Enoshima Lysfestival

Enoshima Lysfestival afholdes hvert år i slutningen af oktober og starten af november. Flere steder på øen er der levende lys, men især i Samuel Cocking Garden er hele området oplyst af flere 1000 levende lys.

Enoshima Lysfestival tiltrækker hvert år mange japanere og turister til den lille ø Enoshima nær Kamakura. Enoshima Lysfestival foregår mest i Samuel Cocking Garden, men i år var Iwaya hulen også oplyst med levende lys. I år foregår Enoshima Lysfestival fra den 20. oktober til den 4. november.

Indgangen til Enoshima Shrine. 

 Indgangen til Enoshima.

For at komme ud til Enoshima skal man over den 398 meter lang bro, Enoshima Benten Broen. Så kommer man over til en gade med en masse butikker, restauranter, Enoshima Spa og et par hoteller. Når man har kæmpet sig op gennem gaden kommer man op til trappen der fører op til den første helligdom på øen, Enoshima Shrine. Der er en hel del helligdomme på øen tilegnet til Benzaiten, som er musikkens og underholdingens gudinde. Faktisk er hele øen tilegnet til hende.

En af Enoshimas mange drager. 

Dragernes ø.

En ting man møder mange af ude på Enoshima er drager, det er nemlig også dragernes ø. Stort set alle helligdommene ude på Enoshima har en drage af en eller anden form. Jeg tror faktisk kun det er Enoshima Daishi der ikke har en drage, til gengæld har de 2 Niozo, som er 2 røde statuer der beskytter templet de står ved. Man kan også godt finde andre dyr uden på Enoshima, nemlig skildpadder.

Skildpadde i loftet på en af helligdommene der hører under Enoshima Shrine. 

Man mener at Enoshima kan være mellem 70.000 til 80.000 år gammel. Da Enoshima dukkede op af havet, formenligt p.g.a. et vulkanudbrud, havde øen en hel anden størrelse end den har i dag. Havet og vinden har med sikkerhed formet øen til det, det er i dag. Det er vest siden af øen der er mest interessant. Her finder man Iwaya hulen og Samuel Cocking Garden. En sjov ting ved Enoshima er at man har bygget rulletrappe fra indgangen og op til Samuel Cocking Garden. Der er 3 sæt rulletrapper. Men vil man ned til Iwaya hulen skal man gå hele vejen. Der er mange trappe og man skal lige huske på man skal op igen. Om vinteren er det ikke så slemt, men det kan ikke anbefales en stegende hed sommerdag med høj luftfugtighed.

Tsukioka Yoshitoshis ukiyo-e af Hojo Tokimasa der beder til dragegudinden i havet.

Legenden om Hojo Tokimasa og dragegudinden.

En japansk legende fortæller at samurai og hærfører Hojo Tokimasa kom til Enoshima, hvor han bad i 35 dage. Den sidste aften, hvor han bad, dukkede en smuk kvinde op. Hun sagde til ham at hans familie ville have stor succes og fremgang, men at hans familie ville uddø efter 7 generationer, hvorefter hun forsvandt. Da Tokimasa ser op på hende forvandler hun sig til en drage, der forsvinder i havet. Kun 3 skæl ligger tilbage. Hojo Tokimasa tager disse 3 skæl og danner Hojo-klanens våbenskjold.

Der findes utallige ukiyo-e der har med Enoshima at gøre og mange af dem kan man købe ude på øen som postkort.

Levende lys i Iwaya Hulen. 

Iwaya hulen.

Iwaya hulen ligger på vestsiden af Enoshima. Hulen består af 2 huler, der er forbundet af en udendørs gangbro. I hule 1 kan man komme 152 meter ind og i hule 2 kan man kommer 56 meter ind. Det er i hule 2 at man finder dragen der måske viste sig for Tokimasa. For at komme ud til Iwaya hulen skal man følge den 128 meter lange Iwaya-bashi ( bro ). Her kommer man helt tæt på havet og man kan rigtig se de klipper der udgør vestsiden af Enoshima. På en klar dag har man en helt fantastisk udsigt over Sagami bugten og Fuji bjerget. Jeg vil ikke anbefale at gå ned på klipperne en dag, hvor det blæser meget og bølgerne er høje for klipperne bliver utrolig glatte at gå på.

Akiko Yosanos digt om Enoshima.

I hule 1 står der en stor sten med et digt på skrevet af Akiko Yosanos. Digtet lyder; Vinden fra havet, Det flimrende lys, En dråbe spredes i hulen på Enoshima.

Det er også inde i hule 1, helt for enden, at man finder det originale sted, hvor Enoshima Shrine blev grundlagt i år 552.

Havet mellem de 2 huler. 

Iwaya hulen set udefra på gangbroen mellem de 2 huler.

Hule 2 er knap så stor og lang som hule 1, men det er alligevel værd at gå herover. Om ikke andet så for at komme ud på gangbroen mellem de 2 huler. Jeg har altid synes det var et meget specielt sted. At stå på en gangbro med havet under sig og de 2 huler mellem sig.

Levende lys i Iwaya hulen nr. 2.

Samuel Cocking Garden.

Samuel Cocking er en britisk købmand, der kommer til Japan i 1869, kort tid efter Meiji Revolutionen og åbningen af Japan. Han gifter sig med en japansk kvinde og i hendes navn opkøber han et stort jordareal ude på Enoshima. Her bygger han et stort drivhus og anlægger en botanisk have. Drivhuset bliver nærmest jævnet med jorden under det store Kanto-jordskælv i 1923, men man kan stadig se og gå rundt i ruinerne af drivhuset. Den botaniske have han også grundlagde på stedet vokser stadig på bedste vis og er et virkelig dejligt sted at gå rundt. Samuel Cocking bliver i Japan indtil sin død i 1914.

Samuel Cocking, grundlægger af Samuel Cocking Garden på Enoshima.

Det er i Samuel Cocking Garden at der afholdes Enoshima Lysfestival. Haven er mere eller mindre kun oplyst af levende lys. Det er en årlig begivenhed, der tiltrækker mange mennesker. Det er virkelig noget specielt at gå rundt i en botanisk have i mørket der mest af alt er oplyst af levende lys.

Enoshima Sea Candle.

Enoshima Sea Candle.

Midt i haven finder man Enoshima Sea Candle. Man kan tage en elevator op til en platform med en fantastisk udsigt over hele området. Når man kommer ude på mototvejen og skal igennem Kamakura kan man det det blå lys tårnet udstråler på lang afstand. Når min mand og jeg har været på tur i bilen kører vi næsten altid den vej hjem kun for at se det blå tårn i mørket. Der er bare et eller andet magisk over det.

Svævende lys i et træ. 

Oppe ved Enoshima Sea Candle står der et stort træ, jeg tror det er et kamfertræ. Men træet har så mange grene at det bliver brugt til at hænge svævende lys i. Lysene hænger i en fiskesnørre, så det ser ud som om de svæver rundt om træet. Jeg kommer altid til at tænke på Harry Potter, når jeg ser det. For mig er det et af højdepunkterne ved Enoshima Lysfestival.

Mini Enoshima Sea Candle omringet af levende lys.

Praktiske oplysninger.

Nærmeste stationer : Katase-Enoshima station på Odakyu Enoshima Linjen. Enoshima Station på Enoden Linjen og Shonan-Enoshima station på Shonan Monorail Linjen.

Enoshima Iwaya Hulen er åben daglig fra kl. 09.00 - 17.00 og det koster 500 yen ( 22,49 kr/oktober 2024 ) i entre.

Rulletrapperne kan benyttes dagligt fra 08.50 - 19.05 og det koster 360 yen ( 16,19 kr/oktober 2024 ) for de 3 rulletrappe der er. Rulletrapperne kan kun tage en op, man skal selv gå hele vejen ned af stierne.

Samuel Cocking Garden er åben daglig fra 09.00 - 20.00, der kan være åben længere ved specielle begivenheder. Der er 2 forskellige billetter, 1 der kun giver adgang til haven, den koster 200 yen ( 8,99 kr/oktober 2024 ). Ved specielle aften-begivenheder er prisen 500 yen ( 22,49 yen/oktober 2024 ). Vil man op i Enoshima Sea Candle koster en billet også 500 yen.

Takatoriyama - en vandrerute med Buddha statuer i et gammelt stenbrud.

Takatoriyama er et mindre bjerg på 139 m beliggende mellem Zushi på vestsiden og Yokusuka på østsiden af Miura halvøen.

Indgangen til Takatoriyama. 

Vejen til vandre-stien.

Når jeg vandre på stien til Takatoriyama starter jeg altid fra Jimmuji station på Keikyu-Zushi linjen. Fra stationen tager det omkring 15 minutter at gå op til indgangen på Takatoriyama. Det er en af de ting jeg holder så meget af ved Japan, man kan tage toget næsten lige til starten på mange vandrestier. Det er så nemt at komme ud i naturen.

En Buddha statue på vej op til Jinmu-ji templet. 

Når man har drejet ind på stien følger man først en lille asfalteret vej, der snart bliver til en brostensvej og til sidst en jordvej. Efter cirka 10 minutter kommer man op til Jinmu-ji templet. Ved første øjekast virker stedet forladt, men det er det ikke. I boligen ved siden af templet bor nemlig munken der passer stedet.

Indgangsporten til Jinmu-ji templet. 

Jinmu-ji templet.

Af en gammel brostensbelagt stil kommer man ned til indgangen af Jinmu-ji templet. Der er en trappe der fører op til selve templet, hvorfra man går ind på stien der fører til Takatoriyama. Selv om templet virker forlade er det faktisk meget vedligeholdt. Jeg tror stedet er ret gammelt, det kan jeg se på nogen af de statuer der står på stedet. Men det er lidt svært at finde ud af noget om stedets historie. Måske fordi stedet er så lille er der heller ikke så meget historie.

Statuer under et træ. 

Det første der møder en på vej op af trappen til hovedebygningen er disse jizo statuer der står i læ under rødderne fra et træ. En af grundene til jeg godt kan lide denne vandresti er lige her ved disse jizo-statuer under trærødderne. Det giver noget mystik til steder når man står der alene og det eneste man kan høre er vinden i træerne oven over.

Vejen op til hovedebygningen, Jinmu-ji templet. 

Lige ved siden af er der endnu en trappe. Denne fører op til selve templet. Det er en gammel trappe med store træer på hver side, der næsten danner en tunnel. Oppe ved indgangsporten er det værd at kigge op i loftet. Her er der nemlig 4 smukke billeder af dyr.

Slangen og skildpadden. 

Den hvide tiger. 

Hovedebygning er ret simpel, men her er alligevel hyggeligt. Der er en speciel stemning fordi det ligger omringet af skov og her kommer ikke så mange mennesker andre end dem der er på vandretur.

Jinmu-ji templet.

Porten med de smukke malerier af dyr i loftet. 

Vejen til Takatoriyama.

Lige til venstre for templet er der en trappe. Denne trappe er starten på vandrestien, der fører til Takatoriyama. Det er ikke den længste af vandrestier, men man får alligevel pulsen op for der er så mange sten man skal op over og ned af.

Nogen af de mange sten på vej mod Takatoriyama. 

Der er ikke så mange udsigtspunkter på stien fordi det er relativt lavt. Højeste punkt er Takatoriyama som kun er 139 meter. Først når man kommer frem til Takatoriyama er der nogen gode udsigter.

Nogen steder er der heldigvis sat kæder op til hjælp til at komme over stenene. 

De fleste med en almen god kondition vil kunne være fremme ved Takatoriyama inden for 1 time, stien er omkring 2,5 km lang ( eller kort om man vil ).

Fuji set fra Takatoriyama. 

Når man når frem til Takatoriyama vil man opdage det er et stenbrud. Det var i brug fra slutningen af 1800 tallet og frem til midten af 1900 tallet. I dag bliver det mest brugt af klatre der øver sig på klipperne. Der er et udsigtstårn man kan gå op i. Heroppe fra har man en fantastisk udsigt over Tokyo-bugten mod øst og Sagami-bugten mod vest. På en dag med klart vejr er der også en god udsigt til Fuji-bjerget.

Stenbrudet på Takatoriyama og Tokyo-bugten. 

Buddhaerne på Takatoriyama.

Stenbrudet på Takatoriyama bliver brugt til andet end at klatre på væggene. Flere kunstnere har udhugget Buddha statuere på væggene flere steder. Der er 2 forskellige steder hvor man kan se disse Buddhaer.

Den liggende Buddha. 

For at finde det første sted skal man lidt ned af den vej der er ved toiletterne og udsigtspunktet over Tokyo-bugten. Her skal man lede efter en lille åbning mellem træerne og buskene. Man kan ikke se hulen, hvor de er, ude fra vejen. Man er nødt til at gå lidt ind mellem træerne før man kan se hulen og de Buddhaer der er hugget ind i væggene.

Buddhaer i en hule. 

Buddhaer i hulen. 

For at finde det andet sted, hvor en Buddha er hugget ind i væggen skal man tilbage hvor man kom fra. Herfra skal man gå mod udgangen af vandrestien. Cirka halvvejs finder man en stor Buddha hugget i væggen på en stor klippe. Buddhaen er 8 meter og lavet af en lokal billedehugger, Shigeru Fujishima, i 1960erne.

Den 8 meter store Buddha hugget direkte ind i væggen. 

Efter man har set den store Buddha har man 2 valgmuligheder. Man kan gå tilbage til Jimmuji station eller man kan fortsætte til udgange af vandrestien og gå ned til Oppama station som ligger på Keikyu hovedelinjen. Det tager cirka 30 minutter at gå derned. Personligt går jeg altid ned til Oppama station, så er der nemlig kun 4 stationer hjem.

Ofuna Botaniske Have i Kamakura.

Ofuna Botaniske Have i Kamakura er et hyggeligt sted med masser af blomster og andre arrangementer året rundt.

Indgangen til Ofuna Botaniske Have. 

Krysantemum vandfald. 

Ofuna Botaniske Have i Kamakura ligger i gå-afstand fra Ofuna station, cirka 15 minutter langs floden. Der er et stort drivhus i 3 dele, en rosenhave, et skov-område, en stor åben græsplæne og et område med pæonier og andre blomster og planter der skiftes med sæsonen. For tiden har de en speciel udstilling med krysantemum.

Gule krysantemum i Ofuna Botaniske Have. 

Bonsai med små hvide og gule blomster. 

Jeg holder meget af at komme i Ofuna Botaniske Have. Her er meget at se på året rundt, der er special udstillinger og forskellige begivenheder året rundt. Det bedste er at der er knap så mange besøgende som i eks. Shinjuku Gyoen. 

Orange krysantemum. 

Orange krysantemum. 

Krysantemum i Ofuna Botanisk Have.

Hvert år i november er der en special udstilling med krysantemum, som er Japans national blomst. Over hele Japan finder man krysantemum udstillinger i november. Udstillingen i Ofuna Botaniske Have er mindre, men stadig flot med mange forskellige blomster i hvid, gul, lilla og orange.

Lilla krysantemum. 

Lyserøde krysantemum. 

Årets gang i Ofuna Botaniske Have.

Haven åbnede i 1962 og siden er haven vokset og vokset. I dag er der over 5000 forskellige blomster, planter og træer i haven. I den sene vinter og tidlige forår kan man se camellia, blommeblomster og kirsebærblomster. Om sommeren kan man opleve roser, pæonier, japanske iris og hortensia. Om efteråret er der selvfølgelig efterårs farverne, krysantemum, cosmos, pampas og Osmanthus, som er et træ med små orange blomster der bruges meget i parfume-industrien.

Hvid og lilla krysantemum. 

Cosmos.

Drivhuset i Ofuna Botaniske Have.

Drivhuset er opdelt i 3 sektioner. I den første del er der tropiske blomster som eks. Bougainvillea og Hibiscus. I anden del af drivhuset finder man palmer og andre ret så store planter. Sidste del af drivhuset indeholder en dam med åkander og kødædende planter, som er meget interessante at kigge på. Drivhuset er som regel pyntet ved forskellige højtider som Halloween og Jul.

Cosmos.

Cosmos.

Praktiske oplysninger.

Åbnings tider : Marts - oktober 09.00 - 17.00. November - februar 09.00 - 16.00.

Lukkedage : Mandage. Hvis mandag er en helligdag er der åben og der vil være lukket dagen efter. Desuden er der lukket fra den 29. december til 3. januar.

Entre : 400 yen ( 18,50 dkr - november 2024 ).

Nærmeste station : Ofuna station. Herfra tager det cirka 15 minutter at gå til Ofuna Botaniske Have langs floden. Der er også en bus fra Ofuna station, men de fleste ville kunne gå dertil hurtigere end at tage bussen, når man tænker på den tid man skal vente på bussen.

Der er en parkeringsplads lige over for haven med plads til 109 personbiler, men der er næsten altid fyldt og det kan være svært at finde en ledig plads, især i højsæsonen i marts, juni og november. Det anbefales at bruge offentlig transport.

Man bliver overvåget i Ofuna Botaniske Have. 

Hibiscus

Hibiscus. 

Min mening om Ofuna Botaniske Have.

Jeg er generalt meget glad for botaniske haver. Det er bare de skønneste steder at gå rundt på hvilken som helst tid af året og stresse af. Blomster og træer gøre noget godt for sindet. Haven hører måske ikke til blandt de største, men her er stadig masser af blomster og træer at nyde for pladsen er virkelig godt udnyttet.

Åkande. 

Ved indgangen/udgangen er der en lille souvenir butik, men oppe på 2. sal er der nogen lokaler, hvor der nogen gange er gratis udstillinger. Da jeg var der til Halloween var der en udstilling med musik instrumenter fra Afrika og Sydamerika. Ved nogen af instrumenterne var der en lille lydoptagelse af hvordan det lyder når man spiller på instrumenterne. Det var faktisk en ret god udstilling, men den var desværre færdig, da jeg kom for at se krysantemumerne og lokalerne stod tomme. Hvad næste udstilling bliver ved jeg ikke.

Jeg kan kun varmt anbefale et besøg hvis man er i Kamakura og har tiden til det.

Åkander. 

En omvendt hvid blomsterpotte forvanlet til et spøgelse til Halloween. 

Kimchi-jjigae - koreansk kimchi stew til en kold dag.

 

Kimchi-jjigae er en af de mest berømte koreanske stew, hvor man bruger en ældre velfermenteret kimchi så smagen rigtig kommer frem.

Kimchi-jjigae er en af de mange retter kimchi kan bruges til ud over at være tilbehør til mange andre koreanske retter. Nu ældre og mere velfermenteret den kimchi man bruger er nu bedre bliver selve kimchi-jjigaen. Og retten bliver kun bedre af at stå natten over så smagen virkelig kan sætte sig i kødet.

Koreansk kimchi-jjigae. 

Opskriften på Kimchi-jjigae.

500 g velfermanteret kimchi

500 g svinekød ( mave eller skulder ) skåret i store tern

1 løg i skiver

4 forårsløg skåret på skrå

1 spsk gochujang

1 spsk gochugaru

2 tsk sukker

1 tsk salt

2 tsk ristet sesam olie

600 ml kyllingefond

250 g fast tofu

Fremgangsmåde.

I en stor gryde ligges kimchi, svinekød, løg og forårsløg lag på lag. Oven på tilsættes gochujang, gochugaru, sukker, salt og sesam olie. Hæld kyllinge fonden ved og tænd for middel varme. Når det kommer op og koger skruges ned for varmen. Rør lidt rundt så det hele bliver blandet godt. Lad det stå og simre i cirka 30 minutter. Tilsæt tofu skåret i cirka 1 cm tykke skiver. Lad det simre yderlig 10 minutter. Kødet burde være mørt nu. Hvis ikke så lad det simre indtil kødet er mørt. Server med ris.

Hvad er gochujang ?

Gochujang er nærmest uundværlig, hvis man interessere sig for koreansk madlavning. Det er en tyk mørkerød pasta lavet af tørret knust chili ( gochugaru ), rismel, salt og fermenteret soyabønner. Det får en lille smule sødme under fermentering, men chilien er meget dominerende. Gochujang bruges til rigtig mange retter i det koreanske køkken, men især med svinekød og kylling er det virkelig godt. Når man køber gochujang opbevares det ved stue-temperatur, men når først det er åbnet skal det i køleskabet, hvor det kan holde sig i cirka 3 mdr.

Hvad er gochugaru ?

Gochugaru er groft chilipulver. Det er lavet af koreanske chili, der er soltørret og frøene er fjernet. Ligesom gochujang er gochugaru en uunværlig del af det koreanske køkken. Gochugaru bruges især til at lave den chilipasta man bruger til kimchi, men mange andre retter i det koreanske køkken smages også til med gochugaru.

Shin-okubo, Tokyos Korea Town.

I Tokyo ligger et område kaldet Shin-okubo også bare kaldet Korea Town. Her finder man koreanske restauranter, koreanske supermarkeder og butikker der sælger koreansk hudpleje produkter og make up. Jeg kommer her cirka 3 - 4 gange om året, hovedesaglig for at købe ind i det koreanske supermarkede. Jeg køber især gochugaru fordi her kan jeg få poser med 1 kg chilipulver. Når man selv laver kimchi, så er 1 kg hurtigt brugt. Jeg laver selv min kimchi, fordi den kimchi man køber i japanske supermarkeder er tilpasset japanske smagsløg og derfor langt mere mild i smagen end den man får i Korea. Jeg er helt klart mest til den man får i Korea og derfor laver jeg min egen efter koreansk opskrift. Shin-okubo er også en tog station på Yamanote Linjen, så det er nemt at finde, hvis du gerne vil besøge området på en tur til Tokyo.