Translate

lørdag den 12. juni 2021

Hase-dera og hortensiaer.

Næst efter Sugimotodera tempel er Hase-dera det ældste tempel i Kamakura, det blev nemlig bygget i 736. Hase-dera er søster tempel til et andet tempel i Nara af samme navn. Her i Nara i år 721 fandt munken Tokudo Shonin et stort kamfer træ hvor af han fik lavet 2 11-hovedet Buddha statuer. Statuen der er lavet af det nederste stykke træ står i templet i Nara og statuen lavet af det øverste af træet blev kastet i vandet med en bøn om at det skulle redde folk der hvor det skyllede op. 
15 år senere, i 736, skyllede Buddha statuen op på Nagai strand som ligger tæt ved Kamakura. Statuen blev bragt ind til Kamakura og Hase-dera blev bygget til ære for statuen. Statuen står der stadig den dag i dag i Kannon-do Hall som er hovedebygningen og man kan gå ind og se den. 
Buddha statuen er 9,18 m høj og dermed er den en af de største Buddha statuer skåret ud af 1 stykke træ i Japan. Statuen har 11 ansigter der alle har forskellige udtryk. I venster hånd holde Buddhaen en vase med lotus blomser og i højre hånd en stav. Det gør statuen ret unik for normal vil en Buddha statue holde en bedekrans i højre hånd. Fordi Buddhaen har 11 hoveder og derfor kan høre folks bønner i alle retninger er den kendt som Bamhjertighedens Buddha. 
Jeg kom egentlig til Hase-dera med det formål at se hortensiaerne som er plantet på skråningerne bag ved templet, men da jeg kom fandt jeg ud af at templet fejrede Buddhaens 1300 års fødselsdag ( hvis det er det korrekte ord at bruge ) og derfor var templet fint pyntet med store bønneflag kaldet Go-Shiki-Maku ( på japansk betyder go 5, Shiki betyder farve og Maku betyder gardin ). Så med de smukke blomster og solen der skinnede fra en næsten skyfri himmel gjore bare at Hase-dera virkelig viste sig af sin absolut bedste og flotteste side denne tidlige sommerdag. 

Hortensiaer nær indgangen.

Over  det hele gemmer der sig små statuer.

Kannon-do Hall med Go-Shiki-Maku. 
Måske virker billedet bekendt hvis du følger med på bloggens FB-side, det er 
nemlig samme bygning der er på cover-billedet fra dengang bygningen var rød
og ikke sort som den er nu. Personlig kunne jeg bedre lide det, da det var rødt.

Kamakura er efter japanske forhold en lille by på størrelse med Aalborg, selv
om det efter danske forhold ikke er en lille by. 
Byen er omringet af bjerge på 3 sider og havet. Så det er en by både for dem der 
kan lide vandring, strand og vand.

Yuigahama strand set oppe fra Hase-dera. Dagen hvor jeg var på besøg
var meget vindstille, men normalt er der fyldt med surfere og windsurfere.

Hvide hortensiaer på skråningen bag templet. 

Hortensiaer i alle regnbuens farver på skråningen bag 
ved templet.

Hortensiaer på skråningerne bag ved templet. 

Den smukkeste lyserøde hortensia. 

Shoin Hall og den smukke stenhave med høje slanke grantræer,
som jeg ikke kan finde ud af hvad hedder. 

Stenhaven ved Shoin Hall. 

Shoin Hall og haven. 

Jeg har efterhånden besøgt Hase-dera så mange gang at jeg ikke ved det præcise antal gange, men jeg elsker at komme her. Her er bare så smukt, templet, haverne og ikke at forglemme udsigten. Stedet er meget forskelligt alt efter hvilken årstid man kommer. Forårets kirsebær blomster, sommerens hortensiaer eller efterårets gyldne farver. Årstiderne gør det til en anderledes oplevelse hver gang jeg kommer her. Og selv om jeg allerede har været her mange gang så ved jeg at jeg helt sikkert kommer igen en dag. 

onsdag den 9. juni 2021

Nikujaga - Japansk comfort food når det er bedst.

Der er flere der har efterlyst om jeg ikke vil begynde at ligge opskrifter på japansk mad ud igen. Det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne når jeg huske at tage billede af det mad jeg laver og når vi er ude at spise nogen steder. For et par uger siden lavede jeg Nikujaga som er en japansk stew med oksekød og kartofler. På japansk hedder kød niku og kartofler hedder jagaimo, så navnet på retten er sammensat af de 2 hovedeingredienser. Desuden består retten af løg og konyaku eller shirataki som stort set er det samme. Alle ingredienserne serveres i en sød/saltet sauce bestående af dashi, sukker, soya, sake og mirin. En simpel og enkel ret, men med masser af smag.
Jeg vil anbefale at man bruger nogen kartofler der ikke koger ud, men er faste i det. Og så vil jeg anbefale man bruger konbu-dashi frem for katsuobushi-dashi. Konbu er en tyk tang der hedder kelp, det giver en mere mild smag og jeg synes bare den giver en bedre sauce når det er til en ret med oksekød. Katsuobushi er flager af tørret og høvlet bonito fisk som giver en meget kraftig fiske-agtig smag som jeg ikke synes passer til denne ret. Men man må prøve sig frem med hvad man synes smager bedst. Jeg ved fra mange hjemme i Danmark at man kan købe shirataki nudler i Matas, men om det er alle butikker der har det eller noget man skal forud bestille ved jeg ikke. 
Jeg laver ofte Nikujaga, især om vinteren. Det er ikke en tung vinter ret, men det er bare lækkert på en råkold og mørk efterårsaften og så dufter det bare så godt når man laver det. 


Nikujaga. 

250 g oksekød i tynde skiver
4 store kartofler
1 løg
1 pose shirataki nudler
 
Sauce:
250 ml konbu-dashi
3 spsk sukker
2 spsk madlavnings sake
3 spsk soyasauce
1 spsk mirin ( sød madlavnings sake ) 

Skræl kartoflerne og del dem i halve eller ¼ hvis de er meget store. Det vigtigeste er de er nogenlunde lige store så de er færdig samtidig og ikke koger ud. 
Skræl løg, halver det og skær det i både. 
Skyl shirataki nudlerne god, de må gerne ligge i blød i vand i nogen minutter. 
Varm lidt olie i en gryde og lynsteg oksekødet, tilsæt kartofler, løg og shirataki og svits yderlig et par minutter. Tilsæt konbu-dashi og bring det op på kogepunktet, skum overfladen hvis det er nødvendigt. Skrug ned for varmen og tilsæt sukker, sake, soya og mirin. Lad det simre indtil kartoflerne er kogte, men stadig faste. 
For at få ekstra grøntsager i retten kan man tilsætte gulerødder sammen med kartoflerne eller grønne bønne de sidste par minutter inden retten er færdig. 
Server som det er eller med en salat ved siden af. Mange japanere ville spise ris også, men det synes jeg ikke er nødvendigt når der er kartofler i retten. 

Konbu.

Konbu-dashi er super nemt at lave. I Japan køber man pakker med store plader af tørret konbu eller kelp som det rent faktisk er. Så brækker man et stykke af, lægger det i en skål og hælder kogende vand over. Nu mere det får lov at trække nu mere smag, men mindst 1 time skal det have lov at trække for at opnå en god smag. 
Mange vil efterfølgende skære den opblødet kelp i fine skiver og komme det oven på ris eller i onigiri frem for bare at smide det ud. 
Onigiri er boller af ris med fyld. 

Velbekomme.        

tirsdag den 8. juni 2021

Chojuji i Kamakura.

Når man står af toget på Kita-Kamakura station, tager udgangen der fører ud til hovedevejen og drejer til venster så kommer man efter cirka 1 km op til et tempel der i daglig tale bare hedder Chojuji men hvis officelle navn er Hōkizan Chōju Zenji. Det ligger lige der på hjørnet hvor man vil dreje fra hovedevejen for at gå op over Kamegayatsuzaka Kiridoshi. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har stået foran den lukkede halv-port og kiggede ind i haven og undrede mig over hvorfor et sted med så smuk en have ikke har åbent, men sådan er det med enkelte helligdomme i Kamakura, de har ikke åbent for offentligheden fordi de bliver brugt til specielle formål, så som træningssteder for nye munke. Men ingen regler uden undtagelser for det viser sig at man faktisk godt kan besøge stedet, det kræver bare lidt planlægning. Det viser sig at de har åbent fredag,lørdag og søndag 3 mdr om foråret og 3 mdr om efteråret, derudover er der helt lukket og man kan kun stå uden for porten og kigge ind lige som jeg har gjort utallige gange. 
Så en halvgrå fredag med truende regn tog jeg til Kamakura med det eneste formål endelig lange om længe at komme ind bag halvporten foran haven. Jeg betalte min entré på et par hundrede yen til en ældre herre som hjertlig bød mig velkommen og slog ud med armen at jeg bare skulle gå ind. 
Der er et par regler man skal følge; ingen snak og ingen kamera ( man må dog godt bruge mobil ). 

Det her er stort set det eneste man kan se når man står 
ude bag halv-porten og kigger ind.

Når man kommer ind åbner der sig en langt større have 
end det man kan ser udefra. 

Endelig var jeg inde og det gik hurtigt op for mig at haven er langt større end det man kan se udefra. Ikke nok med at den strækker sig langt ind til højre fra indgangen, men den går også hele vejen rundt om templet og den have der ligger over på den anden side kan man slet ikke se udefra, den er totalt skjult. 
Jeg gik lidt rundt i den foreste have og kiggede på træerne og deres forkrogede grene der så ud som om de kunne knække af hvert øjeblik det skulle være så tykke af mos og svampe var de. 
Efter at have gået lidt rundt i haven gik jeg ind i hovedbygningen hvor jeg blev mødt at en munk i en blå dragt der sad og skrev goshuin. Jeg havde selvfølgelig også min goshuincho med for nu hvor jeg endelig var kommet indenfor kunne jeg jo ikke gå derfra igen uden et helligt stempe. Så jeg bukkede høfligt for munken og overrakte ham min bog så han kunne skrive i den. Jeg fik udleveret et nummer så jeg kunne hente den igen når jeg var færdig med mit besøg. 

Mosplænen med mange gamle træer. 

En lille stenhave mellem 2 bygninger. 

Stenhaven i den indre have.

Chojuji blev grundlagt af Motouji Ashikaga som var den første guvanør i Kamakura. Templet er bygget til ære for hans far, Takauji Ashikaga, som var grundlægger Ashikaga shogunatet i Kyoto.
Den første munk i templet var Kosen-Ingen som kom fra Kagoshima på øen Kyushu. Han var kun 8 år gammel så han fik sin træning i Engaku-ji som ligger lige ved siden af Kita-Kamakura station. 
Lige præcis hvornår det er bygget ved man ikke helt for der er en del historiske uoverensstemmelser. Ifølge Chojuji egen kilder blev stedet grundlagt i 1358, men i Kencho-ji arkiver har man et dokument hvor Takauji Ashikaga ( altså faren og ham stedet et tilegnet til ) nævner Chojuji og det dokument er fra 1336. Takauji Ashikaga dør i 1358 så det er nærliggende at tro der er en sammenhæng på en eller anden måde. Men det er jo også 685 år siden, så hvem ved. 


Stien bag ved templet der fører op til 
Takauji Ashikaga's grav. 

Haven bag ved Chojuji som man slet ikke kan se udefra. 

Den bagerste have hvor der er indrettet meditations rum
i værelset der vender ud mod haven. Flere af rummene i 
templet er indrettet til meditation. 

En stille stund med kig ud på den smukke have. 

Jeg er så glad for at jeg endelig har haft mulighed for at besøge Chojuji. Jeg mangler nu kun meget får templer eller shrine i at kunne sige jeg har besøgt alle 165 helligdomme i Kamakura. De 2 jeg mangler ligger så langt væk fra en station at de ikke er i gå-afstand i sommerheden og det vil være nemmere at nå dem med en bus her fra Yokohama end at tage til Kamakura og tage en bus der. Men de skal helt klart besøges i den nærmeste fremtid.

 

onsdag den 20. januar 2021

Eventyret om Momotaro.

Jeg plejer at give mine forældre en japansk kalender hver år i julegave så de kan se billeder fra forskellige egne af Japan og få et indtryk af hvad det er for et land jeg bor i. I år har jeg også givet dem en kalender, men i år er den lidt anderledes. Billederne i kalenderen er ikke, som de plejer, af landskaber, templer og haver rundt om i Japan, men hvert billede henviser til et japansk eventyr eller folkesagn om man vil. Jeg har derfor lovede mine forældre at jeg hver månede vil skrive historien der passer til billedet i kalenderen. Januar månede har et billede af Momotarō som nok er et af de mest kendte japanske folkesagn. Momotarō betyder direkte oversat Ferskendrengen fordi han er født ud af en fersken. 
Folkesagnet om Momotarō siges at stamme fra egnen omkring Okayama. I dag er Okayama kendt for netop ferskner af virkelig høj kvalitet, både de almindelige men også hvide ferskner. Det er også i Okayama at man finder en stor statue af Momotarō og flere andre steder som er forbundet til netop dette folkesagn, bl.a. Kibitsujinja helligdommen, Kibitsuhikojinja helligdommen og Saijo Inari der med sin 27,5 meter høje røde torii er blandt de største i Japan. Ikke så langt fra Okayama ligger øen Megijima og denne ø forbindes også meget med sagnet om Momotarō fordi der ude på øen findes en masse huler som godt kunne minde om dem i nogen udgaver af historien.

Momotarō.
Engang for længe siden i Japan ude på landet boede der en gammel mand og kone. De var meget ensom fordi de ingen børn havde. 
En dag gik manden op i bjergene for at hugge brænde og hans kone gik ned til floden for at vaske tøj. Midt under tøjvasken så hun til sin store overraskelse en stor fersken komme flydende ned af floden. Det var en kæmpe fersken, den største hun nogensinde havde set. Hun fiskede den op af floden og tog den med hjem for at give den til sin mand som aftensmad. Sidst på eftermiddagen kom den gamle mand hjem og konen sagde "Se hvilken fantastisk fersken jeg har fundet til din aftensmad". Den gamle mand sagde det var i sandheden en flot fersken. Han var meget sulten så han sagde "Lad os skære den op og spise den nu".
Den gamle kone hentede den store køkkenkniv og skulle lige til at skære fersken over, da en stemme inden fra fersken løs "Vent, du må ikke skære mig over". Pludselig delte fersken sig og en smuk baby dreng sprang ud. 
Den gamle mand og kone var meget lykkelig og de anså drengen som deres søn. Og eftersom han var født ud af en fersken kaldte de ham for Momotarō, som betyder Ferskendrengen. De elskede Momotarō højt og opdragede ham godt. 
Da Momotarō var omkring 15 år sagde han til sin far "Far, du har altid behandlet mig godt. Nu hvor jeg er voksen må jeg gøre noget for at hjælpe mit land. I en fjern del af  riget ligger Ogre-øen. På Ogre-øen bor der mange trolde og de kommer ofte til vores land og tager folk og deres egendele. Jeg vil tage til Ogre-øen og kæmpe mod troldene og bringe de stjålne ting tilbage".
Den gamle mand blev overrasket over at høre dette, men han var også stolt fordi Momotarō ville hjælpe andre mennesker. 
Den gamle mand og hans kone hjalp Momotarō med at gøre sig klar til rejsen mod Ogre-øen. Den gamle mand gav ham et sværd og en rustning. Den gamle kone lavede kibi-dango til Momotarō så han havde noget at spise på sin rejse.
Momotarō gik mod havet. På sin vej mødte han en hund. Hunden knurrede af Momotarō og skulle lige til at bide ham, men så gav han hunden en af de kipi-dangoer som den gamle kone havde lavet. Momotarō fortalte hunden at han var på vej til Ogre-øen for at kæmpe mod troldene og hunden besluttede sig for at følge med Momotarō.
Inden længe mødte Momotarō og hunden en abe. Hunden og aben kom op at slogs men Momotarō fik stoppet kampen og fortalte aben at de var på vej mod Ogre-øen for at slogs mod troldene. Momotarō gav aben en kibi-dango og således blev de venner og aben slog følgeskab Momotarō og hunden. De gik alle videre og efter et stykke tid mødte de en fasan. Fasanen skulle lige til at starte et slagsmål med hunden og aben da Momotarō fortalte fasanen at de var på vej til Ogre-øen for at slogs mod troldene som boede der. Fasanen spurgte om den måtte følges med dem for også at slogs mod troldene. Som tak fik også fasanen en kibi-dango.

Slogskamp mellem Momotarō, hunden, aben og fasanen på den ene side 
og troldene på den anden side.


Så med Momotarō som deres leder blev hunden, aben og fasanen der ellers hader hinanden alle venner. De gik meget langt, men endelig nåede de havet. Her byggede de en båd som skulle sejle dem ud til troldenes ø. Da de nærmede sig øen kunne de se at troldene havde et stort fort og at der var mange trolde, både røde, blå og grønne trolde. 
Først fløj fasanen over muren på fortet og begyndte at hakke troldene i hovedet og øjnene. Troldene forsøgte alle at ramme fasanen med deres køller, men fasanen var alt for hurtig for troldene. Mens troldene var travlt beskæftigt med at kæmpe mod fasanen listede aben op på fortets mur og ned så den kunne åbne porten for hunden og Momotarō, så de alle kunne slogs mod troldene. 
Det var et kæmpe slag. Fasanen hakkede troldene i øjnene og hovedet, aben rev dem med sine klæer, hunden bed dem og Momotarō huggede dem med sit sværd og til sidst var troldene nedkæmpet. De bukkede alle dybt for Momotarō og lovede aldrig mere at være onde. Så hentede de alle tyvekosterne og gav dem til Momotarō. Der var mange tyvekoster, både guld, sølv og farverige ædelsten. Der var også en usynligheds kappe og en hammer der lavede et stykke guld hver gang man slog med den og mange andre fantastiske ting. Momotarō og hans 3 venner bar det hele ned til båden og sejlede hjem. Da de nåede land byggede de en vogn og trak vognen med alle skattene hjem til Momotarōs hus. Den gamle mand og hans kone blev meget glad da de så at Momotarō var sikkert hjemme igen. Og med alle skattene levede de et rigt og lykkeligt liv til deres dages ende.

Momotarō med hans 3 venner. Hunden, aben og fasanen. 
Fasanen er i øvrigt Japans national fugl. 

Jeg har siddet og læst en hel del udgaver af Momotarō igennem og en fejl jeg synes der går igen i stort set alle sammen er den måde Kibi-dango er oversat på. Det er oversat med ordet dumplings, men når jeg hører ordet dumplings så er det første jeg tænker på små pakker af dej med kød eller grøntsags fyld, lige som dem man får i Kina og mange andre steder i Asien. Det er bare overhovedet ikke det Kibi-dango er. Kibi-dango er faktisk mere over i dessert afdelingen eller noget man ville servere med te. Kage som vi kender det kom jo først til Japan for mindre end 100 år siden. Og før det havde man og har stadig mochi og det er den kategori Kibi-dango hører under. Det er lavet af ris mel og så er det ellers slået sammen med en træ hammer indtil man får en blød og spændstig masse der formes til små kugler der er vendt i rismel eller ligende. Det skal helst spises inden for få dag efter det er lavet for det bliver hurtig hårdt. Derfor har jeg valgt at beholde det japanske ord for det den gamle kone laver til Momotarō og som han senere giver til hunden, aben og fasanen for jeg synes bare ikke dumplings er det rigtige ord. 
Mine elever spørge mig ofte om hvordan jeg vil oversæt specielle ord fra japansk til engelsk og mange gange svare jeg at det ofte er bedre at beholde det orginale ord og så forklare havd det er eller betyder i stedet for fordi mange ord mister deres betydning i en oversættelse især hvis det sprog man oversætter til ikke har noget tilsvarende i deres kultur. 
Det er utroligt svært at sidde som forfatter/oversætter for en ting er at man skal være ufattelig god til sprog og ord, men man skal altså også vide noget om den kultur og historie man oversætter fra og til ellers kan man meget hurtig komme på glat-is og få lavet en dårlig oversættelse der ender med at være langt fra den orginale tekst. Men fred nu være med det, i de japanske udgaver er det Kipi-dango som den gamle kone laver til Momotarō og ikke dumplings.

Kipi-dango i stil med dem den gamle kone lavede og som 
man kan købe som souvenir i Okayama og mange andre steder
i Japan. 


Det var januar månedes eventyr. I februar når mine forældre har vendt kalenderen kommer der endnu et eventyr fra Engang for længe siden i Japan 😊

onsdag den 6. januar 2021

Året der gik 2020.

Jeg overdriver nok ikke på nogen måde når jeg siger det nok er meget få mennesker der vil savne 2020. Jeg vil hvert fald ikke på nogen måde savne 2020. Jeg er glad for det år er overstået. Det har været et år fyldt med restraktioner og påbud, så man til tider blev helt rundtosset i forsøget på at finde ud af hvad man egentlig måtte og ikke måtte. 
Her i Japan har der selvfølgelig været restriktioner og nedlukninger i en lang periode, men ikke på samme måde som hjemme i Danmark eller andre steder i Europa og resten af verden, men frustrationerne har alligevel været mange året igennem. 
Jeg har altid forsøgt at leve efter ordsproget at der ikke er noget der er så slemt at det ikke er godt for noget andet. Rigtig mange steder har naturen og klimaet fået det bedre og jeg tror mange mennesker har lært at værdsætte de små og nære ting som mange ofte tager for givet i en ofte fortravlet hverdag, så måske har det været en godt ting for mange at farten blev sat lidt ned. Selvfølgelig har det også været katestrofalt for mange der har mistet der job eller virksomhed, især dem i turist og service branchen. 
Jeg selv har mistet over halvdelen af mine elever fordi de ikke var interesseret i on-line undervisning, men heldigvis sagde flere ja til on-line undervisning selv om det var nyt for begge parter. I dag går det rigtig godt med on-line undervisning og jeg er så taknemlig for de elever jeg stadig har. Ikke bare betyder det jeg tjener lidt penge men det betyder også jeg trods alt har kontakt med andre mennesker end lige min mand. Min omgangskreds er i forvejen ikke så stor, men i år har den været skåret ned til kun at omfatte min mand og svigerfar. Så on-line kontakt med familien i Danmark, mine elever og on-line kaffe klub med den danske klub har virkelig været med til at jeg ikke er blevet sindsyg. Jeg kan godt lide at være alene og jeg nyder min alene-tid, men at være helt afskåret fra omverden og andre mennesker det er nu lige i overkanten.
Men nu har hele året ikke været lutter hundelort, der har faktisk været gode og mindeværdige stunder ind imellem hvor vi har bevæget os ud i omegnen af hvor vi bor og været på små ture.
Lige som hjemme i Danmark så har det helt store her i Japan også været staycation. 

Takayu Onsen i Fukushima. 

I februar inden helvede for alvor brød løs og det begyndte at gå op for verden hvad der var ved at ske tog min mand og jeg på vores årlige vinter onsen tur og turen gik til Fukushima og Takayu Onsen som ligger i bjergene ikke så langt fra Fukushima by. Faktisk når man lige ind over grænsen til Bandai Asahi National Park. Det var helt fantastisk og helt klart en af de bedste onsen jeg har besøgt. Vi hyggede på hotellet og fik en masse godt mad og dagen efter inden vi skulle hjem kørte vi lidt rundt og besøgte bl.a. Taishioji Tempel eller Nakano Fudoson som det også kaldes og Iizaka Onsen. Vi kunne ikke komme højere op i bjergene for vejene var lukket pga sne som de så ofte er i vinterperioden. 

Taishioji tempel i Fukushima. 

I starten af marts havde jeg besøg af 2 journalister fra DR. Jeg havde sagt ja til at medvirke i et program om danskere bosat i Japan som skulle sendes i forbindelse med OL. Vi tilbragte en hel dag samme i Kamakura hvor jeg vidste dem rundt og vi filmede en del forskellige steder og lavede interviews om hvordan det er at bo i så frammede et land som Japan og om kultur og forskelligheder. Det var rigtig spændende at være med til at lave og selv om det for mit vedkommende var ret grænseoverskridende så var det en rigtig god oplevelse og jeg har kun modtaget positiv respond for folk som har set programmet. Da vi filmede vidste vi ikke at om mindre end 1 uge ville grænserne begynde at lukke rundt omkring i verden og turister og andre danskere der ville hjem til Danmark blev kaldt hjem omgående. 
Jeg besluttede egentlig ret hurtigt at jeg ville blive i Japan fordi det er her jeg har mit hjem og det er her jeg har været de sidste 10 år. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestille mig det skulle udvikle sig til det, det har gjort. Japan lukkede også sine grænser og det har de været stort set lige siden med undtagelser. 
Da Japan lukkede sine grænser fik udlændinge der er bosat og opholder sig lovligt i Japan at vide at hvis de forlod Japan måtte de ikke komme tilbage. Det gjore utroligt ondt at få at vide og blive behandlet som et 2. rangs menneske. Japanere der er bosat i udlandet kan frit og kvit rejse ud og ind som de vil uden at skulle testes, men udlændinge der bor, arbejder og har skabt sig en tilværelse i Japan var ikke velkommen tilbage hvis de forlod landet. Det var noget jeg var utrolig ked af men også vred over. Hvorfor skulle jeg udgør en større risiko for at bringe corona til Japan end de japanere der bor i udlandet med frit og kvit kan rejse ud og ind af Japan??? Det var vi mange udlændinge der havde ret svært ved at forstå. Der skulle gå over 6 mdr inden det blev ændret og udlændinge i Japan fik samme rettigheder som japanerne eller japanere bosat i udlandet. I dag må udlændinge bosat i Japan godt rejse hjem til deres hjemland og komme tilbage forudset at de har fået taget en corona test og at den er negativ 72 timer inden de kommer tilbage, sådan er det også for japanere bosat i udlandet. 
Normalt er jeg ikke særlig politisk og holder altid min politiske mening for mig selv, men lige her mener jeg Japan har skudt sig selv i foden noget så gevaldigt. Japan er et land der meget snart vil nå der til hvor halvdelen af befolkning er pensionister og fødselsraten har de sidste 10 år været en af de mest nedafgående i verden og derfor vil Japan om 10-20 år være så afhængig af udenlands arbejdskraft for at få samfundet til at hænge sammen at de seriøst ikke kan tillade sig at behandle udlænding som 2. rangs mennesker på den måde de gjorde i det første halve år af denne krise for så er der nok mange der vil stille spørgsmål ved om Japan er et land der er værd at invester sin fremtid i, hvis man mister sine rettigheder så snart lokummet brænder på. Aldrig i mine 10 år her i landet har jeg følt mig så nedværdigende og uvelkommen som jeg gjorde i starten at denne pandemi. 

Jyogashima øen hvor man kan vandre fra fyrtårn til fyrtårn
i hver sin ende langs den smukke kystlinje. 

Fra slutningen af marts til august skete der meget lidt i vores liv og hverdag herude. Langt størstedelen af tiden blev tilbragt hjemme. Min mand har ikke mulighed for at arbejde hjemmefra så han skulle møde på arbejde hver dag, men alligevel var der en del restraktioner han skulle følge pålagt af han arbejde. Han måtte ikke toget på arbejde og det skal han stagid undgå at gøre. Hen over sommeren blev det også pålagt at han ikke måtte gå ud på restaurant eller andre former for beværtning eller underholdning og at han ikke måtte opholde sig mere end 3 km fra sin bopæl for at undgå risikoen for at blive smittet. Da hans arbejde pålagde at det også galt for familienmedlemmer, altså mig, fik jeg i den grad et føl på tværs. Jeg går dagligt mellem 8-10 km og det kan blive lidt svært når man kun må gå 3 km væk fra sin boplæ. Jeg går altid alene og enten om morgen eller aften hvor der er mindre risiko for at der er mange mennesker. Det stod da også hurtigt meget klart at der var meget få familiemedlemmer der fulgte den regel og efter nogen dage sagde min mand da også til mig at jeg bare skulle gå mine ture som jeg plejer for der er ikke nogen der ved hvem hvad mit mand laver og hvilken restriktioner hans arbejde har pålagt ham plus familiemedlemmer. Så jeg gik mine ture som normalt. 

Ved Shiraito vandfaldet i Fuji-Hakon-Izu Nationl Park. 

I august, for første gang i 5 mdr. valgte vi at tage på en tur til Yamanashi fordi vi var simpelthen ved at køre træt i at være hjemme hele tiden. Anbefalingerne var stadig at man ikke måtte tage for langt væk fra ens bopæl, men restriktionerne om at man ikke måtte krydse amtsgrænserne var i det mindste ophørt og man måtte nu godt tage til nabo-amterne. Vi havde bestil en overnatning på et hotel ved Kawaguchi søen. Vores værelse vendte ud mod søen og vi havde Fuji bjerget lige foran vores balkon med eget spa. Så der sad vi i vores private spa med den mest fantastiske udsigt over sø og bjerg. Inden vi kørte hjem igen næste dag kørte vi lidt rundt i området omkring søerne ved Fuji og gik flere ture i naturen. Det var virkelig en befrielse at komme ud i andre omgivelser også selv om det kun var for et par dage. 

På toppen af Oyama, 1252 meter. 

Det er ikke blevet til mange vandre-ture i år. Jeg har fået gået en masse ture i overs lokal-område, men de store ture ud til bjergene har der kun været 1 af i 2020. Her i Japan lukkede naturen også ned mange steder. Hytter og teltpladser har rigtig mange steder været lukket for at undgå for mange mennesker på en gang og mange stier har ligefremt været spærret med jernkæder, som man selvfølgelig nemt kan hoppe over eller under hvis man vil. Hen over efteråret blev mange af disse jernkæder dog fjernet igen og muligheden for at tage på 1-dags ture blev noget større. Jeg glæder mig virkelig til at kunne komme ud at vandre igen når vi når på den anden side af denne lorte virus, men indtil videre forsøger jeg at holde formen ved lige med daglige gå-ture så det ikke bliver for hårdt for benene når jeg kan komme ud i bjergene igen. Lige nu er sne det største problem og mange steder der ikke er skisports steder er lukket pga lavinefare. 

Foran Nanzenji templet i Kyoto. 

I slutningen af oktober valgte jeg at rejse en tur til Kyoto i 3 dage. Det var faktisk første gang jeg rejste alene og jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg ville have det med at rejse alene, ville jeg blive deprimeret over ikke at kunne dele oplevelserne med nogen, ville jeg kede mig eller ville jeg blive frustreret over ikke at kunne finde...........det jeg gerne ville se/restaurant/transport. Sandheden viste sig at være jeg elskede hvert et øjeblik af turen. Jeg havde ingen problemer overhovede med noget som helst og jeg fik set og oplevet så meget. Der skal helt klart flere single-ture/rejser ind i mit liv og heldigvis er det ikke noget min mand har noget imod. Jeg havde faktisk ikke regnet med at jeg ville elske det så meget som jeg gjore. Jeg holder utrolig meget af at tage på ture sammen med min mand og opleve noget sammen, men det giver virkelig også noget at kunne tage på tur alene. Hvornår jeg kan komme afsted igen står lidt hen i det uvisse. Både tallene for nysmittede og død af corona stiger voldsomt i øjeblikket og hat gjort det siden starten af december og jeg tror ikke det endre sig her i januar eller februar, desværre. Om det kan blive til foråret tror jeg ikke rigtig for jeg vil utrolig gerne hjem til Danmark til april da der er konfirmation i familien, men det afhænger også af om der i det hele taget bliver nogen konfirmationer til foråret. Jeg har ikke været hjemme i Danmark til jul som jeg plejer. Vi valgte at det var bedst at blive i Japan og det har nok været en klog beslutning med alle de restriktioner der er i øjeblikket både det ene og andet sted. Det har været hårdt ikke at kunne fejre jul med familien, det er førse gang i hele mit liv at jeg ikke har kunne fejre jul med mine forældre og se min familie i juletiden. Men der skal jo være en første gang for alt, både det godt og knap så gode.

Higashi-Honganji tempel med Kyoto Tower i baggrunden.
Mine selfie talenter eller mangel der på kom virkelig på prøve under min 
Kyoto tur.

Gora Park i Hakone. 

I november var vi atter tilbage i Fuji-Hakone-Izu National Park. Denne gang i Hakone som kun er et par timer fra hvor vi bor. Efterårets farver var på deres højeste og det var en ren fornøjelse at gå rundt oppe i bjerg områderne igen. Vi havde igen booked os ind på et hotel med privat spa på altanen så vi ikke behøves at bruge den store onsen sammen med andre mennesker. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes er bedst. På den ene side er det virkelig hyggeligt når min mand og jeg kan tage onsen sammen, men det er alligevel ikke helt det samme som når man benytter de store onsen med både udendørs og indendørs bade og sauna. Aftensmad og morgenmad blev indtaget i små  båse så gæsterne ikke kom hinanden for meget ved. Det var virkelig hyggeligt og man kunne føre en samtale uden at blive forstyret af andre mennesker og deres samtale. 

Foran indgangen til Jigokudani, abe-parken i Nagano.

I starten af november måtte jeg træffe den hårde beslutning om at jeg ikke kunne komme hjem til Danmark og dansk jul. Ingen fly, aflyste fly, karentæne, mindst 3 corona test for at komme frem og tilbage og en situation der ændrede sig voldsomt hurtig i den dårlige retning gjore at jeg valgte det nok var bedst at blive i Japan og når man ser på hvordan situationen er netop i dag så tror jeg det var den rigtige beslutning selv om det gjore ondt ikke at kunne være sammen med mine forældre i julen og se min familie som jeg plejer i julen. Det er første gang i hele mit liv jeg ikke har holdt jul med mine forældre og familie. 
Min mand har virkelig gjort hvad han kunne for at jeg ikke skulle være alt for ked af det og vi har holdt jul så godt som man nu kan her i Japan. Jeg bagte småkage, både jødekager, kardemomme specier, appelsin specier, chokolade-pistacie specier og jeg kogte klejner. Jeg har givet langt over halvdelen væk som gaver til min svigermor og de få elever jeg har tilbage, men vi beholdte dog lidt til os selv som vi gik og spiste af i julen. Vi snakkede meget om hvad vi ville den 24. december. Om vi skulle forsøge at få en and fra en af restauranterne i Chinatown eller om vi skulle tage væk og glemme den 24. december. Vi endte med at vælge det sidste og da min mand spurgte hvor jeg ville hen havde jeg kun 1 krav, der skulle være sne. Det gør det heldigvis relativt nemt at finde en destination der opfylder det krav og valget faldt ret hurtigt på Nagano og Yudanaka Onsen som ligger 30 minutter fra Jigokudani. Vi har besøgt Jigokudani 2 gange før men det har altid været om efteråret. Vi har aldrig været der om vinteren når der ligger sne. Så selv om julen har været meget anderledes i år så endte det faktisk med at blive en god jul i selvskab med aberne i et snedækket landskab. Det var piv hammerende koldt, men gud hvor var det bare dejligt. Jeg har virkelig savnet sne så meget. Der er aldrig sne når jeg er hjemme i Danmark, det kommer som regl først efter jeg er taget tilbage igen. Jeg elsker sne, det gør bare noget specielt ved landskabet, nærmest magisk og jeg bliver bare aldrig træt af sne. 
Så selv om vi ikke har kunne komme ud at rejse i år så har vi haft mange godt oplevelser her i Japan. 
Vi skulle have været i Taiwan i april, hvor min mand og jeg kunne fejre kobberbryllup. Det er ikke noget de har tradition for at fejre her i Japan, men jeg ville gerne fejre det og for os er den bedste måde at fejre noget på ved at rejse sammen og skabe gode minder. Vi venter stadig på at kunne tage på forsinket kobberbryllupsrejse og som det ser ud lige i øjeblikket kommer vi nok til at vente et pænt langt stykke tid endnu inden turen kan går til Taiwan. 

 
Mit hæklede tæppe som jeg fik lavet i foråret. Nu hvor det er blevet
koldt og vinteren bider i næsen er jeg så glad for dette tæppe.
Det er hæklet i vaffelmønster så det virker dobbelt og det er hæklet 
i tykt acrylgarn så der er ikke nogen her i lejligheden der fryser mere.

Aldrig har jeg været så meget hjemme som jeg var i 2020 og aldrig har jeg set så meget TV som jeg gjore i 2020. Fra slutningen af marts til august var vi stort set ingen steder. Mange ting var lukket ned, men vi har ikke på noget tidspunkt haft den samme strenge lockdown som man har set i Europa. Alting gik mere på anbefalinger og da japanerne er et meget godtroende folk valgte størstedelen af befolkningen da også at følge disse anbefalinger om at indskærbe sin omgangskreds, undgå sociale samlinger og i det hele taget blive hjemme så meget som muligt og kun gå ud for at handle ind eller motionere udenfor alene. 
Netflix har været rigtig manges bedste ven i år også her i Japan. Aldrig nogensinde før er der blevet streamet så meget før som der blev i 2020. Faktisk blev der her i Japan streamet så meget at Netflix ikke kunne følge med hvad angik billedekvaliteten. Jeg lå nu ikke mærke til at billede kvaliteten var anderledes, så det kan ikke være meget de blev tvunget til at sætte den ned. 
Jeg synes Netflix har nogen rigtig gode serier, bl.a blev jeg rigtig glad for en koreansk serie der hedder Crash Landing On You. Den handler om jeg sydkoreansk forretningskvinde der skal lave en reklame til hendes nye produkt hvor hun skal flyve i en faldskærm. Ved et uheld bliver hun fanget i vinden og da hun endelig kan lande er hun i Nordkorea. Her bliver hun opdaget af en grænsevagt og så starter det klassiske kærligheds drama og hendes kamp for ikke at blive opdaget og komme tilbage til Sydkorea.
Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet jeg skulle komme til at sige jeg synes Sydkoreanske tv-dramaer er virkelig gode. En anden koreansk drama serie jeg også blev ret glad for er Itaewon Class. Den handler om en ung fyr der efter at have mistede begge forældre åbner den restaurant der var farens drøm og forsøger at overleve som restaurantejer. Han ender med at have et af de største restaurant imperier i Sydkorea. Så er man til koreansk mad og kærligheds dramaer kan den virkelig anbefales. Og ja, uden tvivl har alle de her koreanske tv-dramaer jeg har fået set sat gang i et ønske om en tur til Sydkorea selv om jeg også udemærket godt ved det bliver meget langt ud i fremtiden inden der kan gøres alvor af det, men jeg er begyndt at interessere mig for koreansk madlavning så kan jeg jo muntre mig med det indtil jeg rent faktisk kan komme der over en tur.


Endnu flere hæklerier. Jeg har hæklet 1 af hver karklud i bogen.
Jeg har virkelig fået ryddet ud i mit garnlager og jeg kommer ikke
til at mangle karklude de næste rigtig mange år også selv om jeg har
givet flere af dem væk.

Det var 2020 for mit vedkommende. Et usædvanligt og uforglemmeligt år på rigtig mange måder. Selv om der har været gode ting så har det også været et år jeg er glad for vi nu har lagt bag os. Men hvad så med 2021 ???? Desværre er der jo ikke noget der tyder på at alt der her corona-lort vil slippe sit tag på verden så vi må nok indstille os på at i år ikke bliver så meget anderledes end sidste år, desværre. Jeg vil rigtig gerne være optimistisk, men lige i øjeblikke synes jeg bare ikke der er så meget at have den optimisme i. Men nye restiktioner alle vegne og den britiske variation der måske banker os langt tilbage i forhold til fremskridt mod dette virus ved jeg efterhånden ikke rigtig hvad jeg skal synes og tro om det hele mere. 
Jeg har ikke nogen nytårsfortsæt, det har jeg normalt aldrig fordi jeg synes det er noget fis. Vil man endre noget i sit liv skal man gøre det når man er mentalt klar til det og har den opbagning man skal bruge, ikke pga en dato og et årsskifte for så holder det jo ikke i længden. 
Jeg har dog et mål. Når vi når til den sidste dag i dette år vil jeg gerne kunne sige jeg har gået 3000 km. 
Det lyder af mange km og det er det også, men jeg har jo heldigvis 1 år endnu og når jeg går hver dag er jeg overbevidst om at det godt kan lykkes. Så det er mit mål for i år, 3000 km på gå-ben. Har du lyst til at gå med, hver for sig selvfølgelig, så sig endelig til. Så laver vi en FB-gruppe hvor vi kan følge hinandens fremskridt, opmuntre hinanden på dumme dage, vise billeder fra vores ture og hvad der ellers er relavant for at gå 3000 km. 

Med dette indlæg om mit år vil jeg her fra Japan gerne ønske jer alle sammen et rigtig godt og lykkebringende nytår. Tusind tak til alle der har læst med, jeg håber I vil blive ved med at læse med i fremtiden.

fredag den 18. december 2020

Rejse-artikel på Travel Market

 Det har uden tvivl været et af de hårdste år for rejse branchen og sådan en som mig der skriver om rejser og oplevelser, men jeg er nødt til at tro på at det bliver godt igen så jeg sammen med min mand kan komme ud at opleve verden og Japan igen. Jeg har heldigvis mange dejlige minder ikke mindst fra alle vores ture rundt i Japan, så når en rejseside som Travelmarket skriver til mig og spørger om jeg som Japan-ekspert ikke vil være med i en artikel, hvor lande-eksperter kommer med deres anbefalinger til hvorfor man skal besøge netop deres ynglings spot var det faktisk lidt svært at vælge hvad jeg ville anbefale her i Japan, for der er jo så mange dejlige steder at vælge imellem. Men jeg fik mig efterhånden sporet ind på at af alle mine ynglingssteder skulle det være kurbyen Kusatsu jeg ville fremhæve for det er i den grad et sted jeg uden tvivl kan anbefale hvis man besøger Japan og gerne vil uden for Tokyo og opleve det lidt mere landlige Japan. 


Så hvis du hopper over på en af Danmarks største rejse-websider kan du læse mit bidrag til artiklen, men også flere andre som har bidraget til artiklen og jeg skal lige hilse at sige det er et fint selvskab jeg er kommet i. Jeg kender flere af de andre der har bidraget og det er virkelig folk der ved hvad de snakker om når det eks. kommer til Spanien og Berlin. 
Så når alt engang bliver godt igen og man frit kan rejse rundt i verden igen kan jeg varmt anbefale at starte søgen på inspiration til hvor turen skal gå hen på Travelmarket. Der er mange inspirende artikler fra nær og fjern og nu også mit eget lille personlige bidrag om Kusatsu Onsen i Gunma. 

Du kan læse hele artiklen lige her. 

søndag den 26. juli 2020

Danskerne i Japan - Program på Danmarks Radio.

I starten af marts før alt det her med corona, grænserne begyndte at lukke og alle danske turister og rejsende blev kaldt hjem til Danmark havde jeg den fornøjelse at have besøg af en journalist og kamerakvinde fra Danmarks Radio. Det var før OL blev udsat og nu hænger i en meget tynd tråd for formålet med deres besøg var nemlig at de skulle lave et program om danskere der bor i Japan og at det skulle sendes som optakt til netop OL som hvis alt var gået efter planen skulle havde åbnet i fredags, men sådan blev det som bekendt ikke, desværre. 
Jeg skulle oprindeligt ikke have været med i programmet fordi de allerede havde fundet 4 danskere der ville medvirke, men da 1 af dem sprang fra blev jeg spurgt om jeg stadig havde tid og lyst til at være med og det sagde jeg selvfølgelig ja til. 


Så en dag i starten af marts tilbragte jeg en hel dag sammen med Jakob og Michelle hvor jeg viser vores lejlighed frem og bagefter tog vi til Kamakura fordi de gerne ville filme mig i nogen omgivelser som har en betydning for mig og hvor jeg ofte kommer. Samtidig skulle det være et sted der kunne fortælle om forskellen i dansk og japansk kultur og derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om at Kamakura var det oplagte valg og det var de helt med på da jeg fortalte om byen og hvad det var jeg gerne ville vise dem fordi der er nogen steder hvor kulturforskellen er virkelig stor. 
Vi filmede i 9-10 timer hjemme hos os, i Kamakura, i toget og vi fik set sumo så jeg er meget spændt på hvor meget der er kommet med. De 9-10 timer vi filmede er klippet ned til cirka 7 minutter så der er jo rigtig meget der ikke kommer med. 
Programmet vare 28 minutter og da vi er 4 i programmet så bliver det cirka 7 minutter til hver.

Jeg har aldrig lavet tv før så for mig var det noget af en interessant oplevelse og rigtig god oplevelse. Jeg fik at vide jeg bare skulle være mig selv og lade værd med at kigge direkte ind i kameraet men bare lade som om kamerakvinden Michelle ikke var der og så skulle jeg bare snakke og fortælle til Jakob lidt lige som om jeg var en turist guide og skulle sælge Japan og livet i Japan til en førstegangs besøgende. 

Da jeg fandt ud af at OL var blevet aflyst regnede jeg lidt med at så blev programmet nok heller ikke sendt da det jo var ment som en optakt til netop OL, men efter et par misforståelser om sendetidspunkt og udsættelser så skulle den være god nok nu, programmet bliver sendt og det bliver det på torsdag den 30 juli klokken 22.00 på DR2. For dem som ikke har et tv eller som jeg kun kan se dansk tv på computeren så bliver det faktisk lagt på nettet allerede i morgen. 
Jeg glæder mig vildt meget til at se resultater, hvad er kommet med og hvad er blevet klippet fra. Men samtidig så kan jeg også mærke på mig selv at det bliver lidt grænseoverskridende at se mig selv på tv. Det tænkte jeg faktisk ikke så meget over da vi filmede tilbage i marts, men nu hvor det er programsat og annonceret så kan jeg godt mærke sommerfuglene flyver ret meget rundt i maven. 
Men jeg håber at Japan-interesserede og folk der læser med her på bloggen har tid og lyst til at se programmet om nogen af os danskere der bor herude i Japan og lad mig endelig vide hvad I synes om programmet.