Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg er vild med efterårets gyldne farver. Og kan jeg komme en tur op i bjergene når farverne er på sit højeste kan jeg stort set ikke få armene ned igen af glæde over det jeg ved der så er i vente. Hvert år finder vi et sted i bjergene hvor vi tager op og i år var selvfølgedig ingen undtagelse. Jeg har valgt stedet i år og jeg har valgt det ud fra en video jeg havde set på YouTube fra et sted der hedder Ryokyu Canyon. Det er en kløft hvor bjergsiderne tordner sig op på begge sider og der er en flod i bunden af kløften. Da jeg fandt ud af at det var i Tochigi og det dermed var i køreafstand fra hvor vi bor ( cirka 4 timer ) var der ikke andet at gøre end at vente på efteråret og det rette tidspunkt for at tage afsted. Jeg har ventet hele sommeren på dette øjeblik og da de første meldinger om at nu var farveskiftet begyndt i Tochigi blev prognoserne studeret og fulgt meget nøje så vi kunne vælge det helt rigtige tidspunkt at tage der op. Jeg må sige at vi virkelig ramte plet. Både med efterårs farverne og vejret. Solen skinnede fra en skyfri blå himmel den dag vi var der og det er en oplevelse jeg aldrig vil glemme. At se det på en video kan slet ikke samlignes med hvordan det er at stå uden midt på broen i kløften omgivet af bjerge i røde, gule og orange farver mens man kan høre vandet bruse under en. Jeg tabte mit hjerte totalt og det ligger i Ryokyu Canyon.
Vi stod op kl. 03.45 den dag vi skulle derop. Min mand ville køre omkring kl 05.00 så vi kunne komme igennem Tokyo inden morgenmylderet startede for ellers ville det ende med at tage flere timer at komme igennem. Vi endte med at komme igennem Tokyo på omkring 50 minutter hvilket virkelig må være en rekord for hurtigst at komme gennem Tokyo. Vi var begge meget overrasket over det gik så hurtigt. Men vi kom ud på den anden side og kom hurtig på motorvejen mod Tochigi. Eftersom vi var kommet så hurtig igennem Tokyo havde vi ligefremt tid til at stoppe ved en resteplads og spise morgenmad ( for 2. gang ).
Vi ankom ved Ryokyu Canyon omkring kl 10.00, men allerede på det tidspunkt var parkerings pladsen godt fyldt op, så vi kørte et par omgange indtil der var nogen der kørte så vi kunne parkere.
At komme ned til Ryokyu Canyon var faktisk rigtig nemt. Der er en sti der føre ned til området og det tog ikke ret meget mere end 10-15 minutter så kunne vi høre vandfaldet derfra. Når man følger stien ned kommer man til en slags udkigspost. Herfra har man 2 muligheder. Man kan gå helt ned i kløften og ud på nogen sten i vandet eller man kan gå hen af bjergsiden og ud på en bro. Der er 2 broer og vil man ned på broen længest væk er der cirka 1 km derned. Der er ikke de store forhindringer derned og vi kunne gå derned på cirka 20 minutter. Man har en helt fantastisk udsigt fra begge broer. Selve kløften er omkring 3 km lang og langt størstedelen af dem der kommer her besøger stedet fra disse 2 broer. Man kan ikke hike nede i selve kløften da det jo er en flod, men der er forskellige stier man kan følge rundt omkring og på begge sider af kløften. Man skal dog være meget opmærksom på at der er bjørne i området, vi så flere skilte der advaret om at gå væk fra de afmærket stier p.g.a bjørne.
Vi var der i et par timer for det var simpelthen så flot. Det er sådan et sted hvor store tanker tænkes og den smukkeste poesi bliver skabt. Jeg kunne have stået i timevis på broerne og bare kigge ud over bjergene og lytte til det brusende vand nedenunder.
Men eftersom vi nu var kommet hele vejen op til Tochigi ville det jo være rart at se nogen flere steder så vi kørte vidre op i bjergene af den mest sceneriske vej jeg nogen sinde har oplevet. På hver side af vejen var røde, gule og orange træer der var så store at de mange steder dannede tuneller. Vi stoppede dog også flere steder hvor vi kunne komme til det for bare at gå ud og nyde udsigten. Jeg tror det er første gang jeg ikke nåede at blive køresyg i bjergene fordi vi stoppede flere gange, men også fordi folk kørte langsomt så de kunne nå at opleve det hele. Desuden parkerede folk i vejsiden og gik rundt på vejen for at nyde udsigten og træerne. For mig var det rigtig dejligt at vi kunne køre op og ned uden at jeg nærmest var grøn i hovedet og svimmel.
Efter vi var kommet over bjergpasset var vi kommet til en by der hedder Shiobara. Her er en stor hængebro over en sø hvor man kan gå ud.
Vi skulle selvfølgedig også nu på hængebroen men puha da hvor den gyngede. I Danmark bliver jeg ofte spurgt om hvordan et jordskælv føles og det er faktisk rigtig svært at forklare, men nu har jeg fundet en passende beskrivelse der nok er lettere at relatere til. Man skal bare gå ud på en hængebro sammen med 100 andre mennesker der går i hver sin retning så ved man hvordan et jordskælv føles. I det mindste var der en rigtig flot udsigt over søen og med bjergene i baggrunden klædt i gyldne farver, så det var nu det hele værd alligevel.
Vi afsluttede dagen med en tur i onsen ( japansk spa ) som det jo nærmest hører sig til når man nu er i bjergene og varmekilderne løber lige under jords overflade. Og derefter var der 4-5 timers kørsel hjem igen. Det var dog heldigvis ikke så slemt da det værste af aftenmylder trafikken allerede var overstået da vi nåede ned til Tokyo, men vi kom dog ikke lige så hurtig igennem som vi gjorde om morgen. men hvad gør det når man er i godt selvskab og der er god musik i radioen.
Men her er lidt billedespam fra Tochigi, det var ret svært at begrænse billede udvalget for jeg fik taget rigtig mange billeder den dag. Og en lille video fra Ryokyu Canyon med vandfald blev det da også til.
