Translate

lørdag den 3. juli 2021

Regn og mudderskred.

De sidste par uger har regntiden været over os, men uden de store mængder regn. Men de sidste 48 timer har vi fået over 600 ml regn. Det har især regnet kraftigt natten mellem fredag og lørdag, hvor der kom flere advarsler over telefonen om skybrud, oversvømmelse og jordskred flere steder, så det er ikke blevet til meget søvn i nat fordi vi enten blev vækket af telefonen eller regnen der piskede ned udenfor. I skrivende stund er det tørvejr, men der er mere regn på vej der vil starte i løbet af natten mellem lørdag og søndag. Så lige nu er det mange steder et kapløb med tiden om at få evakueret så mange som muligt i de mest udsatte områder og få fundet hotelværelser til dem. Normalt når man evakuere folk her i Japan bliver de samlet på skoler eller andre store offentlige bygninger, men p.g.a corona vil man helst undgå det og man er gået over til at bruge hoteller i stedet for selv om det er langt dyre. Men det er jo også en måde at hjælpe på i de områder der mangler turister. 
Området i og omkring Yokohama hvor vi bor er også hårdt ramt. Vejen mellem Yokosuka og Yokohama er spærret af mudderskred og træer og det samme er vejen til Kamakura og Zushi. Veje er mange steder totalt oversvømmet for kloakkerne kan ikke mere tage fra. Lidt over middag skete det værst tænkelige så nede i Atami som ligger nede på Izu-halvøen. Et kæmpe mudderskred tordnede ned af en bjergside og ned i Atami by hvor flere hus og biler blev revet med. 20 personer blev meldt savnet, men 2 af dem er fundet døde ude i havet. Da jeg så billederne fra Atami fik jeg det virkelig dårlig for det er et område jeg kender særdeles godt og hvor min mand og jeg kommer meget for at nyde naturen, vandre og gå i onsen. Så jeg var ikke specielt glad for at se et af mine ynglingsområder blive ødelagt på den måde på få sekunder. 

De lilla områder er der hvor der er oversvømmelser og jordskred eller stor fare 
for jordskred. Orange er de områder der har fået kraftig regn og de gule område lidt 
mindre regn. Vi bor i et orange område lige mellem 2 lilla områder. Både mit højt 
elskede Kamakura og Zushi er lilla områder.
Det største lilla område er nede ved Hakone og Atami hvor det store mudderskred indtil 
videre har kostet 2 personer livet, men det tal vil helt sikkert vokse. 

Atami hvor det store mudderskred skete lidt over middag.
Når man ser videoen kan man høre en bulderen lige inden 
vandet og mudderet rammer og tager husene med. 

Atami. 

Oversvømmede biler alle vegne i dag. 

Vejen mellem Yokohama og Yokosuka er spærret af mudderskred.
Personerne i den hvide bil skulle efter hvad de siger have overlevet. 

Det er videoer som denne der ligger på de fleste nyhedsmedier i Japan lige nu og som viser mudderskredet i Atami.

Jeg håber virkelig at det regn der er på vej i morgen ikke er nær så kraftigt som det vi har fået de sidste 48 timer. Vi har bare ikke brug for mere regn lige i øjeblikket, men sådan er det desværre når man bor i Japan og det er regn-sæson. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar