Begravelse - 49 dags cermoni.

I søndags var vi til 49 dags cremoni for min mand bedstemor som døde her i december. Det hedder 49 dags cermoni, fordi det er 49 dag siden hun døde. Det det hele gik ud på var at hendes urne skulle sættes ned i min mands familiegravsted.
Vi skulle være i templet ved 11 tiden, men var der lidt for, så jeg kunne nå at møde nogle af bedstemors søskende som stadig er i live. Vi startede med at sidde sammen og drikke te, inden selve sermonien gik i gang. De fleste var vist noget overrasket over at jeg havde valgt at deltage, men de var glade for det. Jeg tror grunden til de ikke forventede at jeg deltog er at jeg ikke er japaner og har en anden tro og kulturbaggrund. For mig låg det meget naturligt at jeg skulle deltage, for det er min mands familie, men også fordi allerede inden jeg flyttede herud havde jeg gjort op med mig selv at jeg skal følge alle deres skikke og traditioner, for kan jeg ikke indordne mig efter det har jeg fejlede og jeg vil ikke blive accepterede men jeg vil heller ikke kunne falde til. Så jeg lever fuldt ud som en japaner gør, der er ikke noget der hedder at det kan eller vil jeg ikke for jeg er dansker.
Efter vi havde drukket te, blev vi vist oven på i templet, hvor alteret står og cermonien skulle foregå. Jeg var meget i tvivl om hvor jeg skulle sidde, for man sidder i rangorden efter hvordan man er beslægtet med afdøde. Men jeg skulle sidde ved siden af min mand som igen sad ved siden af sin far på første række. Min svigerfar sidder i midten på første række lige over for et lille alter hvor der er 2 sæt skåle, altså 4 ialt. I den ene skål ligger der lidt aske fra urnen og i den anden er der røgelsespinde. Foran det lille alter er det store alter hvor munken der skal udføre cermonien sidder. På venstre sidde har han en messingskål som han slår på og på højre side har han er slags trætromme og han har en lille klokke som han også slår på. Munken starter med at holde en lille tale hvorefter cermonien starten. En del af cermonien består i at messe og bede. Til det bliver der brugt en bedekrans.
Så kommer der en del af cermonien jeg ikke lige var forberedt på, for det havde jeg ikke fået fortalt, men jeg skulle op og tage aktiv del i cermonien. Det starter med min svigerfar og hans kone og derefter søsteren og hendes mand for de er de tættest familiemedlemmer. Derefter var det vores tur. Foran det lille alter ligger der en måtte, den må du ikke træde ind på før du har bukket for familien, for at vise respekt og før du har bukket for det lille alter, så må du træde ind på måtten og sætte dig foran de små skåle. Så tager man lidt af asken og holder op foran sig og derefter ligger man det ned i skålen med røgelsespinde så det brænder, så holder du hænderne sammen og beder en lille bøn. Så rejser man sig og bukker igen for familien inden man træder uden for måtten og går hen og sætter sig, sådan bliver man ved indtil alle deltager har været oppe ved det lille alter alt imens munken sidder og messer og slår på sine instrumenter.
Så blev der igen sagt en messeramse og så var første del slut.
Sidste del foregår ude ved selve gravstedet, hvor hendes urne bliver sat ind i gravstedet og man går op en efter en og ligger røgelsespinde ved gravstenen og bukker.
Derefter spiste vi nogle små kager som var hendes ynglingskager og der blev lagt nogle ved gravstedet. Og så var det slut. Jeg havde mulighed for i mellemtiden og kigge lidt på nogle af de andre gravsteder, nogle er så gamle at de går helt tilbage til edo perioden og andre var mellem 100 og 150 år gamle.
Fra templet tog alle deltager toget ind til Yokohama hvor vi spiste på en restaurant, der har en special menu der høre til 49 dags cermonien. I midten på et lille bord for sig selv stod et billede af bedstemor og en søjle med hendes navn og der blev også serveret drikkevare for hende, da det var til hendes ære vi var der.
Selvføldig var det hele meget anderledes end den måde en begravelse foregår på i Danmark, men sådan er det jo verden over. Jeg synes det var en meget spirituel oplevelse, men også en smuk cermoni og enkel.
Jeg er ikke så vild med begravelser, det tror jeg ikke nogen er. Men det var en oplevelse jeg altid vil huske.