Året der gik - 2019

Om et par dagen kan vi sige farvel og tak til 2019 og sige pænt goddag ikke bare til et nyt år men til et helt nyt årti. 

Som jeg har siddet og set mine billeder igennem fra 2019 har det faktisk været noget af et begivenhedsrigt år både på godt og ondt. Det gode jeg vil huske 2019 for er helt klart vores dejlige tur til Thailand, hvor vi besøgte Chiang Mai og venner i Bangkok. Det dårlige jeg vil huske 2019 for er at jeg fik konstateret diabetes, men jeg er nået langt i at lære at leve med det og det går rigtig godt. 

Kirsebær blomster ved Odawara slot. 

Året startede rigtig langsomt, vi havde begge rigtig meget arbejde så det blev ikke til mange ture. Men da foråret begyndte at indfinde sig og kirsebærblomsterne sprang ud fandt vi dog tid til at tage en tur til Izu og Odawara som er 2 rigtige dejlige steder at opleve kirsebærblomsterne.

Kirsebær tunellen ved Izu-Kogen.

Jeg var så heldig at jeg kunne komme hjem og besøge familien 2 gange i år. Jeg er altid hjemme til jul, men i år var jeg også hjemme i april/maj fordi der var konfirmation i familien og det ville jeg ikke gå glip af. Det var lidt underligt at lande i CPH og der var stadigt lyst udenfor, så jeg rent faktisk kunne se lufthavnen 😄😄😄der plejer jo allerede at være mørkt når jeg kommer hjem til jul i starten af december, så det var lidt en ny oplevelse.

Hirtshals Fyr.

Det var rigtig dejligt at være hjemme i den lyse tid, så jeg udnyttede selvfølgelig tiden til nogle ture, især gåture rundt i det vendsysselske. Jeg er især glad for kysterne så ture til både øst og især vestkysten var på programmet.

Bunker museet med udsigt over Frederikshavn.

Rosenhaven i Yamashita Park med Vandtårnet i baggrunden.

Vel hjemme i Japan igen var det blevet godt varmt. Jeg nødt tiden inden heden og den høje luftfugtighed for alvor satte ind med en masse gåture. Men lige meget hvor meget jeg gik kunne mit hovede ikke falde til ro, jeg følte det som om jeg havde tømmermænd til trods for at jeg aldrig drikker alkohold. Til sidst sagde jeg til min mand at jeg gerne ville tilses af en læge for der var helt klart noget galt. Dagen efter gik vi til lægen som mente jeg havde fået en hjernerystelse, men jeg havde jo ikke slået hovedet eller var faldet på noget tidspunkt, men man kunne sagtens få hjernerystelse alligevel sagde han. Men for at finde ud af hvad vi havde med at gøre måtte vi heller få taget nogle blodprøver. Jeg pointerede at jeg gerne ville have blodprøverne skulle omfatte diabetes fordi det er noget der ligger til min familie. Min mistankt viste sig at holde stik, jeg havde ikke hjernerystelse og den 16 juli fik jeg konstateret diabetes. 

Min verden var lidt i kaos efter det. Jeg skulle til at have medicin, 1 pille hver morgen lige efter morgenmad. Jeg skulle have omlagt min kost, noget jeg ingen hjælp overhovedet fik til det. Jeg fandt selv ud af ved hjælp af Google at low carb/Keto var vejen frem for mange med diabetes 2 og cirka 3 uger efter diagnosen droppede jeg alt hvad der hedder ris, pasta, nudler, brød og kartofler fra min kost. Alt med mange kulhydrater fordi de omdannes til sukker-arter når de bliver fordøjet. Så begyndt der virkelig at ske noget, jeg har nu tabt 23 kg og når jeg kommer hjem til Japan igen i januar er planen jeg skal stoppe med medicin fordi jeg nu kan styre min diabetes med kost og motion. Det har virkelig været noget af en omgang, men min mand har støttet mig fuldt ud i alt omkring kostændringer og det at jeg er blevet lidt af en motionsfreak, der helst skal gå mellem 14 til 16000 skridt hver dag ellers har jeg ikke gjort det godt nok. 

Til Tanabata i Sendai.

Allerede inden jeg fik konstateret diabetes havde vi bestilt en rejse til Thailand i september. Vi var lidt i vildrede med om vi skulle aflyse turen eller om vi skulle tage afsted for hvordan ville det være at rejse med diabetes og endnu vigtigere hvordan ville jeg reagere på maden når jeg ikke selv kunne lave mad. Vi besluttede at slå koldt vand i blodet og snakke med lægen og kun hvis han sagde at det var uforsvarligt på nuværende tidspunkt fordi diagnosen var så ny ville vi aflyse. Heldigvis sagde lægen at der ikke var nogen grund til at aflyse, man kan sagtens tage ud at rejse selv om man har diabetes. Vi besluttede os for at tage på en lille prøvetur til Sendai for at se hvordan jeg reagerede når jeg ikke selv kunne lave mad og vi skulle gå hele dagen. Jeg har i flere år haft et ønske om at opleve Tanabata i Sendai som er den største af sin slags i Japan. Vi var også ude ved Matsushima Bugten som er i top 3 over de mest natur-skønne steder i Japan. 

Det var ulideligt varmt og selv nord på var luftfugtigheden skrækkelig. Det siges ellers at nu længere nord på man kommer nu mindre luftfugtighed, vi var helt klart ikke langt nok nord på til at slip for luftfugtigheden. Men bortset fra det så klarede jeg det rigtig godt og det at tage til Thailand i 1 uge virkede mindre skræmmenden. Havde jeg skulle rejse alene havde jeg helt bestemt udsat det, men min mand er jo med mig og vi har lokale venner i Bangkok der hurtig ville kunne hjælpe hvis der blev noget, så vi bestemte os for at selvfølgelig skulle vi til Thailand. 

Zuiganji tempel i Matsushima. 

Lige siden jeg fik diagnosen har jeg været meget bevidst om at denne sygedom ikke må ødelægge mit liv og sætte en stopper for de ting jeg så gerne vil, så som at rejse og tage på vandre ture. Der har været mange nye ting jeg skulle lære, men jeg er også nået dertil hvor jeg kan gøre de samme ting som jeg kunne før, jeg skal bare tænke over hvad jeg har med i madpakken når jeg vandre, det kan ikke være enerig bare fyldt med kulhydrater, det skal være proteiner og fedt, men når man først kommer ind i det er det ikke det store problem, det er processen at lære det og komme ind i det der kan være en udfordring, men det er det ikke mere. 

Matsushima Bugten. 

Tokyo Kunst museum.

Inden turen til Thailand havde vi dog lige en mere ting vi skulle nå. Hvert år får vi en invitation fra min mands onkel og tante om at komme til onklens kunst udstilling på Tokyo Kunst museum hvor han udstiller hvert år sammen med en masse andre kunstner der udstiller alt fra malerier, fotografier til skulpturer. Det er efterhånden blevet en årlig begivenhed og eftersom vi har et rigtig godt forhold til dem tager vi mere end gerne en tur til Tokyo for at gå på kunst museum. 

Doi Suthep i Chiang Mai, Thailand. 

I slutningen af september var tiden så kommet til vores tur til Thailand. Jeg ville stor lyve hvis jeg sagde jeg ikke var nervøs for jeg var mega nervøs for hvordan det ville være at rejse og være diabetiker. Min diabetes skulle vise sig at være det absolut mindste problem vi løb ind i under hele turen. Vores største problem var faktisk at jeg mistede min telefon på flyet fra Tokyo til Bangkok. Vi skulle flyve kl. 01.00 og jeg ved med sikkerhed at jeg havde telefonen på selve flyet for jeg forsøgte at tage et billede af lufthavnen fra flyet, men fordi det reflekteret for meget fra lyset i kabinen opgav jeg. Nu kan jeg så ikke huske hvad jeg gør, om jeg ligger den i holderen foran mit sæde eller om jeg ligger den i min rygsæk der står på gulvet og den så falder ved siden af uden jeg opdager det, det  er det helt store spørgsmål. Fakta er dog at jeg i Bangkok lufthavn mens vi sidder og venter på flyet til Chiang Mai opdager at min telefon er væk. Vi kontakter hurtig JAL og de gennemsøger flyet for det holder stadig i Bangkok og er ved at blive gjort klar til at flyve tilbage til Japan om eftermiddagen, men der er ikke blevet fundet og indleveret en telefon. Min mand kontakter også JAL i Japan som også gennemsøger flyet efter ankomst tilbage til Japan, men der er ingen telefon. 

 Nu er en telefon jo heldigvis ikke det værste man kan midste, tænk nu hvis det havde været mit pas eller min medicin jeg havde mistede, så havde det været meget værre. Men inden vi sad på flyet til Chiang Mai var min telefon og simkort totalt spærret så uanset hvad der er sket med den er der ikke nogen der har kunne bruge den. Men jeg har heldigvis fået en ny telefon nu og jeg passede virkelig godt på den under rejsen til Danmark, jeg skulle ikke nyde noget af at igen måtte fortælle min mand jeg har mistede min telefon.

Ved Wat Pariwat i Bangkok. 

Vi havde en fantastisk tur til Thailand. Vi har før været i Bangkok, men Chiang Mai var nyt for os begge. Det er en fantastisk by og på de 3 dage vi var der inden vi tig tilbage til Bangkok var nok til at vi begge blev ret forelsket i byen og det nordligt Thailand. Jeg ved ikke rigtig hvad det er der er med Thailand, men af de lande jeg efterhånden har rejst i så er Thailand nok det land jeg helst vil tilbage til. Jeg kan ikke helt forklare det men Thailand trækker i mig på en speciel måde. Jeg elsker thailandsk mad og vi går jævnligt på thailanske restauranter for at spise. Og så er der kulturen, den er bare fantastisk. Det er kulturen nu i mange lande, men Thailand er bare lidt mere for mig. Så jo, jeg nødt at være tilbage i Thailand efter 8 år hvor vi har besøgt andre lande som også har været fantastiske. Min diabetes mærkede vi ikke noget til så selvfølgelig kan man rejse og opleve verden selv om man har diabetes, det er bare lige den der første gang hvor man ikke lige ved hvordan det vil gå. Så jeg er helt klart frist på at vi skal ud i verden igen og opleve mere. 

Lille Edo i Kawagoe. 

Vel hjemme i Japan igen med en masse dejlige minder nærmede efteråret sig. Det skulle blive en særdeles hård omgang for Tokyo og Kanto område. I slutningen af september blev vi direkte ramt af det der var årets kraftigeste tyfon og cirka 3 uger senere blev vi igen direkte ramt at det der var den kraftigste tyfon i 30 år. Over 100 mennesker omkom under tyfonen og der var ødelæggelser for mange millioner yen. Så efteråret stod i katestrofens tegn. Næst efter det store jordskælv i marts 2011 så var de 2 tyfoner nok noget af det værste jeg har været igennem. Især nummer 2 var rigtig hård fordi jeg var alene hjemme under det hele. Vores vinduer var tapet til i tilfælde af de skulle blæse ind, ved alle døre lå der håndklæder til at holde vandet ude. Når vinden er så kraftig vil der komme vand ind uanset hvad fra den side som vinden kommer fra. Men det var virkelig ikke sjovt og mit stress niveau lå i det røde felt.

I vejrudsigten her til aften talte de om at hvis der kom 0,15 ml mere regn ville det nå over 1000 ml regn i år og det var rekord. Da tyfonen kom fik vi over 1000 ml regn på 48 timer, det er 1/3 del regn af hvad vi normalt får på et år, så ærlig talt synes jeg ikke det lyder som et vådt år. 

Ved Ashi søen i Hakone. 

De 2 tyfoner har også gjort at efteråret ikke kunne bruges til vandring i bjergene der mange vejt til bjergene og stier i bjergene simpelthen er skyllet væk. Det blev faktisk kun til 1 vandretur sidst i november hvor vi var i Hakone og hvor vi besteg Kintokiyama som er 1212 meter. Det var en rigtig dejlig dag. Solen skinnede og himlen var blå. Da vi nåede toppen havde vi den mest fantastiske udsigt til Fuji. Hold op hvor har jeg savnet hiking her i efteråret og jeg har ligefremt haft det elendigt over ikke at kunne komme ud og gå i bjergene. Jeg håber virkelig situationen er bedre når jeg kommer hjem igen så jeg kan bruge vinteren og foråret på at vandre og nå noget af det, det ikke blev til i efteråret.

I starten af året fik jeg en henvendelse fra Den Danske Klub i Japan om jeg ikke havde lyst til at komme til bestyrelses møde for de ville gerne snakke med mig om hjælp til at arrangere ture for klubben. Jeg havde ikke mange betænkligheder ved at sige ja, jeg kendte stort set dem alle i forvejen. Så siden januar i år har jeg været en del af bestyrelsen, men jeg blev først officielt valgt ind på general forsamlingen i oktober. Jeg nyder vores møder, vi har det rigtig sjovt sammen. Årets største begivenhed er uden tvivl julefesten på ambassaden. I år var vi omkring 130 personer. Det er dejligt at vide så mange mennesker værdsætter det man bruger flere måneder på at arrengere, selv om der er mange ting der skal styr på. Jeg er rigtig glad for at sidde i bestyrelsen og det er noget jeg gerne vil blive ved med. 

Den Danske Klub i Japan er for alle danskere der bor i Japan i kortere eller længere tid og man bliver automatisk medlem når man bosætter sig i Japan. Indtil nu er der ikke behov for at opkrævn kontingent, vi kan godt få det til at løbe rundt med de sponsor penge vi får fra danske firmaer der er i Japan. 

Hvad skal det nye år så bude på ??? Jeg ved det faktisk ikke, jeg har ikke de store planer, jeg kan godt lide at være spontan. Jeg er bare ikke så god til det der med at ligge store og langvarige planer for fremtiden for det ender som regl med at der bliver vendt op og ned på dem alligevel. 

Jeg ved dog en ting og det er at min mand og jeg har kobber bryllup den 20 april. I Japan har man ikke tradition for at fejre bryllupsdage og da slet ikke kobber bryllup. Min mand synes faktisk det var ret morsomt med den halve æresport familie ofte stiller op hjemme hos folk. Jeg er også ret sikker på der ikke er nogen i min familie der vil komme til Japan og holde kobber bryllup med os, så lige i øjeblikket står jeg ret alene med ønsket om gerne at ville fejre dagen på en eller anden måde. Men de penge man så skulle have brugt på festen kan man jo tage ud at rejse for i stedet, sådan kan man jo også fejre det.

Så er der jo OL i Tokyo til sommer, det bliver så spændende. Jeg har altid drømt om at komme til at opleve et OL og det kommer endelig til at ske nu. Jeg vil så gerne have billetter til herre håndbold finale kampen for jeg er bare så sikker på at Danmark bliver det ene hold der står i finalen, men indtil videre er det ikke lykkes at få fat i nogen af de billetter der er sat til salg. Hvis det ikke lykkes vil jeg prøve at få nogen andre billetter, jeg ved bare ikke lige til hvad for håndbold er ærlig talt det jeg helst vil se og gerne nogen af Danmarks kampe. Problemet er at mange billetter allerede er frigivet til salg, men der er ingen program for hvornår de forskellige hold skal spille, så man køber billeter i blinde og så må man håbe på det er til de hold man gerne vil se, det har der været virkelig meget kritik af. 

Til sidst vil jeg gerne sige en stor tak til hver og en der har læst med i årets løb, har synes godt om  billeder på Instagram og Facebook, har skrevet til mig i løbet af året med rejse spørgsmål om Japan og opmundringer da jeg blev syg. Jeg værdsætter det hele og det er så dejligt at vide at der er nogen derude der læser og følger med i hvad jeg skriver, så bliv endelig ved med at give lyd fra jer, jeg holder så meget af det. 

Så nu er der kun en ting tilbage at sige,

Godt nytår alle sammen

vi ses i 2020 

🎇🎆🎇

Wat Chedi Luang i Chiang Mai.

Selv om klokken ikke er ret meget mere end 9 er der allerede ret varmt da vi gå ud fra vores hotel og  ned af den smalle gade bag om vores hotel. Vi hilser på en middelalderig dame der har en lille butik hvor hun vasker tøj. Hun vasker sikkert for hotellets gæster og det er derfor hun hilser og siger godmorgen. Vi fortsætter ned af den smalle gade indtil vi kommer til den store vej. Vi stopper for at tjekke vores GPS for at se om vi skal til højre eller venster. Vi skal til højre viser kortet os. Vores første mål for dagen er at finde den sidevej der fører op til Wat Chedi Luang. Et af de ældste og mest betydningsfulde templer i Chiang Mai. Faktisk stammer det helt tilbage fra dengang det nordligt Thailand var en del af Lanna Riget og ikke Thailand som det er i dag, det er over 600 år siden. 

Vi fortsætter ned af gaden, scootere og knallerter drøner forbi. Der er ikke så meget at kigge på andet end små butikker hvor af mange ikke har åben endnu eller først lige er begyndt at gøre klar til at åbne. Vores kort siger vi skal finde en skole og så skulle side gaden være i nærheden og Chedi Luang skulle ligge sån nogenlunde i midten af gaden. Vi fortsætter ned af gaden og hurtigt finder vi skolen som er en stor hvid bygning. Vi drejer ned af første sidegade og ganske rigtig, der cirka midt på gaden ligger den store port som er indgangen. Et kort øjeblik er vi lidt forvirret over hvilken en vi skal ind af for der er 3 indgange. En til køretøjer, en til turister ( fordi de skal betale ) og en til de lokale ( som ikke skal betale ). Men da vi nærmer os bliver der hurtigt peget på hvilken indgang vi skal brugt så vi kan betale for vores billet. 

Området er stort og der er så meget at se og opleve her. Det er nok noget af det tættest man kan komme på Chiang Mais fødested, det er her byens søjler er opbevaret, det er det her sted byen er bygget op omkring. Det er det mest historiske sted i Chiang Mai.

Vi går over mod templet, den store hvide bygning præget af guld. Inden vi går ind vælger jeg hurtigt at tage et af de fremlagte tørklæder over mine skuldre, jeg har kjole på og jeg er ret sikker på mine ærmer på kjolen er lidt for korte. Tanketorsk og dårlig valg af tøj, jeg skulle have taget min tunika på i stedet for, for den har lange ærmer. 

Inden for er der så smukt. Et kæmpe rødt tæppe ligger over hele gulvet og søjler i guld står hele vejen ned i hver side af rummet. Jeg er mundlam over rummets skønhed. Efter at have gået lidt rundt og kigget på alle de udstillet statuer og andre ting sætter jeg mig på gulvet oppe ved altret og bare forsøger at suge så meget til mig som overhovedet muligt af dette sted. Men efter et stykke tid er vi nødt til at skulle vidre, der er stadig en del udenfor vi ikke har set endnu. 

Vi gik rundt om templet og kom ned i området bag ved hvor man finden det der er tilbage af den store stupa. Selv om der mangler over halvdelen er den alligevel ret imponerende. Den må have været kæmpe stor når man ser soklen og omkredsen, men jeg synes det er lidt svært at forestille hvordan den har set ud for jeg kender stort set intet til Lanna kultur, ja faktisk havde jeg aldrig hørt om Lanna før vi kom til Chiang Mai. Men ud fra bygningerne må Lanna have været en meget kultur-rig periode. Desværre nåede vi ikke at besøge lokal-historisk museum, hvor vi kunne have lært mere om Lanna kulturen, men så har vi en god grund til at rejse tilbage. 

Vi tog os rigtig god til til at gå rundt om stupaen og kigge på og indenfor i de nærliggende bygninger. Der var også et sted hvor man kunne tale med munkene, men der sad ingen da vi var der så vi fik ikke snakket med nogen af dem. Vi ville ellers gerne have haft en lille snak om forskellen på buddhisme i Thailand og Japan, nu min svigermor er buddhistisk munk i Japan. Da vi havde været hele vejen rundt satte vi os på en bænk i skyggen, det var for alvort blevet varmt nu og solen stegte fra en skyfri himmel. Vi sad og snakkede lidt om stedet og hvad vi synes, helt klart et must hvis man er i Chiang Mai og vi kunne begge godt lide steder rigtig meget. 

Da vi havde kølet lidt ned, så godt som man nu kan i 35 graders varme, blev vi enig om at prøve at finde det kvindefængsel hvor man kan få massage for det skulle ligge i nærheden sagde vores GPS. 

Eftersom vi havde været rundt både i templet og ved stupaen besluttede vi det var på tide at komme vidre, så vi gik ud og fortsatte op af vejen, krydsede hovedevejen og fortsatte indtil vi igen skulle dreje ned af en sidevej for at komme til kvindefængslet. Vi var forberdt på at vi nok ikke kunne komme til med det samme for det er et meget populæt sted og ganske rigtig, den næste ledige tid til fod massage var først 2 1/2 time sener, men det passede os egentlig fint for så havde vi tid til at få noget frokost, vi var nemlig ved at være ret sultne. 

Efter at have bookede en tid gik vi ud for at finde et spisested. Vi fandt en samling gade-restauranter hvor der sad en del lokale så vi tænkte at det er nok et godt sted så vi gik indenfor og blev hurtig bænket på nogen plastik stole ved et langbord hvor der i forvejen sad et par andre kunder og spiste. 

Vi forstod ikke rigtig hvad der stod på menu-kortet, men en af de ansatte kunne heldigvis engelsk og forklarede os hvad de havde. Det blev til en omgang nudler med and og en omgang nudler med svinekød. Det smagte simpelthen så godt, godt med chili og friske koriander, men ikke så det tog smagen fra suppen. Det er nok en af de bedste omgang nudler jeg har fået og kødet var bare så saftigt og mørt. Man spiser rigtig godt i Thailand og jeg elsker thai mad. 

Efter vi havde spist gik vi lidt rundt i området for vi havde stadig noget tid inden vi skulle have fod massage. Det var et rigtig hyggeligt område med masser af mindre templer, stadig i den gamle bydel inden for bymuren, men et område hvor der ikke var særlig mange turister som vi havde oplevet oppe ved Chedi Luang. Så vi havde stort set det hele for os selv. Det var virkelig fredsfyldt og meget afslappende. Efter at have gået rundt i en times tid var det på tide at gå tilbage til kvindefængslet så vi ikke kom for sent til vores massage. Det var alt i alt den helt perfekte dag, sightseeing, lækker mad og selvforkælelse. 

Sukkerfri småkager med chokolade og salt.

Julen nærmer sig med hastige skridt. Jeg har haft mange samtaler med mig selv om hvad jeg skal stille op med julen, for det bliver min første jul med diabetes. Skal jeg bare spise alt julemaden som jeg plejer eller skal jeg holde på min strenge linje. Det er jo kun jul 1 gang om året og er det det man spiser 1 gang om året det man bliver syg af, næppe. Men er man først faldet i en gang med den undskyldning at det jo kun er 1 gang om året, hvad bliver den næste undskyldning så. Det handler om at finde en gylden middelvej, men den er ikke altid lige nem at finde. Især hvis ens omgivelser ikke har forståelse eller respekt for ens livsstil for det er jo ikke dem der leve med en kronisk sygdom. Så 1 gang om året er den ene gang der skal til for at man evt. falder i og alt det arbejde man har lagt i kost og motion ryger ud af vinduet og man skal finde energi til at hanke op i sig selv igen og starte forfra.

Jeg har altid været glad for småkager og jeg kan stadig godt lide småkager. Jeg har bare skulle finde nye småkager til erstatning for dem med sukker. Og selv om jeg har fundet nye småkager, der faktisk smager rigtig godt kan jeg godt tænke, gud hvor kunne jeg godt spise en norsk klejne lige nu. Men jeg har holdt mig på måtten, ingen norske klejner, honninghjerter, brunkager eller æbleskiver.

Det er faktisk rigtig nemt at holde sig på måtten i hverdagen, men op til højtider og helligdage kan det godt være rigtig svært fordi det ofte er forbundet med bestemte madtraditioner.

Men jeg har da fået bagt lidt småkager, måske ikke traditionelle julesmåkager, men det kunne det jo blive, som jeg har gået og spist lidt af ind imellem. De er faktisk blevet rigtig godt og kombinationen af mandelmel, chokolade og salt funger altså rigtig godt. 

Sukkerfri småkager med chokolade og salt.

50 g blødt smør

1 æg

1 tsk vanille essens

2 spsk fintrevet kokosmel

250 g mandelmel

1 tsk bagepulver

100 g små chokolade knapper

groft salt til at drysse oven på.

Pisk æg, smør og vanille. Bland mandelmel, kokosmel og bagepulver og bland det i smør/æggemassen. Bland det hele godt og tilsæt til sidst chokoladen. 

Tril dejen til små kugler der trykkes flade og sættes på en bageplade. Drys med lidt groft salt. 

Småkagerne bages i en varm ovn ved 175 grader i 12-14 minutter. Sæt dem på en rist og lad dem køle helt af inden de ligges i en kagedåse. 

Bjerg templet Wat Phrathat Doi Suthep.

Klokken er 6.30 om morgen. Vi er lige ankommet i morgenmads restauranten, vi er de første, men det er også tidligt. Vejen er våd og vejret er gråt og meget disset, men vi er håbefulde og tror på vejrudsigten der har lovet tørvejr. 

Vi er tidligt oppe fordi vi skal på tur til national parken Doi Suthep-Pui. National parken ligger lige uden for selve byen og det tager ikke mere end omkring 40 minutter at køre derop. Vi har hyret en chaffør der kommer og henter os kl. 8 og kører os hvorhen vi vil for 1/2 dag. Og første stop er altså national parken og templet på toppen af bjerget. 

På slaget 8 ruller vores chaffør op foran hotellet i en fin Mercedes med A/C og vi er klar til at starte dagen. 

Vi køre gennem byen som så småt er ved at vågne og vores chauffør fortæller at det er  morgenmylder trafik så det kommer måske til at tage lidt længere end 40 minutter at nå der op. Min mand og jeg kigger på hinanden og kan ikke lade værd med at smågrine. Chaufføren har tydeligvis ikke oplevet morgenmylder trafik i Yokohama og Tokyo. Men vi er hurtig ude af byen og inden længe er vi på vej mod national parken. Udsigten fra byområde til skov skifter hurtig og det begynder at gå opad. 

Vi var blevet advaret en del om gadehunde i Chiang Mai af andre der også har besøgt byen. Men vi havde ikke rigtig set nogen da vi gik rundt i byen dagen før. Men nu er der rigtig mange gadehunde. De ligger i flokke i vejkanten og under træer. Nogen går stille rundt og prøver at tikke lidt mad, men de fleste ligge og sover i vejkanten. Jeg får lidt ondt i hjertet for jeg elsker hunde og jeg kan se at nogen af dem er meget beskidte og magre. Chaufføren siger at vi ikke skal være bange for dem for så længe vi ikke røre og bare ignorere dem så holder de sig væk. 

Endelig når vi templet der ligger på toppen af bjerget. Der er allerede begyndt at komme mange turister selv om klokken kun er 8.45, men det havde vi også forventet så vi tager det stille og roligt. Vi aftaler med chaufføren at vi har 2 timer inden vi skal vidrer til næste destination. 

Vi går over vejen og forbi de mange små boder der sælger alt muligt turist skrammel og går hen for at købe billet. Det er allerede begyndt at være ret varmt og luftfugtigheden er temmelig høj efter nattens regnvejr. Vi vælger derfor at køre med den lille rope way op til templet. Solen har ikke brændt gennem skyerne endnu så selv om vi gik derop kunne vi ikke se noget af udsigten ud over Chiang Mai alligevel. 

Der er meget diset og tåget på toppen. Det får hele stedet til at virke mystisk men også magisk. Vi havde hørt fra flere lokale at vi godt kunne springe Doi Suthep over, der var andre templer der var mere historiske og mindre turistede, men lige da vi trådte ind gennem porten og så den store guld stupa med de mange mange forskellige Buddha statuer rundt omkring var jeg ikke et sekund i tvivl om det var godt vi valgte at tage herop alligevel. 

Jeg var ret imponeret over de mange forskellige Buddha statuer og vi brugte faktisk meget tid på at gå rundt og se dem.

Jeg ved ikke rigtig hvorfor lokale rådede os at til springe stedet over. Ofte når man bor i nærheden af et bestem sted og ser det hver dag kan man godt lidt miste forståelsen for stedets charme og man ser ikke det i stedet som en der ser og oplever stedet for første gang ser. Sådan har jeg det lidt med Tokyo. Alle siger det er den fedeste by og bevares det er det da også, men det er altså bare Tokyo. Jeg har efterhånden været der så mange gange at byen har sværer og sværer ved at imponere mig. Så jeg ser ikke charmen mere, jeg tror lidt det er derfor flere lokale sagde at det kunne vi godt springe over. Men vi var begge glade for vi ikke gjore, for selv om vi ikke havde udsigten over Chiang Mai var der masser at se.

Da vi havde været hele vejen rundt flere gange var det ved at være tid til at komme vidre. Vi gik ud og fandt det sted hvor vi havde sat vores sko og på vej over mod bænkene hvor man kunne sidde og vaske fødder og tage sko på igen sker uheldet. Jeg snubler på de våde og glatte sten som er ret ujævne og jeg skraber stort set alt huden af min storetå. Blodet fosser ud og et øjeblik er jeg ved at gå i panik. Jeg humper over til bænkene hvor min mand allerede sidder. En af de første tanker der går gennem hovedet på mig er gad vide hvor hospitalet ligger. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvordan jeg skal reagere for det der første gang jeg er kommet ret slemt til skal efter jeg har fået konstateret diabetes og jeg har hørt at har man diabetes kan kroppen have svært ved at heale og man skal passe på med ikke at få sår og skader. Og her sidder vi nu i Thailand og blodet fosser ud af min storetå. Med en masse papir får vi stoppet blodet og jeg renser såret med vådservietter så vi nu kan se at det egentlig er mere en stor hudafskrabning på et meget ømtåligt sted på storetåen. 

Min mand er meget praktisk anlagt så jeg ved han i sin taske har masser af plaster og inden længe er min tå tapet til med plaster. Vi sidder og snakker lidt om hvad vi skal gøre, men eftersom vi har fået stoppet blødningen og vi har masser af vådservietter og plaster beslutter vi os for at fortsætte den planlagte dag med mindre det igen begynder at bløde og vi ikke kan stoppe det. Men det bløder ikke så slemt mere og vi har ingen problemer resten af dagen med såret. Om aften på vej tilbage til hotellet stopper vi ved et lille apotek hvor vi køber mere plaster og da de 2 piger på apoteket godt kan ser det er noget af et sår får vi noget desinficerende creme med i købet og besked om at holde det rent og beskyttet indtil der er dannet en skorpe. De næste par dage humper jeg lidt fordi min tå er meget øm og fordi jeg er lidt bange for at komme til at støde den ind i noget. Det gør alt for ondt at have mine kondi-sko på og jeg går faktisk bedre i mine sandaler selv om min tå nok er lidt mere udsat,  men såret healer fint og og har dannet skorpe inden for et par dage. Hvad det lige er med diabetikere og sår og hvorfor de skulle have sværer ved at heale har jeg ikke rigtig forstået endnu. Jeg havde ikke nogen problemer med at få det til at heale og inden for et par uger kunne man ikke se på min tå at stort set alt huden havde været skrabet af. 

Trods mit uheld er jeg ret glad for at vi tog op til templet på Doi Suthep. Det er efter min mening helt klart værd at besøge. Har man mulighed for det så kom omkring solnedgang på dage hvor man har klar udsigt over Chiang Mai, det skulle være virkelig flot hørte vi. 

Wat Phrathat ligger i national parken Doi Suthep som ligger 15 km uden for Chiang Mai. Templet ligger i en højde af 1073 meter. Stedet blev grundlagt i 1383 hvor den første stupa blev bygget på stedet. Har man ikke overskud til at gå de nogen og 300 trappetrin op til templet er der en lille rope way man kan tage mod ekstra betaling. Der skulle også findes en vandre sti der starter nede i Chiang Mai og som bliver benytter af munke og folk på pilgrimsrejse. 

Sukkerfrit kokos brød.

Det er stadig meget nyt for mig det her med at skulle bage uden hvedemel og sukker så det bliver diabetiker-venligt. Men nu mere jeg leder efter opskrifter nu mere finder jeg heldigvis der kan bruges og som jeg selv kan bygge vidre på. Jeg har været i køkkenet i dag for at afprøve dette kokos brød og det er faktisk blevet rigtig godt hvis jeg selv skal sige det. Det er en af de opskrifter hvor man kan lave og bage det som det er og hvor det så mere minder om et brød eller hvis man vil have det mere kage agtigt tænker jeg, at man kan tilsætte lidt hakket chokolade, skal og saft af citron eller appelsin og hvis man kan tåle en smule tørrede frugter tænker jeg, at lidt rosiner i rom essens eller abrikoser sammen med appelsin skal og saft kunne være rigtig godt.

Men der er meget sukker i tørrede frugt og det er ikke alle diabetiker der kan tåle det. Jeg er heldigvis så heldig at i små mængder kan jeg godt tåle at spise det engang imellem. Det er hvert fald noget jeg vil prøvet at arbejde vidre med i denne opskrift for jeg tror det kunne blive et godt resultat. 

Det er første gang jeg har prøvet at bage med kokosfibermel, det ligner hvedemel men man er ikke i tvivl om på duften at det er kokos og det fungere faktisk rigtig godt, så jeg kan sige med sikkerhed det er ikke sidste gang det her brød er blevet lavet.

Sukkerfrit kokos brød.

7 æg

65 g kokosfibermel ( jeg brugte 35 g kokosfibermel og 30 g fint revet kokosmel som jeg ristede let )

120 g blødt smør

1/4 tsk salt

1/4 tsk bagepulver

Tænd for ovnen på 180 grader så den er varm når dejen er færdig. 

Pisk æg rigtig godt, cirka 1 minut. Tilsæt smør og piske igen. Bland kokos, salt og bagepulver og rør det i æggemassen. Rør indtil melet har opsuget æggemassen og det er faldet lidt sammen ( det er lige den bedste måde jeg kan forklare det på 😁)

Hæld dejen i en sandkage form og bag den i 45-50 minutter. 

Jeg havde lagt bagepapir i min form, det skulle vise sig at være noget af en fejltagelse for jeg havde nær aldrig fået det af da det var færdig bagt. Der lå smør i bunden af formen og papiret var vådt af smør og i siderne sad noget af papiret også fast i dejen, så næste gang bliver det helt klart unden bagepapir for jeg tror det sagtens kan komme ud af formen alligevel. Men af kom det, i en masse små stykker og desværre ser enderne ikke så pæne ud da de gik ret meget i stykker. Men det smager stadig god også selv om jeg muligvis ikke har fået alt bagepapiret af. 

Wat Phra Singh i Chiang Mai, Thailand.

Det er sidst på eftermiddagen og temperaturen ligger omkring 30 grader og luftfugtigheden er højere end jeg havde forventet i det nordlig Thailand, men på den anden side det er sidst i september og det er stadig regnsæson i Thailand. 

Vi ankom til Chiang Mai ved middagstid efter at have fløjet hele natten og en kort mellemlanding i Bangkok. Det er dejligt at være tilbage i Thailand, sidst jeg var her var i 2011 og lige siden har jeg drømt om en dag at komme tilbage. Jeg holder meget af Thailand, naturen, historien, kulturen, men mest af alt så elsker jeg thailansk mad. Duften af krydderier blandet med kokos og de søde mangoer der er så saftige at saften løber ned af hagen og ekstrem billige i forhold til i Japan. Jeg kan ikke vente med at finde et markede hvor vi kan købe frugter og tage med tilbage til hotellet og bare nyde smagen og sødmen. Men lige der i det øjeblik hvor jeg står og kigger op og ned af hovedgaden i den gamle bydel i Chiang Mai for at forsøge at få et overblik over det område vi bor i, er jeg bare lykkelig for endnu engang at være i Thailand. 

Eftersom dagen har været rejsedag og vi er lidt trætte oven på turen har vi meget bevidst ikke lagt nogen planer for dagen. Vi bestemmer os for at prøve at gå op af gaden og så ser vi hvad der dukker op af spændende steder der skal undersøges nærmere. Det er første gang for både min mand og jeg til at besøge Chiang Mai og det nordlige Thailand. Og det slår os relativt hurtigt hvor anderledes byen er i forhold til Bangkok. Atmosfæren er langt mere afslappet, thailænderne er langt mere snaksaglig og nysgerrig end i Bangkok og selve byen Chiang Mai er bare så anderleders i forhold til Bangkok og inden dagen er omme er vi begge totalt forelsket i Chiang Mai. 

En anden ting der slog os ved Chiang Mai er hvor mange templer der er over det hele, især inden for bymuren i den gamle bydel. Vi gik og snakkede om at Chiang Mai på mange områder godt kunne minde om Kyoto. 

Vi er ikke nået mange meter ned af gaden inden vi drejer af og går ind for at kigge lidt nærmere på et tempet der hedder Wat Muen Lan. Det er et mindre hvidt tempel, men taget stråler af guld. Der er en del lokale så vi går ind for at se hvad der foregår. De lokale har nogen små boder der sælger mad og drikke og små offergaver mang kan tage med ind i templet. Der er en meget afslappet stemning og de lokale snakker og griner med hinanden.

Vi går igen vidrer og inden længe er der igen noget der tiltrækker min opmærksomhed. Det er templet Wat Pran On. Det der tiltrak min opmærksomhed er at det er i guld. Et tempel i guld, det har jeg aldrig oplevet her i Japan. Efter vi har været inde i templet sætter vi os ned udenfor for at beundre bygningen. Vi sidder og snakker om hvor forskelligt templerne er i Japan og Thailand som begge er buddhistiske lande, men umiddelbart ikke har meget til fælles i den måde de dyrker buddhismen på. Munkene i Thailand er altid klædt i en orange klædedragt, det ser man aldrig i Japan. Templerne i Thailand er meget prangende med guld. I Japan er templer og andre helligdomme ofte røde og mere nedtonet i udseenede. Der er meget stor forskel på de to lande selv om de har samme religion. 

Vi er begundt at blive lidt småsulten og vi begynder også at kigge efter et sted at spise på vej ned af hovedgaden. Vi ved ikke rigtig hvor der ligger nogen restauranter eller om restauranterne mest ligger i nærheden af de lokale markeder som der er i byen. Vi går lidt vidrer og inden længe er vores bøn hørt. På nogen meters afstand kan jeg pludselig se et skilt hvor på der står Khao Soi. En ret der står øverst på listen over ting jeg skal smage i Chiang Mai. Jeg styrer meget målrettet mod skiltet og finder en familie drevet restaurant. Restauranten er ikke særlig stor og familien sidder selv og spiser inden aftens ryk-ind af sultne turister og lokale begynder at dykke op. Vi bliver forsikret om at vi gerne må komme ind selv om de ikke helt har åben endnu, men deres Khao Soi er klar til servering. Den himmelske duft fra køkknet og bordet hvor familien selv sad og spiste kræver ikke meget overtalelse, her skal vi have vores første måltid i Chiang Mai. 

Vi bliver placeret ved et bord på en ophøjet terrasse der vender ud mod hovedgaden så vi kan sidde og følge med i hvad der foregår ude på hovedgaden og inden længe sidder vi begge med en stor skål Khao Soi.

Khao Soi er en ret der hovedsalig spises i Burma, Laos og det nordligt Thailand. Det er nuddler med stykker af enten svinekød, oksekød eller kyllinge der er så mørt at man ikke engang behøves at tykke det. Det serveres i en carry sauce med kokosmælk. Retten toppes med sprød stegte nuddler og ved siden af kommer en tallerken med lime, løg og ekstra chili. Det smagte lige præcis som jeg havde forventet, absolut himmelsk. 

Efter at have spist os prop mætte i Khao Soi fortsætter i ned af hovedgaden og inden længe kan vi ikke komme længere. Der for enden af hovedgaden i den vestlige ende ligger det der er en af Chiang Mais store attraktioner, templet Wat Phra Singh. Templet blev grundlagt i 1345 og er et af de fineste eksempler på Lanna arkitektur. 

Selv om der ikke er så lang tid til lukketid bliver vi ikke afvist og efter at have betalt entre kan vi bare gå ind. Templet er stort i forhold til de andre templer vi havde set på vejen herned og igen er guld den gennemgående farve. 

Vi går ind i hovedbygningen hvor jeg sætter mig på gulvet og kigger de mange søjler, Buddha statuer og hvad der ellers er af religiøse ting og sager. Pludselig kan jeg høre nogle munke der begynder at bede bønner. Først tror jeg der er en gruppe munke der er på vej ind i templet for at bede for det lyder som om de er meget tæt på, men der dukker aldrig nogen af de velkendte orangeklædte munke op og jeg undre mig over hvor lyden kommer fra indtil jeg får øje på nogen højtalere der er gemt lidt af vejen i et hjørne. Jeg bliver siddende og lytter til munkenes bønner. Det lyder meget poetisk, men jeg aner ikke hvad der bliver sagt for jeg kender ikke nogen ord på sanskrit som er det sprog de fleste bønner i buddhisme er på. Også de bønner min svigermor fremsiger hjemme i hendes tempel i Fukui, men hun kan ikke sproget så godt ud over bønnerne.
Der er et eller andet over bare at sidde der i et buddhistisk tempel og lytte til munkenes bønner. Det er afslappende og virkelig dejligt at sidde der inde i skyggen og mærke den svage vind fra en elektrisk vifte der er sat op.
Gennem døråbningen kan jeg se at en gruppe kinesiske turister er på vej op til bygningen hvor jeg sidder og jeg ser det som et tegn til at skulle videre. Jeg vil ud og finde de munke hvis bønner jeg kan høre eller er det mon bare en båndoptagelse de spiller på et bestemt tidspunkt ???

Jeg går op til den store guld stupa som er dekoreret med elefanter på alle sider. Den er enorm og skinnende blank og jeg kan ikke lade vær med at stå og betragte den. Jeg har aldrig set noget tilsvarende ved templer i Japan og jeg er meget fasineret over at der kan være sådan en forskel.

Jeg kan stadig høre munkene og fortsætter min søgen i at finde dem. 

Jeg går ind i en have eller park om man vil og lige pludselig lige der foran mig sidder en 15-20 munke foran mig under en pavillion. Oppe på en forhøjning sidder den munk der leder bønnen og alle de andre munke svare eller gentager hvad han siger. Ved hjælp at mikrofon og det fineste tekninke anlæg når deres bønner ud til alle områder i templet. Jeg sætter mig på en sten bænk på den modsatte side af pavillonen og sidder bare og lytter og betragter dem. Det er lidt lige som meditation. 

Efter et stykke tid bliver vi enig om det det er på tide at begynde at gå tilbage til hotellet. Vi er trætte efter at have fløjet hele natten og vi vil gerne have en ordnelig nats søvn så vi er klar og friske til en ny dag i Chiang Mai, for vi kan begge mærke at det her er en by vi rigtig godt kan lide. 

Vi når dog ikke længere end til parkerings pladsen før vi igen falder i snak med en af de lokale. En skolelærer som i sin fritid arbejder for at fremme turisme i Chiang Mai og det nordlige Thailand. Han vil gerne vide hvor vi kommer fra og hvor længe vi skal være i byen. Vi får en masse tips til steder og hvordan vi kommer rundt. Han er ikke en af de der typiske tur sælgere der gør alt for at lokke turister til med ture til overpris, faktisk så sælger han selt inne noget andet end billetter til templet vi lige har besøgt. Så vi har egentlig ikke noget imod at snakke med ham netop fordi han ikke forsøger at sælge os noget men generalt bare er nysgerrig på hvem vi er og gerne vil hjælpe med viden om hans by.

På vejen tilbage til hotellet blev vi tiltrukket af duften fra et markede, men vi købt ikke noget for vi var stadig mætte efter vores Khao Soi, så det eneste vi køber er nogen flasker vand i en kiosk og så er det bare hjem og i bad og derefter i seng for vi er begge ved at segne af træthed. 

Vi har fået et rigtig godt førstehånds indtryk at Chiang Mai og vi kan ikke vente med at se og opleve mere at denne smukke by.

Alle billeder i dette indlæg er fra Wat Phra Singh.