Translate

søndag den 23. december 2018

Tranebærbrød.

Indtil for et par år siden så havde jeg faktisk aldrig smagt friske tranebær. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, måske nok mest fordi vi her i Danmark ikke rigtig har en tradition for at bruge friske tranebær og så har de været svære at finde og de har ikke rigtig været nogle opskrifter hvor der blev brugt frisk tranebær, men mere tørrede tranebær. I Japan e der heller ikke rigtig tradition for at bruge friske tranebær, men fordi vi nogen gange handler i et amerikansk supermarkede så kan man stort set ikke undgå dem om efteråret og op til Thanksgiving, hvor amerikanerne spiser kalkun med tranebærsovs.
Så en dag bestemte jeg mig for at nu ville jeg prøve at købe en pose og så finde en eller anden opskrift for det kan ikke passe at de kun kan bruges til tranebærsovs.
Da jeg først kom i gang med at Google væltede det jo frem med opskrifter på bagværk med friske tranebær. Særligt en opskrift er jeg blevet glad for og det er dette brød med nødder og friske tranebær. Jeg har efterhånden bagt det en del gange og det bliver som regl spist inden for et par dage. Det er sprødt og knasende på ydersiden og blødt og lidt syrligt indeni.
For jer der ikke har smagt friske tranebær før kan jeg kun anbefale det. De er let syrlige, men ikke på en ubehagelig måde som citron og grape kan være det og så er de simpelthen så sunde og spring fyldte med vitaminer at det halve kan være nok. Så der er virkelig ikke nogen grund til ikke at tage disse vidunder bær til sig og spise flere af dem.


Tranebærbrød.
220 g mel
225 g sukker
1 1/2 tsk bagepulver
1 tsk salt
1/2 tsk natron
1 1/2 dl frisk presset appelsin juice
1 spsk revet appelsin skal
2 spsk olie
1 æg
200 g friske tranebær
100 g valnødder

Vask tranebærene og halver de største. Hak valnødderne groft. Tag lidt af melet fra og bland det med tranebær og nødder. Bland melet med alle de andre tørre ingredienser. Tilsæt de våde ingredienser og rør godt til dejen er fri for klumper. Tilsæt tranebær og nødder.
Hæld dejen i en aflang form med bagepapir og bag brødet i 55 minutter ved 180℃. Mærk efter med en kødnål om brødet er gennembagt.


Jeg kan ikke anbefale af skifte de friske tranebær ud med tørrede tranebær. Tørrede tranebær har ikke den samme friske og let syrlige smag som friske tranebær har og det der kendetegner dette brød vil forsvinde helt hvis man gør. Efter jeg har fået smag for friske tranebær er jeg ikke så vild med tørrede tranebær mere for de smager bare ikke af ret meget i forhold til de friske.

Mine tranebær faldt desværre i bunden, men det smagte
helt som det skulle. 

Jeg skal helt klart have fundet og afprøvet flere opskrifter med friske tranebær for det er bare så velsmagende et bær og jeg er kommet til at holde rigtig meget af dem. Jeg synes faktisk det er lidt synd de ikke er mere udbredte og populære end de er.

Har du nogle opskrifter med friske tranebær som du er helt vild med så del endelig 😊😊😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar