Nijo-jo borgen

Haven er rigtig flot at gå rundt i, der er en sø med 1000 sten der er systamatisk placeret.

Indgangen til borgen, man må ikke tage billeder eller filme indenfor så der er kun udendørs billeder.

I 1601 beordrede Tokugawa Ieyasu at alle feudale herre i det vestlige Japan skulle bidrage til opførelsen af Nijo-jo borgen og den stod færdig i 1626. Stedet bliver brugt af Tokugawa shogunatet som deres hjem i Kyoto selv om det er Edo (Tokyo) der på dette tidspunkt er hovedstad. I 1750 bliver stedet ramt af en brænd og igen 1 1788, hvor det er det indre palads der brænder ned. På et senere tidspunkt bliver nogle bygninger fra kejser paladset flyttet over som en erstatning for de brændte. Stedet spiller også en vigtig rolle i 1867 da magten bliver overgivet til Kejseren og shogunatet og samuraierne lider det endelige nederlag. Alle tegn på shogunatet bliver fjernet og erstattet af Kejserens tegn, en krysantemum. I 1939 bliver steder doneret til Kyoto og året efter åbnet for publikum.

Hvis man har set Tom Cruises film Den sidste Samurai kan man få et godt billede af netop den periode hvor magten bliver overdraget til Kejseren. Noget af filmen er selvføldig fiktion, men jeg har set den sammen med min mand og han siger der er en hel del korekt historie og man kan godt lære en hel del ved at se den, så hvis du ikke allerede har set den kan jeg anbefale den.

"Han fik tårer i øjnene. Fundamentet af lyse kvadersten spejlede sig i voldgraven, murene rejste sig i rene, hvidkalkede flager af med kanter og tage af glaserede tejl, og i det hjørne af borgen, han kunne se, fra hvor han stod, rejste sig en flereetagers bygning, der balancerede perfekt mellem tårn og pagode. I det samme brød solen frem. Svejet i tagene og skyggespillet over de hvidblændede vinduesåbninger tog pusten fra ham". Citatet er fra Ib Michaels bog Kejserens Atlas fra 2002.

Jeg fandt ikke det omtalte hjørne, men jeg fandt så meget andet. Pagoden står der ikke mere, men vi gik op på den høj hvor den engang stod og vi kunne se ud over hele stedet og jeg kan godt forstå han fik tåre i øjnene. Når man går rundt indenfor i borgen er vægene dækket at malerier og det ene er mere overdådigt end det andet, det er fantastisk at tænke på at noget så gammelt stadig er i så godt stand at man tydelig kan se farverne der er brugt.

En anden ting ved borgen er når man går rundt på gulvet knirker det, det er lavet specialt netop så det knirker når man går på det for at advarre shogunen om, om der var fjender på vej ind. Det kaldes Nattergalegulvet og det lyder faktisk som en fugl der synger når man går på det.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg har en meget livlig fantasi eller fordi jeg ser for meget Ghost, men nogle gang kan jeg tydelig forestille mig de folk der har gået rundt og haft deres daglig gøren og laden ved stedet og man kan virkelig mærke stedets atmosfære. Jeg holder bare så meget af og gå rundt sådan nogle steder, der er ikke noget med bare at fare igennem og så har man været der, jeg kan bruge meget tid på at gå rundt og studere tingene for man kan finde så utrolig meget inspiration. Er man til historieske vingesus og filosofiske stenhaver kan jeg varmt anbefale stedet. Stedet kom i 1994 på UNESCOs verdensarvliste