samurai klaner, derfor er der mange gravsteder i klipperne på bjergene. Jeg har hørt at man ligefremt kan finde knogler, men det har jeg aldrig selv gjort og skulle man finde nogle skal man lade dem ligge da mange steder er sidste hvilested for samurai krigere. Jeg har også hørt nogen sige at de har hørt mærkelige lyde og følt sig iagttaget, når de har gået tur derude. Om det er vinden der har spillet en et lille pus eller om der er noget om snakken må vel helt komme an på hvor meget man tror på at der er mere mellem himmel og jord end det man kan se med det blotte øje. Uanset hvad så er Kamakura et rigtig dejligt sted.