Året der gik 2020.

Jeg overdriver nok ikke på nogen måde når jeg siger det nok er meget få mennesker der vil savne 2020. Jeg vil hvert fald ikke på nogen måde savne 2020. Jeg er glad for det år er overstået. Det har været et år fyldt med restraktioner og påbud, så man til tider blev helt rundtosset i forsøget på at finde ud af hvad man egentlig måtte og ikke måtte. 

Her i Japan har der selvfølgelig været restriktioner og nedlukninger i en lang periode, men ikke på samme måde som hjemme i Danmark eller andre steder i Europa og resten af verden, men frustrationerne har alligevel været mange året igennem. 

Jeg har altid forsøgt at leve efter ordsproget at der ikke er noget der er så slemt at det ikke er godt for noget andet. Rigtig mange steder har naturen og klimaet fået det bedre og jeg tror mange mennesker har lært at værdsætte de små og nære ting som mange ofte tager for givet i en ofte fortravlet hverdag, så måske har det været en godt ting for mange at farten blev sat lidt ned. Selvfølgelig har det også været katestrofalt for mange der har mistet der job eller virksomhed, især dem i turist og service branchen. 

Jeg selv har mistet over halvdelen af mine elever fordi de ikke var interesseret i on-line undervisning, men heldigvis sagde flere ja til on-line undervisning selv om det var nyt for begge parter. I dag går det rigtig godt med on-line undervisning og jeg er så taknemlig for de elever jeg stadig har. Ikke bare betyder det jeg tjener lidt penge men det betyder også jeg trods alt har kontakt med andre mennesker end lige min mand. Min omgangskreds er i forvejen ikke så stor, men i år har den været skåret ned til kun at omfatte min mand og svigerfar. Så on-line kontakt med familien i Danmark, mine elever og on-line kaffe klub med den danske klub har virkelig været med til at jeg ikke er blevet sindsyg. Jeg kan godt lide at være alene og jeg nyder min alene-tid, men at være helt afskåret fra omverden og andre mennesker det er nu lige i overkanten.

Men nu har hele året ikke været lutter hundelort, der har faktisk været gode og mindeværdige stunder ind imellem hvor vi har bevæget os ud i omegnen af hvor vi bor og været på små ture.

Lige som hjemme i Danmark så har det helt store her i Japan også været staycation. 

Takayu Onsen i Fukushima. 

I februar inden helvede for alvor brød løs og det begyndte at gå op for verden hvad der var ved at ske tog min mand og jeg på vores årlige vinter onsen tur og turen gik til Fukushima og Takayu Onsen som ligger i bjergene ikke så langt fra Fukushima by. Faktisk når man lige ind over grænsen til Bandai Asahi National Park. Det var helt fantastisk og helt klart en af de bedste onsen jeg har besøgt. Vi hyggede på hotellet og fik en masse godt mad og dagen efter inden vi skulle hjem kørte vi lidt rundt og besøgte bl.a. Taishioji Tempel eller Nakano Fudoson som det også kaldes og Iizaka Onsen. Vi kunne ikke komme højere op i bjergene for vejene var lukket pga sne som de så ofte er i vinterperioden. 

Taishioji tempel i Fukushima. 

I starten af marts havde jeg besøg af 2 journalister fra DR. Jeg havde sagt ja til at medvirke i et program om danskere bosat i Japan som skulle sendes i forbindelse med OL. Vi tilbragte en hel dag samme i Kamakura hvor jeg vidste dem rundt og vi filmede en del forskellige steder og lavede interviews om hvordan det er at bo i så frammede et land som Japan og om kultur og forskelligheder. Det var rigtig spændende at være med til at lave og selv om det for mit vedkommende var ret grænseoverskridende så var det en rigtig god oplevelse og jeg har kun modtaget positiv respond for folk som har set programmet. Da vi filmede vidste vi ikke at om mindre end 1 uge ville grænserne begynde at lukke rundt omkring i verden og turister og andre danskere der ville hjem til Danmark blev kaldt hjem omgående. 

Jeg besluttede egentlig ret hurtigt at jeg ville blive i Japan fordi det er her jeg har mit hjem og det er her jeg har været de sidste 10 år. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestille mig det skulle udvikle sig til det, det har gjort. Japan lukkede også sine grænser og det har de været stort set lige siden med undtagelser. 

Da Japan lukkede sine grænser fik udlændinge der er bosat og opholder sig lovligt i Japan at vide at hvis de forlod Japan måtte de ikke komme tilbage. Det gjore utroligt ondt at få at vide og blive behandlet som et 2. rangs menneske. Japanere der er bosat i udlandet kan frit og kvit rejse ud og ind som de vil uden at skulle testes, men udlændinge der bor, arbejder og har skabt sig en tilværelse i Japan var ikke velkommen tilbage hvis de forlod landet. Det var noget jeg var utrolig ked af men også vred over. Hvorfor skulle jeg udgør en større risiko for at bringe corona til Japan end de japanere der bor i udlandet med frit og kvit kan rejse ud og ind af Japan??? Det var vi mange udlændinge der havde ret svært ved at forstå. Der skulle gå over 6 mdr inden det blev ændret og udlændinge i Japan fik samme rettigheder som japanerne eller japanere bosat i udlandet. I dag må udlændinge bosat i Japan godt rejse hjem til deres hjemland og komme tilbage forudset at de har fået taget en corona test og at den er negativ 72 timer inden de kommer tilbage, sådan er det også for japanere bosat i udlandet. 

Normalt er jeg ikke særlig politisk og holder altid min politiske mening for mig selv, men lige her mener jeg Japan har skudt sig selv i foden noget så gevaldigt. Japan er et land der meget snart vil nå der til hvor halvdelen af befolkning er pensionister og fødselsraten har de sidste 10 år været en af de mest nedafgående i verden og derfor vil Japan om 10-20 år være så afhængig af udenlands arbejdskraft for at få samfundet til at hænge sammen at de seriøst ikke kan tillade sig at behandle udlænding som 2. rangs mennesker på den måde de gjorde i det første halve år af denne krise for så er der nok mange der vil stille spørgsmål ved om Japan er et land der er værd at invester sin fremtid i, hvis man mister sine rettigheder så snart lokummet brænder på. Aldrig i mine 10 år her i landet har jeg følt mig så nedværdigende og uvelkommen som jeg gjorde i starten at denne pandemi. 

Jyogashima øen hvor man kan vandre fra fyrtårn til fyrtårn

i hver sin ende langs den smukke kystlinje. 

Fra slutningen af marts til august skete der meget lidt i vores liv og hverdag herude. Langt størstedelen af tiden blev tilbragt hjemme. Min mand har ikke mulighed for at arbejde hjemmefra så han skulle møde på arbejde hver dag, men alligevel var der en del restraktioner han skulle følge pålagt af han arbejde. Han måtte ikke toget på arbejde og det skal han stagid undgå at gøre. Hen over sommeren blev det også pålagt at han ikke måtte gå ud på restaurant eller andre former for beværtning eller underholdning og at han ikke måtte opholde sig mere end 3 km fra sin bopæl for at undgå risikoen for at blive smittet. Da hans arbejde pålagde at det også galt for familienmedlemmer, altså mig, fik jeg i den grad et føl på tværs. Jeg går dagligt mellem 8-10 km og det kan blive lidt svært når man kun må gå 3 km væk fra sin boplæ. Jeg går altid alene og enten om morgen eller aften hvor der er mindre risiko for at der er mange mennesker. Det stod da også hurtigt meget klart at der var meget få familiemedlemmer der fulgte den regel og efter nogen dage sagde min mand da også til mig at jeg bare skulle gå mine ture som jeg plejer for der er ikke nogen der ved hvem hvad mit mand laver og hvilken restriktioner hans arbejde har pålagt ham plus familiemedlemmer. Så jeg gik mine ture som normalt. 

Ved Shiraito vandfaldet i Fuji-Hakon-Izu Nationl Park. 

I august, for første gang i 5 mdr. valgte vi at tage på en tur til Yamanashi fordi vi var simpelthen ved at køre træt i at være hjemme hele tiden. Anbefalingerne var stadig at man ikke måtte tage for langt væk fra ens bopæl, men restriktionerne om at man ikke måtte krydse amtsgrænserne var i det mindste ophørt og man måtte nu godt tage til nabo-amterne. Vi havde bestil en overnatning på et hotel ved Kawaguchi søen. Vores værelse vendte ud mod søen og vi havde Fuji bjerget lige foran vores balkon med eget spa. Så der sad vi i vores private spa med den mest fantastiske udsigt over sø og bjerg. Inden vi kørte hjem igen næste dag kørte vi lidt rundt i området omkring søerne ved Fuji og gik flere ture i naturen. Det var virkelig en befrielse at komme ud i andre omgivelser også selv om det kun var for et par dage. 

På toppen af Oyama, 1252 meter. 

Det er ikke blevet til mange vandre-ture i år. Jeg har fået gået en masse ture i overs lokal-område, men de store ture ud til bjergene har der kun været 1 af i 2020. Her i Japan lukkede naturen også ned mange steder. Hytter og teltpladser har rigtig mange steder været lukket for at undgå for mange mennesker på en gang og mange stier har ligefremt været spærret med jernkæder, som man selvfølgelig nemt kan hoppe over eller under hvis man vil. Hen over efteråret blev mange af disse jernkæder dog fjernet igen og muligheden for at tage på 1-dags ture blev noget større. Jeg glæder mig virkelig til at kunne komme ud at vandre igen når vi når på den anden side af denne lorte virus, men indtil videre forsøger jeg at holde formen ved lige med daglige gå-ture så det ikke bliver for hårdt for benene når jeg kan komme ud i bjergene igen. Lige nu er sne det største problem og mange steder der ikke er skisports steder er lukket pga lavinefare. 

Foran Nanzenji templet i Kyoto. 

I slutningen af oktober valgte jeg at rejse en tur til Kyoto i 3 dage. Det var faktisk første gang jeg rejste alene og jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg ville have det med at rejse alene, ville jeg blive deprimeret over ikke at kunne dele oplevelserne med nogen, ville jeg kede mig eller ville jeg blive frustreret over ikke at kunne finde...........det jeg gerne ville se/restaurant/transport. Sandheden viste sig at være jeg elskede hvert et øjeblik af turen. Jeg havde ingen problemer overhovede med noget som helst og jeg fik set og oplevet så meget. Der skal helt klart flere single-ture/rejser ind i mit liv og heldigvis er det ikke noget min mand har noget imod. Jeg havde faktisk ikke regnet med at jeg ville elske det så meget som jeg gjore. Jeg holder utrolig meget af at tage på ture sammen med min mand og opleve noget sammen, men det giver virkelig også noget at kunne tage på tur alene. Hvornår jeg kan komme afsted igen står lidt hen i det uvisse. Både tallene for nysmittede og død af corona stiger voldsomt i øjeblikket og hat gjort det siden starten af december og jeg tror ikke det endre sig her i januar eller februar, desværre. Om det kan blive til foråret tror jeg ikke rigtig for jeg vil utrolig gerne hjem til Danmark til april da der er konfirmation i familien, men det afhænger også af om der i det hele taget bliver nogen konfirmationer til foråret. Jeg har ikke været hjemme i Danmark til jul som jeg plejer. Vi valgte at det var bedst at blive i Japan og det har nok været en klog beslutning med alle de restriktioner der er i øjeblikket både det ene og andet sted. Det har været hårdt ikke at kunne fejre jul med familien, det er førse gang i hele mit liv at jeg ikke har kunne fejre jul med mine forældre og se min familie i juletiden. Men der skal jo være en første gang for alt, både det godt og knap så gode.

Higashi-Honganji tempel med Kyoto Tower i baggrunden.

Mine selfie talenter eller mangel der på kom virkelig på prøve under min 

Kyoto tur.

Gora Park i Hakone. 

I november var vi atter tilbage i Fuji-Hakone-Izu National Park. Denne gang i Hakone som kun er et par timer fra hvor vi bor. Efterårets farver var på deres højeste og det var en ren fornøjelse at gå rundt oppe i bjerg områderne igen. Vi havde igen booked os ind på et hotel med privat spa på altanen så vi ikke behøves at bruge den store onsen sammen med andre mennesker. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes er bedst. På den ene side er det virkelig hyggeligt når min mand og jeg kan tage onsen sammen, men det er alligevel ikke helt det samme som når man benytter de store onsen med både udendørs og indendørs bade og sauna. Aftensmad og morgenmad blev indtaget i små  båse så gæsterne ikke kom hinanden for meget ved. Det var virkelig hyggeligt og man kunne føre en samtale uden at blive forstyret af andre mennesker og deres samtale. 

Foran indgangen til Jigokudani, abe-parken i Nagano.

I starten af november måtte jeg træffe den hårde beslutning om at jeg ikke kunne komme hjem til Danmark og dansk jul. Ingen fly, aflyste fly, karentæne, mindst 3 corona test for at komme frem og tilbage og en situation der ændrede sig voldsomt hurtig i den dårlige retning gjore at jeg valgte det nok var bedst at blive i Japan og når man ser på hvordan situationen er netop i dag så tror jeg det var den rigtige beslutning selv om det gjore ondt ikke at kunne være sammen med mine forældre i julen og se min familie som jeg plejer i julen. Det er første gang i hele mit liv jeg ikke har holdt jul med mine forældre og familie. 

Min mand har virkelig gjort hvad han kunne for at jeg ikke skulle være alt for ked af det og vi har holdt jul så godt som man nu kan her i Japan. Jeg bagte småkage, både jødekager, kardemomme specier, appelsin specier, chokolade-pistacie specier og jeg kogte klejner. Jeg har givet langt over halvdelen væk som gaver til min svigermor og de få elever jeg har tilbage, men vi beholdte dog lidt til os selv som vi gik og spiste af i julen. Vi snakkede meget om hvad vi ville den 24. december. Om vi skulle forsøge at få en and fra en af restauranterne i Chinatown eller om vi skulle tage væk og glemme den 24. december. Vi endte med at vælge det sidste og da min mand spurgte hvor jeg ville hen havde jeg kun 1 krav, der skulle være sne. Det gør det heldigvis relativt nemt at finde en destination der opfylder det krav og valget faldt ret hurtigt på Nagano og Yudanaka Onsen som ligger 30 minutter fra Jigokudani. Vi har besøgt Jigokudani 2 gange før men det har altid været om efteråret. Vi har aldrig været der om vinteren når der ligger sne. Så selv om julen har været meget anderledes i år så endte det faktisk med at blive en god jul i selvskab med aberne i et snedækket landskab. Det var piv hammerende koldt, men gud hvor var det bare dejligt. Jeg har virkelig savnet sne så meget. Der er aldrig sne når jeg er hjemme i Danmark, det kommer som regl først efter jeg er taget tilbage igen. Jeg elsker sne, det gør bare noget specielt ved landskabet, nærmest magisk og jeg bliver bare aldrig træt af sne. 

Så selv om vi ikke har kunne komme ud at rejse i år så har vi haft mange godt oplevelser her i Japan. 

Vi skulle have været i Taiwan i april, hvor min mand og jeg kunne fejre kobberbryllup. Det er ikke noget de har tradition for at fejre her i Japan, men jeg ville gerne fejre det og for os er den bedste måde at fejre noget på ved at rejse sammen og skabe gode minder. Vi venter stadig på at kunne tage på forsinket kobberbryllupsrejse og som det ser ud lige i øjeblikket kommer vi nok til at vente et pænt langt stykke tid endnu inden turen kan går til Taiwan. 

 

Mit hæklede tæppe som jeg fik lavet i foråret. Nu hvor det er blevet

koldt og vinteren bider i næsen er jeg så glad for dette tæppe.

Det er hæklet i vaffelmønster så det virker dobbelt og det er hæklet 

i tykt acrylgarn så der er ikke nogen her i lejligheden der fryser mere.

Aldrig har jeg været så meget hjemme som jeg var i 2020 og aldrig har jeg set så meget TV som jeg gjore i 2020. Fra slutningen af marts til august var vi stort set ingen steder. Mange ting var lukket ned, men vi har ikke på noget tidspunkt haft den samme strenge lockdown som man har set i Europa. Alting gik mere på anbefalinger og da japanerne er et meget godtroende folk valgte størstedelen af befolkningen da også at følge disse anbefalinger om at indskærbe sin omgangskreds, undgå sociale samlinger og i det hele taget blive hjemme så meget som muligt og kun gå ud for at handle ind eller motionere udenfor alene. 

Netflix har været rigtig manges bedste ven i år også her i Japan. Aldrig nogensinde før er der blevet streamet så meget før som der blev i 2020. Faktisk blev der her i Japan streamet så meget at Netflix ikke kunne følge med hvad angik billedekvaliteten. Jeg lå nu ikke mærke til at billede kvaliteten var anderledes, så det kan ikke være meget de blev tvunget til at sætte den ned. 

Jeg synes Netflix har nogen rigtig gode serier, bl.a blev jeg rigtig glad for en koreansk serie der hedder Crash Landing On You. Den handler om jeg sydkoreansk forretningskvinde der skal lave en reklame til hendes nye produkt hvor hun skal flyve i en faldskærm. Ved et uheld bliver hun fanget i vinden og da hun endelig kan lande er hun i Nordkorea. Her bliver hun opdaget af en grænsevagt og så starter det klassiske kærligheds drama og hendes kamp for ikke at blive opdaget og komme tilbage til Sydkorea.

Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet jeg skulle komme til at sige jeg synes Sydkoreanske tv-dramaer er virkelig gode. En anden koreansk drama serie jeg også blev ret glad for er Itaewon Class. Den handler om en ung fyr der efter at have mistede begge forældre åbner den restaurant der var farens drøm og forsøger at overleve som restaurantejer. Han ender med at have et af de største restaurant imperier i Sydkorea. Så er man til koreansk mad og kærligheds dramaer kan den virkelig anbefales. Og ja, uden tvivl har alle de her koreanske tv-dramaer jeg har fået set sat gang i et ønske om en tur til Sydkorea selv om jeg også udemærket godt ved det bliver meget langt ud i fremtiden inden der kan gøres alvor af det, men jeg er begyndt at interessere mig for koreansk madlavning så kan jeg jo muntre mig med det indtil jeg rent faktisk kan komme der over en tur.

Endnu flere hæklerier. Jeg har hæklet 1 af hver karklud i bogen.

Jeg har virkelig fået ryddet ud i mit garnlager og jeg kommer ikke

til at mangle karklude de næste rigtig mange år også selv om jeg har

givet flere af dem væk.

Det var 2020 for mit vedkommende. Et usædvanligt og uforglemmeligt år på rigtig mange måder. Selv om der har været gode ting så har det også været et år jeg er glad for vi nu har lagt bag os. Men hvad så med 2021 ???? Desværre er der jo ikke noget der tyder på at alt der her corona-lort vil slippe sit tag på verden så vi må nok indstille os på at i år ikke bliver så meget anderledes end sidste år, desværre. Jeg vil rigtig gerne være optimistisk, men lige i øjeblikke synes jeg bare ikke der er så meget at have den optimisme i. Men nye restiktioner alle vegne og den britiske variation der måske banker os langt tilbage i forhold til fremskridt mod dette virus ved jeg efterhånden ikke rigtig hvad jeg skal synes og tro om det hele mere. 

Jeg har ikke nogen nytårsfortsæt, det har jeg normalt aldrig fordi jeg synes det er noget fis. Vil man endre noget i sit liv skal man gøre det når man er mentalt klar til det og har den opbagning man skal bruge, ikke pga en dato og et årsskifte for så holder det jo ikke i længden. 

Jeg har dog et mål. Når vi når til den sidste dag i dette år vil jeg gerne kunne sige jeg har gået 3000 km. 

Det lyder af mange km og det er det også, men jeg har jo heldigvis 1 år endnu og når jeg går hver dag er jeg overbevidst om at det godt kan lykkes. Så det er mit mål for i år, 3000 km på gå-ben. Har du lyst til at gå med, hver for sig selvfølgelig, så sig endelig til. Så laver vi en FB-gruppe hvor vi kan følge hinandens fremskridt, opmuntre hinanden på dumme dage, vise billeder fra vores ture og hvad der ellers er relavant for at gå 3000 km. 

Med dette indlæg om mit år vil jeg her fra Japan gerne ønske jer alle sammen et rigtig godt og lykkebringende nytår. Tusind tak til alle der har læst med, jeg håber I vil blive ved med at læse med i fremtiden.