Hiking tur fra Daiyuzan Saijoji.

I onsdags havde min mand en extra fridag og da vejret var rigtig godt skulle dagen selvføldig tilbringes udendørs. Den orginale plan var at vi ville køre til Ibaraki og Hitachi Seaside Park for at se nogle buske som bliver røde om efteråret. De har omkring 2000 buske og de dækker en masse bakker. Men da vi kiggede på deres hjemmeside fandt vi ud af at de stadig var mest grønne og kun lige begyndt at skifte farve så vi blev enig om at vente en uge og håbe på at de overlever tyfonen som er på vej. Vi besluttede i steder at tage ned til Odawara hvor der ligger et tempel der hedder Daiyuzan Saijoji og som også har en hiking sti der føre op i bjergene bag ved templet.

Daiyuzan er et af de største templer inden for Soto grenen af buddhisme. Jeg blev da også noget overrasket over hvor stort templet egentligt var. Der ligger en masse oppe bag ved hvis man bevæger sig væk fra den store plads man kommer ind til når man ankommer. Templet er omringet af skov bestående ad cedertræer. Det siges at der er op til 20.000 træer og mange af dem er op til 500 år gammel. Selve templet kan dateres tilbage til 1394.

Når man går over den store plads foran templet og gennem porten kommer man ud til en stenbro hvor hiking stien begynder. Så vel uviden om hvad der var i vente begyndt vi vores hike. Eftersom det ikke var vores originala plan for dagen havde vi ikke undersøgt så meget om området hvad vi ellers normalt gør for være sikker på hvad og hvor meget hiking udstyr vi skal medbringe. Og det kom vi til at betale hårdt for.Havde vi nu undersøgt hvor langt der var til toppen ville vi vide der var omkring 12 km der bare gik opaf og opaf og at bjerget har en højde af 1169 meter. Hiking ruter indeles i 3 kategorier. Nem, middel og svær. Denne her var under kategorien svær og kræver at man har noget erfarring.

 Starten af ruten er fyldt med sten og rødder fra træerne og man skal virkelig se efter hvor man sætter foden for hvis man glider og får foden i klemme mellem rødderne kan man jo nemt ende med en brækkede fod midt ud i skoven. Men vi fortsatte og stigen blev smallere og smallere og på et tidspunkt var den så smal at det nærmest var som at gå gemmem buske. Men heldigvis blev stigen breddere igen efter vi havde passeret en asfalteret vej. Efter et stykke tid begyndte der at komme større sten på stigen som man var nødt til at klatre/kravle over. Det havde vi ikke lige regnet med for hverken min mand eller mig har klatret før. Men heldigvis var det ikke så slemt og det var ikke noget man som nybegynder i klatring ikke kunne komme op over.

 Eftersom vi startede vores hike ved 10.30 tiden og da vi omkring 13.00 tiden stadig ikke havde nået toppen kunne vi godt se at tiden måske ville begynde at blive et problem fordi vi skulle være nede ved vores bil inden kl. 17.00 ellers ville den blive låst inde på parkerings pladsen. Eftersom vi ikke vidste hvor langt der stadig var til toppen valgte vi omkring kl 14.00 at begynde at gå tilbage så vi også havde lidt mere tid til at kigge omkring i templet nu vi var kommet hele vejen her over. Så vi nåede simpelthen ikke toppen, hvilket jeg var meget skuffet over.
På et tidspunkt snakkede vi med en anden hiker vi mødte og vi spurgte hende angående tider på nogen af de skilte der er undervejs og hun sagde at de var hele hen i vejret og hun kendte ikke nogen der var i stand til at gå på tiderne på skiltene eller under. Hun havde hiket i mange år og selv hun var ikke i stand til det. Hun brugte 30 til 60 minutter længere end angivet på skiltene og det krævede at man ikke holdt pauser undervejs. Så som relativ nybegynder skulle vi ikke have det dårlig over ikke at have nået toppen. Det er en stig der kræver lidt erfarring.

 Der var et skilt at man sagtens kunne drikke vandet. Mange hikere fylder deres vandflasker med kildevand fra bjergene så de undgår at skulle have en masse tunge flasker med når de begynder.

 På et tidspunkt kom vi til et udkigs sted hvor man i godt vejr kunne se helt til Yokohama. Men det var overskyet så det kunne vi ikke, men udsigten var stadig fantastisk.

 Som sagt nåede vi ikke toppen. Jeg vil helt klart tilbage en dag så vi kan nå den skide top. Men vi skal hvert fald starte noget tidliger end 10.30. Havde vi startede 2 til 3 timer tidligere er jeg ret sikke på vi havde nået det. Når man hiker og man stadig er nybegynder er det vigtig at lytte til kroppen og finde et tempo der er passende for ens kondition. Derfor skal man ikke hænge sig så meget i tider på skilte eller andres tider. De har måske hiket i mange år og har meget mere erfarring. Du skal disponere over dine krafter og energi for man skal huske på at man også skal ned. Det kan godt være det går hurtigere med at komme ned end det gør at komme op, men det kan være lige så krævende og svært. Jeg synes man har nemmere ved at glide og falde på vejen ned end på vejen op. Jeg gled da også selv flere gange på vejen ned men ikke på vejen op. Jeg kunne virkelig godt have brugt nogle vandrestave på denne tur. Men det ved jeg så til næste gang. Jeg skal så lige have købt nogen først.

Da vi kom ned til templet igen gik vi rundt og kiggede. Det er virkelig et flot og fredsfyldt sted. Det er også lidt mystik over stedet idet det ligger inde i skoven og man ikke ved hvad der gemmer sig rundt om hjørnet og bag ved træerne. Der var vandfald og enormt mange statuer og tenguer som er en slagt mytisk figur med en lang næse og som i Japan forbindes med overtro. Desuden var der rigtig mange geta i alle mulig størrelser, fra kæmpe store til mini mini små. Getaer er japanske sandaler som oftes bruges af munke og geishaer. Førhen var de hverdags sko for alle men idag bruges de mest ved specielle lejligheder. De er lavet af træ og larmer ret meget når man går i dem. Desuden kan de være ret svære at holde balancen i.

Da vi kom hjem og begyndte at undersøge ruten nærmere og fik regnet på hvor langt vi sån cirka var kommet fandt vi ud af at vi nåede omkring 1030 meter inden vi begyndte at gå tilbage. Det er det højeste vi nogensinde er nået siden vi begyndte at hike, så det var et lille plaster på såret over ikke at have nået toppen. 

Men vi havde nu alligevel en rigtig god tur og vi fik prøvet grænser af. 

Vil jeg tage turen igen?? helt bestemt, men jeg vil så nok bare vælge at starte meget tidligere så vi har den tid vi skal bruge for at nå toppen. Jeg vil ikke anbefale turen til nogen der aldrig har prøvet at hike før. Det er den ganske enkelt for krævende til. Det kan godt være det lyder overkommeligt fordi det kun er 1169 meter, men selve ruten er omkring 12 km og det går bare op af og op af. Der findes bjerge der er højere men som ligger i kategorien nem eller middel. Så det er helt klart en fordel at undersøge rute og forhold inden man begiver sig afsted.

De næste par dage var der ingen af os der lavede ret meget. Der gik 3 dag inden jeg kunne sætte mig ned i sofaen eller på en stol uden at føle at mine lår var ved at revne. Men jeg har siden været ude at gå nogle ture bare i noget fladere omgivelser så jeg kan være klar til næste tur.