Boganmeldelse af Drømmen om byen bag murene.

Titel: Drømmen om byen bag murene

Forfatter: Lisa Huang Fleischman

Antal sider: 599

Udgivet: 2000

Forlag: Viva

Jeg har i mange år været vild med kinesiske forfattere. Jeg tror det er en blanding af at jeg godt kan lide kinesisk kultur og historie, især den historie der er omkring Kultur revolutionen og Mao og den tidsperiode hvor Kejserens magt endegyldigt er forbi og Kina skal finde sig selv og en ny fremtid. Derfor handler langt de fleste bøger jeg har læst om Kina om disse perioder og denne bog er ingen undtagelse da begge perioder er en del af historien i bogen.

Bogens hovedeperson hedder Jade Dyd og det er gennem hendes øjne hele historien spænder fra hun som ganske ung pige mister sin far til den dag hun må flygte til Taiwan for at undslippe kommunisterne. En periode på omkring 55 år. 

Jade Dyds far er en højtrangerende embedsmand for Kejseren så hendes barndom er i et stort og fint hus med mange tjenestefolk. Men da hendes far pludselig bliver syg og dør under mystiske forhold er hendes mor tvunget til at sælge alt og flytte til et hus under meget trænge vilkår for at overleve. 

Jade Dyd har 2 søskende, 1 bror og 1 søster. Det er kun broren der får lov at komme i skole og senere på universitetet. Broren går militærets veje og det skal få stor betydning gennem Jade Dyds liv.

I en ung alder ser Jade Dyd sig nødsaget til at gifte sig ind i en rig familie for at skaffe penge til sin bror så han kan bestikke sig til en større post ved militæret.

Jade Dyds mand hedder Wang Mang Pan og kommer fra en rig og velanset familie. Men ikke længe efter bryllupet da Jade Dyd prøver at låne penge til sin bror finder hun ud af at det er længe siden at familien Pan var rig. Tilværelsen bliver ikke bedre af at hendes mand drikker og spiller de få penge op de har til rådighed hver månede og da han bliver afhængig af opium se Jade Dyd sig nødsaget til at finde et job så hun kan skaffe mad til sig selv og sine svigerforældre.

Ved hjælp fra en barndomsveninde Jin Yu får hun arbejde på en pigeskole hvor hun underviser i matematik. Jade Dyd er nemlig godt begavet, især hvad angår tal. Skolen bliver hendes frirum og her møder hun andre lærer som åbner en hel ny verden for hende. Især lærer Liang i hvis hus hun deltager i studiegrupper sammen med frisindet og nytænkende lærer og universitets studerende. En af dem er Mao Zedong, der senere bliver gift med lærer Liangs datter, Kai Hui. 

Efter nogle år død Jade Dyds mand som følger af hans opium misbrug og Jade Dyd tager den beslutning at flytte på et kollegium for kvinder især pga hendes dårlige forhold til sine svigerforældre. Men trods det dårlige forhold føler hun det er hendes pligt at komme og give dem mad hver dag som hun stiller uden for porten til deres hus.

Tiden går og Jade Dyd er glad for sit job som lærer. Men samtidig glider hun mere og mere fra hendes barndomsveninde Jin Yu der er kommunist og stærkt revolutionær i modsætning til Jade Dyd selv der mere tænker på penge og på at spare penge op til at kunne købe et hus.

Da Jade Dyds svigerforældre begge død samtidig kommer hun under mistanke for at have slået dem ihjel, men med hjælp fra sin bror Li Shi, der har klaret sig ganske godt i militæret og som får fat i en uvildig undersøger til at forske sagen mod Jade Dyd bliver hun frifundet. Han finder ganske enkelt en flaske med gift som de også finder spor af i den mad svigerforælderne har spist, de har ganske enkelt begået selvmord. 

Efter Jade Dyd er blevet frifundet begynder hun at tilbringe mere tid sammen med den uvildige undersøger Guai. Efter noget tid bliver de gift af kærlighed og ikke pligt som det er normalt på denne tid. Guai arbejder for regeringen og er meget vestlig orienteret. Jade Dyd har endelig sparet nok penge op til at kunne bygge et stort hus som hun og Guai kan flytte ind i. Her får hun endelig de børn hun ikke fik med sin første ægtemand og hun bliver hjemmegående husmor. Men det er ikke nok for Jade Dyd, hun køber ejendomme som hun lejer ud så hun stadig kan tjene penge. 

Mens Jade Dyd og Guai lever et nogenlunde lykkeligt liv er verden rundt om dem ved at falde sammen. Den kinesiske kejser er afsat, japanerne har invaderet landet og der er interne magtkampe om hvem der skal styre Kina og hvad landets fremtid skal være. 

Bogen slutter  med at Jade Dyd og hendes familie flygter fra Kina til Taiwan da det står klart at kommunisterne er ved at vinde over militæret og regeringen. Jade Dyd mister alt hun har brugt sit liv på at opbygge, sit hus og sine egendomme. Hvordan det går dem får vi ikke at vide for bogen ender på skibet mod Taiwan hvor kun Jade Dyd er om bord. Hendes Mand Guai er taget afsted for at hente sin gigt ramte bror der ikke kan klare sig alene for også at få ham med til Taiwan. Så om de igen bliver forenet på Taiwan kan vi kun gisne om. 

Jeg synes det er en rigtig god bog. Den er velskrevet og man føler den smerte Jade Dyd til tider må gennemleve. De 2 historier i bog, den om hvad der sker i og med Kina i denne periode er fint flettet sammen med historien om Jade Dyd og hendes familie og hvordan de oplever det hele på godt og ondt. Selv om bogen er ret lang var den for mig ikke svær at komme igennem. Jeg holder meget af bøger og film der bygger på virkelige hændelser og begivenheder. Jeg synes de er meget lærerige og disse mere personlige øjenvidne beretninger er vigtige at samle så fortiden ikke bliver glemt.

Historien er en sandfærdig historie, Jade Dyd er bedstemor til forfatteren. Lisa Huang Fleischman er født og opvokset på Taiwan af en kinesisk mor og en amerikansk far der er af italiensk og tysk/jødisk

afstamning. I 1998 var Lisa i Kina hvor hun deltog i protesterne på Den Himmelske Fredsplads. Da hun senere rejste ind i Hong Kong blev hun frarøvet alle sine negativer og billeder. I dag bor hun i New York hvor hun er advokat og menneskerettigheds forkæmper. 

Yonghe Templet i Beijing.

Yonghe Templet eller Lama Templet som det også kaldes har en lang historie bag sig og det har været brugt til mange andre ting end at være et tempel. 

Yonghe betyder Fred og Harmoni og det er da også en hel anden verden man træder ind i når man bevæger sig ind i Yonghe Templet. Min første tanke var at det ikke var så anderledes fra alle de templer jeg havde oplevet hjemme i Japan, men det skulle hurtig vise sig at det faktisk var meget anderledes. Bhudda statuerne var anderledes og den måde folk bedte på var meget anderledes end hjemme i Japan.

Færste sten blev lagt i 1694 under Qing dynastiet og da det stod færdigt blev det bolig for Yinzhen, prins Yong. Han boede her indtil han blev Kejser i 1722, Kejser Yongzhheng. Efter hans død blev hans kiste stillet til hvile i templet. Allerede da Yinzhen blev Kejser blev halvdele af steder til et tempel for tibetanske munke fra Tibet og Mongoliet.

Stedet har også været hovedsæde for oprørs-soldater under opstanden den i 1929 mod den nationalistiske ledet regering. Efter den kinesiske borgerkrig i 1949 blev stedet erklærret for et nationalt monument, men det var lukkede for offentligheden i 32 år indtil 1981. 

At stedet har overlevet Kultur Revolutionen skyldes ene og alene ministerpræsidenten Zhou Enlai. 

I dag er det et tempel i fuld funktion og en af de store turist attraktioner i Beijing.

Jeg blev nået overrasket over hvor mange mennesker der var. Selvfølgelig var mange af dem turister, men der var også mange kinesere der var der for at bede. Det overraskede mig fordi jeg altid har haft den opfattelse at religion er forbudt i Kina og at det at hengive sig til en religion er noget man bliver forfulgt for i Kina. 

Eks. er der en katolsk kirke i Beijing, men det er ikke Paven der er overhovede for den katolske kirke, det er den kinesiske præsident Xi Jinping. Det er betingelsen for at kirken må være der, men alligevel bliver de forfulgt. Jeg tror ikke religion er noget kineserne bryder sig særlig meget om at tale om. Måske tror de nog på noget for religion har ikke altid været forbudt i Kina, men det er en meget privat ting man ikke snakker for meget om og da slet ikke offentligt.

Men som turist behøves man nu ikke at være nervøs for at lægge vejen forbi og kigge nærmere på dette smukke og meget farverige tempel.

Allerede ved indgangen får man en smagsprøve på

hvad der venter længere inde i templet.

Kinesiske løve statuer der vogte over templet.

 En af de mange haller der udgør Yonghe Templet.

Det der for mig gør kinesiske Buddha statuer anderledes end dem jeg er vant til fra Japan er at de er klædt i meget farverigt tøj og at flere af statuerne havde den traditionelle tibetanske munke hat på.  Jeg synes faktisk de var meget flotte disse statuer og jeg brugt megt tid på at gå rundt og kigge på dem. Buddha statuer i Japan er ofte meget simple og enklte og slet ikke farverige.

 Maitreya.

I den hal der kaldes for Uendelig Lykke står der en meget speciel statue kaldet Maitreya. Den er 26 meter høj og den er skåret ud af 1 helt stykke sandeltræ, man ser cirka 18 af statuen. De nederste 8 meter har man måtte udgrave et stort hul i jorden og støbe hullet så statuen kunne stå der. Den er virkelig ret imponerende denne statue. Den er også indskrevet i Guinness Rekordbog fordi den er skåret ud af 1 enkelt stykke træ. Det var en gave fra den 7. Dalai Lama til Kejser Qianlong og det tog 3 år at transportere statuen fra Tibet til Beijing. Så kan man så begynde at regne på hvor gammel statuen er for Qianlong var Kejser fra 1735 til 1796, så den har nogen år på bagen. 

Det er 1 af 3 statuer i Yonghe Templet som er indskrev i Guinness Rekordbog.

 Templet er forbundet af mange gange så munkene

ikke behøves at komme ud når de skal bevæge sig rundt.

Da vi var der var der også besæg af nogle munke fra Tibet. Jeg synes det var et meget spændende øjeblik og vi fulgte lidt rundt sammen med dem. Deres måde at bede på med små bedehjul er meget anderledes end jeg er vant til fra Japan så jeg blev helt opslugt i øjeblikket. Det blev så lidt ødelangt da en af munkene midt i en bøn afbrød for at hive sin mobil telefon frem fordi nogen åbenbart ringede til ham. Nogen gange kan mobil telefoner bare totalt ødelægge et magisk øjeblik. Men de virkede nærværende og de blev hurtig genstand for mange mennesker der ønskede velsignelse og flere almindelig mennesker gik rundt om de forskellige buddha statuer sammen med dem i bøn.

 Åhhh en tur til Lhasa i Tibet for at besøge Jokhang Templet, jeg kunne være parat på 20 minutter til at tage afsted.

Bedehjul.

Selv om der var mange turister synes jeg Yonghe Templet var en stor oplevelse. Buddhisme er meget forskellig fra land til land. Til at starte med var jeg ikke helt sikke på om jeg gad at besøge Yonghe fordi vi har så mange templer i Japan og jeg har besøgt så mange af dem, men min mand blev ved med at sige kom nu så til sidst gik jeg med og hvor er jeg glad for at jeg gjore, for det var så anderledes end det jeg er vant til fra Japan. Jeg er jo blevet vant til japansk buddhisme, men her fik jeg virkelig øjnene op for hvor forskellig buddhisme faktisk er fra land til land. Også i et land som Kina der jo officelt ikke har nogen religion.

Åsted Ådal.

Åsted Ådal er et fredet natur-område der ligger i nærheden af hvor mine forældre bor. Det er et privatejet område på 124 ha, men med offentlig adgang. Området er en erosionskløft med sump, hede, enge og dale fra istiden og aflejringer af det ishav der dækkede Nordjylland under den sidste istid ( jojo, Wikipedia kan skam fortælle meget, men ikke alt ) Det er et meget rigt natur-område med mange forskellige dyr, fugle og planter. Jeg har fået at vide der skulle bo en nat-ugle derover, men den har jeg ikke fundet. Til gengæld har jeg set små hjorte og en masse fugle derover, især fasaner. Den eneste fugl jeg ikke har fundet endnu og som jeg altid kigge efter er isfuglen fordi jeg synes den er så smuk. Men hvem ved om det måske en dag lykkes at finde den. 

Det er nemt at komme rundt i området for der er 3 forskellige vandre-ruter. En rød, gul og blå. Den blå rute er den længeste på 5,3 km. Den røde er 4,2 km og den gule er den korteste med 3,3 km. Stierne er særdeles velafmærket, så der er ikke den store risiko for at fare vild.  Stierne er meget overkommelige og man behøves ikke at have den store erfarring med at vandre eller at bruge et kort for at finde vej. Årstiderne er meget forskellige og det er altid spændende at gå rundt derover. 

Der er også utrolig mange svampe, men jeg er desværre ikke nogen svampe ekspert så jeg nøjes med at tage billeder af dem jeg finder. Der findes jo rigtig mange svampe her i Danmark som er giftige, så jeg skal ikke nydde noget. 

 Gul Bævresvamp.

Jeg har ikke set denne svamp før, så min første tanke var at med den farve måtte den helt klart være giftig. Den er meget gele-agtig når man røre ved den. 

Jeg fik lov at låne en svampe bog af en af mine forældres naboer og jeg fandt den på næst sidste side og til min ret så store overraskelse så er den faktisk spiselig. Men jeg tror ikke lige det er noget jeg vil kaste mig ud i at afprøve. Efter at have fundet navnet og googlede den er der også nogen der beskriver den som ikke spiselig, men smagen beskrives som vådt mel eller en oblat. Jeg kan heller ikke sige forestille mig hvordan man ville tilberede den og jeg ville personlig nok være noget mistænkelig hvis jeg fandt den i min salat skål. Så den får lov at pynte ude i naturen.

 En grov laksporesvamp.

Det er en af de største laksporesvampe jeg nogensinde har set, den var større end min hånd. Den er i øvrigt betegnet som sjælden i Danmark.

Den 21 december faldt der lidt sne i Nordjylland, så da jeg vågnede den 22. kunne det jo næsten kun gå for langsomt med at komme i skoven. Der sker bare et eller andet magisk ved et landskab når der lige ligger et lagt hvidt sne. Så selv om det var relativt koldt endte jeg med en længere gå-tur på omkring 5 timer, men jeg var virkelig også træt og lidt forfrossen da jeg kom hjem, men jeg havde fået en masse billeder, men heller ikke denne gang fandt jeg isfuglen.
Juleaften var der stadig nået sne tilbage så vi havde lokal hvid jul, men da jeg vågnede den 25. var den smule der havde været tilbage helt væk og alting var grønt og vådt, øv.

Åsted Ådal er et rigtig dejligt sted og jeg har mange gode minder fra området da jeg også har været på spejderlejr her som barn. Desværre er den hytte vi brugte brændt ned og pt. er der ikke blevet bygget en ny og jeg er heller ikke sikker på om der bliver bygget en ny hytte. Det er ellers rigtig ærgeligt at den er brændt ned for den lå perfekt lige ned til en mindre eng lige ved side af åen der løber gennem området. Men heldigvis kan man stadig vandre i området.

Mitake Bjerget.

I midten af november udfordrede jeg mig selv til at skulle bestige Mitake. Mitake er et bjerg der ligger omkring 70 km fra Tokyo og det er 929 meter højt. Mitake minder meget om bjerget Takao som ligger noget tættere på Tokyo. Den største forskel er dog at Mitake er langt mindre befærdet end Takao fordi det ligger noget længre væk og det tager noget længere tid at komme ud til. 

Mitake ligger i Chichibu-Tama-Kai National Park, som er en national park på over 1200 km2 og som ligger i Yamanashi, Saitama, Nagano og Tokyo amt. Mitake ligger i den del af parken der ligger i Tokyo amt og som også udgør det aller vestligeste af Tokyo amy. Der er et utal af vandre-stier, bjerge, skov, dale, vandfald, kløfter og små hyggelig landsbyer hvor man godt kan fristes til at tro at tiden er gået i stå for selv om det kun er lidt over 2 timer fra down-town Tokyo så er der verdner til forskel.

 Mitake Tozan toget.

Langt de fleste der kommer ud til Mitake tager det lille bjerg tog Mitake Tozan, der gå næsten helt op til toppen. De gør det for at spare på kræfterne så de kan vandre rundt på selve bjerge eller for at vandre over til nogen af nabo bjergene som Otake eller Hinode. Når man kommer op til endestationen er der den flotteste udsigt ud over Tokyo og selv om Tokyo er godt og vel 70 km væk kan man i klart vejr tydeligt se alle skyskraberne nede i Tokyo. Heroppe fra får man virkelig et indtryk af hvor kæmpe stor en by Tokyo faktisk er og man kan se hvordan Tokyo faktisk er omringet af bjerge, en ting man ikke ligger mærke til når man er i Tokyo for man kan ganske enkelt ikke se det. Det er en af de bedste udsigter ud over Tokyo jeg nogen sinde har oplevet og et sted jeg helt klart vil anbefale at tage op hvis man har tid.

På toppe af Mitake ligger Musashi Mitake Shrine hvor det er normalt at gå op at bede en lille bøn inden man bevæger sig ud på vandre ruterne.
Musashi Mitake Shrine menes at være over 2000 år gammelt og skulle være beordret bygget af den myteologiske Kejser Sujin. Musashi Mitake Shrine er ligesom mange andre shrine i området tilegnet tilbedelsen af ulve. Det kommer fra den myteologiske legende om prins Yamato Takeru. En dag blev prins Takeru mødt af en ondt ånd ude i skoven i skikkelse af en hjort. Prins Takeru fornemmede at hjorten ikke var en rigtig hjort og derfor dræbte han den, men den onde ånd blev i skoven og fyldte skoven med tåge så prins Takeru ikke kunne finde vej. Ud af tågen dukkede en hvid ulv op. En inkarnation af O-Inu-Sama som hjælper prins Takeru med at finde vej. Prins Takeru beder ulven om at blive i området og beskytte området fra den onde ånd. Derfor er der mange ulve statuer ved shrines i dette område.
Har man lidt kendskab til japansk sprog vil man måske vide at ordet inu som indgår i O-Inu-Sama betyder hund og at det er samme kanji tegn når man ser det skrevet på japansk. Af samme grund ser man derfor mange mennesker som tager deres hund med op til Musashi Mitake Shrine.

Efter vi havde bedt en lille bøn ved Musashi Mitake Shrine om at få en god vandring begav vi os ud på bjerget. Vejret kar klart og solrigt og inden længe måtte vi begge smide jakkerne. Vi var blevet enig om at gå ned at bjerget til Stenhaven og så rundt og op igen til Nanayo Vandfaldet og tilbage til toppen for at sidde og hvile lidt og nyde udsigte ud over bjergene og Tokyo nede i dalen inden vi skulle vidrer og hjem. En tur på små 10 km.
Det var i november mdr og efterårets gyldne frver var endelig langt om længe begyndt af gøre deres indpas i Kanto og Tokyo området, så det gjore bare turen ekstra flot og farverig.

Stenhaven er et område på bjerget hvor der er en å med mange små vandfald der slynger sig igennem en masse sten. Et virkelig naturskønt område med mange muligheder for at sidde på de større sten og bare lytte til vandest rislende og nyde de mosklædte sten.

 Nanayo Vandfaldet

Udsigt over bjergene med Tokyo ude i horisonten.

Nu har jeg vandret Takao 2-3 gange og Mitake 1 gang. Jeg må sige at jeg vil foretrække Mitake over Takao. Niveau mæssigt er de meget ens, men Mitake har langt færre besøgende end Takao. Takao kan godt virke enormt befærtet og til nytår og om efteråret kan det godt være lidt for meget hvis man kommer ud og forventer at finde lidt ro i naturen med en tur til Takao, sådan var det ikke på Mitake. Hvor Takao godt kan virke lidt for turistet med de mennesker der kommer så er de mennesker man møder på Mitake folk der er mere til vandring og har mere erfarring med vandring. Jeg synes man hurtig kan fornemme om folk har vandret meget og ofte eller om det bare er nogen der er på udflugt og stort set aldrig har vandret før. Så derfor vil jeg vælge Mitake over Takao.