At leve med kræft i et fremmede land.

Puha der har været stille længe. Den sidste mdr. tid har været et rent mareridt og jeg har ikke haft overskud til ret meget andet end at være på hospitalet hos min mand og at tage mig af ham efter han kom hjem.
En uge efter vi kom hjem fra Californien var min mand hos lægen til et rutine tjek. Desværre var alt ikke som det skulle være. En tumor viste sig på røngten billedet og han blev straks henvist til et hospital. Vores værste frygt var at det var kræft og det skulle senere efter en operation vise sig at blive bekræftet.
Min mand blev indlagt på sygehuset cirka 2 uger senere hvor han fik foretaget en orkiektomi operation. Lægerne fik det hele ud og nu skulle vi bare vente på svarene. De kom cirka 1 uge senere og beskeden var at der var kræftceller til stede i tumoren, men det havde ikke spredt sig og derfor var ydere behandling ikke nødvendig på nuværende tidspunkt. Dianosen var helt præcis testikle kræft seminom stadie 1 B.  Efter 12 dage på sygehuset fik han endelig lov at komme hjem, men var yderlig sygemeldt i lidt over en uge så han kunne komme til hægterne igen og såret kunne hele så meget så muligt inden han skulle begynde på arbejde igen.
Det har taget utroligt hårdt på mig. Der er så mange tanker der flyver igennem hovedet på en. Ikke nok med man skal forholde sig til at ens mand har kræft, men at det hele foregår på et sprog man ikke er fortrolig med og et sygehus væsen der er meget anderledes end det hjemme i Danmark. At sidde og tromle gennem nettet for enhver oplysning om kræft, diagnoser, kemo terapi, hvordan kræft påvirker kroppen og hvordan kemo terapi påvirker kroppen. Jeg har jo ikke nogen at kunne snakke med herude p.g.a sproget. Som jeg sad og tromlet nettet igennem hver aften efter jeg var komme hjem fra hospitalet for at finde svar, oversættelser og betydninger af det vi havde fået at vide af lægerne den pågældende dag har været et enormt arbejde.
Der findes ikke meget på dansk der fortæller om personlig erfarring, men størstedelen er stadistikker fra Kræftens Bekæmpelse og andre cancer relateret sider, men meget lidt om personlig erfarring. Der var noget mere på engelsk men det tog lang tid at komme igennem p.g.a medicinske og faglig sprogbrug.
Der er 7 læger tilknyttet min mand og hans sygedom. Først er der den urolog, som tog de første prøver efter vi kom til sygehuset og som fra nu af er den læge der skal tjekke min mand hver 3. mdr de næste 3 år. Han hedder professor Kondo og han er en rigtig behagelig mand. Han har studeret medicin i USA og forsket i kræft gennem mange år. Han kan udemærket tale engelsk, men taler altid til min mand på japansk, men hvis min mand ikke lige får det hele med når han oversætter til mig så bryder han gerne ind i vores samtale.
Da min mand var indlagt på sygehuset var det 6 læger tilskrevet min mands sygedom, 3 læger og 3 kandidater da det var et universitets hospital han var indlagt på. Specielt 1 af lægerne var en enorm stor hjælp for mig. Ud over selvføldig at fokusere på min mand så fokuserede han også på mig. Jeg fandt ud af det var fordi han han er knald god til engelsk. Ligesom professor Kondo har han også forsket i kræft i USA og har boet der i 7 år. Hver gang de var på stuegang hos min mand var han meget opmærksom på om jeg også forstod hvad der foregik og hvis ikke forklarede han det på engelsk. Ligesom professor Kondo er han også en rigtig behagelig mand.
Der er bare så mange ting man skal tage stilling til ikke kun vedrørende kræft og behandling i forhold til de resultater man får, men også forsikring. I Japan er det sådan at man til at starte med selv skal betale det hele. Heldigvis har vi flere forskellige forsikringer som vi kunne bruge og forsikringen fra min mands arbejde betalte også en meget stor det af regningen. Den samlet regning for 12 dages indlæggelse lød på lidt over 1 million yen, godt og vel i omegnen af 75.000 dkr. Men fordi vi brugte vores forsikring og min mand forsikring fra arbejdet endte vi med at betale omkring 120.000 yen eller godt og vel 6000 dkr. Desuden er det sådan i Japan at hvis man pr. år bruger mere end 100.000 yen til behandling af sygedomme og medicin får man størstedelen tilbage i skat året efter. Så vi regner med at få ret mange penge tilbage i skat næste år.
Eftersom de fik det hele ud under operationen og det ikke havde spredt sig anbefaler de ikke kemo terapi. De næste 3 år skal han tage forebyggende undersøgelser hver 3. mdr. Derefter kun hver 6. mdr i 2 år og derefter kun 1 gang om året. Så de næste 10 år skal han tage forebyggende undersøgelser og derefter bestemmer han selv hvor ofte han vil, men han fortsætter med at tage en undersøgelse hvert år også efter de obligatoriske 10 år.
Lige nu er vi langsomt ved at komme tilbage til vores normale daglig dag. Men det ligge selvføldig i baghovedet hele tide; hvad nu hvis det kommer tilbage. Hvad så ????
Men lige nu er vi bare utrolig glade over at lægerne var i stand til at få det hele ud og at han ikke skulle igennem en kemo kur fordi det blev opdaget så tidligt.
Alle stadistikker peger på en meget høj overlevelse rate ved denne type kræft også selv om det har spredt sig. Men det er jo ingen garenti, så vi kan ikke gøre så meget andet end at leve sundt og motionere og så håbe og bede til det ikke kommer igen.
Det har været hårdt på rigtig mange måder. Som udlænding i et andet land indser man lige pludselig hvor afhængig man er af personen der er den indfødte. Indtil nu har vi stort set kun gået og passet os selv uden at være involveret med det offentlige. Jeg anede jo ingenting om forsikringer og om hvordan man udfylder diverse papirer. Jeg måtte sågar lære at hæve penge i en hæveautomat uden engelsk oversættelse i tilfælde af jeg fik brug for det for vi vidste jo ikke hvor længe min mand skulle være indlagt og hvad resultatet af operationen ville blive. Heldigvis bliver alle vores regning betalt automatisk så det skulle jeg ikke tænke på, men alle andre praktiske ting skulle jeg bare lige pludselig lære at gøre, normalt gør min mand alt det og jeg behøves ikke at bekymre mig om det. Heldigvis har jeg en svigerfar der er rigtig god til sådan noget med papir arbejde og han spurgte hver dag når vi så hinanden på sygehuset om jeg nu havde styr på det hele eller om der var noget han skulle ordne. Heldigvis løb jeg ikke ind i de store problemer og de 12 dage uden min mand klarede jeg nu helt fint hvad det praktiske angår.
Selv om både min svigerfar og svigermor var meget hjælpsomme og lægerne og sygeplejerskerne var rigtig sød og dygtig til deres arbejde, kunne jeg alligevel godt have brugt nogen at læsse af på og tude ud ved. Men det har der bare ikke været for mig. Der findes en japansk udgave af Kræftens Bekæmpelse men alting foregår jo på japansk så jeg ville nok ikke få ret meget ud af det og være i stand til at udtrykke mig forståligt på egen hånd. Så det er vist unødvendigt at sige at mit stress niveau har sprunget samtlige skalaer for stress den sidste mdr. tid. Jeg betaler da også for det lige nu med en ordnelig omgang forkølelse og hals onde. Og så har jeg en masse søvn der skal indhentes og jeg har haft dage hvor jeg har sovet til langt op af formiddagen, hvor jeg normalt vågner 8.00-8.30 tiden. Men sådan skal det jo nok være efter sådan en omgang.
Jeg håber jeg stille og roligt kan komme i gang med at blogge igen. Der er så meget fra vores tur til Californien jeg slet ikke blev færdig med at fortælle om inden vores verden styrtede sammen. Men jeg håber at kunne få det lagt ud i løbet af denne mdr. Men for idag kan jeg godt mærke det er ved at være sengetid nu.