Translate

tirsdag den 28. oktober 2014

Tanker om at bo i Japan - at lære et nyt sprog.



Helt klart en af de største udfordringer ved at flytte til et nyt land er at skulle lære sproget. Selv om jeg nu har boet herude i snart 4 år har jeg på ingen måde mestrede det japanske sprog. Selvføldig forstår jeg mere end da jeg lige var flyttede herud, men jeg lever stadig i et samfund hvor jeg har meget svært ved at forstå hvad folk rundt omkring mig snakker om. Selv om jeg har vendet mig til det er det stadig frustrende at jeg ikke kan spørge i supermarket om de har en bestemt vare eller forstå hvad der bliver sagt i højtalerne på togstationen, er toget forsinket eller er der sket en ulykke så al kørsel er stoppet og evt. hvor længe er toget stoppet.
I Japan er der ikke noget krav til at udlændinge skal kunne sproget. Der findes sprog skoler, men de koster gerne 3000 til 5000 kr om mdr. at gå på og de bliver mest benyttet af folk hvor deres firma betaler for dem. Det kan hurtig blive en meget dyr omgang. Så findes der små frivillige skoler hvor hvor man ofte giver et lille beløb hver gang man deltager eller giver et større beløb for en bestemt periode. Jeg har prøvet flere af de her små frivillige skoler. Det er meget begrænset hvad man lære. Mange af lærene er pensioneret japansk lærer som er vandt til at undervise japanere men aldrig har undervist udlændinge som ikke er vokset op med sproget og måske ikke har haft noget med sproget at gøre inden de kom til Japan. Mange af dem der kommer til de her klasser er ofte andre asiater som kinesere eller koreanere. Specielt kinesere har den fordel at de i forvejen forstå kanji og talemæssigt minder japansk og koreansk om hinanden. Og så sidder jeg der alene som europære og har aldrig haft med sproget at gøre før jeg kom til Japan, så inden vi overhovedet starter selv om det er et begynder hold er jeg allerede langt bag ud for jeg er ikke vandt til at høre asiatiske sprog. Jeg har engang gået på et hold hvor der var 2 kinesere, 1 taiwaneser og 1 koreaner. Når der var noget vi ikke forstod forklaret læren det bare ved hjælp af kanji tegn fordi så forstod de andre undtagen mig, men jeg kunne så ikke få en forklaring på engelsk. Det kunne virkelig i den grad pisse mig totalt af for jeg er nok den der har mest brug for hjælp med den der blev ignoreret mest. Jeg har også haft en lære der har fået mig til at tude i bare frustration. I Japan går de meget op i at man bare kan tingene udenad. Hvis man kan ramse en masse op man har læse i lærebøger så er man rigtig dygtig, men man vil aldrig blive spurgt om man har forstået det man har ramset op. Der har jeg det sån at man er da nødt til at forstå hvad man ramser op for at kunne bruge det korrekt. Jeg følte virkelig ham her læren havde et horn i siden på mig for han kunne vist ikke forstå hvorfor jeg ikke bare kunne ramse en masse verber op i alle mulige gradbøjninger så vi kunne gå vidre til næste ramse. En dag fik jeg simpelthen bare nok og jeg kom ikke tilbage til den skole. Efter den episode gik der næsten 1 år hvor jeg ikke gad at lære det japanske sprog af ren og skær frustration og irritation over hvor dårlig undervisningen er tilrettelagt. Den måde de underviser udlændinge på i japansk giver også en meget klar indikation af hvorfor så mange japanere ikke har nogen forståelse for engelsk. Størstedelen af japanerne opfatter ikke engelsk som en måde at kommunikere med andre på, men som en karriere mulighed.
Selv voksne mennesker synes det er morsomt at sige Hello til en udlændinge hvorefter de griner og fniser fordi mere kan de højst sandsynligt ikke og hvis man så begynder at snakke til dem skynder de sig væk for at undgå at havne i en pinlig situation. Gud fader bevar mig vel tænker jeg virkelig mange gange. Jeg har selv være udsat for det mere end 1 gang og jeg kan slet ikke sætte ord på hvor dumme og åndsvage jeg synes de er. Heldigvis er det ikke noget der sker hver dag.
I sommers var jeg hjemme i Danmark men efter jeg kom tilbage til Japan havde jeg så småt fået lyst til at begynde at læse japansk igen. Min mand har købt nogle nye læreboger til mig som vi havde fået anbefalet af flere amerikanere og de er faktisk ret så gode. Min undervisning foregår nu på den måde at jeg er selvstuderende og sidder alene her hjemme og læser når jeg har tid og overskud til det. Det foregår i mit eget tempo. Nogle ting bruger jeg meget tid på at lære eks. at kunne sig hvad klokken er og andre ting har jeg måske ikke brug for at bruge så meget tid på. Jeg skriver og læser meget fordi det er det der virker bedst for mig og når min mand så kommer hjem fra arbejde retter han det jeg har skrevet og hvis jeg har nogen spørgsmål snakker vi om det. Jeg er også begyndt at læse kanji, så skriver jeg 1 hel side kun med det tegn og derefter forsøger jeg at lave sætninger på japansk hvor det ord/tegn indgår og derefter skal jeg helst kun bruge kanji tegnet for det ord, en meget lang proces skal jeg lige hils og fortælle.
At lære et nyt sprog er noget der tager meget lang tid. Nogen sprog er nemmere at lære end andre, men det kommer også an på hvad for et sprog der er ens modermål. Det har ofte betydning for hvilken andre sprog man har nemt eller svært ved at lære. Et sprog som japansk er svært for en som mig at lære af flere grunde. Ordstillingen er omvendt end den er på dansk eller engelsk. De går meget op i grammatik, noget som ikke er min stærke side. Nogen gange kan det også være svært at lære et sprog hvis man ikke kender noget til landets kultur eller historie. I japansk sprog har de mange grader af høflighed og det giver en masse ord som kan være svære at oversætte og forstå betydning af, af den simple grund at de ikke eksistere i andre sprog. Tag eks et ord som Itadakimasu ( いただきます ). Det er er ord japanerne siger hver gang inden de begynder at spise noget. Man ser det ofte oversat med Tak for den mad vi nu skal spise fordi mange udlændinge fejlagtigt forbinder det med det der svare til bordbøn. Men det er faktisk ikke korrekt har jeg fundet ud af. For nogen dage siden spiste jeg frokost med nogle japanske damer ( som heldigvis kan forstå engelsk ) og inden vi begynder at spise sige vi mig inklusiv Itadakimasu som noget af det mest naturlige der er. 1 af dem spørger så om jeg forstår betydningen af ordet og hvorfor de siger det. Jeg svare så med oversættelsen jeg har lært; tak for den mad vi nu skal spise. Hvortil hun svare at på en måde er det rigtigt men ikke helt, for hvem er det du siger tak til. Når man beder bordbøn er takken henvendt til Gud, men det er slet ikke det der hentydes til her. Det der er i Itadakimasu hentydes til at sjælen på det dyr der har leveret det kød man evt. spiser eller den jord der har leveret grøntsager eller andre afgrøder man spiser, fordi som buddhist tror man på at alt har en sjæl. Det er den sjæl man siger tak til fordi man nu spiser den. Jeg tænkte en del over det og jeg kan godt se det giver en hel del mere mening i forhold til buddhisme som er den tankegang japanerne ser tingene ud fra. Tak for den mad vi nu skal spise er oversat efter et kristen synspunkt og har i den forbindelse en anden betydning. Så nogen gange kan det også være svært at oversætte og forstå et sprog korrekt hvis man ikke forstår landets kultur og tankegang.
Det kræver meget selvdeciplin at sætte sig ned og være selvstuderende og ikke bare sige "nej jeg venter til i morgen". Man er nødt til at finde en rythme og et tempo der gør at man rent faktisk lære noget. Nogen gange kan jeg sidde ned og skrive og læse 3-4 timer og andre dage læser jeg slet ikke noget fordi jeg går og repitere ord og sætninger inde i hovedet i håb om de bliver der og så kan der gå et par dage inden jeg er klar til at fylde mere på og så kan jeg sætte mig ned igen og tage en omgang. Indtil nu fungere det ret godt og jeg føler at jeg faktisk får noget ud af det. Jeg skifter ofte mellem at sidde og læse og oversætte og skrive kanji. Andre gange går jeg lidt tilbage for lige at repitere inden jeg igen fortsætter fra hvor jeg kom til. Jeg vil stadig gerne lære at tale og forstå japansk, men jeg må også erkende at det er et meget langvarigt projekt. Jeg har fået en hel anden synsvinkel på folk der kommer til Danmark og skal forsøge at lære det danske sprog. Man høre ofte folk sig at hvis de vil være her kan de da i det mindste lære sproget. Det er så mange gange nemmere sagt end gjort hvis man ikke kan få venner man kan tale det nye sprog med og øve sig på. Mange flygtninge og udlændinge der kommer til Danmark kender ofte ingen i Danmark og ærlig talt så er danskere jo ikke det mest velkommende folkefærd over for fremmede. Det gør processen i at lære et nyt sprog så mange gange pisse sværer. Så næste gang en fremmede forsøger at tale til dig og det måske ikke er perfekt så giv lige vedkommende en extra chance for du har ingen anelse om hvor meget personen har kæmpet for at nå et niveau der er nogen lunde forståligt.
Hvornår har du selv sidst forsøgt at lære et nyt sprog?? og kan du huske hvor svært det rent faktisk var??. Hvor lang tid gik der inden noget af det begyndte at give mening??
Det er ikke lige nemt at lære et nyt sprog, men det kan lade sig gøre med tid og tålmodighed. Ikke kun fra ens egen side men også fra ens omgivelser.

lørdag den 25. oktober 2014

Efterårs suppe med græskar.


Det er blevet koldt her i Japan, især om morgen og aften. Om dagen kan man stadig godt gå i kortærmet, men så snart solen er gået ned bliver det hurtigt koldt. Jeg kan godt lide supper når det er koldt. Jeg synes de varmer så dejligt og så kan man lave en stor portion så man har til dagen efter.
Jeg har været ved at ekspermentere med nogle opskrifter jeg har fundet og så har jeg tilpasset den ud fra de råvarer jeg kan få her i Japan. I orginal opskriften skal man bruge grønkål men det kan man ikke få frisk her i Japan så jeg har skiftet det ud med spinat. Den græskar jeg har brugt er den der i Danmark sælges under navnet Hokkaido græskar.


Efterårs suppe med græskar.

500 g tørrede hvide bønner der har stået i blød natten over.
1 stort løg
4 fed hvidløg
4 dl vand
4 tsk røget paprika
2 tsk tørrede oregano
1 1/2 tsk spidskommen
500 g græskar skåret i mindre stykker
1 rød peberfrugt i skiver
1 ds hakket tomater
1 bdt spinat ( eller grønkål hvis du kan få det )

Hæld koldt vand over bønnerne og lad dem stå natten over.

Skær løget fint. Svits dem sammen med knust hvidløg til de bliver gyldne i en gryde. Tilsæt vand, krydderier, bønner, peberfrugt, græskar og tomater. Lad det hele simre til bønnerne er kogte og græskaren er kogt ud, cirka 1 time. Lige inden servering tilsættes spinat, varm det igennem så spinaten falder sammen. Smag til med peber og evt salt hvis du bruger det.

Når græskar koger ud jævner den supper så den bliver lidt tykkere. Jeg kan godt lide at supper er lidt fyldige, men vild du have den tyndere tilsættes bare mere vand. Lad dog værd med at tilsætte det hele fra starten men prøv dig frem så den ikke ender med at blive alt for tynd. Det er jo altid lidt nemmere at tilsætte lidt af gangen end at tage noget fra hvis det først er gået galt.
Der kommer med garenti en hel del flere opskrifter på supper i løbet af efteråret og vinteren da det er noget jeg spiser rigtig meget.

Har du en ynglings suppe du bare ikke kan få nok af når det begynder at blive koldt ??

lørdag den 18. oktober 2014

Hitachi Seaside Park.


Så kom vi endelig afsted til Hitachi Seaside Park for at se kochia. Det var egentlig meningen at vi ville have været afsted allerede i onsdags i sidste uge. Men da vi tjekkede deres hjemme side om morgen kunne vi se at de var ikke særlig meget røde, men mest grønne. Og jeg kender mig selv nok til at jeg ville blive noget så frygtelig skuffet hvis de ikke var røde endnu når vi kom. Det er trods alt en køretur på 3 timer for at nå til parken. Det skulle vise sig at være en rigtig god ide at vi ventede for da vi så besøgte parken i torsdags var de blevet røde, men stadig ikke begyndt at visne. Så jeg var rigtig glad og som det se på billederne var de jo meget røde.

                                     

 Hitachi Seaside Park er en stats ejet park som ligger i Ibaraki. Det er en køretur på cirka 3 timer fra hvor vi bor i Yokohama. Så vi var tidligt oppe da vi havde bestemt at køre ved 7 tiden så vi kunne være der lige efter de åbnede så vi undgik masserne mest muligt. Det er en rimelig stor park og vi var der i næsten 3 1/2 time så vi undgik ikke masserne helt alligevel. Hvert år bliver der plantet cirke 2000 kochia planter der vokser sig store gennem sommeren og når efteråret så kommer bliver de ild rød. Det er et meget stort trækplaster for parken og folk kommer langvejs fra for at se de ildrøde kochia. De er plantet på nogle bakker sammen med en masse cosmos blomster i røde, pink og hvide farver.

 Jeg har forsøgt via Wikipedia at finde ud af hvad de hedder på dansk, men der findes ikke en dansk oversættelse. På latin hedder de Bassia Scoparia og de har mange forskellige navne så som Burningbush, summer cypress, Mexican firebush / Mexican fireweed og så selvføldig kochia. Jeg tror godt de fleste rent faktisk ved hvad det er. Når man ser de gamle cowboy film og der er sandstorm ser man ofte de her tørrede gras der kommer rullende, det er dem.




 Cosmos er en meget populær blomst i Japan og den forbindes med sensommeren eller det tidlige efterår. De findes i et væld af farver og man ser dem oftes på store marker hvor de er blandet i røde, pink, hvide, gule, orange og mørke røde. Det er et ret så imponerende syn.



En anden blomst er forbindes med efteråret i Japan er pampas græs. De bruges i dekorationer i starten af oktober når den første fuldmåne kommer. Så laver man små altere med riskager og pampas for at bude efteråret velkommen. Det er første gang jeg har set dem så store. De var højre end jeg er. De er urtrolig bløde at røre ved og de vejer overhovedet ingenting.





Japanerne fejre egentlig ikke Halloween. Jeg tror de har det lidt ligesom danskerne hvad det angår, de fejre det ikke men de kan godt lide at pynte med græskar og andre efterårs blomster og bær. Lige for tiden er butikkerne overfyldt med alle mulige Halloween ting, men jeg tror det er mest for børn. Man ser slet ikke at der er pyntet op udenfor hos private mennesker, det er mest offentlige steder som parker og butikker.
Efter vi havde været i parken kørte vi ind til byen hvor vi fandt et sted at spise og derefter kørte vi mod Chiba hvor der ligger et stort shopping center hvor de har en Søsterne Grene. Jeg har længe gerne ville se stedet men da det er lidt langt fra hvor vi bor er det noget der næsten kræver en heldags tur, men fordi det lå på hjemvejen besluttede vi at køre forbi. Jeg var lidt skuffede, butikken var slet ikke så stor som jeg havde forventede og de har ingen snacks, te eller marmelade. Men det var faktisk et godt shopping center og det siger meget når det kommer fra mig for jeg kan normalt ikke lide shopping centere og at shoppe, så at vi gik rundt i næsten 2 timer er ret store ting for mit vedkommende og det er ikke inklusiv tiden vi brugte på at spise aftensmad.
Men alt i alt havde vi en rigtig hyggelig dag med rigtig godt efterårs vejr.

mandag den 13. oktober 2014

Hiking tur fra Daiyuzan Saijoji.

I onsdags havde min mand en extra fridag og da vejret var rigtig godt skulle dagen selvføldig tilbringes udendørs. Den orginale plan var at vi ville køre til Ibaraki og Hitachi Seaside Park for at se nogle buske som bliver røde om efteråret. De har omkring 2000 buske og de dækker en masse bakker. Men da vi kiggede på deres hjemmeside fandt vi ud af at de stadig var mest grønne og kun lige begyndt at skifte farve så vi blev enig om at vente en uge og håbe på at de overlever tyfonen som er på vej. Vi besluttede i steder at tage ned til Odawara hvor der ligger et tempel der hedder Daiyuzan Saijoji og som også har en hiking sti der føre op i bjergene bag ved templet.


Daiyuzan er et af de største templer inden for Soto grenen af buddhisme. Jeg blev da også noget overrasket over hvor stort templet egentligt var. Der ligger en masse oppe bag ved hvis man bevæger sig væk fra den store plads man kommer ind til når man ankommer. Templet er omringet af skov bestående ad cedertræer. Det siges at der er op til 20.000 træer og mange af dem er op til 500 år gammel. Selve templet kan dateres tilbage til 1394.


Når man går over den store plads foran templet og gennem porten kommer man ud til en stenbro hvor hiking stien begynder. Så vel uviden om hvad der var i vente begyndt vi vores hike. Eftersom det ikke var vores originala plan for dagen havde vi ikke undersøgt så meget om området hvad vi ellers normalt gør for være sikker på hvad og hvor meget hiking udstyr vi skal medbringe. Og det kom vi til at betale hårdt for.Havde vi nu undersøgt hvor langt der var til toppen ville vi vide der var omkring 12 km der bare gik opaf og opaf og at bjerget har en højde af 1169 meter. Hiking ruter indeles i 3 kategorier. Nem, middel og svær. Denne her var under kategorien svær og kræver at man har noget erfarring.

 Starten af ruten er fyldt med sten og rødder fra træerne og man skal virkelig se efter hvor man sætter foden for hvis man glider og får foden i klemme mellem rødderne kan man jo nemt ende med en brækkede fod midt ud i skoven. Men vi fortsatte og stigen blev smallere og smallere og på et tidspunkt var den så smal at det nærmest var som at gå gemmem buske. Men heldigvis blev stigen breddere igen efter vi havde passeret en asfalteret vej. Efter et stykke tid begyndte der at komme større sten på stigen som man var nødt til at klatre/kravle over. Det havde vi ikke lige regnet med for hverken min mand eller mig har klatret før. Men heldigvis var det ikke så slemt og det var ikke noget man som nybegynder i klatring ikke kunne komme op over.


 Eftersom vi startede vores hike ved 10.30 tiden og da vi omkring 13.00 tiden stadig ikke havde nået toppen kunne vi godt se at tiden måske ville begynde at blive et problem fordi vi skulle være nede ved vores bil inden kl. 17.00 ellers ville den blive låst inde på parkerings pladsen. Eftersom vi ikke vidste hvor langt der stadig var til toppen valgte vi omkring kl 14.00 at begynde at gå tilbage så vi også havde lidt mere tid til at kigge omkring i templet nu vi var kommet hele vejen her over. Så vi nåede simpelthen ikke toppen, hvilket jeg var meget skuffet over.
På et tidspunkt snakkede vi med en anden hiker vi mødte og vi spurgte hende angående tider på nogen af de skilte der er undervejs og hun sagde at de var hele hen i vejret og hun kendte ikke nogen der var i stand til at gå på tiderne på skiltene eller under. Hun havde hiket i mange år og selv hun var ikke i stand til det. Hun brugte 30 til 60 minutter længere end angivet på skiltene og det krævede at man ikke holdt pauser undervejs. Så som relativ nybegynder skulle vi ikke have det dårlig over ikke at have nået toppen. Det er en stig der kræver lidt erfarring.

 Der var et skilt at man sagtens kunne drikke vandet. Mange hikere fylder deres vandflasker med kildevand fra bjergene så de undgår at skulle have en masse tunge flasker med når de begynder.


 På et tidspunkt kom vi til et udkigs sted hvor man i godt vejr kunne se helt til Yokohama. Men det var overskyet så det kunne vi ikke, men udsigten var stadig fantastisk.


 Som sagt nåede vi ikke toppen. Jeg vil helt klart tilbage en dag så vi kan nå den skide top. Men vi skal hvert fald starte noget tidliger end 10.30. Havde vi startede 2 til 3 timer tidligere er jeg ret sikke på vi havde nået det. Når man hiker og man stadig er nybegynder er det vigtig at lytte til kroppen og finde et tempo der er passende for ens kondition. Derfor skal man ikke hænge sig så meget i tider på skilte eller andres tider. De har måske hiket i mange år og har meget mere erfarring. Du skal disponere over dine krafter og energi for man skal huske på at man også skal ned. Det kan godt være det går hurtigere med at komme ned end det gør at komme op, men det kan være lige så krævende og svært. Jeg synes man har nemmere ved at glide og falde på vejen ned end på vejen op. Jeg gled da også selv flere gange på vejen ned men ikke på vejen op. Jeg kunne virkelig godt have brugt nogle vandrestave på denne tur. Men det ved jeg så til næste gang. Jeg skal så lige have købt nogen først.



Da vi kom ned til templet igen gik vi rundt og kiggede. Det er virkelig et flot og fredsfyldt sted. Det er også lidt mystik over stedet idet det ligger inde i skoven og man ikke ved hvad der gemmer sig rundt om hjørnet og bag ved træerne. Der var vandfald og enormt mange statuer og tenguer som er en slagt mytisk figur med en lang næse og som i Japan forbindes med overtro. Desuden var der rigtig mange geta i alle mulig størrelser, fra kæmpe store til mini mini små. Getaer er japanske sandaler som oftes bruges af munke og geishaer. Førhen var de hverdags sko for alle men idag bruges de mest ved specielle lejligheder. De er lavet af træ og larmer ret meget når man går i dem. Desuden kan de være ret svære at holde balancen i.


Da vi kom hjem og begyndte at undersøge ruten nærmere og fik regnet på hvor langt vi sån cirka var kommet fandt vi ud af at vi nåede omkring 1030 meter inden vi begyndte at gå tilbage. Det er det højeste vi nogensinde er nået siden vi begyndte at hike, så det var et lille plaster på såret over ikke at have nået toppen. 
Men vi havde nu alligevel en rigtig god tur og vi fik prøvet grænser af. 
Vil jeg tage turen igen?? helt bestemt, men jeg vil så nok bare vælge at starte meget tidligere så vi har den tid vi skal bruge for at nå toppen. Jeg vil ikke anbefale turen til nogen der aldrig har prøvet at hike før. Det er den ganske enkelt for krævende til. Det kan godt være det lyder overkommeligt fordi det kun er 1169 meter, men selve ruten er omkring 12 km og det går bare op af og op af. Der findes bjerge der er højere men som ligger i kategorien nem eller middel. Så det er helt klart en fordel at undersøge rute og forhold inden man begiver sig afsted.
De næste par dage var der ingen af os der lavede ret meget. Der gik 3 dag inden jeg kunne sætte mig ned i sofaen eller på en stol uden at føle at mine lår var ved at revne. Men jeg har siden været ude at gå nogle ture bare i noget fladere omgivelser så jeg kan være klar til næste tur.

Tyfonen Vongfong.

Den ene tyfon afløser den anden, sån virker det lidt lige for tiden. Sidste weekend var det tyfonen Phanfone og denne weekend er det tyfonen Vongfong der hærger over Japan. I øjeblikket ligger tyfonen nede ved Okinawa og Kyushu og det forventes at den når herop til Yokohama i løbet af natten og tirsdag. Det ser ud som om den bliver svagere, men den er stadig kraftigere end den vi havde sidste weekend. Sidste weekends tyfon skabte flere jordskred her i Yokohama b.la. ramte det et tempel hvor en munk blev fanget da dele af templet styrtet sammen.
En 16 årig dreng blev fanget af en bølge og druknede. Han var sammen med nogle kammerater ude for at løbetræne og da de løb nede ved vandet gik det galt.
Mange skoler havde lukket sidste mandag p.g.a tyfonen. I Japan har de fleste skoler aktiviteter efter normal skoletid så som atletikhold og andre fritids klubber. Drengen kom fra skolens atletik hold. Efter afhøringer af hans kammerater viste det sig at løbetræningen bare var en undskyldning for at komme ud. Hvad de rigtig lavede var at se hvem der kunne komme tættest på bølgerne og hurtigst væk inden der skete noget.
Jeg har virkelig ondt af det på forældernes vegne, men på den anden side hvis man ikke kan blive indendørs under en tyfon og ligefremt går ned til vandet så har man virkelig også selv bedt om det. Vi bor tæt ved havet og jeg holder meget af at gå ture nede ved vandet men jeg havde overhovedet ingen lyst til at gå ned og tjekke om bølgerne nu også var op til de 10 meter som vejrudsigten havde sagt de ville blive i nogen områder. Sådan som det blæste kunne jeg godt regne ud at det var de højst sandsynlig nok uden at gå ned og se efter ved selvsyn.
 Vangfong set fra rummet, billeder er fra NASA.



 Selv om der er tyfon og regnen pisker ned skal folk absolut ud. Jeg lære aldrig hele at forstå hvorfor folk skal ud i en tyfon og da slet ikke når det er aller værst. Endnu mindre forstår jeg at folk tror de kan styre en paraply. Dagen efter en tyfon kan man på gader og stræder finde tons vis af ødelagte og forblæste paraplyer. De fleste skoler har lukket og mange virksomheder lader deres ansatte møde senere eller tage fri for det er meget begrænset hvad der kan køre af offentlig transport under en tyfon, så folk kan jo ikke komme frem alligevel. Jeg foretrækker selv at blive indendørs under en tyfon og skulle jeg have nogle aftaler eller elever den dag har de højest sandsynligt selv aflyst inden jeg når at gøre det.


Jeg er ved at være lidt træt af tyfoner. Nu synes jeg vi har haft nok for i år, men desværre er menneskene jo ikke herre over vejret. Der har været så mange ulykker og natur katestrofer i Japan i år at nu synes jeg virkelig godt at resten af året kan foregå uden flere ulykker.

mandag den 6. oktober 2014

4 års fødselsdag.

 Bloggen har idag den 6 oktober 4 års fødselsdag.

Det er nu 4 år siden jeg begyndte at gøre mig klar til at forlade Danmark 
og flytte over på den anden side til Japan.


Hold da op som tiden går, det er helt vildt. Jeg har de sidste par dage siddet og redigeret en hel del på bloggen og i den forbindelse kom jeg til at se at den aller første blogpost er skrevet idag ( 6. oktober ) for 4 år siden.
Jeg synes det er helt vildt det allerede er 4 år siden at jeg fortalte omverden at jeg havde valgt at flytte til Japan. Nogen synes det var fedt at jeg kastede mig ud i det og andre synes at det var en rigtig dårlig ide og det ville jeg fortryde.
Jeg har brugt de sidste par dag til at sidde og redigere en del på bloggen. Det jeg har lavet er at stort set alle indlægene er blevet lagt i en kategori. Kategorien står lige under hvert indlæg og hvis man klikker på det kommer alle indlæg i samme kategori frem. 
Eks. hvis du klikker på "mad" eller "katestrofer i Japan" kommer alle indlæg der har med mad eller katestrofter i Japan frem og alle de andre indlæg bliver sorteret fra.
Nu skal det ikke være nogen hemlighed at jeg ikke er en computernørd. Jeg ville gerne have lavet sån en bjælke oppe for oven lige under navnet Dagbog fra Japan hvor man kan klikke sig ind på de forskellige kategorier uden at skulle finde et indlæg med den ønskede kategori først, men det kan jeg simpelt hen bare ikke finde ud af gøre.
Desuden har jeg slettet en del indlæg fordi den video der var pointen i hele indlæget er forsvundet. Min mand sagde det nok var fordi den var blevet fjernet fra Youtube af en eller anden grund. 
Der ud over har jeg rettet i flere indlæg. Jeg har ikke tilføjet ny tekst nogen steder, men nogle af indlægene med billeder var der så stor mellemrum mellem billederne at billederne i sig selv var svære at finde. De skulle nu alle stå pænt under hinanden, så der ikke er en masse tom plads mellem hvert billede.

Det har været rigtig sjovt at sidde og kigge alle indlægene igennem. Hvor har jeg dog været meget igennem af både gode og dårlige ting. Jordskælv, tyfoner og oversvømmelser som nogle af de dårlige. Alle de ture vi har været på både i Japan men også i udlandet og alle de mennesker jeg har mødt har trods de dårlig oplevelser gjort at det har været det hele værd.

For 4 år siden startede jeg  med at realisere en drøm jeg havde haft stort set siden jeg forlod folkeskolen for snart 20 år siden. At bo i udlandet og at opleve verden. Jeg havde jo nok mest forestillet mig at det skulle være et engelsk eller fransk talende land jeg skulle ende i. Men det endte med at blive et land på den anden side af jorden med et sprog jeg ikke forstår. Sådan er det med drømme og at give efter for en drøm, man ved aldrig hvor man ender.
Jeg har ofte tænkt på det med drømme. De fleste mennesker har en drøm, men hvorfor er det så svært at realisere dem. Lad det være sagt med det samme, det er hårdt arbejde at realisere sine drømme, men hvis det virkelig er det man vil så gør det og se hele forløbet som en læreproces.
Når jeg sidder og tænker tilbage på alt papirarbejdet med at søge visa og opholdstilladelse og hente de rigtige papire de rigtige steder og få de rigtige stempler og underskrifter så kan det godt virke meget uoverskueligt. Og det at skulle opsige lejlighed og job og finde ud af hvad skal man have med til sit nye land og hvad skal man gøre med resten, så er det en stor mundfuld. Jeg gjore det meste alene fordi min mand jo allerede var flyttet til Japan for at finde det der skulle blive vores hjem når jeg kom og for at finde arbejde så han kunne forsørge mig for kunne han ikke forsørge mig kunne jeg jo ikke få opholdstilladelse.
Men det er jo slet ikke så slemt som det lyder. De mennesker der ordner papirene har jo med det at gøre dagligt og ved lige præcis hvor du skal gå hen og i hvilken rækkefølge for at få det der skal bruges. Så det hele ordner jo næsten sig selv. Så når jeg sidder og tænker tilbage var det faktisk slet ikke så uoverskueligt som det måske kan virke.
Så til jer der sidder derude med en drøm, men synes det virker uoverskueligt at komme fra A til B og det derfor aldrig bliver andet end en drøm kan jeg kun sig en ting og det er Kast jer ud i det. Der er masser af folk man kan spørge til råds. Når man har gennemført det og man kommer ud på den anden side vil man ofte opleve at det slet ikke var så uoverskueligt som man selv gjore det til. Og desuden er det så absolut det hele værd.

Til december har jeg boet i Japan i 4 år og vi har lige søgt om at få mit visa forlænget med 5 år, så forhåblig kan jeg blive ved med at udleve drømme om at bo i udlandet.
Jeg drømmer stadig om at opleve verden. Jeg har efterhånden været mange steder, men der er også mange steder jeg ikke har set endnu og som jeg gerne vil opleve. Cambodia og Ankor Wat står øverst på listen over drømme rejse mål sammen med stort set resten af verden. Lige nu har vi ingen planer om at skulle ud at rejse. Men man ved jo aldrig om der lige pludselig er så godt et tilbud man bare ikke kan sige nej til.

Jeg vil gerne sige tak til alle der læser med på bloggen og som gør at jeg gidder at blive ved med at skrive. Bloggen er blevet en stor del af mit liv og jeg nyder at dele mine oplevelser og erfarringer som udenlands dansker med dem der nu engang læser med.

Jeg har nu fortalt lidt om mine drømme og det kunne være spændende at høre hvad du drømmer om og havd du gør for at realisere den eller hvad der evt. holder dig tilbage????
Skriv endelig en kommentar, det vil jeg kun blive glad for. Også ved andre indlæg.

lørdag den 4. oktober 2014

Tyfonen Phanfon.

All Tropical Cyclones

Så er den gal igen. Denne gang i form af en tyfon der når den rammer Japan søndag og mandag kan opnå status af supertyfon.
Idag har vi ikke mærket noget til det og vejret har da også været fint. Det eneste som jeg lå mærke til var anderledes var da jeg var nede i vores lokale supermarkede hvor de havde sat et skilt op med at folk skulle købe ekstra ind af brød, vand, batterier og hvad man nu ellers lige kunne få brug for hvis strømmen nu skulle gå ud. Men som jeg gik rundt nede i supermarkedet og kiggede efter det jeg selv skulle have og hvad andre købte virkede det ikke til at folk havde særlig meget travlt med at købe en masse ekstra. Jeg tror ganske enkelt folk er så vandt til at en tyfon kommer forbi og de tager det nu meget stille og roligt.
De snakker meget om det på tv p.g.a vulkanen Ontake der idag for en uge siden gik i udbrud. Der er stadig savnede på bjerget som ikke er fundet endnu og med de enorme mængder regn tyfonen medbringer er det et kapløb med tiden hvis man skal gøre sig håb om at finde dem. Folk der bor i området omkring Ontake er ved at forberede sig på at blive evakueret i løbet af i morgen for de kan ikke være der når tyfonen kommer fordi det vil skabe massive jordskred p.g.a alt det løse jord og aske der ligger på bjerget. Desuden bliver folk der bo i nærheden af skråninger eller bjerge evakueret inden det for alvor går løs. Man har lært af katestrofen i Hiroshima i august.
Som prognoserne ser ud lige nu forventes det at tyfonen vil være på sit værste mandag morgen og frem til middag omkring Tokyo, så der er nok mange der vælger at tage en fridag og blive hjemme under dynen indtil det er over. Det ville jeg hvert fald selv gøre.
Men nu må vi se hvor meget den tager til når den rammer land de første steder i læbet af natten og imorgen. Allerede nu har de kraftig regn og vindstød omkring Okinawa. Der skal hvert fald nok komme en masse om det i nyhedderne.
Personligt tager jeg det nu meget stille og roligt, jeg har efterhånden prøvet det så mange gange før. Men på den anden side så er det første gang jeg skal stifte bekendskab med en der er så kraftig at den opnår status af supertyfon.

[HD]The most beautiful autumnal leaves in the world(Kochia ) 秋のひたち海浜公園の...





Gæt hvad jeg skal på onsdag, hvis det ikke regner og tyfonen er daffede ad igen. Lige nu siger prognoserne at det bliver solskind og 25 grader på onsdag, men med den tyfon der er på vej ved man jo aldrig.

Men hvis vi kommer afsted håber jeg blomsterne/buskene er lige så røde som i denne video, jojo efteråret er for alvor på vej.

onsdag den 1. oktober 2014

Vulkan udbrudet på Ontake.

Som de fleste nok har fundet ud af gik vulkanen Ontake i udbrud i lørdags lige omkring middags tid.
Det skete uden varsel, d.v.s 11 minutter før det skete blev der registreret mindre jordskælv og ændringer i vulkanen men man nåede ikke at gøre så meget før det var for sent og vulkanen begyndte at spytte aske, sten og giftige gasser ud 3 forskellige steder. Ontake er det 2. største vulkan bjerg i Japan, kun Fuji er større. Ontake er et helligt bjerg ligesom Fuji er det. Da det jo skete uden varsel var der mange hikere på bjerget da varsels niveauet for et vulkan udbrud kun var på 1 som er det lavest niveau. Forår og efterår er meget populære sæsoner for hiking i Japan og hiking i sig selv er en meget populær sportsgren fordi der er så mange bjerge i Japan. Der var mange på bjerget da det skete fordi det er over 3000 meter højt og derfor kan man allerede nu begynde at se de skiftende efterårsfarver omkring toppen og fordi det var weekend var der en del flere end på en almindelig hverdag.
De fleste var heldigvis i stand til selv at komme ned, men mange blev også fanget omkring toppen og ved det shrine der ligger nær toppen. Mange søgte tilflugt i de hytter der ligger på bjergsiden mens regnen af sten og aske haglede ned over dem.


Det går meget langsomt med rednings arbejdet fordi niveauet af giftige gasser og aske vulkanen spytter ud er meget højt. Her onsdag aften er dødstallet sat til 47 personer, hvoraf kun 13 er indetificeret med sikkerhed. Mange lig befinder sig stadig på bjerget og de giftige gasser gør det meget svært at bjerge dem og finde dem. Idag har 1000 redningsfolk arbejdet på at bjerge dem man har fundet. Området minder mest af alt om et månelandskab, da det hele er dækket af 15 cm aske der igen gør det svært at finde stiger og kravle rundt på stene. Mange af stene ligger meget løse fordi det er nye sten som vulkanen har spyttet ud og det gør det svært for redningsfolkene at finde fodfæste.


Redningsfolkene ved ikke med sikkerhed hvor mange de leder efter, fordi der er ikke noget system med at når man klatre eller hiker i bjergene så kan man ikke registrere sig nogen steder og fortælle hvilken rute man planligger at følge og hvor man har til hensigt at slutte. Derfor er flere først meldt savnet efter mandag fordi de ikke mødte op på arbejde. Så vi må nok forvente at dødstallet bliver større end de 47 på nuværende tidspunkt.
Der snakkes meget om at der nu skal oprettes en form for system om hvem der færdes i bjergene, især de bjerge der betegnes som aktive vulkaner og der skal være større og bedre overvågning af dem, netop fordi de er så populære mål for hikere.


Mig og min mand hiker selv, men vi har endnu ikke prøvet krafter med de høje tinder, da vi stadig er relativ begyndere og det kræver en god fysik og noget erfarring at tage de høje bjerge. Men jeg vil bestemt ikke udelukke at vi en dag gør det. Til den tid vil jeg da ønske der er en form for registrering ved ruterne så folk ved hvem der befinder sig på bjerget. Min svigerfar er også selv hiker og vi plejer at vide hvornår han er afsted og hvor og min mand plejer at skrive til ham hvor og hvornår vi er afsted, så vi ved at hvis vi lige pludselig ikke høre noget fra hinanden så kan der evt. være noget galt. Så på den måde "registrere " vi os ved hinanden, men der er jo mange der ikke har den mulighed.


 15 cm aske får Ontake til at ligne et månelandskab.


Der findes mange aktive vulkaner i Japan og mange af dem er populære turist områder eller populære som hiking ruter. Jeg har selv gået rundt blandt aktive vulkaner på Hokkaido. Jeg har sågar badet i vand ude midt i en skov der kom direkte fra en vulkan. Lugten fra en vulkan kan bedst beskrives som lugten af råden æg. 
Da vi var i Kumamoto besøgte vi Aso vulkanen som havde et varsels niveau på 2 hvilket er meget normalt for Aso. Mens vi var der gik alarmen igang der betyder at folk skal gå ned i indgangs hallen til parken fordi de giftige gasser er for høje til at man kan være i nærheden. Aso vulkanen er hoved attraktion i Aso National Park og man kan komme så tæt på at man kan stå og kigge ned i et af kraterne hvor dampene kommer op fra, derfor har de den alarm der konstant måler gas niveauet og går i gang når den når et bestemt niveau.
Jeg har altid fundet det facinerende at kunne komme så tæt på naturens mega krafter, men det her udbrud har også fået mig til at tænke ekstra meget over hvor farligt det rent faktisk er og hvor hurtigt det kan gå fra ren idyl til katestrofe.
Jeg vil stadig hike også i bjergene hvor der er vulkaner, men jeg vil nok lave forundersøgelser lidt mere hvis der er aktive vulkaner i nærheden, men ellers er der heldigvis så mange andre steder man kan hike.
Et kort over aktive vulkaner i Japan, det er kun Aso, Kusatsu-Shirase og Kirishima der har et varsels niveau på 2.
Resten ligger for det meste altid omkring 1.
Så er der en vulkan der hedder Sakurajima der konstant er i udbrud. Den ligger nær Kagoshima og har et varsels niveau på 3.
Højeste niveau er 5 og det svare til et alt ødeliggende vulkanudbrud svarende til det i Pompei i Italien.


[4k]曼珠沙華の群生が日本一「巾着田」Lycoris(red spider lily) in Kinchakuda  Discover Nippon





Jeg ville så gerne have oplevet dem i år, men vi nåede det ikke fordi de var i fuld flor 10 dage tidligere end sidste år og det var lige mens vi var over ved min svigermor i Fukui. Men det er jo også godt at have noget at se frem til næste år.

Heldigvis er der så mange andre steder jeg gerne vil besøge her i efteråret, så der kommer nok så mange andre glæder og fantastiske syn.

[4k]KAMAKURA JAPAN 鶴岡八幡宮例大祭(鎌倉市)Tsurugaoka Hachiman-gū Reitaisai (Festiv...





Selv om Japan er er meget moderne land så bliver de gamle traditioner stadig æret og holdt ved lige i stor stil. Det er en af de ting jeg holder mest af ved Japan. De har en helt unik måde at få det nye og det gamle til at gå hånd i hånd uden problemer.