Translate

søndag den 5. februar 2017

Ehomaki til setsubun.

I fredags var det Setsubun her i Japan. Setsubun er dagen før forårets siges at komme og der er en del traditioner forbundet med dagen. En af dem er at man kaster tørrede bønner efter en person klædt ud som en ond ånd mens man råber Oni wa soto, fuku wa uchi som betyder noget i retningen af  ud med de onde ånder, ind med heldet. En anden tradition er at man spiser nogen store sushi ruller der hedder ehomaki. Mange køber dem i supermarkedet, men jeg kan godt lide at lave dem selv. Jeg køber den mindste pakke jeg kan finde, men alligevel ender vi med virkelig meget mad. Så i år forsøgte jeg at lave noget andet med det der blev til overs i pakken så vi ikke stod med en masse sushi ruller vi ikke kunne spise og dermed blive nødt til at smide ud fordi det er rå fisk.
Jeg synes selv jeg er blevet ret god til det her med at lave sushi ruller og det er egentlig ikke så svært som det ser ud.
Eftersom sushi og sushi ruller også er en populær spise i Danmark er her et par tips til at få især sushi rullerne til at lykkes, det er nemlig dem der oftes mislykkes for folk. 


Hvis du vil lave dine egen sushi ruller skal du bruge en bambus måtte til at rulle dem på. Du skal bruge nori tang i plader, ris, fisk, æg, agurk og tørrede udblødte shiitake. Her i Japan er det nemt at købe fisk til sushi, men hvis du vil lave det hjemme i Danmark anbefaler jeg du snakker med din lokale fiskeforhandler inden du kaster dig ud i det for det er trods alt rå fisk og det skal have været frossen i en vis periode for at undgå evt. parasitter der kan findes i kødet. Disse parasitter kan ikke overleve at blive frossen. Desuden skal man have en virkelig god køkken hygiejne når man arbejder med rå fisk. Jeg vasker altid bordplade og vask totalt ned og gør alt jeg skal bruge klar inden jeg tager fisken frem og begynder at lave sushi ruller.

Når man skal lave sushi ruller starter man med risene. Her skal du bruge nogen japanske ris fordi de er klistrede og det har du brug for at de er ellers kan sushi rullen ikke hænge sammen. Når risene er dampet færdig skal de have lov at stå i 10 minutter så de lige kan sætte sig. Sushi ris skal være klare, de skal nærmest skinne. Derfor skal du bruge en lage af 50 ml eddike, 2 spsk. sukker og 1/2 tsk. salt. Sukker og salt skal være helt opløst i eddiken inden brug. Giv den evt. et hurtig opkog. Denne lage er til cirka 300 gram dampede ris.
Når risene har hvilet de 10 minutter kommes eddike lagen i lidt af gangen mens der røres forsigtig rundt. Når det hele er kommet i skal risene hvile nogen minutter så den lige kan absorbere alt lagen.
Nu er du sådan set klar til at gå i gang.
På din bambus måtte ligger du nu en plade nori tang. Så skal risene på. Du må ikke ligge et alt for tykt lag for så kan du ikke rulle dem. I den ene ende skal risene ligges helt ud til kanten. I den anden ende skal der være cirka 2 cm nori tang uden ris. Dette er faktisk meget vigtigt fordi hvis der ligger ris over det hele er der ikke noget til at holde sammen på den efter du har rullet den. Når tang bliver fugtigt fungere det lidt ligesom lim, det holder sammen på maden.


Når så du har kommet ris på skal fyldet på. Du skal ikke ligge fyldet i en lang række for så kan du ikke rulle den. Lig det 2 og 2 oven på hinanden og ikke helt ud til kanten. Du skal have cirka 2 cm ris fri så du får fyldet til at ligge pænt i midten af rullen. Så skal der rulles, det er for mange den svære del. Har du for meget ris eller fyld i har det med at mislykkes. Et trick er at holde fyldet på plads med mellem fingerne mens du ruller med tommel- og pege fingeren. Det kræver lidt øvelse, men efter et par gange skal det nok lykkes.


Jeg lavede 3 sushi ruller som vi delte i 2. Det var mere end rigeligt til os, men det smagte virkelig godt.

Jeg var virkelig godt tilfreds med resultatet da jeg skal dem over. Fyldet ligger pænt i midten omringet af ris.

Da jeg havde lavet rigelig med ris brugte jeg resten til at lave inari sushi. Det er små pakker af tofu der er marineret i en lage af soya, mirin og sake. Derefter kan man åbne dem forsigtigt og putte ris inden i. Jeg havde kommet resten af de udblødte shiitake, kogte gulerødder og sesam i resten af risene og derefter i tofu lommerne.
Den form for tofu man bruger til inari sushi er det der hedder abura age.



Inari sushi.


Selvfølgelig skulle vi også have miso. Sidste år deltog jeg i et kursus hvor man lavede sin egen miso. Den skal stå og modne i 6 mdr. inden den er klar til brug og det er den miso vi bruger lige for tiden. Desværre er der ikke så meget tilbage så jeg vil virkelig gerne afsted igen. Det er rigtig interessant at lære om hvordan man laver det og så smager det bare den tand bedre end det man bare går ned og køber. Man kan stort set komme alle former for grøntsager i miso. Tang, tofu og kamaboku (fiskepate) er også meget brugt. Nogen laver en simpel miso kun med tang, men jeg kan godt lide en miso hvor der er noget fyld i i form af grøntsager.

Jeg havde købe kamaboku med en ond ånd på. Det var 
jo trods alt til setsubun.


Jeg havde også lidt laks og tun til overs efter jeg var færdig med at lave sushi ruller. Jeg skar det op i tern og lavede en marinade af miso, mirin og sake og så blandede jeg det hele med agurker i skiver og kom forårsløg på toppen. Er man ikke helt stærk i at spise rå fisk endnu er dette faktisk en rigtig god ret at starte med fordi misoen tager meget af fiskesmagen og det ikke rigtig smage som rå fisk.

Det var min aftensmad i fredags.
Hvad fik du at spise ???   (Hvis du kan huske det ;-) )


2 kommentarer:

  1. Det lyder pludselig rigtig nemt at lave sushi. Man kan godt se på billederne at du har prøvet det nogle gange. ��

    *Rikke*

    SvarSlet
  2. Hej Rikke,
    Tak for din kommentar.
    Det er faktisk ikke så svært. Det er nok fordi vi ikke er vokset op med det og har lært det at det virker så svært, men det er jo nemt nok for mig at sige for jo jeg har efterhånden prøvet det en hel del gange.

    Inger-Marie.

    SvarSlet