Translate

fredag den 10. juli 2015

Alcatraz.

Som jeg nævnte i indlæget om Golden Gate Bridge, så er der 2 steder i San Francisco der for mig står som de 2 store ikoner der symbolisere byen og nr 2 er selvføldig Alcatraz.
Alcatraz har været mange ting, men de fleste forbinder det nok med at være fængsel og det er faktisk også det jeg selv forbinder det med, men historien om Alcatraz er meget mere end det. Alcatraz ligger 2,4 km ude i Sab Francisco bugten og den nemmeste måde at kommer derud på er ved at købe en billet til Alcatraz Cruise, en færge der går cirka hver halve time. Man kan besøge stedet både om dagen og om aften. Vi havde nu valgt at tage derud i dagtimerne så jeg kunne tage en masse billeder af stedet. Manger kender nok filmen The Rock med Sean Connery, Nicolas Cage og Ed Harris i hovedrollerne og navnet The Rock er da også et meget anvendeligt kælenavn for stedet den dag idag.
Skrifter om Alcatraz går helt tilbage til 1775 hvor spanierne døbte øen La Isla de los Alcatraces. På spansk betyder Alcatraces pelikaner. Øen var nemlig ynglested for brune pelikaner.Indtil omkring 1846 er øen privat ejet. Men den bliver købt af den amerikanske stat for summen af 5000 US dollars. 
I første omgang bliver øen brugt som opbevaring af militær isenkram og de reserver der er indkladt til at kæmpe på amerikansk side i Mexico-USA krigen. Efter krigen rykkede militæret ind på øen og begyndte for alvor at bygge barakker og haller under navnet Fort Alcatraz.
Da Den Amerikanske Borgerkrig brød ud i 1861 var det mening at fortet skulle beskytte San Francisco, men stedet blev mest af alt brugt som fængsel for sydstats sympatisører og kapere der sejlede ud for vest kysten.
I 1933 overtog Department of Justice stedet og året efter blev det til det fængsel som de fleste nok forbinder stedet med. Størstedelen af fangerne kom fra stats fængslet Leavenworth i Kansas, de fleste af dem var bank røvere og mordere. De fleste kender nok navne som Al Capone, George "Machine Gun" Kelly og Robert Franklin Stoud ( The Birdman of Alcatraz ). Det er alle sammen nogen der har været med til at give Alcatraz ry som et af de mest barske fængelser i USA.
I de 29 år Alcatraz var fængsel forsøgte 36 fanger i alt 14 gange at flygte fra stedet. 2 mænd prøvede 2 gange at flygte. 23 blev fanget levende. 6 blev skudt og dræbt. 2 druknede og 4 savnes men formodes druknet.
Frank Weatherman var den sidste fange der forlod Alcatraz den 21 marts 1963.
Den 20 november 1969 blev Alcatraz besat af en større gruppe indianere under navnet United Indians of All Tribes. De protesterede imod regerings måde at behandle indianerne på og den måde de var blevet frataget deres ret til jorden og sat i resavater med begrænset mulighed for frihed uden for resavaterne. Besættelsen varede næsten 2 år og ender med at have en direkte indflydelse på amerikansk politik vedrørende indianerne. 
Idag er Alcatraz en af USAs største attraktioner og flere millioner besøger årligt stedet.

 Alcatraz set fra færgen.

Noget af den graffiti indianerne malede på stedet under deres besættelse.

 Alcatraz er idag en del af National Park Service og af historisk værdi 
for USA.

 Barrak fra dengang det var militæret der var på øen.

 På berømte vandtårn med graffiti fra da indianerne 
besatte øen.

 Fængsels haven. Det var et stort privilegium at blive udtaget til at 
passe haven for det betød nemlig at man fik lov til at komme 
ud i den friske luft.

 Selve fængelses bygningen.

 Som nyankommen til Alcatraz er det første man får udlevert 
en fange dragt, tæppe, tallerken og krus.

 Fængsels køkken.

 Toiletter.

 Fængsels celle som består af en seng, toilet, håndvask og 2 hylder.

 Fra hospitals afsnittet.

 Det der er tilbage af fænglses inspektørens bolig. 
Der var i alt 4 fængsels inspektører i de 29 år her var fængsel.

Admistrations bygning. Fra denne side har man en hel fantastisk udsigt ind
over San Francisco by.



I starten nævnte jeg nogen af de berømte fanger der har siddet på Alcatraz, men i tilfølde du ikke lige ved hvem det er, er her en kort fortælling.

Al Capone ( Scarface Al ) 
Hans rigtige navn er Alphonse Gabriel Caponi. Hans forældre er begge fra Italien. Han er født og opvokset i Brooklyn, New York. Han blev tidligt involveret i kriminalitet. Han var en af de største spritsmuglere under Forbudstiden i 1920erne til 1930erne. Han flyttede til Chicago på sin vej op gennem underverden og her opbyggede han et imperium som gangster og storsmugler.
I 1931 blev han dømt for skattesvindel og indsat i stats fængslet i Atlanta, Georgia. I 1934 blev han overført til Alcatraz hvor han sad indtil 1939. 

George "Machine Gun" Kelly.
Irsk-amerikansk gangster fra Memphis, Tennessee. Ligesom Al Capone var han også spritsmugler under Forbudstiden, foruden bank røver. Han største forbrydelse var da han kidnappede olie tycoonen Charles F. Urschel i july 1933, hvor det lykkes ham og han med gangstere at få udbetalt en løsesum på 200.000 US dollars. Han blev anholdt den 26 september 1933 og tilbragte resten af hans liv i fængsel. Han tilbragte 17 år på Alcatraz. Han døde i Leavenworth fængslet på sin 59 års fødselsdag af et hjerteanfald.

Robert Franklin Stroud ( Birdman of Alcatraz )
Fra Seattle, Washington. Stroud flyver fra reden i en tidlig alder og tager til Alaska. Her møder han danserinden Kitty O'Brien som også er prostitueret. De flytter sammen og han fungere som en alfons for hende. En dag er der en kunde der ikke vil betale og Stroud konfrontere ham og de kommer i slagsmål og kunden ender med at blive skudt. Han bliver idømt 12 år for manddrab og sidder på McNeil Island. Her overfalder han en hospitals ansat der har anmeldt han for besidelse af narkotika ( morfin ) desuden overfalder han også en anden indsat i et forsøg på at få morfin. Han får yderlig en fængselsdom for overfaldene og overflyttes til Leavenworth. I Leavenworth får han en reprimande for en mindre overtrædelse i cafeteriet der ender med at han stikker en fængselsbetjent ihjel. Han bliver dømt til døden, men senere retsager gør at dommen bliver omstøbt til livsvarrig fængsel. Under hans tid i Leavenworth finder han en dag 3 spurve der er kommet til skade. Han tager dem til sig og passer og plejer dem og inden længe skifter han dem ud med kanarie fugle som han yngler og sælger til besøgende i fængslet. Han skriver 2 bøger om fugle og senere da han kommer til Alcatrez en selvbiografi. Han bliver overført til Alcatrez i 1942. På Alcatrez må han ingen fugle have, men han har adgang til biblioteket hvor han begynder at læse jura bøger. I 1959 bliver han alvorligt syg og overføres til et hospitals center for indsatte i Springfield, Missouri. Han dør den 21 november 1963 i en alder af 73 år. Han har tilbragt 54 år i fængelse, 42 af de år er tilbragt i en isolations celle.


Jeg synes det var så spændende at gå rundt på Alcatraz. Når man kommer op til selve fængslet får man udlevert et par høretelefoner og en optager med fortællinger fra livet på Alcatrez. Fortællingerne er indtalt er tidligere ansatte såvel som indsatte. Og så bliver man ellers guided rundt mens man lytter til fortællingerne på båndet. Der er så meget historie over Alcatraz og man kan umuligt undgå at blive fanget af det. Det var hvert fald svært for mig fordi jeg er så interesseret i historie. For mig var det virkelig stort at gå rundt derude, det er noget jeg altid har drømt om og endelig gik den drøm i opfyldelse. Jeg synes det levede fuldt op til mine forventninger. Fra man ankommer til man tager af sted igen. Der gik en del frivillige derude der mere end gerne delte ud af deres viden om stedet og det var meget morsomt at lytte til deres historier og anekdoter om livet på Alcatraz og mennesker og indsatte der har haft sin gang på øen. Jeg kan helt klart kun anbefale at man besøger steder hvis man er i San Francisco. Jeg mener hvert fald hvis man ikke gør det så snyder man sig selv for en kæmpe oplevelse.

onsdag den 8. juli 2015

Golden Gate Bridge, San Francisco.

Søndag eftermiddage nåede vi op til San Francisco. Vi havde egentlig først troede vi ville nå derop først på aftene, men det gik lidt stærkere end vi havde regnet med. Hold nu op der var koldt i San Francisco i forhold til da vi var i Yosemite og omkring Salinas. I Yosemite havde vi haft op til 28 grader og det mest fantastiske solskind. I San Francisco var der omkring 12-14 grader, overskyet og det småregnede. Men vi kørte hen til vores hotel og fik tjekket ind og så sad vi ellers bare lige og slappede lidt af og snakkede om hvad vi skulle siden vi var ankommet noget tidligere end vi havde forventede. Da det var for tidligt at spise aftensmad besluttede vi at køre ud til Golden Gate Bridge, så vi kunne nå at se den mens det stadig var lyst men også når mørket begyndte at falde på og man kan se alle lysene. For mig står GGB og Alcatraz som de 2 store ikoner der symbolisere San Francisco og det var da også de to steder der stod absolut øverst på listen over de ting jeg gerne ville opleve i SF.
Eftersom min mand har været der flere gange og har boet i Californien var det stort set mig der bestemte de steder vi skulle hen fordi jeg aldrig havde været der før.
Men vi kom ud til broen og jeg må indrømme den er godt nok stor. Det er virkelig et imponerende bygningsværk. At se den på afstand er en ting, men at gå ude på den og stå og kigge op af de wirer der holder broen og at stå ved de kæmpe pyloner ( der er 220 meter høje) der holder wirerne så kan man virkelig fornemme hvor stor den er. Da vi stod ude midt på broen kom der nogle store container skibe og skulle under og de virkede bare så lille når man stod deroppe og kiggede ned.
Ude fra broen kan man se ud til Alcatraz og man har en rigtig flot udsigt ind over SF by.
Da broen åbnede i 1937 var det verdens længeste hængebro med sine 2737 meter og det var den frem til 1964. Idag er den dog dumpede ned på en 12. plads over længeste broer, men den er nu stadig imponerende. Jeg vil dog lige indskyde at verdens længeste hængebro ligger her i Japan. Det er Akashi Kaikyo broen der forbinder Kobe med øen Awaji med en total længde på 3911 meter. Storebæltsforbindelsen er så men den 3. største hængebro i verden.
Men her er lidt skumrings billeder af GGB inklusive den berømte SF tåge.






tirsdag den 7. juli 2015

Salinas - John Steinbecks hjem.

Jeg er bogorm. Jeg elsker bøger og har altid gang i et par bøger af gangen. Mit hjerte banker mest for klassikerne og John Steinbeck er en af dem jeg gerne læser mere end en gang. Desuden kan jeg godt lide Ernest Hemingway, Francis Scott Fitzgerald, Charles Dickens, Emily Dickinson og Walt Whitman. Vores tur til Californien har hele tiden fokuseret på at vi skulle stoppe i Salinas fordi min mand boede her i 3 år da han gik i skole i USA og fordi hans amerikanske familie bor her og dem skulle vi selvføldig besøge når nu vi var i omegnen. Jeg havde kun 1 ønske vedrørende Salinas og det var at se Steinbecks hjem og det Internationale Steinbeck Center, samt at køre rundt og se de steder der er beskrevet med så stor kærlighed i hans bøger. Salinas er kende som Amerikas salatskål. Det er her størstedelen af alt iceberg og andet salat i USA dyrkes. 
John Steinbeck har selv arbejdet i markerne sammen med immigranter fra Mexico der kom op for at tjene penge. Og det var under dette arbejde han oplevede de hårde betingelser så som udnyttelse, overarbejde og underbetaling. Det er disse oplevelser der har givet inspiration til bogen Of Mice and Men fra 1937 ( på dansk Mus og Mænd ).
Ud over at have skrevet romaner har han også skrevet noveller og non-fiction bl.a om hans oplevelser som krigskorrespondent under Vietnam krigen.
Af John Steinbecks mest kendte værker kan nævnes Of Mice and Men, The Grapes of Wrath, East of Eaden og Travels with Charley. Flere af hans bøger er desuden blevet filmatiseret.

 John Steinbecks hus ligger på 132 Central Avenue. Idag er det et lille
museum og en cafe. Og som vi fandt ud af er der lukket om søndagen :-(

 International Steinbeck Center. Det er et museum over Steinbecks værker.
Desuden er der en lille biograf der viser film om Steinbeck.


 Manden er et geni. Han kan læse mine tanker, Aldrig Nok Bøger.

 Over hele museumet hang der plancer der forestille scener fra hans bøger.
Denne er fra The Grapes of Wrath ( på dansk Vredens Druer )
Den er i øvrigt filmatiseret med Henry Fonda i en af hovedrollerne og er fra 1940.
( Altså filmen, bogen er fra 1939)

 I 1962 vandt Steinbeck Nobels Litteratur pris. Valget var meget kritiseret og blev bla. i en svensk avis beskrevet som den største fejltagelse i Nobels historie. En af de andre forfattere der var nomineret det år var Karen Blixen, men hun vandt aldrig nogen sinde Nobels Litteraturpris.
De eneste danskere der har vundet Nobels Litteratur pris er Karl Adolph Gjellerup og Henrik Pontoppidan i 1917 og Johannes V. Jensen i 1944. Siden da har ingen dansker vundet Nobels Litteraturpris.

 I 1964 modtog Steinbeck Presidential Medal of Freedom, som er den højeste civile orden man kan få i USA. Han blev oprindelig indstillet af John F. Kennedy, men han blev som bekendt skudt inden han kunne nå at overrække medaljen til Steinbeck og han fik den først overraket året efter at Lyndon B. Johnson. 
I 1940 vandt Steinbeck Pulitzer Prisen for Fiktion for bogen 
The Grapes of Wrath.

 I 1960 kører Steinbeck ud på en større road trip sammen med hans elskede puddelhund Charley.
Steinbeck er på dette tidspunkt 58 år gammel og han har fået hjerteproblemer efter at have røget størstedelen af han liv. De sidste 20 år har han rejst rundt i Europa og boet mest i New York og han føler han har mistede kontakten til det USA han kender. En anden forklaring på hans tur er ifølge hans ældeste søn Thom Steinbeck at John Steinbeck godt ved han er døende og ønsker at se hans land en sidste gang.
Bogen Travels with Charley er en beskrivelse af denne tur på lidt over 16.000 km rundt i USA og bilen på billedet er den bil han kørte i og den står idag på International Steinbeck Center i Salinas.

 Klik på billedet for at få det forstørret op. På kortet ses ruten som Steinbeck kørt markeret med en hvid streg.

Steinbeck og hans elskede puddelhund Charley.


John Steinbeck dør den 20 december 1968 i hans hjem i New York som følger af hans hjerteproblemer. Hans ønske er at blive kremeret og sat ned i familiens gravsted i Salinas.
Idag anses Steinbeck for at være en af de helt store forfattere inden for den klassiske litteratur og mange af hans bøger indgår i pensum på skoler og højre læreanstalter ikke kun i USA, men mange steder i verden.
Jeg håber at have inspireret nogen af jer til at læse en eller flere af hans bøger her i sommerferien, de kan kun meget varmt anbefales.

mandag den 6. juli 2015

Mission San Carlos Borromeo de Carmelo.

Når man kommer via Big Sur og kører ind mon Monterey kommer man igennem en lille by der hedder Carmel. Det er en af de byer hvor de færreste har tid til at stoppe fordi de enten er på vej mod Big Sur eller på vej ind mod Monterey Bay og det er egentlig lidt synd. Byen har dog heller ikke de store attraktioner, men der er dog en ting der alligevel gør det værd at stoppe et par timer.
I Carmel ligger nemlig en af de bedst bevaret spanske missioner fra dengang hvor Californien var en del af Mexico.
Missionen i Carmel kan dateres tilbage til 1770 hvor fader Junipero Serra var overhovede for området. Missionen er opkaldet er efter en italiensk ærkebiskop fra Milano, Carlo Borromeo.
I årene omkring 1884 var der en større renovation af missionen, men klokke tårnet er der orginal fra da stedet blev bygget. Missionen i Carmel er den eneste af de missioner der er tilbag i Californien der stadig har det orginale klokke tårn.
Der har i tidernes morgen været mange flere missioner end der er idag, men mange af dem er enten blevet revet ned på grund af forfald eller de er så dårlig vedligeholdt at historien omkring dem er helt væk. Men her kan man virkelig få et indblik i hvordan en mission har været for mange år siden. 
I dag er missionen en del af den romerske katolske kirke og den bruges stadig. Vi besøgte den en lørdag eftermiddag og der var bryllup i kirken. Vi fik dog lige hurtig lov at kigge rundt inden i kirken inden selve vielsen gik igang, for der blev dørene lukke for ikke inviteret gæster.
Desudden er der museum og en privat katolsk skole.


 Missionen i Carmel som den ser ud ude fra vejen.

 Et af de små huse omme bag ved kirken. Går man om bag ved kirken 
åbner sig en hel ny verden i form af en stor åben plads med små boligere,
have, springvand og et stort kors. Det var et meget fredsfyldt område og man kunne tydelig
forestille sig hvordan munkene har levet her.

 En overdækket gang der gik næsten hele vejen rundt.

 Selve kirken.

 Mindes mærke.

 Springvand. Der stod en del mennesker som malede, men der 
var nu også rigtig mange stemnings fyldte kroge at male og 
tage billeder af.

 Haven, jeg tror den har set bedre dage. Eller også er det 
på grund af den tørke og mangel på regn der er ved at 
kvæle Californien.

 En stemnings fyldt krog.

 Kirken.

En af flere statuer der stod rundt omkring.

Jeg var rigtig glad for at vi tog os tid til at stoppe et par timer i Carmel og gå rundt i missionen. Det var meget anderledes end det vi indtil da havde oplevet og senere da vi nået op til San Francisco. Men ikke desto mindre så er den mexicanske kultur en del af Californien selv om man ikke ser den så meget mere ud over de mexicanske restauranter (der servere rigtig lækker mad) og den store del af befolkningen som er hispanic. Jeg var i øvrigt meget overrasket over hvor meget det spanske sprog fyldte på gaden og mange andre steder. Men hvis man er på road trip i Californien eller er i det område kan jeg kun anbefale at man kigger forbi. Det er et sted fyldt med meget spændende historie.

lørdag den 4. juli 2015

At leve med kræft i et fremmede land.

Puha der har været stille længe. Den sidste mdr. tid har været et rent mareridt og jeg har ikke haft overskud til ret meget andet end at være på hospitalet hos min mand og at tage mig af ham efter han kom hjem.
En uge efter vi kom hjem fra Californien var min mand hos lægen til et rutine tjek. Desværre var alt ikke som det skulle være. En tumor viste sig på røngten billedet og han blev straks henvist til et hospital. Vores værste frygt var at det var kræft og det skulle senere efter en operation vise sig at blive bekræftet.
Min mand blev indlagt på sygehuset cirka 2 uger senere hvor han fik foretaget en orkiektomi operation. Lægerne fik det hele ud og nu skulle vi bare vente på svarene. De kom cirka 1 uge senere og beskeden var at der var kræftceller til stede i tumoren, men det havde ikke spredt sig og derfor var ydere behandling ikke nødvendig på nuværende tidspunkt. Dianosen var helt præcis testikle kræft seminom stadie 1 B.  Efter 12 dage på sygehuset fik han endelig lov at komme hjem, men var yderlig sygemeldt i lidt over en uge så han kunne komme til hægterne igen og såret kunne hele så meget så muligt inden han skulle begynde på arbejde igen.
Det har taget utroligt hårdt på mig. Der er så mange tanker der flyver igennem hovedet på en. Ikke nok med man skal forholde sig til at ens mand har kræft, men at det hele foregår på et sprog man ikke er fortrolig med og et sygehus væsen der er meget anderledes end det hjemme i Danmark. At sidde og tromle gennem nettet for enhver oplysning om kræft, diagnoser, kemo terapi, hvordan kræft påvirker kroppen og hvordan kemo terapi påvirker kroppen. Jeg har jo ikke nogen at kunne snakke med herude p.g.a sproget. Som jeg sad og tromlet nettet igennem hver aften efter jeg var komme hjem fra hospitalet for at finde svar, oversættelser og betydninger af det vi havde fået at vide af lægerne den pågældende dag har været et enormt arbejde.
Der findes ikke meget på dansk der fortæller om personlig erfarring, men størstedelen er stadistikker fra Kræftens Bekæmpelse og andre cancer relateret sider, men meget lidt om personlig erfarring. Der var noget mere på engelsk men det tog lang tid at komme igennem p.g.a medicinske og faglig sprogbrug.
Der er 7 læger tilknyttet min mand og hans sygedom. Først er der den urolog, som tog de første prøver efter vi kom til sygehuset og som fra nu af er den læge der skal tjekke min mand hver 3. mdr de næste 3 år. Han hedder professor Kondo og han er en rigtig behagelig mand. Han har studeret medicin i USA og forsket i kræft gennem mange år. Han kan udemærket tale engelsk, men taler altid til min mand på japansk, men hvis min mand ikke lige får det hele med når han oversætter til mig så bryder han gerne ind i vores samtale.
Da min mand var indlagt på sygehuset var det 6 læger tilskrevet min mands sygedom, 3 læger og 3 kandidater da det var et universitets hospital han var indlagt på. Specielt 1 af lægerne var en enorm stor hjælp for mig. Ud over selvføldig at fokusere på min mand så fokuserede han også på mig. Jeg fandt ud af det var fordi han han er knald god til engelsk. Ligesom professor Kondo har han også forsket i kræft i USA og har boet der i 7 år. Hver gang de var på stuegang hos min mand var han meget opmærksom på om jeg også forstod hvad der foregik og hvis ikke forklarede han det på engelsk. Ligesom professor Kondo er han også en rigtig behagelig mand.
Der er bare så mange ting man skal tage stilling til ikke kun vedrørende kræft og behandling i forhold til de resultater man får, men også forsikring. I Japan er det sådan at man til at starte med selv skal betale det hele. Heldigvis har vi flere forskellige forsikringer som vi kunne bruge og forsikringen fra min mands arbejde betalte også en meget stor det af regningen. Den samlet regning for 12 dages indlæggelse lød på lidt over 1 million yen, godt og vel i omegnen af 75.000 dkr. Men fordi vi brugte vores forsikring og min mand forsikring fra arbejdet endte vi med at betale omkring 120.000 yen eller godt og vel 6000 dkr. Desuden er det sådan i Japan at hvis man pr. år bruger mere end 100.000 yen til behandling af sygedomme og medicin får man størstedelen tilbage i skat året efter. Så vi regner med at få ret mange penge tilbage i skat næste år.
Eftersom de fik det hele ud under operationen og det ikke havde spredt sig anbefaler de ikke kemo terapi. De næste 3 år skal han tage forebyggende undersøgelser hver 3. mdr. Derefter kun hver 6. mdr i 2 år og derefter kun 1 gang om året. Så de næste 10 år skal han tage forebyggende undersøgelser og derefter bestemmer han selv hvor ofte han vil, men han fortsætter med at tage en undersøgelse hvert år også efter de obligatoriske 10 år.
Lige nu er vi langsomt ved at komme tilbage til vores normale daglig dag. Men det ligge selvføldig i baghovedet hele tide; hvad nu hvis det kommer tilbage. Hvad så ????
Men lige nu er vi bare utrolig glade over at lægerne var i stand til at få det hele ud og at han ikke skulle igennem en kemo kur fordi det blev opdaget så tidligt.
Alle stadistikker peger på en meget høj overlevelse rate ved denne type kræft også selv om det har spredt sig. Men det er jo ingen garenti, så vi kan ikke gøre så meget andet end at leve sundt og motionere og så håbe og bede til det ikke kommer igen.
Det har været hårdt på rigtig mange måder. Som udlænding i et andet land indser man lige pludselig hvor afhængig man er af personen der er den indfødte. Indtil nu har vi stort set kun gået og passet os selv uden at være involveret med det offentlige. Jeg anede jo ingenting om forsikringer og om hvordan man udfylder diverse papirer. Jeg måtte sågar lære at hæve penge i en hæveautomat uden engelsk oversættelse i tilfælde af jeg fik brug for det for vi vidste jo ikke hvor længe min mand skulle være indlagt og hvad resultatet af operationen ville blive. Heldigvis bliver alle vores regning betalt automatisk så det skulle jeg ikke tænke på, men alle andre praktiske ting skulle jeg bare lige pludselig lære at gøre, normalt gør min mand alt det og jeg behøves ikke at bekymre mig om det. Heldigvis har jeg en svigerfar der er rigtig god til sådan noget med papir arbejde og han spurgte hver dag når vi så hinanden på sygehuset om jeg nu havde styr på det hele eller om der var noget han skulle ordne. Heldigvis løb jeg ikke ind i de store problemer og de 12 dage uden min mand klarede jeg nu helt fint hvad det praktiske angår.
Selv om både min svigerfar og svigermor var meget hjælpsomme og lægerne og sygeplejerskerne var rigtig sød og dygtig til deres arbejde, kunne jeg alligevel godt have brugt nogen at læsse af på og tude ud ved. Men det har der bare ikke været for mig. Der findes en japansk udgave af Kræftens Bekæmpelse men alting foregår jo på japansk så jeg ville nok ikke få ret meget ud af det og være i stand til at udtrykke mig forståligt på egen hånd. Så det er vist unødvendigt at sige at mit stress niveau har sprunget samtlige skalaer for stress den sidste mdr. tid. Jeg betaler da også for det lige nu med en ordnelig omgang forkølelse og hals onde. Og så har jeg en masse søvn der skal indhentes og jeg har haft dage hvor jeg har sovet til langt op af formiddagen, hvor jeg normalt vågner 8.00-8.30 tiden. Men sådan skal det jo nok være efter sådan en omgang.
Jeg håber jeg stille og roligt kan komme i gang med at blogge igen. Der er så meget fra vores tur til Californien jeg slet ikke blev færdig med at fortælle om inden vores verden styrtede sammen. Men jeg håber at kunne få det lagt ud i løbet af denne mdr. Men for idag kan jeg godt mærke det er ved at være sengetid nu.