Det er sidst på eftermiddagen og temperaturen ligger omkring 30 grader og luftfugtigheden er højere end jeg havde forventet i det nordlig Thailand, men på den anden side det er sidst i september og det er stadig regnsæson i Thailand.
Vi ankom til Chiang Mai ved middagstid efter at have fløjet hele natten og en kort mellemlanding i Bangkok. Det er dejligt at være tilbage i Thailand, sidst jeg var her var i 2011 og lige siden har jeg drømt om en dag at komme tilbage. Jeg holder meget af Thailand, naturen, historien, kulturen, men mest af alt så elsker jeg thailansk mad. Duften af krydderier blandet med kokos og de søde mangoer der er så saftige at saften løber ned af hagen og ekstrem billige i forhold til i Japan. Jeg kan ikke vente med at finde et markede hvor vi kan købe frugter og tage med tilbage til hotellet og bare nyde smagen og sødmen. Men lige der i det øjeblik hvor jeg står og kigger op og ned af hovedgaden i den gamle bydel i Chiang Mai for at forsøge at få et overblik over det område vi bor i, er jeg bare lykkelig for endnu engang at være i Thailand.
Eftersom dagen har været rejsedag og vi er lidt trætte oven på turen har vi meget bevidst ikke lagt nogen planer for dagen. Vi bestemmer os for at prøve at gå op af gaden og så ser vi hvad der dukker op af spændende steder der skal undersøges nærmere. Det er første gang for både min mand og jeg til at besøge Chiang Mai og det nordlige Thailand. Og det slår os relativt hurtigt hvor anderledes byen er i forhold til Bangkok. Atmosfæren er langt mere afslappet, thailænderne er langt mere snaksaglig og nysgerrig end i Bangkok og selve byen Chiang Mai er bare så anderleders i forhold til Bangkok og inden dagen er omme er vi begge totalt forelsket i Chiang Mai.
En anden ting der slog os ved Chiang Mai er hvor mange templer der er over det hele, især inden for bymuren i den gamle bydel. Vi gik og snakkede om at Chiang Mai på mange områder godt kunne minde om Kyoto.
Vi er ikke nået mange meter ned af gaden inden vi drejer af og går ind for at kigge lidt nærmere på et tempet der hedder Wat Muen Lan. Det er et mindre hvidt tempel, men taget stråler af guld. Der er en del lokale så vi går ind for at se hvad der foregår. De lokale har nogen små boder der sælger mad og drikke og små offergaver mang kan tage med ind i templet. Der er en meget afslappet stemning og de lokale snakker og griner med hinanden.
Vi går igen vidrer og inden længe er der igen noget der tiltrækker min opmærksomhed. Det er templet Wat Pran On. Det der tiltrak min opmærksomhed er at det er i guld. Et tempel i guld, det har jeg aldrig oplevet her i Japan. Efter vi har været inde i templet sætter vi os ned udenfor for at beundre bygningen. Vi sidder og snakker om hvor forskelligt templerne er i Japan og Thailand som begge er buddhistiske lande, men umiddelbart ikke har meget til fælles i den måde de dyrker buddhismen på. Munkene i Thailand er altid klædt i en orange klædedragt, det ser man aldrig i Japan. Templerne i Thailand er meget prangende med guld. I Japan er templer og andre helligdomme ofte røde og mere nedtonet i udseenede. Der er meget stor forskel på de to lande selv om de har samme religion.
Vi er begundt at blive lidt småsulten og vi begynder også at kigge efter et sted at spise på vej ned af hovedgaden. Vi ved ikke rigtig hvor der ligger nogen restauranter eller om restauranterne mest ligger i nærheden af de lokale markeder som der er i byen. Vi går lidt vidrer og inden længe er vores bøn hørt. På nogen meters afstand kan jeg pludselig se et skilt hvor på der står Khao Soi. En ret der står øverst på listen over ting jeg skal smage i Chiang Mai. Jeg styrer meget målrettet mod skiltet og finder en familie drevet restaurant. Restauranten er ikke særlig stor og familien sidder selv og spiser inden aftens ryk-ind af sultne turister og lokale begynder at dykke op. Vi bliver forsikret om at vi gerne må komme ind selv om de ikke helt har åben endnu, men deres Khao Soi er klar til servering. Den himmelske duft fra køkknet og bordet hvor familien selv sad og spiste kræver ikke meget overtalelse, her skal vi have vores første måltid i Chiang Mai.
Vi bliver placeret ved et bord på en ophøjet terrasse der vender ud mod hovedgaden så vi kan sidde og følge med i hvad der foregår ude på hovedgaden og inden længe sidder vi begge med en stor skål Khao Soi.
Khao Soi er en ret der hovedsalig spises i Burma, Laos og det nordligt Thailand. Det er nuddler med stykker af enten svinekød, oksekød eller kyllinge der er så mørt at man ikke engang behøves at tykke det. Det serveres i en carry sauce med kokosmælk. Retten toppes med sprød stegte nuddler og ved siden af kommer en tallerken med lime, løg og ekstra chili. Det smagte lige præcis som jeg havde forventet, absolut himmelsk.
Efter at have spist os prop mætte i Khao Soi fortsætter i ned af hovedgaden og inden længe kan vi ikke komme længere. Der for enden af hovedgaden i den vestlige ende ligger det der er en af Chiang Mais store attraktioner, templet Wat Phra Singh. Templet blev grundlagt i 1345 og er et af de fineste eksempler på Lanna arkitektur.
Selv om der ikke er så lang tid til lukketid bliver vi ikke afvist og efter at have betalt entre kan vi bare gå ind. Templet er stort i forhold til de andre templer vi havde set på vejen herned og igen er guld den gennemgående farve.
Vi går ind i hovedbygningen hvor jeg sætter mig på gulvet og kigger de mange søjler, Buddha statuer og hvad der ellers er af religiøse ting og sager. Pludselig kan jeg høre nogle munke der begynder at bede bønner. Først tror jeg der er en gruppe munke der er på vej ind i templet for at bede for det lyder som om de er meget tæt på, men der dukker aldrig nogen af de velkendte orangeklædte munke op og jeg undre mig over hvor lyden kommer fra indtil jeg får øje på nogen højtalere der er gemt lidt af vejen i et hjørne. Jeg bliver siddende og lytter til munkenes bønner. Det lyder meget poetisk, men jeg aner ikke hvad der bliver sagt for jeg kender ikke nogen ord på sanskrit som er det sprog de fleste bønner i buddhisme er på. Også de bønner min svigermor fremsiger hjemme i hendes tempel i Fukui, men hun kan ikke sproget så godt ud over bønnerne.
Der er et eller andet over bare at sidde der i et buddhistisk tempel og lytte til munkenes bønner. Det er afslappende og virkelig dejligt at sidde der inde i skyggen og mærke den svage vind fra en elektrisk vifte der er sat op.
Gennem døråbningen kan jeg se at en gruppe kinesiske turister er på vej op til bygningen hvor jeg sidder og jeg ser det som et tegn til at skulle videre. Jeg vil ud og finde de munke hvis bønner jeg kan høre eller er det mon bare en båndoptagelse de spiller på et bestemt tidspunkt ???
Jeg går op til den store guld stupa som er dekoreret med elefanter på alle sider. Den er enorm og skinnende blank og jeg kan ikke lade vær med at stå og betragte den. Jeg har aldrig set noget tilsvarende ved templer i Japan og jeg er meget fasineret over at der kan være sådan en forskel.
Jeg kan stadig høre munkene og fortsætter min søgen i at finde dem.
Jeg går ind i en have eller park om man vil og lige pludselig lige der foran mig sidder en 15-20 munke foran mig under en pavillion. Oppe på en forhøjning sidder den munk der leder bønnen og alle de andre munke svare eller gentager hvad han siger. Ved hjælp at mikrofon og det fineste tekninke anlæg når deres bønner ud til alle områder i templet. Jeg sætter mig på en sten bænk på den modsatte side af pavillonen og sidder bare og lytter og betragter dem. Det er lidt lige som meditation.
Efter et stykke tid bliver vi enig om det det er på tide at begynde at gå tilbage til hotellet. Vi er trætte efter at have fløjet hele natten og vi vil gerne have en ordnelig nats søvn så vi er klar og friske til en ny dag i Chiang Mai, for vi kan begge mærke at det her er en by vi rigtig godt kan lide.
Vi når dog ikke længere end til parkerings pladsen før vi igen falder i snak med en af de lokale. En skolelærer som i sin fritid arbejder for at fremme turisme i Chiang Mai og det nordlige Thailand. Han vil gerne vide hvor vi kommer fra og hvor længe vi skal være i byen. Vi får en masse tips til steder og hvordan vi kommer rundt. Han er ikke en af de der typiske tur sælgere der gør alt for at lokke turister til med ture til overpris, faktisk så sælger han selt inne noget andet end billetter til templet vi lige har besøgt. Så vi har egentlig ikke noget imod at snakke med ham netop fordi han ikke forsøger at sælge os noget men generalt bare er nysgerrig på hvem vi er og gerne vil hjælpe med viden om hans by.
På vejen tilbage til hotellet blev vi tiltrukket af duften fra et markede, men vi købt ikke noget for vi var stadig mætte efter vores Khao Soi, så det eneste vi køber er nogen flasker vand i en kiosk og så er det bare hjem og i bad og derefter i seng for vi er begge ved at segne af træthed.
Vi har fået et rigtig godt førstehånds indtryk at Chiang Mai og vi kan ikke vente med at se og opleve mere at denne smukke by.
Alle billeder i dette indlæg er fra Wat Phra Singh.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar