Translate

onsdag den 29. december 2010

Farvel Danmark, goddag Japan

Endelig fremme.

Saa er jeg endelig fremme efter store forsinkelser i baade Aalborg og Kobenhavn. Vi skulle vaere flojet fra Kobenhavn 15.40 men vi fik ikke gront lys til take off for kl 17.15 fordi flyet skulle afises og fordi de kun var istand til at holde en bane aaben der blev brugt til baade landings og startbane.
Jeg var heldigvis i stand til at sove det meste af turen, saa jeg var ikke alt for traet da jeg endelig naaet herud. Det var bare saa dejlig at se min mand igen efter 7 mdr.
Lejligheden vi bor i er lille men faktisk meget hyggelig.Kokknet er ikke saerlig stort, faktisk kun en vask og 2 gasblus og nogle hylder. Saa er der et badevaerelse med badekar og toilet, det er ikke normale efter japansk standart at toilet sammen med resten af badevaerelset, men det er det i smaa lejligheder. Vi bor faktisk meget traditionelt japansk, vi sover paa futonmaatter fordi de kan pakkes sammen om dagen saa der er mere plads. Vi bor i et stort bygningskompleks hvor der er 12 bygninger hvor der er ialt 1600 lejligheder, saa jeg skal nok fare vildt den forste tid for set udefra er de alle ens. Lige ved siden af er der en elemertry school, det er en skole for born i alderen 6 til 12 aar.
Her til morgen var jeg nede for at handle ind paa egen haand, der ligger et lille supermarket nede for enden af lejlighederne, der er ogsaa en gronthandler og noget der lignede en slagter/fiskehandler, saa det er rart at have det saa taet ved isaer lige her i starten. Det tog mig 20 minutter at finde ned til supermarket og det gik da helt galt da jeg skulle hjem, fordi alle lejlighederne er ens, saa det endte med at jeg satte mig paa en baenk paa en lejeplads og ventede paa min mand, for jeg have sagt at hvis jeg ikke var hjemme igen inden en time maatte han gaa ud for at lede efter mig. Vi er nu blevet enig om at vi skal have sat noget paa doren saa den skiller sig ud fra alle de andre saa jeg bedre kan finde vores lejlighed naar jeg er nodt til at gaa ud alene naar min mand er paa arbejde.
Igaae efter jeg var landet var vi ogsaa paa city office, det kan nok mest samlignes med en kommune. Jeg skulle registres som bosat her i Kanagawa og have en sygeforsikring, det hele tog omkring 1 time at faa registreret.
Idag skal vi ind til byen saa jeg kan faa en telefon og ellers skal vi bare hygge os. Imorgen skal min mand paa arbejde saa der er jeg overladt til mig selv, jeg vil prove at lave noget japansk mad efter en japansk kogebog jeg har faaet, det staar heldigvis baade paa engelsk og japansk, saa hvis der er nogle ingredienser jeg mangler kan jeg bare tage bogen med og pege og saa haabe paa de forstaar.

mandag den 27. december 2010

Næste stop Japan.

Så er det imorgen jeg skal afsted, jeg er begyndt at have lidt sommerfugle i maven, nok mest pga vejret og alle de problemer snevejret har skabt for flytrafikken på det seneste. Sidst jeg tjekkede sas' hjemmeside så det hele ud til at af gå til tiden, så det håber jeg virkelig også det gør i morgen, for så skriger jeg så taget på lufthavnen letter.
Det kommer til at tage omkring 15 timer alt i alt, med 4 timers ventetid i Kastrup.
Jeg burde nok egentlig ligge mig til at sove, så jeg er udhvilet, men på den anden side vil jeg også gerne være træt nok til at jeg kan sove på den lange tur ud, så jeg ikke kommer til at lide for meget af jetlag, selv om det nok ikke kan undgået helt efter at have været indespærret i en hametisk lukket sardindåse over Siberien i 10-11 timer. Jeg skulle meget gerne lande ved 10.40 tiden i Tokyo, så jeg vil gerne kunne holde mig vågen indtil omkring kl 9 om aften.
Det bliver bare så godt at se min mand igen efter næsten 7 mdr, hvor jeg kun har set ham via webcam over skype.
Jeg glæder mig til at skulle bo i udlandet og lære og opleve en anden kultur. Det er et stort ønske der fra min side bliver opfyldt, jeg har nok altid bare mest søgt mod engelsk eller fransk talende lande, for der kan jeg sproget, her er jeg bare tvunget til at lære alt fra bunden.
Jeg tror det er sundt for mennesker nogle gange at kaste sig ud over klippen og se om vingerne kan bære, i stedet for bare at sidde i sofaen og lade livet passere en, man må ud og være en del af det.
Det bliver ikke nemt i starten, det var det heller ikke da min mand kom her, men trods alle op og nedturene vil jeg ikke bytte for noget som helst.
Mange tror at et ægteskab med en udlænding er extra hårdt, men til det kan jeg kun sige at det er ikke hårde end andre ægteskaber, det kræver kompromi og gode lytte og taleevner og stor forståelse og respekt for ens partner og det gør det vel stort set i alle ægteskaber uanset om ens partner kommer fra Tønder eller Tokyo.
Den største gave i et blandet ægteskab er helt klart at man lære meget om tolerance og se tingene med andre øjne, vi har det godt her i Danmark, uden tvivl. Men jeg har også lære at vi desværre ikke er særlig god til at behandle hinanden ordneligt, min mand har 3 gange oplevet at blive spyttet efter og det kan pisse mig af i en grad af arrigskab, der for dem der kender mig personligt vil vide at det slet ikke ligger til mig.
Jeg ved godt at mange ikke kan lide udlændinge, men jeg vil gerne spørge dig om hvorfor kan du ikke det? Hvor mange kender du egentlig med en anden kulturbaggrund end din egen? De er mennesker af kød og blod ligesom os og ja der er mange "slemme" udlændinge men der er altså virkelig også mange "slemme" danskere og der er mange gode udlændinge og mange gode danskere. Det hele kan samles i et ord jeg har fået tæt ind på livet, uvidenhed. Uvidenhed skabt af medierne der nok skal sørge for at fortælle alle de dårlige historier der skaber had, men hvad med alle de gode historier, dem høre vi jo aldrig noget om. Uvidenhed fordi vi danskere har det bedst med at passe os selv og ikke tage imod det ukendt og fremmede men helst vil holde os på vores eget lille matrikelnummer. Uvidenhed der igen hindre os i at taget det berømte spring ud over klippen, fordi vi ikke ved hvad der så sker. Det får mig til at tænke på et dansk ordsprog der lyder, det er bedre at have prøvet og fejlet end slet ikke at have prøvet noget. Og det er jo så sandt som det overhovedet kan være.
Så det gør vi, imorgen kaster jeg mig ud over klippen ned i det ukendte og så må jeg se hvad der sker.
Uanset hvad der sker i det ukendte vil jeg forsøge at møde det med et åbent sind og accepter at sådan er det her og det er der ikke noget forkert i selv om jeg synes det er underligt, for det kan jo godt være det er mig der er underlig og ikke de andre.
Det var sidste gang i denne omgang jeg skriver fra Danmark, næste indlæg kommer fra Yokohama hvor vi skal bo, men selvføldig kommer jeg hjem og besøger familie og venner her og jeg håber da også jeg får besøg herfra, for flyene går trods alt begge veje.

Dagens lektion i japansk
watashi no nama'e wa Inger-Marie des = mit navn er Inger-Marie

mandag den 20. december 2010

En uge til afgang.

Så er det hele ved at være i orden, alle papirene har endelig de rigtige datoer og jeg har fået en flybillet, så jeg håber ikke det kommer for meget sne over det nordjyske så flyene ikke kan lette fra lufthavnen.
Den sidste mdr. har været noget stressende, men nu føler jeg selv jeg er ved at have styr på det. Der mangler kun at blive gjort rent i lejligheden, så skal jeg ikke tænke mere på det.
Så skal jeg lige arbejde 3 gange mere, så er det også overstået, det er lidt underligt at tænke på at mange af de ting jeg gør i øjeblikket er for sidste gang. Denne weekend var min sidste weekend vagt. De fleste af mine kunder har efterhånden fundet ud af at jeg rejser, en har endda sagt så kommer han ikke mere og handler når jeg ikke er der, meeen det tror jeg nu ikke på.
Selv om det hele er lidt vemodigt og jeg skal sige farvel til mange ting, glæder jeg mig også bare til at se min mand igen nu, det er snart 7 mdr siden han tog afsted.
Når jeg kommer derud skal vi til begravelse, for min mands bedstemor er lige død. Hun bliver begravet efter buddistisk skik og tradition, hvilket er en del anderledes end man gør her hjemme. Det foregår over 3 omgange, først har man en aften cermoni hvor familien samles og mindes og tager afsked med den afdøde, dagen efter bliver hun brændt og asken kommes i en urne. Herefter skal der gå 49 dage inden urnen må sættes i jorden, hvorfor ved jeg ikke men det skal jeg nok finde ud af for det er den del af begravelsen jeg skal tage del i.
Urnen skal sættes ned ved siden af min mand bedstefar, som døde for en del år siden.
Jeg er rigtig glad for at jeg på en tidliger rejse nåede at møde hende, jeg tror aldrig jeg har mødt så smidig en 85-årig dame som hende, det er nok det jeg vil huske hende for, smidighed.
I Japan bliver alle brændt når de dør, det er en tradition, men også fordi der ikke er plads til store kirkegårde som vi kender det her fra Danmark. I Japan kan en kirkegård godt ligge på en bakkeskråning eller klemt inde mellem beboelsehuse eller højhuse. Det hedder jo egentlig ikke en kirkegård, for de har jo ikke kirker men templer, så det må hedde gravpladser.
Jeg skal nok fortælle mere om dette når jeg er kommet derud og har fået ting og sammenhæng forklaret noget bedre. Lige nu vil jeg bare glæde mig over at alt det hårde arbejde har båret frugt og at ventetiden er ved at være forbi.
Jeg er også begyndt at tænke på at jeg skal lær et helt nyt sprog nu og jeg er da også begyndt at lære nogle små sætninger og ord det kan hjælpe mig i det daglige når min mand ikke er der til at ordne det hele.
Så her kommer første lektion i japansk

Doomo arigatoo = mange tak

De fleste japanere bruger kun doomo, men det er mere høfligt at sige begge dele så det bliver den form jeg vil benytte mig af, fordi jeg for dem er en fremmede i deres land.