Translate

søndag den 26. juli 2020

Danskerne i Japan - Program på Danmarks Radio.

I starten af marts før alt det her med corona, grænserne begyndte at lukke og alle danske turister og rejsende blev kaldt hjem til Danmark havde jeg den fornøjelse at have besøg af en journalist og kamerakvinde fra Danmarks Radio. Det var før OL blev udsat og nu hænger i en meget tynd tråd for formålet med deres besøg var nemlig at de skulle lave et program om danskere der bor i Japan og at det skulle sendes som optakt til netop OL som hvis alt var gået efter planen skulle havde åbnet i fredags, men sådan blev det som bekendt ikke, desværre. 
Jeg skulle oprindeligt ikke have været med i programmet fordi de allerede havde fundet 4 danskere der ville medvirke, men da 1 af dem sprang fra blev jeg spurgt om jeg stadig havde tid og lyst til at være med og det sagde jeg selvfølgelig ja til. 


Så en dag i starten af marts tilbragte jeg en hel dag sammen med Jakob og Michelle hvor jeg viser vores lejlighed frem og bagefter tog vi til Kamakura fordi de gerne ville filme mig i nogen omgivelser som har en betydning for mig og hvor jeg ofte kommer. Samtidig skulle det være et sted der kunne fortælle om forskellen i dansk og japansk kultur og derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om at Kamakura var det oplagte valg og det var de helt med på da jeg fortalte om byen og hvad det var jeg gerne ville vise dem fordi der er nogen steder hvor kulturforskellen er virkelig stor. 
Vi filmede i 9-10 timer hjemme hos os, i Kamakura, i toget og vi fik set sumo så jeg er meget spændt på hvor meget der er kommet med. De 9-10 timer vi filmede er klippet ned til cirka 7 minutter så der er jo rigtig meget der ikke kommer med. 
Programmet vare 28 minutter og da vi er 4 i programmet så bliver det cirka 7 minutter til hver.

Jeg har aldrig lavet tv før så for mig var det noget af en interessant oplevelse og rigtig god oplevelse. Jeg fik at vide jeg bare skulle være mig selv og lade værd med at kigge direkte ind i kameraet men bare lade som om kamerakvinden Michelle ikke var der og så skulle jeg bare snakke og fortælle til Jakob lidt lige som om jeg var en turist guide og skulle sælge Japan og livet i Japan til en førstegangs besøgende. 

Da jeg fandt ud af at OL var blevet aflyst regnede jeg lidt med at så blev programmet nok heller ikke sendt da det jo var ment som en optakt til netop OL, men efter et par misforståelser om sendetidspunkt og udsættelser så skulle den være god nok nu, programmet bliver sendt og det bliver det på torsdag den 30 juli klokken 22.00 på DR2. For dem som ikke har et tv eller som jeg kun kan se dansk tv på computeren så bliver det faktisk lagt på nettet allerede i morgen. 
Jeg glæder mig vildt meget til at se resultater, hvad er kommet med og hvad er blevet klippet fra. Men samtidig så kan jeg også mærke på mig selv at det bliver lidt grænseoverskridende at se mig selv på tv. Det tænkte jeg faktisk ikke så meget over da vi filmede tilbage i marts, men nu hvor det er programsat og annonceret så kan jeg godt mærke sommerfuglene flyver ret meget rundt i maven. 
Men jeg håber at Japan-interesserede og folk der læser med her på bloggen har tid og lyst til at se programmet om nogen af os danskere der bor herude i Japan og lad mig endelig vide hvad I synes om programmet.