At lære japansk

Så er jeg begyndt i skole til sprogundervisning. Jeg går i skole hver mandag og onsdag fra 10.30-12.00. Der er en orgenisation der hedder Yoke og som ligger nede ved Landmark Tower. Man er delt op i hold alt efter hvor god man er til japansk, så det siger jo sig selv at jeg er på det absolut laveste niveau. Vi skal ikke kun lære at tale men også at skrive, de tegn vi bruger mest hedder katakana og hiragana og så findes der et mere men det er alt for svært og minder mere om kinesiske tegn som er meget kompliceret.
Indtil vidre har jeg været der 3 gange og jeg synes godt om det, på mit hold er vi i øjeblikket 7. 2 fra Frankrig, 1 fra Korea, 1 fra Peru, 1 fra USA og 1 fra England og så mig selvføldig.
Lige nu synes jeg det er meget svært og når min mand spørger mig hvordan jeg har det siger jeg at jeg har fået en kortslutning i hjernen, sådan føler jeg det. Jeg synes det er svært at tale, for der er så mange lyde, som ikke betyder noget men som man skal sætte sammen for at danne ord. Jeg tror det er meget normalt at jeg har det som jeg har det lige i øjeblikket, når man er ved at lære et nyt sprog, i starten er det hele bare vulapyk. Sådan var det også da jeg lærte tysk og fransk, især tysk. Jeg bryder mig ikke så meget om det tyske sprog, jeg synes det er et grimt sprog, hvor imod jeg havde nemt ved at lære fransk, men det synes jeg så til gengæld er et meget smukt og poetisk sprog. Lige i øjeblikket kan jeg ikke rigtig finde ud af hvad jeg synes japansk er, det er bare japansk.................og så alligevel, det er et høfligt sprog. De har mange ord og vendinger som ikke kan oversættes, men som er høflighedsfraser som man høre næsten alle sige hele tiden, når man kommer ind i en forretning, før man spiser, når man møder andre osv osv. Kan man få dem på plads er man sådan nogenlunde sikkert mod sure miner, men jeg synes nu de har stor tålmodighed over for udeforstående og det er jeg rigtig glad for.
Den første gang jeg skulle i skole var vi noget nervøs for om jeg i det hele taget kunne finde det, for min mand var på arbejde og kunne jo derfor ikke følge mig, men det gik faktisk rigtig godt, jeg nåede frem på 40 minutter, uden at fare vild eller noget. Først skal jeg med en bus ned til stationen, hvor jeg skal vidre med lokaltoget ud til et stort indkøbscenter der hedder Queens Mall hvor jeg skal igennem for at komme ud på den anden side hvor konferance centret ligger. Det er faktisk det samme konferance center der blev brugt i december hvor præsident Obama var her for at deltage i et asiatisk topmoede. Nu går det endnu bedre med at finde det, idag kunne jeg gøre det helt uden den 2 sider lang liste min mand har skrevet til mig om hvordan jeg kommer derud og hjem igen, når jeg er alene. Idag blev jeg hentet af min mand, for vi skulle en tur til byen Kawasaki, som ligger mellem Yokohama og Tokyo, hvor vi skulle besøge et tempel. Men det vil jeg fortælle mere om lidt senere, for jeg skal have lagt nogle billeder ind dertil.

Kofi Annan - Fredens mand i en verden af krig. Af Stanley Meisler.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om denne bog, det er ikke fordi den er dårlig skrevet eller noget, der mangler bare ligesom noget der virkelig fanger. Jeg ved egentlig også godt hvad det er jeg savner i bogen, det er den der flugen-på-vægen fornemmelse hvor man høre om alle de sjove anekdoter ved forhandlingsbordet som man ikke høre om gennem en journalist der skal præsentere sagens kerne på 3 minutter i nyhederne.

I starten synes jeg der går lidt lang tid inden man egentlig når til det bogen handler om at han bliver udnævnt til generalsekretær for FN og derefter er det en lang politisk opremsning af hans karriere og de kriser der kom til at kendetegne hans periode som generalsekretær, Irak og hele forløbet med våbeninspektørene, olie-for-mad programmet, hvor hans egen søn Kojo bliver involveret i en skandale, Østtimor, Kosovo, 11.september, selvmordsangrebet på FN's hovedkvarer i Bagdad hvor Vieira de Mello og 21 andre bliver dræbt, tsunmaien og modtagelsen af Nobels Fredspris.
Nu er bogen et portræt skrevet af en anden og ikke en selvbiografi skrevet af Annan selv, han har faktisk ikke haft særlig meget med bogen at gøre og det er nok en anden rund til jeg er lidt skuffet, jeg savner Annans kommentare og indlevenhed.
Jeg er stor fan af Kofi Annan, jeg synes han opnåede meget i hans periode som generalsekretær og man hørte om FN og deres arbejde, det synes jeg er gået lidt tabt efter han har fratrådt posten.
Jeg har mødt både Hans Blix og Bill Clinton og hørt dem holde foredrag og Kofi Annan er en anden person jeg virkelig også gerne vil møde og høre tale om hans tid i FN.
Man kan lære meget af bogen, men man er nødt til at interessere sig for udenrigspolitik ellers tror jeg ikke man kommer igennem den.
Jeg vil give bogen 2 1/2 stjerne, havde der været flere inside historiere som man normalt ikke høre om i pressen havde den uden tvivl fået meget mere.

Landmark Tower

Landmark Tower i Yokohama, det ligger i forbindelse med et stort konferance center, hvor jeg i næste uge skal starte med at gå til sprogundervisning gennem noget der hedder York. Jeg skal køre med bus og derefter vidre med tog for at komme derind, jeg er ikke helt tryg ved det, for der er så mange steder jeg kan fare vild på vejen og det gør det ikke bedre at jeg ikke er så vild med at skal bruge metroen alene,men der er jo ikke ret meget andet at gøre end at bare springe ud i det, jeg lærer det nok på et eller andet tidspunkt.

Madlavning

Jeg har været ved at lave japansk mad, herude spiser de mange grøntsager og knap så meget kød. Jeg synes selv at det blev ret så godt. Yderst til venstre ligger der en grøntsag der hedder komatsuna, den kan ikke fåes i DK, men det minder lidt om spinat, det hele bruges ikke noget med at smide stilken væk. Det andet er kinakål, som herude mest koges, tofu, svinekødsboller og udonnudler. Svampene hedder shimeji og jeg er ikke sikker på om de kan købes i DK. Det hele kostede 600 yen eller det der svare til 30 kr.

Tokyo aften udsigt

Disse billeder er taget i Tokyo i den bydel der hedder Roppongi Hills, det er et meget "upper class" område hvor alle de fine og rige kommer og handler og for at blive set. Billederne er taget på 52. etage, med udsigt ud over Tokyo og Tokyo Tower. Vi var der for at se en udstilling om himmelrummet og stjerner, i entre billetten var der også adgang til Mori Art Museum. Det var meget interesant , det er ikke et museum med billeder men forskellige instalationer, en af dem var lidt spookie. Man går ind i et 8 kantet telt og hele vejen rundt er der et vandfald, i bunden er der et spejl og omkring 2,5 meter over dig er der også spejle, man får den følelse af at man står inde midt i det her vandfald og lige når man kommer ind står man på en sort plade og spejlene gør så at man får den følelse at man falder ud over vandfaldet. Jeg tror det er lidt svært at forklare, det er vist noget man skal have prøvet for at forstå, men det hele var en stor illution med de spejle, men det var nu meget fedt.

Her bor vi

Disse billeder er taget fra 11. etage i den bygning vi bor i lige i øjeblikket. Forhåblig skal vi snart flytte til en større lejlighed. Udsigten heroppe fra er fantisk og jeg elsker at stå og kigge ud over Yokohama, men mig og min mand har en evig diskution om hvor højt eller lavt vi skal bo. Jeg vil gerne bo højt oppe så jeg kan nyde udsigten, men det vil min mand ikke for når du bor så højt oppe føles jordskælv meget mere kraftig end det er. Mit modagument er så at der jo ikke er jordskælv hver dag men man kan nyde udsigten hver dag, så vi har nu nået et kompromi der hedder at vi højest bor oppe på 8. etage

Sygdom

Jeg har bare fået en rigtig dårlig start på det hele herover, dagen efter jeg var kommet blev jeg mega forkølet og endte med at ligge i sengen i 4 dage med 38,6 i feber. Jeg er stadig noget snottet, men jeg har ikke feber mere. Selv nytårs aften lå jeg i sengen, så det blev ikke til meget japansk nytårs, desuden var min mand på arbejde så jeg var helt alene hjemme. Jeg havde ellers bare glædet mig sådan til at opleve det japanske nytår og købt champagne i lufthavnen, men den har vi stadig og jeg har stadig til gode at opleve det japanske nytår.
Igår var vi sammen med min svigerfar oppe og hjælpe med at gøre rent og rydde op i bedstemors lejlighed, det brugte vi det meste af dagen på. Bagefter var vi ude at spise i et stort indkøbscenter nede ved havnen. For at komme fra p-pladsen og over til centret skal man over en bro der er rund. Da vi var nået midt ud på broen kunne jeg godt mærke der var nogle rystelser, men hverken min mand eller svigerfar sagde noget, så jeg slog det hurtig hen med at det nok bare var fordi jeg ikke var helt rask endnu. Da vi havde spist og skulle tilbage var det der igen, så da vi kom hjem spurgte jeg om der havde været jordskælv eller hvad??? nej det havde der ikke, det er den store mængde af biler der køre under broen der får den til at "ryste" en smule. Det var faktisk lidt ubehageligt.
Imorgen kommer vores nye køleskab, nej hvor jeg glæder mig til at få fryseplads, det er der nemlig ikke i det vi har nu.