Translate

søndag den 29. december 2013

Tatoveringers betydning i Japan.

Dette billede er ikke et jeg selv har taget, som det normalt er med de billeder jeg ligger ud.
 
 
 
I Japan er det at have en tatovering oftest forbundet med det kriminelle miljø. Det er noget der stammer helt tilbage til Edo-perioden (1603-1868), hvor ikke voldelige forbrydelser blev straffet med en Tatoveringsstraf (irezumi kei), det betød ganske enkelt at man fik tatoveret et symbol i panden alt efter hvad man var dømt for. Hvis man fortsatte sin kriminelle løbebane og igen blev fanget, var straffen oftest døden.
Før tatoveringen blev opfundet var straffen for disse ikke vold forbrydelser amputering af næsen eller øret.
I takt med at storbyer som Osaka og Edo (Tokyos gamle navn) skød op og man begyndte at bygge fængsler, ja så steg kriminaliteten faktisk, fordi man ikke længer var offentligt mærket med en tatovering, der fortalte at man havde gjort noget ulovligt.
Tatoveringsstraffen blev helt afskaffet i 1872.
 
I dag forbindes tatoveringer stadig med det kriminelle miljø, nemlig Yakuza som er den japanske mafia. Yakuza er verdens største kriminelle netværk med over 150.000 medlemmer fordelt i over 2.500 bander.
Ordet Yakuza stammer egentlig fra et kortspil der hedder Oicho-Kabu. Den dårligste hånd i spillet er 8-9-3 (ya-ku-sa. Som er forbundet med den måde man tæller på, på japansk). Yakuza, dårligste hånd, er igen en hentydning til at man kommer fra samfundets laveste sociale lag, man er enten meget fattig eller udstødt af samfundet p.g.a kriminalitet.  
Alle Yakuza medlemmer har tatoveringer, der fortæller hvilken klan man tilhøre. Som fuldgyldigt medlem af Yakusa er man tatoveret over hele kroppen, både foran op bagpå. Ligesom dem på billedet. Det er derfor man ser dem bagfra, så kan man nemlig ikke se hvem de er.
 
I dagens Japan er der mange steder man ikke er velkommen hvis man har en tatovering, bl.a kan man ikke gå i offentlig spa og vil man være medlem af eks. en fitness klub bliver man spurgt om man har en tatovering, hvis man siger ja skal man vise den og den bliver vurderet om den er acceptabel. Er det en stor en man har vil man nok pænt få at vide at her kan man ikke blive medlem, er det en lille en kan det måske gå an, men man vil blive bedt om at holde den tildækket.


Til trods for at Japan har så anspændt et forhold til tatoveringer, anses mange tatovører i Japan for at være nogen af de bedste i verden.

Personligt har jeg ingen tatoveringer. Da jeg var i starten af 20'erne ville jeg gerne have en lille en, men i dag er jeg glad for at det aldrig blev til noget. Jeg er nemlig rigtig glad for at gå i spa. Men jeg synes stadig det kan være rigtig flot, hvis det er lavet af en professionel og tatoveringen passer til ens krop.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar