Arbejde.

Den første tid jeg er i Japan, skal jeg ikke arbejde. Jeg skal bruge noget tid på at falde til og lære sprog. Men indtil jeg flytter bliver jeg ved med at arbejde. Jeg arbejder i forretning og idag blev jeg mindet om alle de godt ting jeg vil komme til at savne og i lørdags blev jeg mindet om alle de ting jeg bliver glad for at slippe for.
I lørdags var jeg alene den første time, fordi personen jeg skulle være på arbejde med var syg. Det lykkes så endelig at få fat i en flexjobber, der vil komme men kun i 4 timer. Så de sidste 3 timer sad jeg så alene igen. 5 minutter før lukketid kommer en af de lokale fulderikker ind og kan selvføldig ikke snøvle sig færdig, da han endelig kommer til kassen har han selvføldig en masse undskyldninger hvorfor han kommer så sent, han får betalt og jeg går ned efter nogle ting jeg selv skal have og da jeg kommer op igen har han brækket sig, heldigvis i en pose og jeg tænkte bare neeeeeeeeeeeeeeej det har du bare ikke gjort. Jeg er bare så træt af alkoholikere. Endelig gik han, så jeg selv kunne komme hjem. Jeg ved ikke om det var fordi jeg var irreteret på hele dagen, men da jeg skal ud har jeg glemt at lukke udgangsdøren indefra hvilket får alarmen til at gå, så jeg skal ind og ringe til alarmcentralen for at få den afblæst og så går det helt galt for jeg ender med at må ringe til alarmcentralen 3 gange og min chef 2 gange inden jeg endelig kommer ud og får lukket korrekt. Da jeg måtte ringe til alarmcentralen 3. gang kunne jeg godt høre på ham han var ved at miste tålmodigheden, jeg var virkelig heller ikke stolt af situationen. Det var bare sådan en dag hvor man er træt af det hele og tænker, det er godt det snart er over.
Idag var så det totalt modsatte, alle de gode kunder som man gør lidt extra for kom, den blinde mand med verdens sødeste hund. Når han kommer kan det redde hele ens dag, så har det været en god dag uanset hvad. Han har altid en kvik bemærkning klar og det er en ren fornøjelse at hjælpe ham, for han er så taknemlig og fuld af godt humør og inden han går igen har han altid fået mig til at skræl grine men sine blindevittigheder. Han har virkelig forstået ikke at lade sit handicap begrænse ham. Så er der Ravdamen nede fra Fiskerklyngen, hun er bare så sød og snaksalig, jeg kender hende kun fra forretning, men jeg tror hun er en kunstnertype, det er nok derfor jeg kan lide hende. Så er der "bedstefar", han er sån en rar gammel mand, der kommer for af hilse på og lige sikker sig at alt er godt. Jeg nænner ikke at forfælle ham at jeg snart stopper, for det får det meste af hans verden til at falde i grus.
Maratonmanden får mig også altid i godt humør. Han løber flere maraton i sæsonen, jeg fatter ikke han kan, men han træner selvføldig også noget mere end mig selv. Han skal selv flytte til udlanden inden længe, han skal bare den modsatte vej end mig, nemlig til USA. Jeg håber han får det godt "over there".
Sidst men ikke mindst er der bondamen, der kommer hver 3 eller 4 tirsdag og samler bonner ind til et analyseinstitut om hvad forbrugere køber, jeg kender ikke nogen der er bedre til at smalltalke med folk end hun er og oven i er hun en humørbombe der spræder latter.
Selv om jeg ikke kender navnene på nogle af dem er det sådan nogle kunder, der gør at man gider stå op om morgen og tage på arbejde. Der er mange jeg ikke kommer til at savne, men der er altså også dem man vil tænke og huske på som nogle virkelig rare mennesker. Selvføldig kommer jeg også til at savne mine kolleager, men dem ved jeg hvor jeg kan finde og komme i kontakt med. Jeg har sidste arbejdsdag den 24/12, lige nu er der lang tid til, men med juletravlhede der så småt nærmer sig vil tiden gå hurtig.