Translate

torsdag den 25. april 2019

Odawara Slot.

Odawara by er indgangen til Hakone området hvis man kommer med tog. Det er her man skifter for at komme vidre med tog ned til eks. Ashi Søen der er hjertet af Hakone. Men inden man tager vidre så tag et smut op til Odawaras største attraktion, nemlig slottet. Det er et virkelig flot hvidkalket slot der ligger på toppen af en bakke omringet af en voldgrav og en park med masser af kirsebærblomster, iris og hortensiaer. Slottet er byens omdrejningspunkt. Her er festivaller flere gange om året bla. lanternefestival hvor lanternerne er dekoreret af  børn fra byens skoler. Om sommeren er der mikoshi optog gennem hele byen og ruten slutter i parken ved slottet hvor der er stillet telte op hvor man kan købe mad og drikke, mens man lytter til de forskellige holds sang og opmuntrende tilråb for de er ret tunge sådan nogle mikoshier, op til 200 kg og normalt er der da også 6-8 personer der bærer den af gangen. I det tidlige forår er parken dog fyldt op med mennesker der holder hanami, dvs picnic under kirsebærtræerne. 




Odawara Slot.
Der har lagt et slot i Odawara siden 1500-tallet. Slottet var under kontrol af Hojo klanen som var en af de mest magtfulde klaner på dette tidspunkt. De kontrolleret et område der går helt op til det der i dag er det moderne Tokyo. Men i 1590 blev slottet og Hojo klanen angrebet af Toyotomi Hideyoshi som besejrede Hojo klanen og tog både slottet og magten fra dem. Så det har været et sted af stor betydning og magt på denne tid.
I 1703 blev dele af slottet ødelagt i et jordskælv, men det meste blev genopbygget. I 1870 bliver dele af slottet pillet ned og solgt. Det var kun selve slottet der var tilbage. I 1960 påbegyndte man en omfattende genopbygning af stedet med hjælp af tegninger fra Edo perioden. Her genopbyggede man murene og de 3 porte der færer op til selve slottet og selve slottet blev også sat i stand og i dag står slottet som det ville have set ud på sin storhedstid. Selve slottet har 4 etager hvor der er udstillinger om dem der har boet, sværd og udrustninger og hvordan dagligdagen har været i og omkring slottet. På den øverste etage kan man gå ud og nyde udsigten ud over parken og Odawara by.
Odawara Slot er det tætteste slot på Tokyo, cirka 84 km fra Tokyo.












Jeg holder meget af Odawara Slot og jeg har efterhånden været der en del gange. Det er flot og vedligeholdt og de har virkelig gjort noget ud af at fortelle slottets historie. Det er langt fra alle slotte i Japan der gør det. Desuden indbyder parken rundt om slottet til hygge og afslapning og her er en ro der gør at man kan sidde ned og glemme man faktisk er midt i en støjende by. Så hvis du alligevel er på vej til Hakone for at nyde en af de mange varmekilder kan jeg kun anbefale at bruge et par timer på at besøge Odawara Slot inden du tager vidre. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar