At det er 4 år siden nu føles det slet ikke som, det føles mere som om det bare var et par dage siden og mange ting der skete den dag huskes stadig så tydeligt som var det igår.
Kl 14.46 gik Japan mere eller mindre i stå og der var 1 minut stilhed. Selv om det er 4 år siden og man mange steder er kommet langt er der også mange ting der går for langsomt. Her 4 år efter er der stadig 229.000 personer som er evakueret og bor i midlertidige boligere. Det er simpelthen for dårligt at folk der har mistet alt og har så hårdt brug for hjælp ikke kan komme vidre p.g.a bureaukrati.
Hvad angår atom kraftværket i Fukushima har de helt fejlregnet hvor lang tid det vil komme til at tage at rydde op. Oprindeligt hed det 10 år men nu snakker vi mere i nærheder af 20-25 år måske mere. Problemerne er mange og der opstår hele tiden nye problemer der skal findes løsninger på. Lige nu står der kontainere med 600 tons radioaktivt vand rundt om værket som de ikke ved hvad de skal gøre ved. Der ud over diskuteres der stadig hvor der skal bygges haller til opbevaring af forurenet jord og andet radio aktivt affald. Flertallet mener det skal opbevare i Fukushima i de områder der kalders for dødemandszonen, de områder der ligge op til værket og hvor folk højst sansynligt ikke kommer til at bo mere. Men de mennesker der stadig bor i Fukushima og især dem der bor i nærheden af hvor grænsen til dødemandszonen går synes det er en dårlig ide og er meget imod det. Så der er mange problemer og det tager tid at finde en løsning der tilfreds stiller alle.
Men hvad med mig her 4 år efter. Jeg havde boet i Japan lidt over 2 mdr. da det skete. Jeg er helt klart blevet mærket af den dag. Til daglig tænker jeg ikke så meget over det, med mindre der kommer et jordskælv, så kan jeg godt tænke et split sekundt om det er et af de helt store som den dag eller det bare er et lille jordskælv. Det var en hård tid i dagene og ugerne efter og mit nerve sammenbrud gjore det ikke nemmere. Men med tiden kommer man over det og man kommer vidre. Jeg er mærket af det og vil sikkert være det resten af mit liv. Jeg vil altid være ked af det den 11 marts hvert år fordi det bringer så mange følelser og tanker frem. Det er en ting man er nødt til at acceptere. At være ked af det og have dårlige dage er en del af den proces det tager at komme vidre og det er forskelligt fra person til person. Det skal man respektere, at hele tager tid. Uanset hvad man har været udsat for af ulykker eller dødsfald er det vigtigt at give det den tid det tager. Man kan med tiden godt kommer vidre, men der vil altid mangle en lille del af en og det er helt i orden og helt normalt at have det sådan og man lærer med tiden at leve med det.
Jeg er kommer vidre og jeg er glad og har gå-på-mod i hverdagen. En ting det hele har lært mig et at man skal gøre de ting man har lyst til og ikke udsætte dem. Det tager meget få sekunder at få vendt op og ned på alt i ens liv. Man har kun det her ene liv så sørg for at få noget ud af det og fyld det med de ting der gør dig glad så du ikke ender som en bitter person der sidder alene tilbage i sofaen med en tom væg foran dig uden minder. Smid alle de ting eller personer der holder dig nede eller suger liv og krafter ud af dig ud, tænk over om det virkelig er det værd, hvis ikke så glem det og kom vidre. Alle fortjener et liv uden unødvendige bekymringer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar