Sukkerfrit kokos brød.

Det er stadig meget nyt for mig det her med at skulle bage uden hvedemel og sukker så det bliver diabetiker-venligt. Men nu mere jeg leder efter opskrifter nu mere finder jeg heldigvis der kan bruges og som jeg selv kan bygge vidre på. Jeg har været i køkkenet i dag for at afprøve dette kokos brød og det er faktisk blevet rigtig godt hvis jeg selv skal sige det. Det er en af de opskrifter hvor man kan lave og bage det som det er og hvor det så mere minder om et brød eller hvis man vil have det mere kage agtigt tænker jeg, at man kan tilsætte lidt hakket chokolade, skal og saft af citron eller appelsin og hvis man kan tåle en smule tørrede frugter tænker jeg, at lidt rosiner i rom essens eller abrikoser sammen med appelsin skal og saft kunne være rigtig godt.

Men der er meget sukker i tørrede frugt og det er ikke alle diabetiker der kan tåle det. Jeg er heldigvis så heldig at i små mængder kan jeg godt tåle at spise det engang imellem. Det er hvert fald noget jeg vil prøvet at arbejde vidre med i denne opskrift for jeg tror det kunne blive et godt resultat. 

Det er første gang jeg har prøvet at bage med kokosfibermel, det ligner hvedemel men man er ikke i tvivl om på duften at det er kokos og det fungere faktisk rigtig godt, så jeg kan sige med sikkerhed det er ikke sidste gang det her brød er blevet lavet.

Sukkerfrit kokos brød.

7 æg

65 g kokosfibermel ( jeg brugte 35 g kokosfibermel og 30 g fint revet kokosmel som jeg ristede let )

120 g blødt smør

1/4 tsk salt

1/4 tsk bagepulver

Tænd for ovnen på 180 grader så den er varm når dejen er færdig. 

Pisk æg rigtig godt, cirka 1 minut. Tilsæt smør og piske igen. Bland kokos, salt og bagepulver og rør det i æggemassen. Rør indtil melet har opsuget æggemassen og det er faldet lidt sammen ( det er lige den bedste måde jeg kan forklare det på 😁)

Hæld dejen i en sandkage form og bag den i 45-50 minutter. 

Jeg havde lagt bagepapir i min form, det skulle vise sig at være noget af en fejltagelse for jeg havde nær aldrig fået det af da det var færdig bagt. Der lå smør i bunden af formen og papiret var vådt af smør og i siderne sad noget af papiret også fast i dejen, så næste gang bliver det helt klart unden bagepapir for jeg tror det sagtens kan komme ud af formen alligevel. Men af kom det, i en masse små stykker og desværre ser enderne ikke så pæne ud da de gik ret meget i stykker. Men det smager stadig god også selv om jeg muligvis ikke har fået alt bagepapiret af. 

Wat Phra Singh i Chiang Mai, Thailand.

Det er sidst på eftermiddagen og temperaturen ligger omkring 30 grader og luftfugtigheden er højere end jeg havde forventet i det nordlig Thailand, men på den anden side det er sidst i september og det er stadig regnsæson i Thailand. 

Vi ankom til Chiang Mai ved middagstid efter at have fløjet hele natten og en kort mellemlanding i Bangkok. Det er dejligt at være tilbage i Thailand, sidst jeg var her var i 2011 og lige siden har jeg drømt om en dag at komme tilbage. Jeg holder meget af Thailand, naturen, historien, kulturen, men mest af alt så elsker jeg thailansk mad. Duften af krydderier blandet med kokos og de søde mangoer der er så saftige at saften løber ned af hagen og ekstrem billige i forhold til i Japan. Jeg kan ikke vente med at finde et markede hvor vi kan købe frugter og tage med tilbage til hotellet og bare nyde smagen og sødmen. Men lige der i det øjeblik hvor jeg står og kigger op og ned af hovedgaden i den gamle bydel i Chiang Mai for at forsøge at få et overblik over det område vi bor i, er jeg bare lykkelig for endnu engang at være i Thailand. 

Eftersom dagen har været rejsedag og vi er lidt trætte oven på turen har vi meget bevidst ikke lagt nogen planer for dagen. Vi bestemmer os for at prøve at gå op af gaden og så ser vi hvad der dukker op af spændende steder der skal undersøges nærmere. Det er første gang for både min mand og jeg til at besøge Chiang Mai og det nordlige Thailand. Og det slår os relativt hurtigt hvor anderledes byen er i forhold til Bangkok. Atmosfæren er langt mere afslappet, thailænderne er langt mere snaksaglig og nysgerrig end i Bangkok og selve byen Chiang Mai er bare så anderleders i forhold til Bangkok og inden dagen er omme er vi begge totalt forelsket i Chiang Mai. 

En anden ting der slog os ved Chiang Mai er hvor mange templer der er over det hele, især inden for bymuren i den gamle bydel. Vi gik og snakkede om at Chiang Mai på mange områder godt kunne minde om Kyoto. 

Vi er ikke nået mange meter ned af gaden inden vi drejer af og går ind for at kigge lidt nærmere på et tempet der hedder Wat Muen Lan. Det er et mindre hvidt tempel, men taget stråler af guld. Der er en del lokale så vi går ind for at se hvad der foregår. De lokale har nogen små boder der sælger mad og drikke og små offergaver mang kan tage med ind i templet. Der er en meget afslappet stemning og de lokale snakker og griner med hinanden.

Vi går igen vidrer og inden længe er der igen noget der tiltrækker min opmærksomhed. Det er templet Wat Pran On. Det der tiltrak min opmærksomhed er at det er i guld. Et tempel i guld, det har jeg aldrig oplevet her i Japan. Efter vi har været inde i templet sætter vi os ned udenfor for at beundre bygningen. Vi sidder og snakker om hvor forskelligt templerne er i Japan og Thailand som begge er buddhistiske lande, men umiddelbart ikke har meget til fælles i den måde de dyrker buddhismen på. Munkene i Thailand er altid klædt i en orange klædedragt, det ser man aldrig i Japan. Templerne i Thailand er meget prangende med guld. I Japan er templer og andre helligdomme ofte røde og mere nedtonet i udseenede. Der er meget stor forskel på de to lande selv om de har samme religion. 

Vi er begundt at blive lidt småsulten og vi begynder også at kigge efter et sted at spise på vej ned af hovedgaden. Vi ved ikke rigtig hvor der ligger nogen restauranter eller om restauranterne mest ligger i nærheden af de lokale markeder som der er i byen. Vi går lidt vidrer og inden længe er vores bøn hørt. På nogen meters afstand kan jeg pludselig se et skilt hvor på der står Khao Soi. En ret der står øverst på listen over ting jeg skal smage i Chiang Mai. Jeg styrer meget målrettet mod skiltet og finder en familie drevet restaurant. Restauranten er ikke særlig stor og familien sidder selv og spiser inden aftens ryk-ind af sultne turister og lokale begynder at dykke op. Vi bliver forsikret om at vi gerne må komme ind selv om de ikke helt har åben endnu, men deres Khao Soi er klar til servering. Den himmelske duft fra køkknet og bordet hvor familien selv sad og spiste kræver ikke meget overtalelse, her skal vi have vores første måltid i Chiang Mai. 

Vi bliver placeret ved et bord på en ophøjet terrasse der vender ud mod hovedgaden så vi kan sidde og følge med i hvad der foregår ude på hovedgaden og inden længe sidder vi begge med en stor skål Khao Soi.

Khao Soi er en ret der hovedsalig spises i Burma, Laos og det nordligt Thailand. Det er nuddler med stykker af enten svinekød, oksekød eller kyllinge der er så mørt at man ikke engang behøves at tykke det. Det serveres i en carry sauce med kokosmælk. Retten toppes med sprød stegte nuddler og ved siden af kommer en tallerken med lime, løg og ekstra chili. Det smagte lige præcis som jeg havde forventet, absolut himmelsk. 

Efter at have spist os prop mætte i Khao Soi fortsætter i ned af hovedgaden og inden længe kan vi ikke komme længere. Der for enden af hovedgaden i den vestlige ende ligger det der er en af Chiang Mais store attraktioner, templet Wat Phra Singh. Templet blev grundlagt i 1345 og er et af de fineste eksempler på Lanna arkitektur. 

Selv om der ikke er så lang tid til lukketid bliver vi ikke afvist og efter at have betalt entre kan vi bare gå ind. Templet er stort i forhold til de andre templer vi havde set på vejen herned og igen er guld den gennemgående farve. 

Vi går ind i hovedbygningen hvor jeg sætter mig på gulvet og kigger de mange søjler, Buddha statuer og hvad der ellers er af religiøse ting og sager. Pludselig kan jeg høre nogle munke der begynder at bede bønner. Først tror jeg der er en gruppe munke der er på vej ind i templet for at bede for det lyder som om de er meget tæt på, men der dukker aldrig nogen af de velkendte orangeklædte munke op og jeg undre mig over hvor lyden kommer fra indtil jeg får øje på nogen højtalere der er gemt lidt af vejen i et hjørne. Jeg bliver siddende og lytter til munkenes bønner. Det lyder meget poetisk, men jeg aner ikke hvad der bliver sagt for jeg kender ikke nogen ord på sanskrit som er det sprog de fleste bønner i buddhisme er på. Også de bønner min svigermor fremsiger hjemme i hendes tempel i Fukui, men hun kan ikke sproget så godt ud over bønnerne.
Der er et eller andet over bare at sidde der i et buddhistisk tempel og lytte til munkenes bønner. Det er afslappende og virkelig dejligt at sidde der inde i skyggen og mærke den svage vind fra en elektrisk vifte der er sat op.
Gennem døråbningen kan jeg se at en gruppe kinesiske turister er på vej op til bygningen hvor jeg sidder og jeg ser det som et tegn til at skulle videre. Jeg vil ud og finde de munke hvis bønner jeg kan høre eller er det mon bare en båndoptagelse de spiller på et bestemt tidspunkt ???

Jeg går op til den store guld stupa som er dekoreret med elefanter på alle sider. Den er enorm og skinnende blank og jeg kan ikke lade vær med at stå og betragte den. Jeg har aldrig set noget tilsvarende ved templer i Japan og jeg er meget fasineret over at der kan være sådan en forskel.

Jeg kan stadig høre munkene og fortsætter min søgen i at finde dem. 

Jeg går ind i en have eller park om man vil og lige pludselig lige der foran mig sidder en 15-20 munke foran mig under en pavillion. Oppe på en forhøjning sidder den munk der leder bønnen og alle de andre munke svare eller gentager hvad han siger. Ved hjælp at mikrofon og det fineste tekninke anlæg når deres bønner ud til alle områder i templet. Jeg sætter mig på en sten bænk på den modsatte side af pavillonen og sidder bare og lytter og betragter dem. Det er lidt lige som meditation. 

Efter et stykke tid bliver vi enig om det det er på tide at begynde at gå tilbage til hotellet. Vi er trætte efter at have fløjet hele natten og vi vil gerne have en ordnelig nats søvn så vi er klar og friske til en ny dag i Chiang Mai, for vi kan begge mærke at det her er en by vi rigtig godt kan lide. 

Vi når dog ikke længere end til parkerings pladsen før vi igen falder i snak med en af de lokale. En skolelærer som i sin fritid arbejder for at fremme turisme i Chiang Mai og det nordlige Thailand. Han vil gerne vide hvor vi kommer fra og hvor længe vi skal være i byen. Vi får en masse tips til steder og hvordan vi kommer rundt. Han er ikke en af de der typiske tur sælgere der gør alt for at lokke turister til med ture til overpris, faktisk så sælger han selt inne noget andet end billetter til templet vi lige har besøgt. Så vi har egentlig ikke noget imod at snakke med ham netop fordi han ikke forsøger at sælge os noget men generalt bare er nysgerrig på hvem vi er og gerne vil hjælpe med viden om hans by.

På vejen tilbage til hotellet blev vi tiltrukket af duften fra et markede, men vi købt ikke noget for vi var stadig mætte efter vores Khao Soi, så det eneste vi køber er nogen flasker vand i en kiosk og så er det bare hjem og i bad og derefter i seng for vi er begge ved at segne af træthed. 

Vi har fået et rigtig godt førstehånds indtryk at Chiang Mai og vi kan ikke vente med at se og opleve mere at denne smukke by.

Alle billeder i dette indlæg er fra Wat Phra Singh.

Sukkerfri græskar brownies.

I oktober da jeg havde fødselsdag var det også min første fødselsdag efter jeg havde fået stillet diagnosen diabetes. Jeg var ærlig talt ret nedtrygt over at jeg ikke kunne få min fødselsdagskage som jeg plejede. Min mand havde spurgt om jeg følte jeg havde lyst til at han købte en kage til mig. Efter flere overvejelser valgte jeg at sige nej tak.

Det gik på dette tidspunkt rigtig godt med ikke at have lyst til noget sødt og jeg havde ikke rigtig lyst til at et enkelt stykke fødselsdagskage evt skulle ødelægge det og det var det stykke der fik det hele til at vælte og jeg faldt i sukkerfælden. 

Så selv om jeg var lidt ked af det holdt jeg fast i mit nej tak.

Jeg brugte nogen timer på at søge på nettet og der er faktisk rigtig mange sukkerfri kager og desserter hvis man ved hvad man skal søge på. Jeg har fundet rigtig mange opskrifter jeg glæder mig til at afprøve med tiden.

Jeg ville rigtig gerne have en chokolade kage til min fødselsdag så det var mest det jeg ledte efter og jeg fandt denne opskrift på græskar brownies.

Sukkerfri græskar brownies.

250 g græskar purè

100 g mandelmel

2 æg

45 g usødet kakaopulver

50 g smeltet smør eller kokosolie

1 tsk bagepulver

1 tsk pumpkin spice

Tænd for ovnen på 180 grader så den er varm når dejen er færdig.

Læg baepapir i en firkantet eller rund bageform så den er klar.

Bland alle tørre ingredienser i en skål. Bland alle våde ingredienser i en anden skål og mix derefter det hele godt sammen.

Hæld dejen i bageformen og bag kagen i 25-30 minutter. 

Smelt lidt chokolade og hæld over. Drys evt med lidt kokos.

Jeg tror da jeg lavede den at jeg kom til at bage den for meget for den blev lidt tør. Den skal være lidt blød i det, men det sætter sig når den køler ned. 

Alt efter hvilken kakao pulver du bruger kan kagen godt blive lidt bitter eftersom der jo ingen sukker er i. Så det kan være en fordel at holde lidt af det tilbage og smage på dejen om den kan tage mere eller ej. Personligt har jeg ikke noget imod den bitter smag chokolade med højt ( 75 % eller højere ) kakaoindhold har, men det er en smag man lige skal vende sig til.

Nu tænker du måske det er en underlig ingrediens at komme i en kage, græskar. Man kan på ingen måder smage græskaren i kagen, men det giver en rigtig god fylde. 

Når jeg sidder ved computeren og søger efter opskrifter på sukkerfri kager som erstatning for de kager og især småkager som jeg så godt kunne lide før hen ser jeg ofte at der er græskar purè i kagerne. Jeg var da også lidt skeptisk i starten, men efter jeg havde bagt og smagt på denne kage er jeg ikke betænklig ved at komme græskar purè i mine kager mere. Det gør på en måde at jeg kan spise dem med lidt mindre dårlig samvittighed.

Sukkerfri græskar brød.

Jeg ved ikke rigtig hvad det er, men når det er dårligt vejr og det er gråt, koldt og regner så får jeg bare sådan en ustyrlig lyst til nybagte boller og varm cacao. For mig hænger grå-vejr bare sammen med indendørs hygge og hjemmebag, men nu efter hvor jeg har fået diabetes er nybagte hvedeboller ikke det smarteste at spise fordi hvedemel er stort set rene kulhydrater og oven i købet det man kalder for tomme kulhydrater fordi der ingen sunde nærringsstoffer er i hvedemel, de er alle mere eller mindre fjernet under forarbejdningen. Desuden omdannes kulhydrater til sukker-arter når de bliver fordøjet i kroppen. For mange diabetikere kan det få blodsukkeret til at stige drastisk, hvilket mange ikke kan tåle eller kontrollere.

Heldigvis betyder det dog ikke at man ikke kan få hjemmebag mere. Hjemmebag er faktisk bedre fordi så kan man bedre kontrollere hvilket ingredienser der er i og at det er rent ingredienser uden tilsætningsstoffer. Alt det kræver for at få hjemmebag er at man tænker i lidt alternative ingredienser og det er heldigvis ikke så svært nu om dage.

Jeg har ikke helt fundet ud af hvordan jeg får lavet varm og sukkerfri cacao endnu, men jeg er sikker på der er en løsning et sted derude.

Sukkerfri græskar brød.

220 g mandelmel

60 g kokosmel

2 tsk pumpkin pie spice

2 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

150 g græskar purè

4 æg

75 g smeltet smør eller kokos olie

60 g græskar kerner til drys

Tænd ovnen på 180 grader så den er varm når du er færdig med dejen. Læg bagepapir i en brødform så den er klar.

Bland alle de tørre ingredieser godt. I en anden skål blandes alle de våde ingredienser godt. Bland det hele godt sammen og kom det i bageformen. Drys med græskar kerner og tryk dem ganske let ned i dejen. Sæt brødet i ovnen og bag det.

I orginal opskriften på engelsk står der at det skal have 50-60 miutter, men mit var færdig efter 35 miutter så jeg tog det ud for at det ikke skulle blive overbagt og tørt. Der findes ikke 2 ovne der bager ens så her må man lige prøve sig frem og efter 30 minutter holde godt øje med det.

Tag brødet ud af formen og lad det køle af på en bagerist.

Pumpkin pie spice.

Pumpkin pie spice er et blandingskrydderi som især amerikanerne bruger om efteråret og især til Halloween og Thanksgiving når de spiser græskartærte. Det er hurtigt og nemt selv at blande og billigere end det man køber i butikkerne.

Jeg blander altid selv min pumpkin pie spice så ved jeg nemlig med sikkerhed at der ingen sukker er i.

Jeg bruger følgende:

4 spsk. kanel

4 tsk allehånde

4 tsk ingefær

4 tsk nelliker

4 tsk muskatnød

Bland det hele godt og opbevar det i et glas med et tætsiddende låg.

Græskar puré.

Jeg laver selv min græskar puré, jeg kunne aldrig drømme om at købe den på dåse. Desuden er det super nemt selv at lave det. Man damper bare nogle græskar i en gryde, hælder vandet fra og moser det godt bagefter.

Får man noget i overskud kan det sagtens holde sig i køleskabet nogen dage, men har man først fået smag for dette brød tror jeg ikke det bliver noget problem at få brugt det græskar puré man har fået lavet.

Da jeg bagte brødet her i eftermiddags kom jeg rigtig i julestemning. Krydderierne man bruger til pumpkin pie spice er jo stort set de samme man bruger til brunkager. Så det er sagtens et brød man kan bage til jul som erstatning eller en pause fra alle de søde kager man ofte får i juletiden. Jeg tænker at det også vil smage rigtig godt med hakket chokolade eller hakket valnødder i, måske jeg skal prøve det næste gang jeg bager dette brød, for det er helt klart ikke sidste gang det er blevet lavet. 

De bedste vinter belysninger i Japan.

Den mørke tid er over os og det er så småt begyndt at blive koldt, især om morgen og om aften, men på gode dage hvor solen skinner kan det stadig være dejligt lunt hvis man vel og mærke befinder sig i solen. De fleste bryder sig ikke så meget om denne mørke tid, men jeg kan faktisk godt lide den. Der er noget virkelig hyggeligt over denne tid selv om det er koldt og mørkt. En af de absolut bedste ting ved denne årstid er alle vinter belysningerne som japanerne nærmest går helt amok med. Et hvert kvarter i Tokyo med respekt for sig selv har en eller anden vinterbelysning og stort set alle stor som mindre byer i Japan har en eller anden for for vinterbelysning i hbet om at tiltrække turister og handlende. Jeg har efterhånden set ret mange af de her vinter belysninger og jeg må indrømme at jeg nok aldrig bliver træt af dem og uanset hvor koldt det bliver nok altid vil bevøge mig ud for at se dem hvis tiden og muligheden er der. 

Vinter belysning i Tokyo.

Der er rigtig mange vinter belysninger i Tokyo og de er alle flotte på hver sin måde. Langt de flester er bygget op omkring et tema der skifter hvert år. 

Shiodome.

Shiodome er nær Hanarikyu Garden og hvert år har de et lysshow bygget op omkring en Disney film. I år er det Aladdin og cirka hver halve time er der et lysshow med musik fra filmen. Det varer cirka 10 minutter og de 20 minutter mellem hvert show kan man gå rundt inde i området med lysene. Under showet står man rundt omkring. 

Lysene bliver tændt kl. 17.00 til 23.00. Shiodome vinterbelysning startede den 14 november og indtil 14 februar.

Ebisu Garden Place.

Ebisu er et andet meget populært sted for vinter belysning. Det helt store trækplaster her er den kæmpe lysekrone i krystal. Det er et område med mange restauranter og selvfølgelig Ebisu øl bryggeri hvor man kan få en kort rundvisning i historien om Ebisu øl og mod ekstra betaling også smagsprøver.  

Lysene bliver tøndt kl. 16.00 til kl. 23.00 og det startede fra den 2. november til den 24. februar. 

Tokyo Midtown.

En virkelig populær vinter belysning er den i Tokyo Midtown med top moderne højhuse og shopping malls. Der er lys i træerne men hovedattraktionen er helt klart Starlight Garden som er i parken bag ved alle højhusene. 

Det startede den 14 november og varer indtil den 25 december fra kl. 17.00 til 23.00.

Andre nævneværdige vinter belysninger i Tokyo er der også Marunouchi hvor der er lys i alle træerne, men specielt Nakadori gaden er populær.

Omodesando er også rigtig populær med omkring 1 million LED lys mellem Harajuku og Omodesando station. 

Tokyo Dome City er også et besøg værd. Ud over selve belysningen er der også et mindre tivoli med karuseller.

Langs Meguro floden hvor der om foråret kirsebær blomster så langt øjet rækker er træerne lyst op med små lyserøde LED lys der skal minde om kirsebær blomster.

Sagamiko Vinter belysning.

Har man tid og mod på en tur ud af Tokyo kan man tage en tur op til Sagamiko som har en af de største vinter belysninger i Kanto området med ikke mindre end 6 millioner LED lys der lyser hele parken op i forskellige temaer. Husk varmt tøj da det ligger oppe i højlandet. 

Det er muligt at opleve Sagamiko vinter belysning fra den 2. november til den 5. april. Der er åben indtil kl 21 og det koster 1000 yen i entre. 

Ashikaga Blomster Park i Tochigi.

Efter min mening er den absolut bedste vinter belysning den i Ashikaga Blomster Park i Tochigi. Der er lys i alle regnbuens farver og det er opdelt i flere områder med forskellige temaer. Det mest populære områder er helt klart blomster området hvor lysene skal symbolisere de rigtige blomster der er om foråret. Det er en skam at det er pænt langt væk fra hvor vi bo, omkring 3-4 timer i bil, for så ville jeg besøgt stedet hvert år bare for at se vinter belysningen. 

Parken er åben fra den 2. november til den 6. februar fra kl. 16.30 til 21.00 og det koster kun 900 yen i entre.

Der er også en vinter belysning i Kobe som tiltrækker op mod 3 millioner mennesker hvert år. Jeg har set billeder der fra, men aldrig selv oplevet den. Kobe ligger ikke lige i nærheden af hvor vi bor, men en dag håber jeg at jeg kan opleve det. Jeg har oplevet alle de andre vinter belysninger nævnt i dette indlæg. 

Så hvis du lige som mig elsker vinter belysning er der ingen undskyldning for ikke at hoppe på et fly til Japan for der er masser af lys herude i den mørke tid. 

Hvad er den bedste vinter belysning du har oplevet og hvor ????

Fra Chigasaki til Kamakura.

Som de fleste nok efterhånden har fundet ud af hvis de læser med reglmæssigt her på bloggen så er det at jeg er meget glad for at gå og vandre, især i skov og bjergområder. Men efteråret har været en hård omgange ved Japan og  især området omkring Tokyo hvor vi bor. I slutningen af september blev vi direkte ramt af årets største tyfon. Det var en der trak tænder ud og jeg må indrømme jeg sov ikke meget den nat tyfonen rasede uden for. Bygningen gyngede, regnen piskede mod ruderne og vindens hylende kunne gøre enhver sirene grøn af misundelse. Men ak og ve for det skulle vise sig at det ikke var det værste der ramte os, for kun 3 uger senere blev vi igen direkte ramt af en tyfon, denne var endnu kraftigere. Den kraftigeste der havde ramt Japan i omkring 30 år. Begge tyfoner har trukket et spor af død og ufattelige ødelæggelse og oversvømmelser hen over Japan. I Hakone som er et sted jeg virkelig holder af at komme, både for at vandre, men også at gå i onsen har lidt et hårdt knæk. På 2 dage fik de over 1000 ml regn. Det svare til 1/3 af den regn de normalt får på 1 år, det kom på 2 dage. Jernbanen i Hakone er totalt skylle væk 4 steder og de ved endnu ikke hvornår der igen kan køre tog i området, så i øjeblikket er der kun buskørsel i Hakone. 

Jeg må indrømme den eftermiddag og aften da det var værst var jeg seriøst bange, især fordi jeg var alene hjemme. Det er klart den værste tyfon jeg har oplevet og en af de værste oplevelser efter jordskælvet den 11 marts 2011 jeg har været igennem.

Men ødelæggelserne er af enorme dimensioner og der ryddes stadig op rigtig mange steder i de områder der blev ramt. Det betyder også at mange vandre stier er skyllet væk af mudderskred eller blokeret af væltede træer. Mange steder er de væltede træer dog så store og ligger så stabilt at man godt kan kravle over eller under dem. Men de 2 tyfoner har gjort at jeg ikke rigtig har været ude at vandre her i efteråret for mange steder frarådes det at vandre i øjeblikket, det er simpelthen for farligt og mange steder er det også ufremkommeligt. 

Så hvad gør man når man ikke kan komme ud og vandre i de områder man bedst kan lide, ja man må gå en tur langs stranden.Men det er nu heller ikke det værste sted at gå og blive blæst godt igennem til duften af saltvand.

Det var meget mørke skyer, men det holdt tørvejr.

Så 3 dage efter tyfonen i oktober tog jeg toget til Chigasaki med det formål at gå tilbage til Kamakura. En gå tur på omkring 18 km. Det var råkoldt og blæsende, men det holdt tørvejr. Bare 3 dage forinden havde området været afspærret og vejen der går langs stranden lukket pga tyfonen. Havet og bølgerne gik så langt op at vandet nået vejen og der var oversvømmelse på vejen.

Langs stranden hele vejen ind til Kamakura var der tydelige spor og ødelæggelser efter tyfonen. Og på bedste japansk vis var man allerede i gang med oprydning og genopbygning. 

 Jordskred og afspærringer mellem stranden og vejen var 

blæst væk. Det var tydeligt en tyfon havde lagt vejen forbi.

Det er lidt skræmmende at tænke på alt det affald der flyder 

rundt i havet.

Det var rigtig dejligt at komme ud og gå en lang tur efter en alt for lang og extrem varm sommer og som jeg gik der fik jeg tænkt rigtig meget over hvordan jeg kan blive ved med at holde motivationen oppe så jeg bliver ved med at gå og hvad der kunne være et overkommeligt mål jeg kunne sætte mig selv. Mange ting gik gennem hovedet om jeg skulle gå en af de mange pilgrimsruter der er heri Japan, om jeg skal bestige et af de store bjerge ( over 2500 m ) og overnatte i en hytte på bjerget så jeg kan gå mod toppen et par timer før solopgang. Men at gå en pilgrimsrute er ret tidskrævende og at overnatte oppe på et bjerg kræver en masse udstyr som jeg ikke har fordi indtil nu har jeg kun gået ture der kan gøres på 1 dag. Min rygsæk er ikke stor nok til at rumme sovepose, mad og drikke til flere dage og desuden har jeg heller ikke en sovepose. Det er helt klart noget jeg gerne vil gøre i fremtiden, når jeg får skrabt penge sammen til at købe det udstyr det kræver.

Som kilometerne på min skridt tæller skred frem slog det mig at måske kunne jeg gå en maraton, men 42 km er godt nok langt. Måske er det bedre hvis jeg starter med en halv maraton for 21 km lyder mere overkommeligt når det nu er første gang. Så jeg vil rigtig gerne finde en event hvor det er muligt at gå en halv maraton. Jeg tror det er godt at have et mål, noget man gerne vil opnå for at bevare motivationen. 

Endelig langt om længe var øen Enoshima inden for synsvinkelog jeg var dermed lidt over halvvejs mod mit mål. Da jeg planlagte at gå turen var jeg ikke helt sikke på hvor mange km der rent faktisk var, men da jeg nået til vejs ende og nåede hjem havde jeg gået 18 km. Og fra 18 km til 21 km er der jo ikke ret langt, så det med at gå en halv maraton er ikke et umulig mål jeg har sat mig. Men jeg må også indrømme jeg var meget træt da jeg kom hjem og skal jeg kunne gennemføre en halv maraton er jeg nødt til at have en mindre pause undervejs til at spise for jeg var godt nok sulten da jeg nåede til Kamakura. Heldigvis er der mange gode restauranter i Kamakura så det var ikke noget problem at finde noget at spise.

Nu her i november er der stadig mange vandre stier der er ufremkommelig, men der er også mange der er hel eller delvis farbar igen. Men de 2 tyfoner har godt nok gjort at efterårets vandre sæson har været rigtig dårlig og jeg kan kun håbe på at vinter og foråret bliver bedre at tage på vandre tur i. 

Entsuin tempel i Matsushima.

Lige ved siden af Zuiganji ligger et mindre tempel, Entsuin tempel. Det blev bygget i 1647 og det er bygget som et mausoleum for Date Terumune's søn Date Mitsumune der døde i den unge alder af kun 19 år. Det første man ser når man kommer ind i templet er en rigtig smuk stenhave der især er fantastisk om efteråret fordi mange af træerne er ahorntræer der bliver røde om efteråret. Det er da også det stedet er mest berømt for.

Det er et rigtig stille og roligt sted som de fleste går forbi efter at have besøgt Zuiganji og det er egentlig synd for der er en del at se på især hvis man kan lide haver.

Selve templet er ikke så stort og meget afdæmpet i forhold til så mange andre templer i Japan, men det er jo også bygget som et mausoleum. Inde i selve templet er der en statue af Date Mitsumune på en hest omgivet ag statuer af hans følgere der alle begik ritualt selvmord efter hans død. 

Ud over den japanske stenhave er der også en mere vestlig have fyldt med roser. Både Date Mitsumune og hans far var meget interesseret i vesten og derfor kan man finde flere symboler fra vesten, så som kors og det ældste billede der findes i Japan af en rose.

Naturen i og omkring Matsushima gør helt klart stedet værd at besøge på en 1-dags tur hvis man er i Sendai. 

Det eneste jeg ikke var så vild med under vores besøg i Sendai var deres specialitet. Der er 2 fødevare som Sendai er kendt for, det ene er oksetunge og det andet er sea pineapple. Jeg kan simpelthen ikke finde en dansk oversættelse af hvad det er. Desuden er jeg ret sikker på vi ikke spiser det i Danmark. Det kan vel bedst beskrives som en slags søpølse. Vi smagte det en enkelt gang og det er ikke noget jeg har behov for at smage igen. Oksetungen smagte vi også på men jeg synes det var ret sejt, så det bliver bare aldrig min favorit. Normalt er jeg ret glad for japansk mad, men lige her må jeg indrømme at det ikke smagte. 

Har du været i Sendai under dit besøg i Japan ?? Fik du smagt sea pineapple og kunne du lide det ??