Tojinbo Klipperne.

Efter vi havde været ved Maruoka slot kørte vi en tur ud til havet mellem Japan og Kina. Der ligger nogle klipper der hedder Tojinbo og der er en rigtig flot udsigt over havet og klipperne ved solnedgang. Engang var det en stor turist attraktion, men nu er mange af butikkerne og restauranterne lukket og forfaldne. Det er ikke uden risiko at gå rundt derude for der er ingen hegn eller reb der forhindre dig at at falde ud over hvis man mister balancen eller træder forkert og vrider om på foden. Så det gælder om at overveje hvor man sætter foden især når man kommer ud til kanten for der er virkelig langt ned. Jeg kan godt lide at gå rundt på sån nogle klipper, jeg kan bare ikke lide at der er nogen omkring mig når jeg går rundt, for hvis de snubler og falder kan det jo gør at jeg også ryger ud over. Så jeg foretrak at gå rundt hvor der ikke var så mange andre mennesker. Klipperne er 100 % naturskabt og det er det der for mig gør dem så facinerende. Tænk på hvor lang tid det har taget naturen at skabe sån nogle klipper og hvordan de hele tiden forandre sig p.g.a vejret.

Min mand sagde at stedet havde fået et lakket ry fordi mange kommer derud om aften eller i løbet af naten for at begå selvmord. Klipperne er knivskarpe og når bølgerne kaster dig mod klipperne under vandet er det meget svært at overleve. Det er en ting jeg aldrig vender mig til ved det japanske samfund. At så mange finder det nødvendigt at begå selvmord. Japan er kun overgået af Korea i flest selvmord pr. indbygger.

For mig har sån nogle klipper en hel anden betydning. Jeg synes de er smukke og inspirende. Tankerne til at skrive digte flyder ligesom lettere et sted hvor tingene bliver sat i perspektiv i forhold til hinanden. Så jeg vil nok aldrig opfatte dem som dødsklipper, men poesiklipper.