Mdr.status

1 mdr. i Japan.
Så er første mdr. i Japan gået, jeg synes tiden er gået hurtigt. Trods den dårlige start med 4 dage i sengen og feber synes jeg faktisk det går ok. Jeg er begyndt i skole, selv om jeg synes det er lidt svært og der ikke er så meget der giver mening endnu kan jeg godt lide at komme der og det er nogle søde og hjælpsomme mennesker der er på min skole.
Jeg er endnu ikke så god til at finde rundt, indtil vidre kan jeg kun finde rundt her hvor vi bor, ned til bussen og ind til stationen for at komme i skole og ind til Chinatown. Jeg synes det er ok, for Yokohama er altså noget større end den by i Danmark jeg kommer fra. I Yokohama bor der 3,5 millioner mennesker, i Frederikshavn 33.000 mennesker. Jeg kan godt lide at bo her, der sker altid noget døgnet rundt og man keder sig aldrig. Heldigvis har jeg en dejlig mand der er rigtig god til at tage mig med ud og se noget på de dage hvor han har fri fra arbejde, så det sætter jeg stor pris på.
Jeg er lidt frustrerede over det med sproget, det er lidt svært at komme i kontakt med andre mennesker fordi japanere ikke er så god til at snakke engelsk. Jeg har dog mødt 1 person på egen hånd. En dag jeg stod ved busstoppesteder og ventede kom der en dame hen og sagde konniciwa (goddag på japansk) og begyndt at tale til mig på japansk, jeg måtte undskylde at mit japansk ikke var godt nok til at forstå hende, men det viste sig hun var rigtig god til engelsk. Jeg snakkede lidt med hende og hun arbejder for en orginisation der fremmer fremmedsprog og venskab mellem japanere og andre nationer. Hun inviterede mig til at komme derned hvis jeg havde lyst. Hun har selv prøvet at bo i udlandet så hun vidste hvordan det var at være ny i et land. Hun virkede rigtig sød og min mand har tjekket orginasationen på nettet og det er ikke nogen religiøs sekt eller noget, det er hvad hun fortalte det er, så jeg har rigtig meget lyst til at prøve at tage derhen. De japanere der kommer der må jo kunne begå sig på engelsk, indtil mit japansk bliver så godt at jeg kan begå mig på japansk.
Der udover gennemgår jeg det samme som min mand gjorde da han kom til Danmark og skulle prøve at falde til, alt lige fra glæde til frustration og overraskelse over hvor anderleder nogle ting er. Eks. i nogle togvogne fra det første tog afgår indtil kl 9 er det kun tilladt for kvinder at være i togvognen, det hænger sammen med at mange bruger offenlig transport fordi det er billigere og i myldretiden er der så mange mennesker med at man ikke kan undgå at komme meget tæt på hinanden og det er der nogle mænd der benytter sig lidt for meget af, derfor er der i myldretiden togvogne hvor der kun må køre kvinder i.
Jeg har fået tid til mange af de ting jeg havde lagt helt på hylden da jeg arbejde, jeg har altid læst meget og har nu tid til at læse mere end 5 sider inden jeg falder i søvn, for tiden læser jeg Mit Liv af Bill Clinton, en mobbedreng på over 900 sider, jeg er også begyndt at tegne igen, min mand har købt både sketchbog og blyanter til mig. Jeg er også begyndt at skrive digte, noget jeg altid gerne har ville prøve at udvikle, for jeg har altid beundret folk som Kim Larsen og andre der er så knald gode til at lege med ord og sætninger. Jeg er ikke begyndt at løbe endnu, men jeg kan mærke jeg er ved at være faldet så meget til at jeg er begyndt at lede efter mit løbetøj i alle flyttekasserne, jeg har ikke fundet det endnu, men der er ikke så mange kasser tilbage så det dukker nok snart op, jeg har dog fundet mine løbesko.
Selvføldig savner jeg familie og venner, men jeg vil ikke sige jeg har hjemveg. Det er nok fordi verden er blevet meget mindre med alle de teknologiske vidunder man kan benytte sig af nu om dage så som skype.