Året der gik - 2019

Om et par dagen kan vi sige farvel og tak til 2019 og sige pænt goddag ikke bare til et nyt år men til et helt nyt årti. 

Som jeg har siddet og set mine billeder igennem fra 2019 har det faktisk været noget af et begivenhedsrigt år både på godt og ondt. Det gode jeg vil huske 2019 for er helt klart vores dejlige tur til Thailand, hvor vi besøgte Chiang Mai og venner i Bangkok. Det dårlige jeg vil huske 2019 for er at jeg fik konstateret diabetes, men jeg er nået langt i at lære at leve med det og det går rigtig godt. 

Kirsebær blomster ved Odawara slot. 

Året startede rigtig langsomt, vi havde begge rigtig meget arbejde så det blev ikke til mange ture. Men da foråret begyndte at indfinde sig og kirsebærblomsterne sprang ud fandt vi dog tid til at tage en tur til Izu og Odawara som er 2 rigtige dejlige steder at opleve kirsebærblomsterne.

Kirsebær tunellen ved Izu-Kogen.

Jeg var så heldig at jeg kunne komme hjem og besøge familien 2 gange i år. Jeg er altid hjemme til jul, men i år var jeg også hjemme i april/maj fordi der var konfirmation i familien og det ville jeg ikke gå glip af. Det var lidt underligt at lande i CPH og der var stadigt lyst udenfor, så jeg rent faktisk kunne se lufthavnen 😄😄😄der plejer jo allerede at være mørkt når jeg kommer hjem til jul i starten af december, så det var lidt en ny oplevelse.

Hirtshals Fyr.

Det var rigtig dejligt at være hjemme i den lyse tid, så jeg udnyttede selvfølgelig tiden til nogle ture, især gåture rundt i det vendsysselske. Jeg er især glad for kysterne så ture til både øst og især vestkysten var på programmet.

Bunker museet med udsigt over Frederikshavn.

Rosenhaven i Yamashita Park med Vandtårnet i baggrunden.

Vel hjemme i Japan igen var det blevet godt varmt. Jeg nødt tiden inden heden og den høje luftfugtighed for alvor satte ind med en masse gåture. Men lige meget hvor meget jeg gik kunne mit hovede ikke falde til ro, jeg følte det som om jeg havde tømmermænd til trods for at jeg aldrig drikker alkohold. Til sidst sagde jeg til min mand at jeg gerne ville tilses af en læge for der var helt klart noget galt. Dagen efter gik vi til lægen som mente jeg havde fået en hjernerystelse, men jeg havde jo ikke slået hovedet eller var faldet på noget tidspunkt, men man kunne sagtens få hjernerystelse alligevel sagde han. Men for at finde ud af hvad vi havde med at gøre måtte vi heller få taget nogle blodprøver. Jeg pointerede at jeg gerne ville have blodprøverne skulle omfatte diabetes fordi det er noget der ligger til min familie. Min mistankt viste sig at holde stik, jeg havde ikke hjernerystelse og den 16 juli fik jeg konstateret diabetes. 

Min verden var lidt i kaos efter det. Jeg skulle til at have medicin, 1 pille hver morgen lige efter morgenmad. Jeg skulle have omlagt min kost, noget jeg ingen hjælp overhovedet fik til det. Jeg fandt selv ud af ved hjælp af Google at low carb/Keto var vejen frem for mange med diabetes 2 og cirka 3 uger efter diagnosen droppede jeg alt hvad der hedder ris, pasta, nudler, brød og kartofler fra min kost. Alt med mange kulhydrater fordi de omdannes til sukker-arter når de bliver fordøjet. Så begyndt der virkelig at ske noget, jeg har nu tabt 23 kg og når jeg kommer hjem til Japan igen i januar er planen jeg skal stoppe med medicin fordi jeg nu kan styre min diabetes med kost og motion. Det har virkelig været noget af en omgang, men min mand har støttet mig fuldt ud i alt omkring kostændringer og det at jeg er blevet lidt af en motionsfreak, der helst skal gå mellem 14 til 16000 skridt hver dag ellers har jeg ikke gjort det godt nok. 

Til Tanabata i Sendai.

Allerede inden jeg fik konstateret diabetes havde vi bestilt en rejse til Thailand i september. Vi var lidt i vildrede med om vi skulle aflyse turen eller om vi skulle tage afsted for hvordan ville det være at rejse med diabetes og endnu vigtigere hvordan ville jeg reagere på maden når jeg ikke selv kunne lave mad. Vi besluttede at slå koldt vand i blodet og snakke med lægen og kun hvis han sagde at det var uforsvarligt på nuværende tidspunkt fordi diagnosen var så ny ville vi aflyse. Heldigvis sagde lægen at der ikke var nogen grund til at aflyse, man kan sagtens tage ud at rejse selv om man har diabetes. Vi besluttede os for at tage på en lille prøvetur til Sendai for at se hvordan jeg reagerede når jeg ikke selv kunne lave mad og vi skulle gå hele dagen. Jeg har i flere år haft et ønske om at opleve Tanabata i Sendai som er den største af sin slags i Japan. Vi var også ude ved Matsushima Bugten som er i top 3 over de mest natur-skønne steder i Japan. 

Det var ulideligt varmt og selv nord på var luftfugtigheden skrækkelig. Det siges ellers at nu længere nord på man kommer nu mindre luftfugtighed, vi var helt klart ikke langt nok nord på til at slip for luftfugtigheden. Men bortset fra det så klarede jeg det rigtig godt og det at tage til Thailand i 1 uge virkede mindre skræmmenden. Havde jeg skulle rejse alene havde jeg helt bestemt udsat det, men min mand er jo med mig og vi har lokale venner i Bangkok der hurtig ville kunne hjælpe hvis der blev noget, så vi bestemte os for at selvfølgelig skulle vi til Thailand. 

Zuiganji tempel i Matsushima. 

Lige siden jeg fik diagnosen har jeg været meget bevidst om at denne sygedom ikke må ødelægge mit liv og sætte en stopper for de ting jeg så gerne vil, så som at rejse og tage på vandre ture. Der har været mange nye ting jeg skulle lære, men jeg er også nået dertil hvor jeg kan gøre de samme ting som jeg kunne før, jeg skal bare tænke over hvad jeg har med i madpakken når jeg vandre, det kan ikke være enerig bare fyldt med kulhydrater, det skal være proteiner og fedt, men når man først kommer ind i det er det ikke det store problem, det er processen at lære det og komme ind i det der kan være en udfordring, men det er det ikke mere. 

Matsushima Bugten. 

Tokyo Kunst museum.

Inden turen til Thailand havde vi dog lige en mere ting vi skulle nå. Hvert år får vi en invitation fra min mands onkel og tante om at komme til onklens kunst udstilling på Tokyo Kunst museum hvor han udstiller hvert år sammen med en masse andre kunstner der udstiller alt fra malerier, fotografier til skulpturer. Det er efterhånden blevet en årlig begivenhed og eftersom vi har et rigtig godt forhold til dem tager vi mere end gerne en tur til Tokyo for at gå på kunst museum. 

Doi Suthep i Chiang Mai, Thailand. 

I slutningen af september var tiden så kommet til vores tur til Thailand. Jeg ville stor lyve hvis jeg sagde jeg ikke var nervøs for jeg var mega nervøs for hvordan det ville være at rejse og være diabetiker. Min diabetes skulle vise sig at være det absolut mindste problem vi løb ind i under hele turen. Vores største problem var faktisk at jeg mistede min telefon på flyet fra Tokyo til Bangkok. Vi skulle flyve kl. 01.00 og jeg ved med sikkerhed at jeg havde telefonen på selve flyet for jeg forsøgte at tage et billede af lufthavnen fra flyet, men fordi det reflekteret for meget fra lyset i kabinen opgav jeg. Nu kan jeg så ikke huske hvad jeg gør, om jeg ligger den i holderen foran mit sæde eller om jeg ligger den i min rygsæk der står på gulvet og den så falder ved siden af uden jeg opdager det, det  er det helt store spørgsmål. Fakta er dog at jeg i Bangkok lufthavn mens vi sidder og venter på flyet til Chiang Mai opdager at min telefon er væk. Vi kontakter hurtig JAL og de gennemsøger flyet for det holder stadig i Bangkok og er ved at blive gjort klar til at flyve tilbage til Japan om eftermiddagen, men der er ikke blevet fundet og indleveret en telefon. Min mand kontakter også JAL i Japan som også gennemsøger flyet efter ankomst tilbage til Japan, men der er ingen telefon. 

 Nu er en telefon jo heldigvis ikke det værste man kan midste, tænk nu hvis det havde været mit pas eller min medicin jeg havde mistede, så havde det været meget værre. Men inden vi sad på flyet til Chiang Mai var min telefon og simkort totalt spærret så uanset hvad der er sket med den er der ikke nogen der har kunne bruge den. Men jeg har heldigvis fået en ny telefon nu og jeg passede virkelig godt på den under rejsen til Danmark, jeg skulle ikke nyde noget af at igen måtte fortælle min mand jeg har mistede min telefon.

Ved Wat Pariwat i Bangkok. 

Vi havde en fantastisk tur til Thailand. Vi har før været i Bangkok, men Chiang Mai var nyt for os begge. Det er en fantastisk by og på de 3 dage vi var der inden vi tig tilbage til Bangkok var nok til at vi begge blev ret forelsket i byen og det nordligt Thailand. Jeg ved ikke rigtig hvad det er der er med Thailand, men af de lande jeg efterhånden har rejst i så er Thailand nok det land jeg helst vil tilbage til. Jeg kan ikke helt forklare det men Thailand trækker i mig på en speciel måde. Jeg elsker thailandsk mad og vi går jævnligt på thailanske restauranter for at spise. Og så er der kulturen, den er bare fantastisk. Det er kulturen nu i mange lande, men Thailand er bare lidt mere for mig. Så jo, jeg nødt at være tilbage i Thailand efter 8 år hvor vi har besøgt andre lande som også har været fantastiske. Min diabetes mærkede vi ikke noget til så selvfølgelig kan man rejse og opleve verden selv om man har diabetes, det er bare lige den der første gang hvor man ikke lige ved hvordan det vil gå. Så jeg er helt klart frist på at vi skal ud i verden igen og opleve mere. 

Lille Edo i Kawagoe. 

Vel hjemme i Japan igen med en masse dejlige minder nærmede efteråret sig. Det skulle blive en særdeles hård omgang for Tokyo og Kanto område. I slutningen af september blev vi direkte ramt af det der var årets kraftigeste tyfon og cirka 3 uger senere blev vi igen direkte ramt at det der var den kraftigste tyfon i 30 år. Over 100 mennesker omkom under tyfonen og der var ødelæggelser for mange millioner yen. Så efteråret stod i katestrofens tegn. Næst efter det store jordskælv i marts 2011 så var de 2 tyfoner nok noget af det værste jeg har været igennem. Især nummer 2 var rigtig hård fordi jeg var alene hjemme under det hele. Vores vinduer var tapet til i tilfælde af de skulle blæse ind, ved alle døre lå der håndklæder til at holde vandet ude. Når vinden er så kraftig vil der komme vand ind uanset hvad fra den side som vinden kommer fra. Men det var virkelig ikke sjovt og mit stress niveau lå i det røde felt.

I vejrudsigten her til aften talte de om at hvis der kom 0,15 ml mere regn ville det nå over 1000 ml regn i år og det var rekord. Da tyfonen kom fik vi over 1000 ml regn på 48 timer, det er 1/3 del regn af hvad vi normalt får på et år, så ærlig talt synes jeg ikke det lyder som et vådt år. 

Ved Ashi søen i Hakone. 

De 2 tyfoner har også gjort at efteråret ikke kunne bruges til vandring i bjergene der mange vejt til bjergene og stier i bjergene simpelthen er skyllet væk. Det blev faktisk kun til 1 vandretur sidst i november hvor vi var i Hakone og hvor vi besteg Kintokiyama som er 1212 meter. Det var en rigtig dejlig dag. Solen skinnede og himlen var blå. Da vi nåede toppen havde vi den mest fantastiske udsigt til Fuji. Hold op hvor har jeg savnet hiking her i efteråret og jeg har ligefremt haft det elendigt over ikke at kunne komme ud og gå i bjergene. Jeg håber virkelig situationen er bedre når jeg kommer hjem igen så jeg kan bruge vinteren og foråret på at vandre og nå noget af det, det ikke blev til i efteråret.

I starten af året fik jeg en henvendelse fra Den Danske Klub i Japan om jeg ikke havde lyst til at komme til bestyrelses møde for de ville gerne snakke med mig om hjælp til at arrangere ture for klubben. Jeg havde ikke mange betænkligheder ved at sige ja, jeg kendte stort set dem alle i forvejen. Så siden januar i år har jeg været en del af bestyrelsen, men jeg blev først officielt valgt ind på general forsamlingen i oktober. Jeg nyder vores møder, vi har det rigtig sjovt sammen. Årets største begivenhed er uden tvivl julefesten på ambassaden. I år var vi omkring 130 personer. Det er dejligt at vide så mange mennesker værdsætter det man bruger flere måneder på at arrengere, selv om der er mange ting der skal styr på. Jeg er rigtig glad for at sidde i bestyrelsen og det er noget jeg gerne vil blive ved med. 

Den Danske Klub i Japan er for alle danskere der bor i Japan i kortere eller længere tid og man bliver automatisk medlem når man bosætter sig i Japan. Indtil nu er der ikke behov for at opkrævn kontingent, vi kan godt få det til at løbe rundt med de sponsor penge vi får fra danske firmaer der er i Japan. 

Hvad skal det nye år så bude på ??? Jeg ved det faktisk ikke, jeg har ikke de store planer, jeg kan godt lide at være spontan. Jeg er bare ikke så god til det der med at ligge store og langvarige planer for fremtiden for det ender som regl med at der bliver vendt op og ned på dem alligevel. 

Jeg ved dog en ting og det er at min mand og jeg har kobber bryllup den 20 april. I Japan har man ikke tradition for at fejre bryllupsdage og da slet ikke kobber bryllup. Min mand synes faktisk det var ret morsomt med den halve æresport familie ofte stiller op hjemme hos folk. Jeg er også ret sikker på der ikke er nogen i min familie der vil komme til Japan og holde kobber bryllup med os, så lige i øjeblikket står jeg ret alene med ønsket om gerne at ville fejre dagen på en eller anden måde. Men de penge man så skulle have brugt på festen kan man jo tage ud at rejse for i stedet, sådan kan man jo også fejre det.

Så er der jo OL i Tokyo til sommer, det bliver så spændende. Jeg har altid drømt om at komme til at opleve et OL og det kommer endelig til at ske nu. Jeg vil så gerne have billetter til herre håndbold finale kampen for jeg er bare så sikker på at Danmark bliver det ene hold der står i finalen, men indtil videre er det ikke lykkes at få fat i nogen af de billetter der er sat til salg. Hvis det ikke lykkes vil jeg prøve at få nogen andre billetter, jeg ved bare ikke lige til hvad for håndbold er ærlig talt det jeg helst vil se og gerne nogen af Danmarks kampe. Problemet er at mange billetter allerede er frigivet til salg, men der er ingen program for hvornår de forskellige hold skal spille, så man køber billeter i blinde og så må man håbe på det er til de hold man gerne vil se, det har der været virkelig meget kritik af. 

Til sidst vil jeg gerne sige en stor tak til hver og en der har læst med i årets løb, har synes godt om  billeder på Instagram og Facebook, har skrevet til mig i løbet af året med rejse spørgsmål om Japan og opmundringer da jeg blev syg. Jeg værdsætter det hele og det er så dejligt at vide at der er nogen derude der læser og følger med i hvad jeg skriver, så bliv endelig ved med at give lyd fra jer, jeg holder så meget af det. 

Så nu er der kun en ting tilbage at sige,

Godt nytår alle sammen

vi ses i 2020 

🎇🎆🎇