Godt Nytår

Godt Nytår alle sammen. Jeg håber I alle er kommet godt og sikkert ind i det nye år. Det er altid spændende når et nyt år kommer, hvad skal man bruge et helt nyt år til, planer for fremtiden og nye tiltag. Men som det også er tradition for så kigger man tilbage på det forgangende år, hvad skal blive bedre i det nye år og hvad vil man helst bare glemme og lægge bag sig. Sådan er der jo så mange ting.

Jeg vil da også kigge lidt tilbage på 2018 og mindes nogle af de gode stunder der trods alt var selv om 2018 var et år med en svær depression der tog rigtig mange krafter og rigtig meget tid at komme oven på igen. I næsten 4 mdr. gik det kun en vej og det var ned. Heldigvis har jeg en fantastisk mand der er meget forstående og en dejlig søster der er god at tale med. Det har virkelig taget sin tid at komme op af hullet igen og først nu, næsten 1 år efter føler jeg at jeg er nogenlunde der hvor jeg var før depressionen, vel vidende at der ikke skal mange skub til før det går tilbage igen. Den svære kunst er så at lære at undgå de skub og gå væk fra de ting med negativ effekt.

 Mitsuike Park i Yokohama.

Indtil april havde jeg stort set ikke overskud eller lyst til noget. Men i takt med at vejret blev bedre og kirsebær blomsterne sprang ud fik jeg alligevel lyst til at komme lidt ud, men ikke for langt væk. Så vi kørte hen i Mitsuike park som er kendt for kirsebær blomster i alle afskygninger og jeg kan huske vi havde en virkelig god eftermiddag med bare at gå rundt i parken som er ret stor og sidde på en bænk og bare kigge ud over det lyserøde hav. Det var ren balsam for sjælen og for første gang i meget lang tid kunne jeg smile ægte. Så den der med at naturen har lige så stor effekt som anti-depressiv medicin er altså ikke helt ved siden af.

 100 år gammelt damp lokomotiv i Shizuoka.

Kirsebær blomsterne trak mere i mig, så min mand spurgt om vi skulle tage en 1-dags tur til Shizuoka nu vi ikke havde været nogen steder i meget lang tid og med udsigten til flere kirsebær blomster og en tur med damp lokomotiv op i bjergene kunne jeg næsten ikke sige nej. Det endte med at blive en fantastisk dag med flot natur og god mad. Jeg kan huske da vi sad i damp lokomotivet og tøffede stille afsted at vi snakkede om de toge og teknologi vi har i dag kontra det gamle damp lokomotiv og hvor meget vi har rykket os på bare 100 år. Måske om 100 år er de tog vi bruger i dag en museums genstand og nogle personer vil ligesom min mand og jeg sidde på en tur og tænke over hvordan vi lever i dag og synes vi er enormt gammeldags. Lidt tankevækkende, måske det kun er om 50 år med den fart udviklingen har på.

 Furin klokker.

For at begynde at komme ud igen besluttede jeg i starten af sommeren at tage til furin festival i Kawasaki Daichi.Det er en årlig tilbagevendende begivenhed og det er en af mine ynglings festivaller. Lyden af 35.000 - 40.000 små klokker der bimler og bamler i vinden er noget helt specielt. Man kunne måske godt forestille sig at det er meget larmende, men faktisk ikke da klokkerne ikke er særlig store.

 Suzenji.

Sidst på sommeren da den ene rekord høje hedebølge efter den anden ramte os tog vi op i bjergen på halvøen Izu. Vores forsøg på at undslippe heden i et par dage fejlede til dels for dagen inden havde en af de kraftigeste tyfonen i mange år hammret ind over Japan. Faktisk var vi lidt i tvivl om, om vi overhovedet kunne komme op til vores hytte som vi havde lejet for var vejene spærret af mudder skred og væltede træer. Et opkald til hotellet som ejede hytten forsikkrede os dog om at man godt kunne komme frem og at mudderskred ikke var det største problem, det var væltede træer. Men japanerne er jo et effektivt folk og gode til at få ryddet op efter diverse naturkatestrofer, så de træer der var blæst omkuld var fjernet da vi sidst på eftermiddagen kørte op til hotellet for at få nøglerne til den hytte vi skulle overnatte i. En dejlig hytte med både udendørs og indendørs spa. Det udendørs spa fik vi desværre ikke brugt meget for der var så mange myg at vi simpelthen blev ædt op.

 Den Kinesiske Mur.

Årets højdepunkt var uden tvivl vorse tur til Beijing i Kina i oktober. Faktisk var det første gang siden 2015 hvor min mand fik kræft at vi rejste udenlands. Så det trak virkelig i os begge 2 for at komme ud at se og opleve fremmede kulture. Kina var på alle måder en fantastisk oplevelse. For mit vedkommende var det en kæmpe drøm der gik i opfyldelse da vi besøgte Den Forbudt By hovedsaglig fordi en af mine ynglingsfilm er Den Sidste Kejser og dele af filmen er optaget i Den Forbudte By. 

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet af Beijing, dels pga min mands holdning til Kina og alle de problemer der er rent politisk mellem Kina og Japan. Men det afspejler jo langt fra den almindelig kineser på gaden og jeg endte med at blive rigtig glad fordi min mand indrømmede at det var langt bedre end han havde troet og han nu har den holdning at bedste venner bliver Japan og Kina aldrig, men vi behøves altså heller ikke være uvenner og at vi godt kan tage til Kina igen i fremtiden. Når jeg kan få min mand til at ændre holdning til Kina på den måde er det virkelig store sager.

 Den Himmelske Fredsplads. 

Vi var der i midten af oktober lige efter de havde fejret National dag,

så alle blomsterne stod der stadig.

 På Mount Mitake.

Jeg har brugt naturen rigtig meget som medicin om min depression, derfor er jeg begyndt at vandre meget og gå ture næsten hver dag. For det meste går jeg i eller omkring Yokohama, men i starten af november udfordrede jeg mig selv til at bestige Mitake som er et bjerg omkring 70 km fra Tokyo og det er 929 m højt. Det er et fantastisk bjerg og der er en enestående udsigt ned over Tokyo. I klart vejr kan man se alle højhusene nede i Tokyo når man står på Mitake. Vi fik en rigtig god travetur på omkring 10 km rundt på Mitake hvor vi fik set både vandfald og stenhaver og ikke mindst den gode udsigt. Jeg skal helt klart fortsætte med at gå ture og vandre og udfordrer mig selv på de lidt højere bjerge engang imellem. 

Enoshima.

Jeg nåede ikke at få set så mange vinterbelysninger inden jeg tog hjem til Danmark på juleferie, hvilket jeg gjore allerede den 6. december fordi jeg virkelig savnede alle de der forberedelser der er op til jul. De sidste 3 år er jeg først kommet hjem lige op til jul fordi jeg venter indtil vi har været til opfølgning på hospitalet og har fået resultatet. Men i år havde jeg bare virkelig brug for at tage del i juleforberedelserne og bage småkager, lave rødkål og generalt bare julehygge inden det hele er overstået. Så min mand var alene på hospitalet da svarene på prøverne kom. Heldigvis var alt i skønneste orden ellers ved jeg ikke om jeg kunne have tilgivet mig selv. 

Så alt i alt har det været et år med mange op og ned-ture. 

Hvad skal det nye år så byde på, ja det vil kun fremtiden vise. Jeg håber det bliver et år med mindre nedturer og flere opturer end 2018 var det. Jeg er ikke en person med en masse nytårs fortsæt, jeg synes lidt det er noget pjat. Hvis man gerne vil ændre noget eller gøre noget hvorfor skal man så gøre det bare fordi det er nytår. Det kan man da gøre uanset hvilken tid på året det er. I øvrigt langt de fleste der har et nytårs fortsæt holder det ikke i længden, men opgiver efter 1-2 mdr. hovedsaglig fordi de ikke er nok motiveret til det og ikke har lagt en slagplan for hvordan de vil opnå det resultat de har sat sig for. 

Jeg vil gerne sige en stor tak til dem der stadig læser med her på bloggen. 2018 blev et meget dårlig år hvad angår indlæg, men jeg håber at råde bod på det her i det nye år. Jeg håber på at komme til at skrive lidt mere alsidigt, så det hele kommer måske ikke altid til at handle om Japan selv om det selvfølgelig stadig vil være omdrejningspunktet.