11 marts 2011, dagen jeg aldrig vil glemme.

Det store jordskælv.

Ja så skete det, jeg vidste jo godt det ville ske på et eller andet tidspunkt også allerede da jeg tog beslutningen om at flytte herud, men alligevel er man aldrig helt forberedt når det sker. Jeg er vandt til de mindre rystelser som aldrig er mere end 5 på richterskalaen og som vi lever med hver uge, men det her var virkelig noget helt andet.
Fredag startede som en helt almindelig dag, min mand havde fri og vi havde regnet med vi skulle have en hyggelig dag sammen. Vi var nødt til at blive hjemme første halvdel af dagen, for der kom nogle håndværkere, der skulle skifte vores badekar for der var noget i vejen med den lille motor der er forbundet dertil.
Jeg sad nede på gulvet og så fjernsyn og glæded mig over at vi har fået nyt og større fjernsyn med udenlandske kanaler, men jeg er ikke i stand til at huske hvad jeg rent faktisk sad og så da det skete.
Min mand sad oppe ved spisebordet og var ved at ordne nogle ting på komputeren, da jeg siger til ham , skat jeg tror vi har jordskælv. Han kigger op og siger ja det har vi vist, men mere reagere vi ikke på det. Nogle sekunder senere kan vi mærke det bliver kraftigere og jeg rejser mig fra gulvet. Allerede nu kan jeg mærke at det her er anderledes, min mand har også rejst sig og er gået ud til håndværkerne som også godt kan mærke der er noget galt. Jeg siger til min mand at nu må det gerne stoppe for jeg er ved at være nervøs nu, men så går det helt amok. Det hele ryster så meget at tingene begynder at falde ned og jeg fare tilbage til stuen for at få slukket for varmen som er gas. Vores vinduer sidder i sådan nogle metal rammer som man kan køre til siden for at komme ud på altanen og de larmer og ryster helt vildt sindsygt, det er en lyd jeg aldrig vil glemme. Jeg siger til min mand, jeg tror det er bedst vi løber ud nu og han er helt enig. Der er ikke noget med der er tid til at tage sko og jakke på, man tager det bare i hånden og løber ud i det man står i og så må man tage sko på når man kommer ned på evak. området. Vi har et evak. område der ligger lige neden for vores lejlighed og der var allerede samlet mange fra de andre lejligheder. Da vi er kommet ned er det holdt op med at ryste, men alle kigger nervøst op for at se om der er noget det falder ned. Jeg ryster helt vildt på hænderne og mine ben give efter under mig og jeg er nødt til at sidde ned og jeg er også begyndt at hyperventilere og jeg har det som om jeg slet ikke kan få luft ned i lungerne.
Da vi har siddet lidt ned går min mand op i lejlighed, for han vil op og se hvad der er sket, på det her tidspunkt kan vi slet ikke tænke eller forestille os hvor stor en katestrofe der er på vej. Min mand kommer ned og fortæller at epicentret var oppe nord på og at det var på over 8 på richterskalaen, men at de stadig regner på det. Desuden er der varslet tsunami med bølger på op til 10 meter. Efter et stykke tid bliver vi enig om at vi godt kan gå op i lejligheden igen, fra vores vinduer som vender ned mod Yokohama Bay kan vi se sort røg, fra noget der brænder. På japansk tv er de allerede begyndt at snakke om et mega jordskælv med store konsekvenser og at det ikke er over endnu og der varsles nu med tsunami langs hele østkysten. Så sker det igen, det begynder at ryste hele vildt og vi er med det samme klar over det er et nyt jordskælv og vi skynder os bare at løbe ud igen. Jeg sidder nede på evak. pladsen i over en halv time inden jeg tør gå op i lejligheden igen. De har nu fastlagt skælvet til at være 8,8 på richterskalaen og at det er det største jordskælv i Japans historie. Så kommer tsunamien, vi kan sidde og se det på tv hvor det hele bliver filmet fra en helikopter. Det er så ufatteligt, så uvirkeligt at se og bare det at tænke på at det kun er 3 timer fra hvor vi bor. Vi går i gang med at finde vores jordskælvsnødlager, det vil sige lygter, batterier, flasker med vand og andet førstehjælpegrej, hvis vi skulle få brug for det. Min mand løber ned for at hæve penge, for vi ved ikke om der kommer flere jordskælv og hvor hårdt vi bliver ramt så det er faktisk vigtigt at have kontanter hvis elektriciteten bryder sammen. Jeg ringer hurtigt hjem til mine forældre i Danmark for at fortælle hvad der er sket, inden de ser det på fjernsyn, så de ved vi er ok. Telefonerne virker ikke, men heldigvis virker computeren og jeg kan ringe op via skype.
Hvis du spørger om hvor lang tid det varede kan jeg ikke svare på det, det føltes som mange minutter, men i virkeligheden har det nok ikke varet mere end 30 til 40 sekunder. Det er ufatteligt hvor lidt tid der skal til for at ændre så meget og skabe så meget død og ødelæggelse.
Aften igennem kan vi følge det på fjernsyn og det bliver bare værre og værre. Vi har mange efterskælv og de kommer jævnt tit. Vi får ikke sovet ret meget den nat for der er mange efterskælv og om morgen kommer der 2 nye separate jordskælv, denne gang på vestsiden af Japan.Min mand skulle på arbejde lørdag og søndag, så jeg er nødt til at være alene hjemme, men kun om dagen.
Igår havde min mand fri og vi var sammen hele dagen, men han skal på arbejde de næste 3 aftner. Det største problem for os er at de toge som min mand bruger for at komme på arbejde ikke køre i øjeblikket, så han er nødt til at tage store omveje og desuden er han nødt til at gå dele af vejen også. Han har 30 km til arbejde, normalt tager det ham 1 time og 20 minutter når alle togene køre efter planen, men som det er nu vil det tage omkring 3 timer for ham at komme på arbejde.
Grunden til at ikke alle toge køre i øjeblikket er fordi vi har kollektiv blackout i perioder for at sparer på strømmen, fordi der er problemer med strømforsyningen pga det der sker med atomkraftværkerne, hvor de har problemer med 3 reaktore de ikke er istand til at nedkøle.
Men det med de atomkraftværker er en helt anden end den der blev skabt af jordskælvet og tsunamien, det er en katestrofe oven i katestrofen. Og ærlig tal er jeg slet ikke i stand til at overskue det med de reaktorer. Den danske ambassade og udenrigsministeriet har forklaret det hele på deres hjemmesider, så der må i gå over og læse om det, for jeg kan ikke forklare det eller fortælle om det lige i øjeblikket, for det kan jeg bare ikke overskue lige pt.
Vi har stadig efterskælv, på nuværende tidspunkt har vi haft over 300, det er ikke så slemt mere, måske kun en 5 til 6 stykker om dagen, men dagene lige efter skælvet og om fredagen var det virkelig slemt. Jeg er begyndt at få problemer på grund af det, jeg kan mærke rystelser der ikke er her, det er som om der er sket noget med min balance evne.
Japansk tv har et advarrelssystem mod jordskælv, det er 4 høje bing lyde og så kommer der et kort op hvor det er henne og hvor langt væk man kan mærke rystelserne. Normalt kommer den på ved skælv på 5 på richterskalaen eller derover, men fordi det her har været så slemt er den sat ned til 3. Resten af fredagen og om lørdagen lød den konstant og jeg var meget stresset til sidst over den lyd, for man hopper nærmest op som en trold af en æske. Jeg er ved at udvikle en fobi over for den bing lyd, men heldigvis kommer den ikke så tit mere. Jeg har faktisk ikke hørt den idag endnu, så det er jo kun godt.
En anden ting er jeg er blevet bange for at sove i mørket, jeg har en lille lampe ved siden af sengen tændt når vi sover. Når min mand ikke er hjemme, tager jeg futon måtte og dyner ind i stuen og så sover jeg derinde, hvor jeg kan have fjernsynet kørende og der er lys fra køkknet.
Forretningerne er ved at være tomme, igår var vi på apoteket og vi måtte stå i kø for at komme ind, fordi de kun lukkede et vis antal ind af gangen for at undgå kaos, men også fordi vi ikke vidste hvornår der kom blackout.
Alligevel synes jeg folk tager det meget pænt og roligt, vi er alle i samme båd og vi er alle påvirket at det, bare 3 timer herfra er omfanget af død og ødelæggelse ufatteligt og mange har mistet alt hvad de ejer og ved ikke om deres kære er i live eller hvad.
Nu er der ved at være 4 dage siden og håbet for at finde overlevende svinder time for time nu, men der har da været mirakler. En helikopter fandt en mand der var blevet taget af tsunamier og ført 15 km ud i havet, de fandt ham i live efter 3 dage, der var også en kvinde der havde været i vandet i 16 timer og som de fandt i live, hvis det ikke er et mirakel ved jeg ikke hvad man så skal kalde det.
Der er mange steder redningsfolk slet ikke er kommet op endnu, simpelthen fordi der ingen veje er og de er nødt til at grave sig frem i sammenstyrtet huse.
Nogle af de billeder vi ser ligner noget fra en seicens ficktion film. Igår så jeg et billede af et hus, men oven på taget står der en bad, og et andet hus står der en bil på taget.
Nogle gange kan jeg bare ikke klare at se flere billeder der oppe fra, så jeg skifter til en anden kanal, der viser en krimi eller noget andet, jeg er bare nødt til at have en lille pause fra den virkelighed vi befinder os i lige nu. Jeg ved godt der er mange der har det meget værre end os lige i øjeblikket og jeg er da virkelig også taknemlig for at vi slap fra det uden skade og vi stadig har et sted at bo.
Tingene udvikler sig stadig dag for dag og det kommer til at tage år at få ryddet op og genbygget alt det der blev ødelagt på så få sekunder, men heldigvis er Japan et land der har midlerne til at genopbygge det tabte, men for de folk oppe i Sendai og omegn, som blev hårdest ramt, vil livet have ændret sig for altid og vil aldrig blive det samme igen, selv for mig vil ting aldrig blive helt det samme igen. Det bliver betegnet som den største katestrofe i Japans historie siden 2 verdenskrig og det siger ikke så lidt.
Der er sikker mange ting jeg har glemt at fortælle, men det kommer nok på et sener tidspunkt når jeg kan overskue det. Lige nu er jeg bare glad for at jeg ikke var alene da det skete og vi i det mindste stadig har mad og drikke, nu hvor forretningerne er begyndt at være tomme.