Translate

fredag den 21. september 2012

Solnedgang over Solens Rige.

 Meget edited.

 Lidt edited og jo det er Mount Fuji man kan skimte gennem alle ledningerne.

 Ikke edited.

Som tidligere nævnt har jeg  jo fået den her kære iPhone og med sådan en følger der jo et væld af apps. man kan downloade til at ændre alle mulige ting ved ens billeder. Jeg har prøvet mig frem med flere forskellige,
men nogle gang synes jeg det bliver noget være sjusk og jeg ender med næsten ikke at have ændret noget alligevel. Oftes ændre jeg kun lidt på farven og lyset og så kan jeg godt lide at gøre billeder af blomster soft, så de bliver en smule sløret.
Jeg bruger en app. der hedder Instagram og der er mange flotte og professionale billeder, men nogle af dem er også edited så meget at man slet ikke kan se hvad det egentlig skal forestille. Jeg synes egentlig det er synd når man splitter et billede af til ukendelighed på den måde. Men sådan er vi heldigvis så forskellig, det ville jo virkelig være kedeligt hvis vi alle sammen var totalt ens.
På den anden side synes jeg også en lille smule editing kan gøre et billed flot. Når man ser billeder i magasiner og af modeller er der jo tit også blevet pillet lidt her og der.
Men som så meget andet er det om at finde en balance, så slut resultatet bliver noget man kan stå inde for.

Den store Buddha i Kamakura.






Jeg har skrevet om ham før, men jeg gør det gerne igen. Den store Buddha i Kamakura. Jeg kan ikke rigtig forklare hvad det er der er ved ham, det er bare overvældende.
At komme ind og se han stadig sidder på sin plads og stadig meditere giver en følelse af indre ro, som der i storbyens hektiske dagligdag kan være ret tiltrængt nogle gange.
Udover Hasedera tempel er det et af mine ynglings steder at komme i Kamakura.
Kamakura er bare så dejlig en by, den ligger cirka 30 minutter med tog syd for Yokohama og det er Japans skjulte skattekammer. Touristerne tager til Kyoto for at opleve kulturen, japanerne selv tager til Kamakura for at opleve kulturen. Der ligger over 100 templer i Kamakura og til forskel fra Kyoto er kamakura mere intim med smalle og snoet gader uden en masse neonskilte og der er små hyggelige traditionelle japanske restauranter, hvor det er far der står i køkkenet og mor der rander rundt og servere og hvor børnene kommer og hjælper i weekenden og ved helligdage.
Kyoto er også et dejlig sted med masser af oplevelser, men det er en storby hvor den moderne teknologi har gjort sit indtog, Kamakura er bare en hyggelig mindre by med lige så mange oplevelser unden moderne teknologi og så ligger Kamakura lige ned til Stillehavet og stranden, der altid er fyldt med surfere.
For mig er Kamakura Japans skjulte skattekammer og helt klart et sted jeg synes folk skal bruge et par dag, når de nu er kommet hele vejen herud alligevel.

torsdag den 20. september 2012

Foto motiver.











Som de fleste sikkert ved er Japan et meget fotogent land og selv japanerne elsker at tage billeder overalt hvor de kommer.
Jeg elsker også selv at tage billeder og tager gerne på foto ture enten alene, sammen med min mand eller venner fra sprogskolen.
Lige siden jeg kom her ud har jeg taget mange billeder, dengang var det mere for sjovt og jeg havde bare et almindelig digital kamera der ikke kunne så meget. Nu har jeg så fået en iPhone 4s, jeg fik den egentlig fordi min mand ville have jeg skulle have en jordskælvs alarm til når jeg er alene. Det er en japansk app. man kan downloade, som lyder ligesom alarmen på tv hvis der kommer jordskælv i det område man er, en virkelig dejlig ting at have, især om natten.
Men med iPhonen kom der jo også et kamera og det er virkelig så meget bedre end mit digital kamera. Mit nye kamera er meget bedre til at stille skarbt og farverne er meget bedre. Siden jeg fik den for omkring 3 mdr siden har jeg allerede taget over 1000 billeder og jeg er virkelig begyndt at gå meget op i det med fotografering, teknikker og vinkler.
Jeg tager billeder af alt, undtagen 1 ting og det er andre mennesker. Jeg kan simpelthen ikke få mig til det, jeg ved ikke hvorfor, men det kan jeg bare ikke. Jeg har et par venner der godt kan gå under betegnelsen amatør fotografer og de siger begge at for at være en god fotograf må man også kunne tage et portrat foto.
Problemet er at jeg ikke kan lide at stikke et kamera op i hovedet på nogle jeg ikke kender, selv om man er i et offentligt rum er der jo stadig noget der hedder privat livets fred. Jeg tænker tit over hvor går grænsen egentlig, hvad er det i orden at tage billeder af og hvad er ikke i orden. Men det må jeg nok fortsætte med at tænke over, en ting er hvertfald sikkert jeg ender aldrig som papparazi fotograf for det er jeg simpelthen ikke kold nok til at kunne gøre.
Jeg drømmer stadig om at få et professionelt kamera, med mange flere funktioner end iPhonen og hvor man kan sætte linser på der virkelig kan zoome ind så man kan tage virkelige flotte macro billeder af mindre dyr og blomster (og nej ingen mennesker).
Men det må nok vente lidt endnu, men jeg vil fortsætte med at tage billeder og hvem ved, måske en dag kan jeg også placeres i kategorien amatørfotograf.

Yabusame - japansk bueskydning fra hest.














I weekenden havde jeg den mest fantastiske oplevelse. Jeg var til yabusame. Og hvad er så det????
Jo, det er en æld gammel japansk tradition inden for bueskydning der foregår fra en galoperende hest. Det stammer helt tilbage fra Kamakura-perioden, hvor det var en konkurrance mellem samuraier og for at øve og vedligeholde deres bueskydning til når de skulle i kamp mod andre klaner.
Kamakura perioden strækker sig fra år 1185 til år 1333. Det var en periode i japansk historie der var plaget af borgerkrig mellem forskellige samurai herrere, der ville have mere og større territorium og magt. Og for at vedligeholde hurtigheden og evnen opfandt de yabusame, som en konkurrance og træning for deres samurai krigere.
Det udøves stadig den dag i dag, dog under noget mere fredelige omstændigheder og mere som underholdning og opvisning.
Men ellers foregår det helt som det ville have foregået tilbage i tidernes morgen, selv det tøj de har på stammer fra Kamakura perioden. Bare det at kunne få lejlighed til at studere tøjet, var en oplevelse i sig selv.
Bueskydning er en populær sportsgren i Japan og det udøves ofte i templer og shrines, men selvføldig også i almindelige sportsklubber.

tirsdag den 18. september 2012

Samba festival i Tokyo.

 Så er der pyntede op til dans og samba, med flere deltagere fra Brasilien.







På et tidspunkt under festivalen gik vi ned til floden for at få luft og noget koldt at drikke. Jeg tog dette billede, som jeg egentlig er blevet ret glad for for jeg synes det kendetegner Tokyo ret godt, med floden, sky tree, skyskraberne og ......ja, hvad guld tingen er er der mange delte meninger om, bedøm selv.

Blandt sommeren festivaller er det også blevet plads til dans og glade toner i form af samba. Det fandt sted på nok årets varmeste dag og det var noget der krævede stor udholdenhed.
Det er en af de mest populære festivaler i Tokyo og der kommer omkring 500.000 mennesker for at se på.
Da ruten er meget kort, kun omkring 2 km og med så mange mennesker er det svært at få gode pladser med mindre man kommer flere timer i forvejen. Vi kom cirka 2 timer i forvejen, så da det endelig startede var ens ryg allerede hele ødelagt af at stå op.
Ruten ligger ved Torden templet ved Asakusa og det er et område med mange højhuse. Så med så mange mennesker på et lille område i stegende sol og uden en vind der røre sig, var det kun et spørgsmål inden den første person ville få hedeslag. I det område vi stod sad der nogle ældre mænd foran os og pludselig faldt en af dem bare ned fra den lille klapstol han sad på. Til at begynde med var der ikke nogen der reageret, men der kom dog hurtigt en ploiti betjent der fik tilhaldt hjælp og han blet båret væk. Han kom ikke tilbage til sin plads, men jeg håber han blev ok igen.
En ting der har overrasket mig ved japanerne er at de helst ikke vil blandes ind i noget og derfor ikke rigtig gør noget hvis der sker noget.
Et andet eksempel er fra i lørdags. Jeg er på vej hjem i bussen og da vi køre ud fra stationen går en meget fuld mand rundt midt på vejen, men der er ikke nogen der gør noget, de køre bare uden om ham. Det er tydeligt han ikke kan orientere sig om hvor han er, men der er ikke nogen der får ham væk fra vejen eller dytter af ham eller noget som helst. Jeg ved ikke hvad der skete med ham, men jeg håber ikke han endte med at blive kørt ned.
Det der med at man ikke vil blande sig i andre privat liv, kan jeg forstå, men nogle gange har jeg lidt svært ved at forstå at man ikke lige kan give en hjælpende hånd der uforskyldt er kommet galt af sted eller er ved at komme galt afsted.

Solsikke festival.















Her i Japan er det absolut ikke festivaler der er mangel på i sommerhalvåret. Der er alt inden for kultur, mad, blomster og fyrværkeri festivaler. Og da jeg fandt ud af der også var solsikker festival og efter som det er min ynglings blomst, kunne det kun gå for langsomt med at komme af sted. Med udsigten til at kunne få lov at fare vild på en mark på størrelse med en fodboldbane fyldt med solsikker, måtte hedebølge og 40 grader  bare være en del af oplevelsen. Så på med Dronning Magrethe hatten og ud i det blå.
Sommeren i år har været varm, meget varm. Men heldigvis har luftfugtigheden ikke været lige så slem som sidste år. Varmen kan jeg sagtens klare, det er mere luftfugtigheden jeg døjer med. Men i år har det været til at komme ud og nyde alle festivalerne. For tiden ligger vi omkring de 30 grader og det ser også ud til september vil blive varm. Natten er også varm, i en periode var vi ikke under 28 grader om natten, det var virkelig et helvede og man sover virkelig elendigt, men nu ligger den omkring 23 til 25 grader om natten og nej det gør det egentlig ikke meget bedre. Nu har vi haft en god lang sommer herude, så nu glæder jeg mig egentlig bare til det bliver lidt køligere, jeg vil gerne ned på de 20 til 25 grader, men det må vist vente lidt endnu.