Som de fleste nok efterhånden har fundet ud af hvis de læser med reglmæssigt her på bloggen så er det at jeg er meget glad for at gå og vandre, især i skov og bjergområder. Men efteråret har været en hård omgange ved Japan og især området omkring Tokyo hvor vi bor. I slutningen af september blev vi direkte ramt af årets største tyfon. Det var en der trak tænder ud og jeg må indrømme jeg sov ikke meget den nat tyfonen rasede uden for. Bygningen gyngede, regnen piskede mod ruderne og vindens hylende kunne gøre enhver sirene grøn af misundelse. Men ak og ve for det skulle vise sig at det ikke var det værste der ramte os, for kun 3 uger senere blev vi igen direkte ramt af en tyfon, denne var endnu kraftigere. Den kraftigeste der havde ramt Japan i omkring 30 år. Begge tyfoner har trukket et spor af død og ufattelige ødelæggelse og oversvømmelser hen over Japan. I Hakone som er et sted jeg virkelig holder af at komme, både for at vandre, men også at gå i onsen har lidt et hårdt knæk. På 2 dage fik de over 1000 ml regn. Det svare til 1/3 af den regn de normalt får på 1 år, det kom på 2 dage. Jernbanen i Hakone er totalt skylle væk 4 steder og de ved endnu ikke hvornår der igen kan køre tog i området, så i øjeblikket er der kun buskørsel i Hakone.
Jeg må indrømme den eftermiddag og aften da det var værst var jeg seriøst bange, især fordi jeg var alene hjemme. Det er klart den værste tyfon jeg har oplevet og en af de værste oplevelser efter jordskælvet den 11 marts 2011 jeg har været igennem.
Men ødelæggelserne er af enorme dimensioner og der ryddes stadig op rigtig mange steder i de områder der blev ramt. Det betyder også at mange vandre stier er skyllet væk af mudderskred eller blokeret af væltede træer. Mange steder er de væltede træer dog så store og ligger så stabilt at man godt kan kravle over eller under dem. Men de 2 tyfoner har gjort at jeg ikke rigtig har været ude at vandre her i efteråret for mange steder frarådes det at vandre i øjeblikket, det er simpelthen for farligt og mange steder er det også ufremkommeligt.
Så hvad gør man når man ikke kan komme ud og vandre i de områder man bedst kan lide, ja man må gå en tur langs stranden.Men det er nu heller ikke det værste sted at gå og blive blæst godt igennem til duften af saltvand.
Det var meget mørke skyer, men det holdt tørvejr.
Så 3 dage efter tyfonen i oktober tog jeg toget til Chigasaki med det formål at gå tilbage til Kamakura. En gå tur på omkring 18 km. Det var råkoldt og blæsende, men det holdt tørvejr. Bare 3 dage forinden havde området været afspærret og vejen der går langs stranden lukket pga tyfonen. Havet og bølgerne gik så langt op at vandet nået vejen og der var oversvømmelse på vejen.
Langs stranden hele vejen ind til Kamakura var der tydelige spor og ødelæggelser efter tyfonen. Og på bedste japansk vis var man allerede i gang med oprydning og genopbygning.
Jordskred og afspærringer mellem stranden og vejen var
blæst væk. Det var tydeligt en tyfon havde lagt vejen forbi.
Det er lidt skræmmende at tænke på alt det affald der flyder
rundt i havet.
Det var rigtig dejligt at komme ud og gå en lang tur efter en alt for lang og extrem varm sommer og som jeg gik der fik jeg tænkt rigtig meget over hvordan jeg kan blive ved med at holde motivationen oppe så jeg bliver ved med at gå og hvad der kunne være et overkommeligt mål jeg kunne sætte mig selv. Mange ting gik gennem hovedet om jeg skulle gå en af de mange pilgrimsruter der er heri Japan, om jeg skal bestige et af de store bjerge ( over 2500 m ) og overnatte i en hytte på bjerget så jeg kan gå mod toppen et par timer før solopgang. Men at gå en pilgrimsrute er ret tidskrævende og at overnatte oppe på et bjerg kræver en masse udstyr som jeg ikke har fordi indtil nu har jeg kun gået ture der kan gøres på 1 dag. Min rygsæk er ikke stor nok til at rumme sovepose, mad og drikke til flere dage og desuden har jeg heller ikke en sovepose. Det er helt klart noget jeg gerne vil gøre i fremtiden, når jeg får skrabt penge sammen til at købe det udstyr det kræver.
Som kilometerne på min skridt tæller skred frem slog det mig at måske kunne jeg gå en maraton, men 42 km er godt nok langt. Måske er det bedre hvis jeg starter med en halv maraton for 21 km lyder mere overkommeligt når det nu er første gang. Så jeg vil rigtig gerne finde en event hvor det er muligt at gå en halv maraton. Jeg tror det er godt at have et mål, noget man gerne vil opnå for at bevare motivationen.
Endelig langt om længe var øen Enoshima inden for synsvinkelog jeg var dermed lidt over halvvejs mod mit mål. Da jeg planlagte at gå turen var jeg ikke helt sikke på hvor mange km der rent faktisk var, men da jeg nået til vejs ende og nåede hjem havde jeg gået 18 km. Og fra 18 km til 21 km er der jo ikke ret langt, så det med at gå en halv maraton er ikke et umulig mål jeg har sat mig. Men jeg må også indrømme jeg var meget træt da jeg kom hjem og skal jeg kunne gennemføre en halv maraton er jeg nødt til at have en mindre pause undervejs til at spise for jeg var godt nok sulten da jeg nåede til Kamakura. Heldigvis er der mange gode restauranter i Kamakura så det var ikke noget problem at finde noget at spise.
Nu her i november er der stadig mange vandre stier der er ufremkommelig, men der er også mange der er hel eller delvis farbar igen. Men de 2 tyfoner har godt nok gjort at efterårets vandre sæson har været rigtig dårlig og jeg kan kun håbe på at vinter og foråret bliver bedre at tage på vandre tur i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar