Sendai Tanabata.

Tanabata er nok den japanske festival som jeg holder mest af. Der er ikke noget specielt ved den, det er ikke engang en helligdag. Men den er japansk, tanabata er ikke inspireret af amerikanske eller europæiske højtider eller helligdage, den er helt igennem japansk. 

Sendai Tanabada er den største af alle Tanabata festivaller i Japan. Sendai Tanabada fejres fra den 6-8 august, men i store dele af Japan fejres den også 6-8 juli. Forskellen har noget at gøre med om man følger luna kalenderen eller den gregorianske kalender. Det er meget indviklede udregning som jeg ikke skal komme nærmere ind på, mest fordi jeg ikke selv helt forstår dem. 

Tanabata kaldes også for Stjerne Festival. Festivallen udløber af et kinesisk sagn om 2 elskende der ikke kan få hinanden og adskille af Mælkevejen, men 1 gang om året på den 7 dag i den 7 mdr.  får de lov at mødes og være sammen, nemlig ved Tanabata. 

Det kinesiske sagn festivallen udløber fra et sagnet om Kvæghyrden og Væverpigen. Orihime er prinsesse og væver, hun er datter af Tentei, Himmel kongen. Hver dag sad hun nede ved Amanogawa floden og vævede det smukkeste tøj som hendes far satte stor pris på. Men Orihime var ulykkelig fordi hun aldrig havde tid til at møde andre og finde kærligheden fordi hun skulle væve dagen lang. For at muntre hende op arrengeret hendes far et møde med Hikoboshi som boede og arbejdede på den anden side af floden. Orihime og Hikoboshi blev så forelsket i hinanden at de kort tid efter giftede sig. De var så forelsket i hinanden at Orihime glemte at  væve tøj og Hikoboshis køer gik rundt over det hele i himlen. Orihimes far blev vred over dette og adskilte de 2 på hver side af floden igen. Orihime var dybt ulykkelig og græd hele tiden. Hendes far blev så rørt over hendes tåre og kærlighed til Hikoboshi at han tillod at de måtte ses den 7 dag i den 7 månede hver år på den betingelse at hun arbejdede hådt med at væve hver dag. Da den første gang hvor de måtte ses kom gik det op for dem at der ingen bro var så de kunne komme over floden til hinanden. Orihime græd så meget at en flok skader i nærheden lovede at bygge en bro af deres vinger så hun kunne krydes floden over til Hikoboshi. Hvis det regner på Tanabata stiger vandet i flode så meget at skaderne ikke kan bygge broen og de 2 må derfor vente 1 år igen med at ses, så hvis det regner den 7 juli kaldes det for Orihime og Hikoboshis tåre.

I dag fejres Tanabata ofte ved at man skriver ønsker i form at små digte på små stykker papir kladet tanzaku som hænges på bambus grene. Disse bambus grene bliver ofte sat på en båd der driver ned af en flod eller de brændes omkring midnat eller dagen efter. Mange steder fejres Tanabata også i forbindelse med Obon som er den største sommer festival i Japan.  

Tanabata fejres over hele Japan, men de største Tanabata festivaller er den i Sendai og Hiratsuka. Jeg har nu besøgt begge og jeg bliver bare ikke træt af denne festival. Det er historien om Orihime og Hikoboshi jeg så godt kan lide.

Sendai Tanabata er et ret stort område, men det gode er at det er i en overdækket arkade af shopping-gader, så selv om det regner bliver man ikke våd. Men det er ulideligt varmt at gå rundt derinde i august som er den varmeste månede i Japan. Det er meget lange gader og når man først kommer et stykke ind er der ingen vind der lige kan give et frisk pust og da der kommer rigtig mange mennesker, både lokale og turister kan det godt virke lidt klaustrofobisk, men kan man klare det er det en rigtig god oplevelse.

Hver forretning i arkaden laver deres egen dekoration som hænger udenfor forretningen. Nogen gør virkelig meget ud af det med farvestrålende dekorationer der er pyntede med origami, mens andre er lidt kedelige fordi de er ensfarvede og kun har butikkens navn på dekorationen. Men der er så meget at kigge på og ens sanser kommer virkelig på overarbejde bare ved at gå rundt og kigge på de forskellige dekoratione. Hvert år er der en konkurrance om hvilken forretning der har den flotteste dekoration og jeg er virkelig glad for jeg ikke er dommer i den konkurrance for jeg ville virkelig ikke kunne udpege en jeg synes var flottest. Der var så mange der var smukke, farverige og fantasifulde. 

Jeg har i flere år ønsket at tage turen til Sendai for at opleve Tanabata så da det endelig lykkes sidste år at få tid til det og finde et hotel der var til at betale fordi der kommer så mange gæster til denne begivenhed og obon som også er i august slog vi til. Det er ikke den billigeste tur vi har været på, men sådan er det bare når det man gerne vil opleve kun er i 3 dage og det er midt i højsæsonen. Men jeg kan varmt ( bogstavelig talt ) anbefale denne begivenhed hvis man rejser rundt i det nordlige Japan i august. Det er ikke noget man kan opleve uden for Japan.

Vandretur fra Higashi-Zushi til Oppama.

Det har virkelig været småt med vandreture i efteråret. Dels fordi sommeren var ulidelig varm og det fortsatte et godt stykke ind i oktober. Og dels fordi der kom 2 tyfoner forbi der ødelagde stort set alt på sin vej og det med kun 3 ugers mellemrum. Mange vandrestier har været afspærret pga væltede træer og fordi mudderskred har skyllet stierne væk. De fleste steder hvor det var træer der spærret vejen kunne man godt komme igennem. De fleste træer der var faldet for vindens krafter var så store og lå så stabilt hen over stien at man godt kunne kravle enten over eller under dem. Det var straks værre der hvor stien simpelthen mangler og man ikke kan komme over på den anden side, der var bare afgrunden. Nu her 3 mdr. efter tyfonerne hærvede over os er der stadig mange steder hvor der arbejdes på at lave nye stier og alternative ruter. Men jeg håber at kunne bruge resten af vinteren og foråret på at vandre når jeg kommer hjem igen. 

Men jeg kom dog ud på et par ture mellem tyfonerne og efter og jeg kunne godt se at de virkelig har været hårde ved naturen. Jeg var især overrasket over hvor store nogen af de træer det var væltet var. Store solide træer hvor man tænker de kan ikke rokkes var blæst om som tændstikker. 

Men ud at gå ville jeg så jeg fandt en rute fra Higashi-Zushi til Oppama der skulle være sån nogenlunde farbar. Det er en nem og kort rute på omkring 8-9 km og jeg gik den på omkring 2 timer. Jeg skulle jo lige tage nogen billeder og nyde udsigten undervejs. 

Man starter fra Higashi-Zushi station og gå op mod et gammelt og forladt tempel der hedder Jinmu-ji. Stykket fra stationen til templet er på asfalteret vej for den egentlige vandre-rute starter ikke før oppe ved templet. Det ligner ikke et sted der kommer ret mange mennesker og hele templet så ret øde og forfaldent ud. Jeg gik og kiggede lidt på de gamle statuer inden jeg hurtig fandt den stentrappe bag ved templet som markere starten på ruten.

Ved templer der ligger i udkantsområderne kan man være ret sikker på at der findes en eller anden form for vandre-sti som munkene i tidernes morgen har brugt når de skulle frem og tilbage hos hinanden eller de indgår i en længere pilgrimsrute. I dag bliver disse stier mest brugt af motionister som mig der er glade for at vandre og komme ud i naturen. 

De ruter der findes fra tempel til tempel er langt mere fremkommelig og kortere end de ruter der findes i bjergene, så det er rigtig gode steder at træne og holde formen ved lige til de store bjergture. 

Men inden længe var jeg på vej op af stentrappen og ud i skoven hvor larmen fra den trafikeret vej hurtig faldt i baggrunden og blev aflyst af fuglenes syngen. Der sker bare et eller andet når man kommer væk fra storby larmen og ind i skoven og selv om man får pulsen op på sådan en tur så er det ren afslapning.

Jeg gik og jeg gik, men selv om vejret var rigtig fint mødte jeg stort set ingen mennesker. Jeg var nået over halvvejs på ruten inden jeg stødte på de første mennesker. Det var ikke nogen der ligesom jeg var ude at vandre, nej det var skov-arbejder der var ved at fælde nogle væltede træer. 

Flere steder var der lysninger hvor man kunne se havet i det fjerne og de store skov områder der går helt ned til Yokosuka. Det er egentlig et dejligt område at vandre i og jeg burde kommer herned nået oftere i stedet for altid at tage ned til Kamakura. Men det må jeg gøre noget ved når jeg kommer hjem. 

Der var faktisk kun et sted på ruten der var afspærret, men heldigvis lå træet så stabilt at selv om man skubbede til det så rørte det ikke rigtig på sig. Så det var nemt og hurtigt lige at gå under det. Men jeg var godt nok noget overrasket over at så store træer kunne været blevet blæst omkuld. Ved nogen af dem kunne man ligefremt se rodnettet, så ved man bare det har været en tyfon ud over det normale. 

Cirka halvvejs på ruten kom jeg til et gammelt stenbrud. Jeg blev egentlig lidt overrasket over det var et stenbrud for det er jeg aldrig stødt på før, men der skal jo være en første gang for alt ting. I dag bliver det ikke brugt som stenbrud mere. Det bliver brugt af folk det klatre. Da jeg kom ned mod stenbrudt kunne jeg se en ældre herre på mindst 65 år kravle rundt på nogen af klipperne. Jeg betragtede ham lidt og blev enig med mig selv om at hans øgenavn m¨tte være spiderman. Han var godt nok i god for og meget muskuløs. 

Jeg så flere det klatrede rundt på klipperne og det til trods for at der flere skilte stod at det var på eget ansvar, men er sådan noget ikke altid det. Der lå også reb, seler og karabinhager flere steder så det må være et meget populært sted at klatre. Men klipperne så også rigtig gode ud til det, de gik lige lodret op hugget til i tidernes morgen da det stadig blev brugt som stenbrud. 

Umiddelbart har jeg ikke den store lyst til at prøve at klatre på den måde og så alligevel, bare jeg ikke skal for højt op. Jeg tror det er en meget krævende sportsgren for armene og jeg har ingen armmuskler overhovedet, stort set alle mine muskler sidder på benene nu jeg gå og vandre så meget. Men jeg kunne da ikke undgå at blive bare en lille smule fascineret da jeg så dem kravle rundt på klipperne. 

Jeg var nær faldet ned af nogle sten fordi jeg så denne lille fyr for sent og selvfølgelig ville jeg ikke bare træde på den. Jeg tror den blev lige så forskrækket som jeg for den lå muse stille. Faktisk troede jeg et øjeblik at den allerede var død, men pludselig pilede den hen over stenen og ud i græsset. 

Ved slutningen eller starten alt efter hvilken vej man kommer fra har de brugt de enrme klipper til at hugge en stor Buddha figur ind i klippen. Den er ikke særlig gammel, den er fra engang i 1960'erne. Den er hugget ud i et stykke og den er ret flot. Der er ikke noget tempel i nærhede den tilhører, det nærmeste tempel er Jinmu-ji, men det er af meget meget ældre dato. 

Hvem skulle have troet at et gammelt stenbrud kunne være så interesant et sted. 

Lige efter stenbrudet slutter ruten og man kommer ud i et villa kvarter man skal igennem for at komme ned til Oppama station. 

Det er en meget nem og begyndervenlig rute der kan gåes af alle selv børn. Ruten kræver ikke noget speciet udstyr andet end en rygsæk til vand og lidt mad hvis man vil spise halvvejs ved udsigtspunktet ind over Yokohama i det fjerne. Det er en god rute at starte med hvis man ikke er vant til vandring men gerne vil se om det er noget inden man begynder at købe en masse udstyr. 

Turen tager cirka 2 timer så det er god motion uden at blive overanstrengt og der er nem adgang da man går fra station til station. Higashi-Zushi ligger på Yokosuka Line og Oppama ligger på Keikyu Line. 

National Parker i Japan del 1 - Hokkaido.

Når de fleste tænker på at rejse til Japan er det for at besøge byer som Tokyo, Kyoto, Osaka og Hiroshima, altså en storbys destination. Men Japan er så meget mere end det. Det er et paradis for natur elskere der vil ud at vandre i bjergene, opleve vulkaner, et rigt dyreliv og stilheden i de øde landskaber. Faktisk er der 34 national parker i Japan og man skal ikke betale entre lige som man skal i eks. USA. 

Jeg har længe tænk på at jeg ville fortælle om disse national parker men det er et omfattende projekt i og med der er 34 og jeg ikke har besøgt dem alle, selv om jeg gerne ville. Men nu springer jeg ud i det og så tager jeg parkerne landsdel for landsdel, det vil sige de bliver fordelt ud over mindst 6 indlæg i løbet af året. Og vi starter på den nordligeste ø i Japan, nemlig Hokkaido. På Hokkaido ligger der 6 national parker. 

Rishiri-Rebun-Sarobetsu National Park.

Denne national park omfatter de 2 øer Rebun og Rishiri samt kystområdet fra Wakkanai ned til Horonobe på den nordvestlige spids af Hokkaido og i alt udgør de et areal på 212,2 km ². Stedet blev oprettet som national park den 20. september 1974. 

I Wakkanai er der en færgehavn med færger til både Rebun og Rishiri. Fra Wakkanai til Rebun færge leje tager det 120 minutter. Fra Wakkanai til Rishiri færge leje tager det 110 minutter. Man kan også sejle mellem de 2 øer, det tager 40 minutter.

Ved et besøg i parken kan man opleve bjerge, vådområder, sandklitter, og klipper langs kysten. 

Det højeste punkt i parken er bjerget Rishiri på 1721 m. Man kan bestige bjerget, men det anbefales ikke til nybegyndere. Det er ret udfordrende og det tager cirka 5 timer at nå toppen. I klart vejr kan man se Hokkaido på den anden side af havet. Er man ikke lige til bjergbestigning kan man på øen Rebun i stede for vandre af stien Momoiwa eller en af de 5 andre stier der findes på øen. Går man alle 6 vandre ruter kommer man rundt på hele øen. 

 Der bor ikke særlig mangen mennesker på de 2 øer og naturen er derfor stadig vild og uberørt og dyrelivet uforstyrret.

Den del af parken der ligger på Hokkaido består mest af vådområder og blomsterenge. I vådområdet Penka Swamp kan man fra foråret til efteråret opleve store flokke af sædgæs der kommer fra Sibirien. 

Shiretoko National Park. 

Denne national park ligger på den nordøstlige del af Hokkaido. Ordet Shiretoko kommer fra Ainu ordet sir etok der betyder stedet hvor jorden rager ud. Ainu folket er en minioritets gruppe der stammer fra Sibirien, men i tidernes morgen er gået over isen til Hokkaido og har bosat sig. Dette område er et af de mest svært fremkommende områder på Hokkaido og i Japan. Man kan komme der til ved at gå eller sejle med båd. 

I parken bor den størest bestandele af brune bjørne i Japan. 

Det anbefales at man bor enten i Rausu Onsen eller Utoro Onsen og så udforsker parken derfra. Man skal vide en del om at færdes og at overleve i naturen for det er et enormt øde område og det kan være meget svært for hjælpen at nå frem hvis uheldet skulle være ude.

Parken dækker et areal på 386 km² og i 2005 kom parken på UNESCO Verdensarv liste for stedets unike øko-system og for at beskytte truede dyre arter som bla. den store fiskeugle der er den største ugle der findes og for at beskytte blomsten viola kitamiana levesteder. Det er en hvid viol med gule og lilla aftegninger som efter signe skulle være ret sjælden.

Det nordligeste punkt i parken er Cape Shiretoko hvorfra man kan se ud over Okhotsk havet. Man kan også tage på hvalsafari herfra og det er især spækhugger man har mulighed for at opleve, men også sæler og havørne som stellers havørnen ( beringshavørn ) og den hvidhalet havørn kan opleves hvis man er heldig. 

Lidt mere syd i national parken ligger der søer og vandfald og er mere fremkommelig end den nordlige del af parken. Shiretoko goko lakes ( Shiretokos 5 søer ) giver en fantastisk udsigt ud over bjergene og vandfaldet Frepe-no-taki som er vand der sprøjter ud mellem sprækkerne i en klippe. Om vinteren fryser det til is og det er muligt at gå under det hvis man har snesko. 

Det højeste bjerg i parken er Rausu og det er 1660,4 meter. Man kan godt klare det på en 1-dags tur, men man skal starte tidligt for at kunne nå op og ned igen samme dag. Det tager 5-6 timer at nå toppen og man skal medbring alt det vand man har brug for på turen for der er ingen stede at få ekstra vand fra. Det er ikke et bjerg der anbefales til nybegyndere og folk der ikke er vandt til bjerge. Den officelle klatre sæson starter den 3. juli og vare en lille månedes tid herefter varer det ikke længe inden den første sne falder. At klatre her i vinter halvåret er kun for meget øvede bjergbestigere der har piksko, snesko og isøkser.

Akan-Mashu National Park. 

Sammen med Daisetsuzan national park der dette den ældste national park på Hokkaido. Området blev udnævnt til national park den 4. december 1934. Området dækker et areal på 904,8 km² og består mest af skove og vulkanske krater.

Parken ligger indlands i den østlige del af Hokkaido. 

Det anbefales at man bor i Kawayu Onsen eller Akanko Onsen hvorfra man kan udforske parken. Der er 3 store søer i parken, Masyu Søen, Kussharo Søen og Akan Søen. 

Stort set hele området er skabt af vulkaner for omkring 150.000 år siden og det bærer landskabet også præg af især hvis man begiver sig op i bjergene omkring søerne. Der er flere bjerge i parken, bla. Me-akan som er en aktiv vulkan og senest var i udbrud i 2006. Bjerget ligger ved foden af Akan Søen og har et 3 dobbelt krater på toppen. Meakan tiltales i det daglige som en kvinde og den mandlige modpart Oakan bjergen ligger på den modsatte side af Akan Søen. 

Me-akan er 1499 m og Oakan er 1370,4 m. Begge kan bestiges men husk at spørge de lokale om hvad situationer og status på dem er, det er trods alt aktive vulkaner. 

Bor man i Akonko Onsen har man mulighed for at stifte et nærmere bekendskab med Ainu folket der er en minoritets gruppe der kun findes på Hokkaido og de stammer fra Sibirien. Det er et natur folk der levet af og med naturen og især bjørnen har en stor status i deres tro. Det er et virkeligt interesant folkefærd, men desværre er deres kultur ved at uddø. Japan gør meget for at beskytte truede natur, det samme kan desværre bare ikke siges om minoriteter som Ainu folket.  

Moskuglerne i Akan Søen. 

Vil man gerne opleve dyrelivet i parken er der gode muligheder for at opleve ezo røde ræve som er i familie med de røde ræve vi kender her i Danmark, men der er en underart af den røde ræv. Man kan også opleve yezo hjorte som er en underart til sika hjorte. 

Kushiroshitsugen National Park. 

Denne park er den yngste national park på Hokkaido, stedet blev nemlig først udråbt som national park i 1987. Arealet på parken er 268,2 km² og ligger 40 km fra Stillehavet på den sydøstlige side af Hokkaido. Parken består mest af vådområder. For 20.000 år siden under den sidste istid var vandstanden lavere end i dag og området var tør-land. Men da isen begyndte at smelte for omkring 6-10.000 år siden forvandles området til hav. For omkring 3000 - 4000 år siden begynder vandet at trække sig tilbage og det område vi kender i dag bliv skabt. Så parken er egentlig havbund.

Her er et meget rigt fugle liv så der er en del observatoriumer i parken, men man kan også vandre gennem vårområderne af stier, bla. Onnenai stien der fører ud i Kushiro vådområde. 

Har man ikke overskud til at gå kan man tage et speciel tog der kører gennem vådområderne med en langsommere hastighed end almindelige tog. Da det er vådområde er der mange åer og floder der giver mulighed for at tage på kano tur. Man kan leje kano med udstyr i parken. 

Parkens største attraktion er uden tvivl de rødkronet traner der er de største fugle i Japan. For år tilbage var denne smukke fugl næsten uddød, men takket være initativ fra lokale borgere der opgav land til fuglene og lagde mad ud til dem ser det nu heldigvis ud til at arten er stærk på vej tilbage. Fuglene kommer hver vinter til Hokkaido hvor de overvintre inden deres vidre færd mod Manchuriet i Kina. Det er den mest sjældne at alle trane arter. 

Der er stort set ingen bjerge i parken hvilket gør den meget velegnet til børnefamilier og gangbesværet personer. Der er også familie venlige aktiviteter som guidede  ture til hest gennem områder af parken. Om vinteren kan man begive sig ud på parkens søer og forsøge sig med isfiskeri. 

Daisetsuzan National Park.

Denne park er det totalt modsatte af Kushiroshitsugen, en af de ældste national parker på Hokkaido og der er bjerge, bjerge og bjerge så langt øjet rækker. Daisetsuzen er bjergbestigernes paradis. 

Her finder du Kuro-dake ( 1984 m), Asahi ( 2291 m og det højeste bjerg på Hokkaido ), Tomuraushi ( 2141 m ), Nipesotsu ( 2013 m ) og Tokachi ( 2077 m ). Det er alle bjerge der ikke er for nybegyndere og som kræver en del udstyr for at bestige så som telt og sovepose da det er de færreste der i det her terræn kan nå toppen og ned igen samme dag, det er simpelthen for anstrængende. 

Parken ligger i det centrale Hokkaido og er også kendt som Kamui Mintara ( Gudernes legeplads ) pga alle de høje bjerge i området. 

Vil man op i bjergene er Asahidake Onsen eller Sounkyo Onsen gode baser da de ligger i højden og mange ruter starter i disse områder. 

Vil man heller vandre i dalene mellem bjergene er Daisetsu Kogen Onsen der ligger i et vådområde  og Nukabira Gensenkyo Onsen der ligger ved Nukabira Søen gode udgangspunkter. Men uanset hvad man vælger er gode vandre støvler, stave og en god rygsæk til vand og mad et must i denne national park. 

Da bjergene her er ret høje er der mange forskellige alpine planter og dyr der lever højt oppe som eks japanese pika ( jeg kan simpelthen ikke finde en dansk oversættelse ) som er et lille dyr der bor i huler og klipper. Det kan godt ligne en mus, men det er det ikke for den er noget større end det. 

Så vil du have udfordringer og høje bjerge er dette stedet, men sørg for at have udstyret i orden. Vandring om vinteren her er kun for folk med erfarring og det rigtige udstyr, der kommer enorme mængder sne her og hvis man ikke ved hvordan man skal færdes kan det være direkte livsfarligt. 

Shikotsu-Toya National Park. 

Af alle national parkerne på Hokkaido er dette den eneste jeg faktisk har besøgt, i 2011 sammen med min mand og svigerfar. Vi var i området omkring Noboribetsu, Jigokudani ( helvedes dalen) og Toya Søen. Jeg husker stadig turen meget tydeligt, især besøget ved Jigokudani. Det var mit første møde med en aktiv vulkan nogensinde. Jeg var fuldstændig mundlam for det var så overvældende at stå og kigge ned i et vulkankrater hvor det sydede og boblede og lugtede ret ildelugtende, men samtidig vildt facinerende. Jeg havde endnu ikke fået smag for vandring og bjergene på dette tidspunkt, jeg havde boet herude i mindre end 1 år og jeg havde stadig mange ting jeg skulle vænne mig til, men når jeg tænker tilbage må det helt klart have rørt et eller andet i mig for jeg har en ustyrlig lyst til at komme tilbage til Hokkaido og dette sted med vulkaner og bjerge så langt øjet rækker. Og nu hvor jeg har fået erfarring med bjerge og vandring kunne jeg da godt tænke mig at udfordrer mig selv med nogen af bjergene heroppe for her er virkelig gude smukt. 

Toyako Onsen, Noboribetsu Onsen og Shikotsuko Onsen er alle virkelig gode udgangs punkter og baser for at udforske parken. 

Toya Søen som er en af parken store attraktioner sammen med Jigokudani er en sø skab for cirka 110.000 år siden under et gigantisk vulkanudbrud og det er faktisk en krater-sø. I midten af søen kan man se øen Nakajima som blev skabt ved et andet vulkanudbrud for cirka 50.000 år siden. 

Orofure ( 1230 m ) bjerget ligger mellem Noboribetsu Onsen og Toya Søen og kan nemt bestiges på en halv dags tur også af begyndere da stierne er meget velholdt. 

Jigokudani er resterne af et vulkan krater der er eksploderet og hvor man kan se gasser fra vulkanen stadig strømmer ud. Det er en sti rundt i området som man skal følge, man må af sikkerhedegrunde ikke gå væk fra stien. 

Hohai kløften er også et meget populært område især om efteråret når bladene skifter farve. 

Det var lidt om de 6 national parker på Hokkaido. Her er noget for enhver smag, høje bjerge, dale, vådområder, søer og vulkaner. Og så er her gude smukt, det er nok det jeg husker bedst om Hokkaido, hvor smukt her var. 

Hokkaido er en lidt overset destination og det er virkelig synd for øen har så meget at byde på, men nok mest vist man er den aktiv udendørs person. Hokkaido er 2 gange større end Danmark, men her bor kun omkring 5,2 millioner mennesker. Alle der rejser til Hokkaido lander ved hovedbyen Sapporo og herfra kan  man leje en bil hvis man vil rundt på øen. Offentlig transport på Hokkaido kan godt være noget af en udfordring, især om vinterne pga den enorme mængde sne der normalt kommer. Vil man ud til Shiratoko National Park kræver det planlægning og en bil. Her er ingen offentlig transport og hvis der er, er det yderst begrænset for det er så øde og ufremkommeligt et område. Men for natur elskere bør Hokkaido stå meget højt på listen over steder der skal besøges, det vil helt sikkert blive en uforglemmelig oplevelse, det var det hvert fald for mig. 

Magiske vinter aktiviteter i Japan.

Der falder ikke meget sne i Tokyo, faktisk er det lidt breaking news hvis der gør. Men tager man op nord på eller over i det vestlige Japan så er der masser af sne og her er 2-4 meter sne ikke unormalt. Faktisk skal man ikke ret meget mere end 1 1/2 til 2 timer med tog fra Tokyo før man står i et magisk sne dækket landskab med nogen af de bedste ski resorter i verden med 100 % garenti for sne. Kan man ikke, ligesom undertegnet, stå på ski er der heldigvis mange andre ting man kan se og opleve i sneen. 

Shirakawa-go i Gifu.

Shirakawa-go ligger i Gifu ned til Shō floden. Det er en landsby med gamle traditionelle land huse med spidst tag der går næsten helt ned til jorden. Husene er bygget på denne måde for at husets struktur skal kunne holde til den mængde sne der normalt falder i området. 

I de senere år er det blevet en meget populær attraktion og det kræver nu at man resavere billetter for at komme ind i landsbyen på de aftner hvor der er lys i husene. Der er ikke lys i husene hver aften og jeg ved desværre ikke hvorfor, for de kunne sagtens tiltrække nok gæster til at det kunne løbe rundt hver aften. 

I 2020 er landsbyen oplyst på følgende tidspunkter :

Mandag den 13. januar, søndag den 19. og 26. januar.

Søndag den 2., 9. og 16. februar. Alle dage fra 17.30 til 19.30. 

Man kan selvfølgelig også besøge stedet i dagtimerne. 

Sapporo Sne Festival. 

Sapporo Sne Festival er nok den største vinter festival i Japan. Det er en festival der tiltrækker op mod 2 millioner mennesker hvert år og man skal være utrolig tidlig ud hvis man ønsker at overnatte i Sapporo i den pågældende periode, tro mig, vi har forsøgt og det er nærmest umuligt at opdrive et hotel værelse i miles omkreds. 

Festivallen er down town Sapporo i Odori Park, Tsudome og Susukino med Odori Park som hovede attraktionen hvor de store is og sne skulpture står. De kan være op til 25 meter høje. 

Dette års Sne Festival finder sted fra den 4. februar til den 11. februar og der er gratis entre. 

 Biei Blue Pond

Og når man nu er på Hokkaido kan man tage en lille tur nord-øst for Sapporo til Biei hvor der ligger en menneske skabt sø ved dæmningen. Det er en dæmning der skal beskytte byen Biei mod vulkansk mudder i tilfælde af et vulkanudbrud som det skete i 1988. Stedet er blevet lidt af en turist attraktion fordi vandet i søen er meget blåt og om vinteren er det ekstra smukt med alt det hvide sne. Vandet er blåt p.g.a kolloidal aluminumhydroxid. 

Jigokudani Abe Park. 

Jigokudani ligger i Nagano. Her kan man komme helt tæt på aberne der kommer ned fra bjergene især om vinteren for at bade og varme sig i de varmekilder der er på stedet. Der er visse regler man skal følge for det er trods alt vilde dyr, bla. skal man undgå øjenkontakt med aberne da det kan gøre dem aggrasive hvis de føler truet af det. 

Det er et af mine ynglings steder i Japan. Jeg elsker at sidde og kigge på aberne når de leger og når de renser hinandes pelse. Jeg kunne bruge timer på bare at sidde og studere dem og hvordan de opfører sig, de er enormt sociale dyr, men det er koldt så husk godt med tøj.

 JR Tadami Line. 

Det lyder måske underligt at jeg nævner en togtur, men den er lidt speciel denne togtur for den går gennem nogen af de flotteste landskaber i Japan fra Fukushima til Niigata. Helt præcis går den fra Aizu-Wakamatsu station i Fukushima til Koide station i Uonuma, Niigata. Det er en tur på omkring 135 km på tværs af Japan og der er 38 stationer på linjen. Man kan selvfølgelig stå af undervejs og nyde landskabet og de lokale specialiteter. Det skulle efter signe være en af de smukkeste togstrækninger i Japan. 

Ginzan Onsen. 

Når så man har været ude i sneen dagen lang hvad kan så være bedre om aften end at sidde i en varm onsen og slappe af. Endnu bedre hvis man kan sidde og kigge ud på et snedækket landskab. 

En af de mest populære onsen om vinteren er Ginzan Onsen i Yamagata. Ginzan betyder sølvmine og navnet hentyder til de mange sølvminer der er i området, men som for længst er udtømte. Det er en gammel by og stedet oser af gammeldags atmosfære.

Hvis man kan lide japansk manga virker steder måske bekendt for stedet er kendt fra tegnefilmen Spirited Away ( på dansk, Chihiro og Heksene ) af Hayao Miyazaki. Tegnefilmen handler om den 10-årige pige Chihiro der vandre ind i en by af heske, ånder og spøgelser og hvor mennesker langsomt forvandles til dyr. Det er en rigtig flot tegnefilm og det var velfortjent at den vandt en Oscar for bedste tegnefilm i 2003. 

Jeg er normalt ikke så meget til manga og tegnefilm, men lige den her har jeg set mere end 1 gang. 

Men Ginzan Onsen har givet inspiration til den by hun vandre ind i og hvis man ved det er det faktisk nemt at se. 

Så selv om man ikke lige er så god til at stå på ski er der mange aktiviteter man kan nyde i det magiske vinterlandskab i Japan. 

Guide til Chiang Mai.

Under vores tur til Thailand havde vi 3 dag i Chiang Mai og 4 dage i Bangkok. Chiang Mai var ny for os begge så vi havde kigget en del hjemmefra hvad der var af seværdigheder i byen og hvad vi gerne ville opleve og om vi skulle tage på 1-dags ture fra Chiang Mai. Eftersom det var vores første besøg i byen valgte vi at koncentrere os om seværdighederne i Chiang Mai og droppe 1-dags ture, vi havde jo trods alt kun 3 dage og det virkede til at der var rigtig mange ting at opleve i selve Chiang Mai. 

Vi valgte nogle templer ud som vi gerne ville besøge og resten af tiden ville vi bare gå rundt og opleve byen, spise lækker thailandsk mad og få massage. 

Vi ankom til lufthavnen i Bangkok tidligt om morgen. Vi havde et par timers venten inden vi skulle videre med Bangkok Airway. Vi valgte at gå ned i Bangkok Airways lounge som man automatisk har adgang til med en gyldig flybillet, uanset hvilken klasse man flyver på. Her kan du få noget at drikke og spise mens du venter. Det var også her vi fandt ud af at jeg havde mistet min mobil, men de var rigtig søde og hjælpsomme med hvem vi skulle henvende os til i forsøget på at få min telefon tilbage. Det lykkes bare aldrig at finde den, men jeg har fået en ny. 

Bangkok Airway flyver indenrigs i Thailand og til nabolandene omkring Thailand. Jeg kan kun sige de har en virkelig god service. Både min mand og jeg var overrasket over at vi fik både mad og drikke serveret på en flyvning der kun varede lige omkring 1 time. Det tror jeg aldrig jeg har oplevet før på så kort en rute. Jeg vil ikke have nogen betænkligheder ved at bruge Bangkok Airway igen.

Wat Phra Singha.

Vi havde ikke bestilt nogen ture hjemmefra eftersom vi havde valgt at blive i byen og ikke tage på 1-dags ture. Vi endte dog med at hyre en chauffør til at køre os op til Doi Suthep og ud til Baan Tong Luang. Vi havde først tjekket prisen for en chauffør på vores hotel, de ville have 4000 bath per person men så var det også inclusive entre priser og frokost. Vi synes det var lige i overkanten så vi sagde at det ville vi lige tænke over. Det måtte klart kunne gøres billigere. Helt tilfældigt faldt vi i snak med en lokal der sad inde ved et tempel vi var gået ind for at kigge på. Han spurgte hvad vi gerne ville opleve mens vi var her og han anbefalede nogle steder af historisk betydning. På en eller anden måde kom vi til at snakke om det at leje en chauffør for en halv dag og da vi fortalte vores hotel ville have 4000 bath for det var han nær faldet bag over. Nej nej nej nærmeste råbte han, det må I ikke sige ja til for det er over dobbelt overpris, hvilket vi også godt havde på fornemmelsen det var.  Så tog han et stykke papir frem og så begyndte han ellers bare at ryste det ene guldkorn efter det andet ud som han skrev ned til os. 

Vi skulle gå ned til noget der hedder DAT, det er en slags offentlig turist bureau der ejes af den thailandske stat og de sælger billige ture både 1-dags ture og flere-dags ture i det nordlige Thailand og man kan også hyre en chauffør hvis man har brug for det. Vi kunne også gå ned til Chiang Mai turist bureau som solgt ture i samme prisleje som DAT, men bare vi holdt os væk fra de private tilbud man ofte får på gaden for der er ture i overpris som kun turister hopper på fordi de højst sandsynligt ikke kender det lokale prisleje. Efter en længere samtale om Chiang Mai bukkede og takkede vi mange gange for hans venlighed og så gik vi ud for at finde DAT som skulle ligge omkring 10 minutter fra hvor vi var. Det var rigtig nemt at finde for han havde også tegnet et kort til os der fortalte hvor vi skulle dreje. Vi nåede ikke at kigge ret længe udenfor før en af de ansatte kom ud og spurgte om vi søgte noget bestemt. Vi sagde vi var blevet anbefalet stedet her af en lokal og at man kunne hyre en chauffør her. Det kunne vi helt bestemt og vi blev budt indenfor. Vi fortalt at vi gerne ville besøge Doi Suthep og Baan Tong Luang landsbyen og om det kunne blive dagen efter for vi havde kun 3 dage i byen. Der blev hurtig ringede rundt og inden for 5 minutter havde de fundet en chauffør der kunne køre dagen efter. Nu var vi jo lidt spændt på prisen og om det var så meget billigere som den lokale i templet havde sagt. De begyndte at taste nogen tal ind på en lommeregner og tallet der kom ud var 1500 bath for en chauffør i en halv dag med 3 stop. Eftersom vi kun havde 2 stop kunne vi vælge et sted mere. Vi troede at de 1500 bath var per person, men det var det ikke, det var for os begge, men prisen var så ikke inclusive entre, men det hjalp chaufføren os selvfølgelig med på stedet. Vi var overrasket over den store prisforskel. Det var langt under halv pris i forhold til det vores hotel tilbød også selv om DATs pris ikke var inklusive entre. Vi takkede ja og aftalte at chaufføren kom og hentede os klokken 8 på hotellet og så kunne vi jo tænke over hvad 3 stop skulle være og så snakke med chaufføren om det i morgen. 

Doi Suthep.

Næste morgen blev vi hentet præcis kl 8 som aftalt. Chaufføren var underrettet om at vi skulle vælge et 3. stop på turen og vi fik straks et kort over steder i området vi kunne vælge imellem. Der var desværre ikke rigtig noget der virkede interessant og tiltalte os. Der var et sted med nogle tigere og det blevet det aldrig for jeg er meget imod at vilde dyr skal holder i fangeskab udelukket for at underholde turister. Af samme grund var vi heller ikke særlig vilde med ideen om at besøge et elefant hjem. De andre steder var mere forretninger der solgte håndværker af forskellige arter og da vi ikke er de helt store souvenir samlere ud over magneter endte vi med at vælge frokost på en restaurant der ligger i et traditionelt thailands hus med orkide og sommerfuglehave. Det var buffet og der var over 20 forskellige retter og det smagte ret godt, især deres carry og Tom Yum suppe. Vores chauffør var super venlig og snaksalig og vi havde en rigtig god halv dag sammen med ham. 

Baan Tong Luang. 

Når man er ude at rejse kan man jo ikke undgå engang imellem at der er noget der ikke lever op til ens forventninger. For os denne gang var det Baan Tong Luang. Det var ellers mig der rigtig gerne ville besøge landsbyen hvor mange af bjergstammerne fra det nordlige Thailand bor. Mange af disse stammefolk er ikke anderkendt af den thailanske regering og har det derfor hårdt i det de har meget få eller slet ingen rettigheder. Jeg ville gerne besøge stedet fordi jeg gerne ville møde nogen fra den stamme der hedder Kayan eller Karen Long Neck stammen. Det specielle ved denne stamme er kvinderne. Fra de er ganske unge for de hvert år sat en ring om halsen og nu flere de får sat på med alderen nu længer bliver deres hals. Vælger pigerne af følge denne skik er konsekvensen at de aldrig kan tage ringene af igen for det kan deres hals ikke holde til, den brækker simpelthen fordi den er blevet strukket så meget. 

Det koster 500 bath per person at komme ind i landsbyen, men stedet var slet ikke som jeg havde forventet. Der var meget få informationer om de forskellige stammer, faktisk var der bare et lille skilt der fortalte hvad der kendetegner netop denne stamme. Der bor omkring 12 forskellige stammer i landsbyen. De tjener penge ved at lave forskelligt håndarbejde der kendetegner den stamme de kommer fra og de er rigtig gode til det, især vævede tørklæder. 

Jeg var skuffet over den manglende information og at det bare var husene hvor de boede. Der var ingen form for aktiviteter, det er der måske på andre tidspunkter bare ikke lige da vi var der. 

Jeg har rigtig mange blanded følelser om steder fordi det var lidt dyrt med 500 bath i entre og det at det ikke var hvad jeg forventede. Samtidig vil jeg også rigtig gerne støtte disse stammen fordi de har det så hårdt og er meget fattige. Jeg er rigtig glad for tørklæder så selvfølgelig købte jeg et tørklæde fra en af dem med de lange halse. Hun skulle have 250 bath for et lille halstørklæde og 350 bath for et stort halstørklæde. Da vi senere kom til Bangkok og jeg igen igen igen så på tørklæder var prisen 600 bath for et lille og 800 bath for et stort. Jeg var overrasket over prisforskellen og tænkte at det vist var godt jeg jeg købte de tørklæder jeg skulle have i Chiang Mai og ikke ventede til vi kom til Bangkok.

Wat Chedi Luang. 

Chiang Mai kaldes for hovedstaden i det nordlige Thailand. Det er en gammel by så der er rigtig mange templer. Man kan opdele byen i 2 dele, det der ligger inden for den gamle bymur og det der ligger uden for bymuren. Som turist er de mest spændende steder inden for bymuren, det er her mange af de historiske templer ligger, men der ligger selvfølgelig også nogen udenfor muren. 

Der er ingen tog eller metro i Chiang Mai og faktisk mindes jeg heller ikke lige at vi så nogen busser. Både lokale og turister kommer rundt ved hjælp af tuktuk eller songthaew som er røde mini vans. Det kan være lidt svært at forstå systemet for jeg tror det er forskelligt fra chauffør til chauffør. Nogen kører først når der er fyldt op og nogen kører kun bestemte ruter. Men ellers er det ikke så svært at komme rundt i byen og man kan sagtens gå rundt til langt de fleste serværdigheder. 

Wat Chedi Luang. 

Både min mand og jeg nåede at blive rigtig glad for Chiang Mai på de 3 dage vi var det. Tempoet og atmosfæren er så anderlede i forhold til Bangkok. Meget langsommere og i modsætning til de lokale i Bangkok så er de lokale i Chiang Mai meget snaksaglige og venlige. 

Der er rigtig meget at se og opleve i byen. Der er mange templer, der nord thailanske køkken er anderledes fra det i Bangkok og naturen er bare skøn. Der er så mange dejlige oplevelser i Chiang Mai. 

Min top 5 over templer vi besøgte.

Vi besøgte en del templer. Den første dag gik vi bare rundt i den gamle bydel for at få et overblik over byen. Vi gik ind rigtig mange steder bare for at kigge. Nogen var ganske interessante og andre var vi hurtig videre igen. Men de her 5 templer gjore et særlig indtryk på mig endten fordi vi oplevede noget specielt på stedet eller fordi der bare var en dejlig atmosfære.

1) Wat Phra Singha. 

    Et af de meget populære og historiske steder. Forsøg at kom på et tidspunkt hvor der ikke holder          store turist busser ude på parkerings pladsen. 

    Du kan læse mere om Wat Phra Singha her. 

    https://dagbogfrajapan.blogspot.com/2019/12/wat-phra-singh-i-chiang-mai-thailand.html

2) Doi Suthep.

    Vi var ellers blevet anbefalet af nogen lokale at vi skulle spring stedet over, men vi er glade for at 

    vi valgte at tage derop alligevel. Templet ligger i national parken af samme navn lige uden for byen

    og det tager ikke ret meget mere end 40 minutter at komme derop. Det er et af de helligeste steder i

    Chiang Mai. I godt vejr har man en fantastisk udsigt ud over Chiang Mai, men da vi var der var det

    diset og tåget og vi kunne overhovedet ingenting se. Men det fik stedet til at virke magisk og 

    mystisk på samme tid. 

    Du kan læse mere om Doi Suthep her.

    https://dagbogfrajapan.blogspot.com/2019/12/bjerg-templet-wat-phrathat-doi-suthep.html

3) Wat Chedi Luang. 

    Også et af de historiske steder der er værd at besøge. Det er nok det tætteste sted man kommer på 

    stedet hvor Chiang Mai blev grundlagt i tidernes morgen. Både templet og den gamle stupa bag 

    ved templet er helt klart værd at ligge vejen forbi. 

    Du kan læse mere om Wat Chedi Luang her.

    https://dagbogfrajapan.blogspot.com/2019/12/wat-chedi-luang-i-chiang-mai.html

4) Wat Chiang Man. 

    Vi faldt lidt tilfældigt over dette sted mens vi gik rundt og skulle have tiden til at gå indtil vi skulle

    have massage. Her var virkelig en dejlig atmosfære og duften af jasmin hang tykt i luften fra 

    buskene rundt omkring. Her er mange statuer og kan godt minde lidt om Doi Suthep bare i meget 

    mindre skala. Der var også rigtig mange Buddha statuer oppe ved Doi Suthep. 

5) Wat Buppharam

    Dette tempel ligger ikke inden for den gamle bymur, men gåturen der ned til er ikke så lang, 

    omkring 10 minutter.  Vi så det en aften vi gik forbi på vej ned til aftenmarkedet og bestemte os for

    at vende tilbage næste dag når der igen var åben. Det var en god beslutning for det var det rigtig 

    flot tempel. En ting jeg synes var lidt sjovt var at samme med Buddha statuer og andre religiøse 

    statuer og elefanter så står der en statue af Anders And. Den virkede lidt malplaceret, men jeg 

    kunne ikke lade værd med at grine. 

Wat Chiang Man 

Maden i det nordlige Thailand er anderledes end den man får eks. i Bangkok. En af de retter jeg virkelig kan anbefale er Khao Soi som er nærmest umulig at opdrive i Bangkok. Khao Soi er en nuddel suppe med stykker af enten oksekød eller kylling. Retten stammer fra Burma og Laos, men er også vidt udbredt i det nordlige Thailand. Der er selvfølgelig flere variationer af retten alt efter hvor man får den serveret, men det er et must eat i det nordligt Thailand. Men generalt er maden rigtig god som den er alle steder i Thailand. 

Wat Buppharam

Vil man gerne have en omgang massage er der mange templer der tilbyder massage til en ret billig pris, mest fordi det foregår udenfor og ikke indenfor i et A/C nedkølet rum. Vil man dermod prøve noget lidt anderledes kan man få massage i et kvindefængsel. I Chiang Mai bliver kvinder der kommer i fængsel tilbudt en uddannelse som massør hvis de opfylder nogle specielle kriterier. Når de så har gennemgået et kursus hvor de lærer massage og kundeservice kommer de over at arbejde i et hus hvor de ansatte er fængselsvagter og de indsatte arbejder. Så du booker faktisk din tid hos en fængselsvagt. Når de så bliver løsladt kan de få arbejde på massage klinikker for tidligere ansatte eller andre massage klinikker rundt om i byen. Jeg synes det er et rigtig godt koncept. At hjælpe dem videre i livet og give dem en mulighed for at forsørge sig selv i stedet for de evt. ender tilbage i den kriminalitet der sendte dem i fængsel. Sådan en god sag støtter vi gerne så her bookede vi selvfølgelig en tid, det er et meget populært sted at få massage og vi måtte vente omkring 2 timer inden vi kunne få en tid. Både min mand og jeg fik 1 times fodmassage. De gjore det virkelig godt for jeg var så afslappet at jeg faldt i søvn. Jeg kan varmt anbefale stedet, pigerne ( de indsatte ) er rigtig søde og gør et godt stykke arbejde og hygiejnen er i orden. 

Vi havde nogen fantastiske dage i Chiang Mai, vi faldt virkelig for det nordlige Thailand og jeg er ret sikker på det ikke er sidste gang vi har besøgt området. Næste besøg kan meget vel gå til Chiang Rai som er endnu mere nordlig end Chiang Mai og ligger oppe ved grænsen til Burma og Laos og så kunne det jo kombineres med en tur over grænsen til Burma. Men hvornår det evt. sker har vi ingen planer om lige i øjeblikket. Verden er jo fuld af dejlige steder der er værd at besøge.