Bjerg templet Wat Phrathat Doi Suthep.

Klokken er 6.30 om morgen. Vi er lige ankommet i morgenmads restauranten, vi er de første, men det er også tidligt. Vejen er våd og vejret er gråt og meget disset, men vi er håbefulde og tror på vejrudsigten der har lovet tørvejr. 

Vi er tidligt oppe fordi vi skal på tur til national parken Doi Suthep-Pui. National parken ligger lige uden for selve byen og det tager ikke mere end omkring 40 minutter at køre derop. Vi har hyret en chaffør der kommer og henter os kl. 8 og kører os hvorhen vi vil for 1/2 dag. Og første stop er altså national parken og templet på toppen af bjerget. 

På slaget 8 ruller vores chaffør op foran hotellet i en fin Mercedes med A/C og vi er klar til at starte dagen. 

Vi køre gennem byen som så småt er ved at vågne og vores chauffør fortæller at det er  morgenmylder trafik så det kommer måske til at tage lidt længere end 40 minutter at nå der op. Min mand og jeg kigger på hinanden og kan ikke lade værd med at smågrine. Chaufføren har tydeligvis ikke oplevet morgenmylder trafik i Yokohama og Tokyo. Men vi er hurtig ude af byen og inden længe er vi på vej mod national parken. Udsigten fra byområde til skov skifter hurtig og det begynder at gå opad. 

Vi var blevet advaret en del om gadehunde i Chiang Mai af andre der også har besøgt byen. Men vi havde ikke rigtig set nogen da vi gik rundt i byen dagen før. Men nu er der rigtig mange gadehunde. De ligger i flokke i vejkanten og under træer. Nogen går stille rundt og prøver at tikke lidt mad, men de fleste ligge og sover i vejkanten. Jeg får lidt ondt i hjertet for jeg elsker hunde og jeg kan se at nogen af dem er meget beskidte og magre. Chaufføren siger at vi ikke skal være bange for dem for så længe vi ikke røre og bare ignorere dem så holder de sig væk. 

Endelig når vi templet der ligger på toppen af bjerget. Der er allerede begyndt at komme mange turister selv om klokken kun er 8.45, men det havde vi også forventet så vi tager det stille og roligt. Vi aftaler med chaufføren at vi har 2 timer inden vi skal vidrer til næste destination. 

Vi går over vejen og forbi de mange små boder der sælger alt muligt turist skrammel og går hen for at købe billet. Det er allerede begyndt at være ret varmt og luftfugtigheden er temmelig høj efter nattens regnvejr. Vi vælger derfor at køre med den lille rope way op til templet. Solen har ikke brændt gennem skyerne endnu så selv om vi gik derop kunne vi ikke se noget af udsigten ud over Chiang Mai alligevel. 

Der er meget diset og tåget på toppen. Det får hele stedet til at virke mystisk men også magisk. Vi havde hørt fra flere lokale at vi godt kunne springe Doi Suthep over, der var andre templer der var mere historiske og mindre turistede, men lige da vi trådte ind gennem porten og så den store guld stupa med de mange mange forskellige Buddha statuer rundt omkring var jeg ikke et sekund i tvivl om det var godt vi valgte at tage herop alligevel. 

Jeg var ret imponeret over de mange forskellige Buddha statuer og vi brugte faktisk meget tid på at gå rundt og se dem.

Jeg ved ikke rigtig hvorfor lokale rådede os at til springe stedet over. Ofte når man bor i nærheden af et bestem sted og ser det hver dag kan man godt lidt miste forståelsen for stedets charme og man ser ikke det i stedet som en der ser og oplever stedet for første gang ser. Sådan har jeg det lidt med Tokyo. Alle siger det er den fedeste by og bevares det er det da også, men det er altså bare Tokyo. Jeg har efterhånden været der så mange gange at byen har sværer og sværer ved at imponere mig. Så jeg ser ikke charmen mere, jeg tror lidt det er derfor flere lokale sagde at det kunne vi godt springe over. Men vi var begge glade for vi ikke gjore, for selv om vi ikke havde udsigten over Chiang Mai var der masser at se.

Da vi havde været hele vejen rundt flere gange var det ved at være tid til at komme vidre. Vi gik ud og fandt det sted hvor vi havde sat vores sko og på vej over mod bænkene hvor man kunne sidde og vaske fødder og tage sko på igen sker uheldet. Jeg snubler på de våde og glatte sten som er ret ujævne og jeg skraber stort set alt huden af min storetå. Blodet fosser ud og et øjeblik er jeg ved at gå i panik. Jeg humper over til bænkene hvor min mand allerede sidder. En af de første tanker der går gennem hovedet på mig er gad vide hvor hospitalet ligger. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvordan jeg skal reagere for det der første gang jeg er kommet ret slemt til skal efter jeg har fået konstateret diabetes og jeg har hørt at har man diabetes kan kroppen have svært ved at heale og man skal passe på med ikke at få sår og skader. Og her sidder vi nu i Thailand og blodet fosser ud af min storetå. Med en masse papir får vi stoppet blodet og jeg renser såret med vådservietter så vi nu kan se at det egentlig er mere en stor hudafskrabning på et meget ømtåligt sted på storetåen. 

Min mand er meget praktisk anlagt så jeg ved han i sin taske har masser af plaster og inden længe er min tå tapet til med plaster. Vi sidder og snakker lidt om hvad vi skal gøre, men eftersom vi har fået stoppet blødningen og vi har masser af vådservietter og plaster beslutter vi os for at fortsætte den planlagte dag med mindre det igen begynder at bløde og vi ikke kan stoppe det. Men det bløder ikke så slemt mere og vi har ingen problemer resten af dagen med såret. Om aften på vej tilbage til hotellet stopper vi ved et lille apotek hvor vi køber mere plaster og da de 2 piger på apoteket godt kan ser det er noget af et sår får vi noget desinficerende creme med i købet og besked om at holde det rent og beskyttet indtil der er dannet en skorpe. De næste par dage humper jeg lidt fordi min tå er meget øm og fordi jeg er lidt bange for at komme til at støde den ind i noget. Det gør alt for ondt at have mine kondi-sko på og jeg går faktisk bedre i mine sandaler selv om min tå nok er lidt mere udsat,  men såret healer fint og og har dannet skorpe inden for et par dage. Hvad det lige er med diabetikere og sår og hvorfor de skulle have sværer ved at heale har jeg ikke rigtig forstået endnu. Jeg havde ikke nogen problemer med at få det til at heale og inden for et par uger kunne man ikke se på min tå at stort set alt huden havde været skrabet af. 

Trods mit uheld er jeg ret glad for at vi tog op til templet på Doi Suthep. Det er efter min mening helt klart værd at besøge. Har man mulighed for det så kom omkring solnedgang på dage hvor man har klar udsigt over Chiang Mai, det skulle være virkelig flot hørte vi. 

Wat Phrathat ligger i national parken Doi Suthep som ligger 15 km uden for Chiang Mai. Templet ligger i en højde af 1073 meter. Stedet blev grundlagt i 1383 hvor den første stupa blev bygget på stedet. Har man ikke overskud til at gå de nogen og 300 trappetrin op til templet er der en lille rope way man kan tage mod ekstra betaling. Der skulle også findes en vandre sti der starter nede i Chiang Mai og som bliver benytter af munke og folk på pilgrimsrejse.