På søndag er det 1 år for Det store Tohoku jordskælv og de efterfølgende katestrofer.
De sender meget om det i Tv`et for tiden. Især programmer med historier fra folk der med nød og næppe slap med livet i behold.
Jeg ser ikke så mange af dem, jeg har ikke rigtig lyst for jeg kommer altid til at græde af det.
Der er så mange historier der kommer frem i disse dage, jeg tror fordi dem der blev mest berørt af det er ved at have fået det bearbejdet så meget at de nu kan tale med andre om det.
At tale om det er faktisk godt, det hjælper en fra at blive totalt sindsyg. Bare det at vide man ikke er alene med problemet.
De siger tidene heler alle sår, men hvad med arret. Arret som man skal leve med resten af livet.
Der er 2 historier som forfølger mig og som nok altid vil blive ved med det.
Den fredag da det skete og tsunamien kom så vi nogle billeder taget fra en helikopter der fulgte tsunamien som den raserede ind over land og på et tidspunke ser vi en bil der køre på en vej og forsøger at slippe væk. Jeg kan tydelig huske at jeg på et tidspunkt bliver sur og råber og skriger om hvorfor han ikke kører hurtigere, men min mand siger at det gør han også det er bare svært at se fordi afstanden mellem helikopteren og bilen er så stor. Vi ser at bilen bliver taget af tsunamien og aldrig nogen sinde i hele mit liv har jeg følt mig så hjælpeløs og magtesløs som jeg gør i det øjeblik den bil forsvinder i vandet.
Personerne i den bil, en sort stationcar, vidste de det var over allerede inden vandet indhenter bilen, hvad tænkte de.............jeg får det aldrig at vide, men jeg kan stadig se bilen køre.
Vi har en bil, men min mand vil gerne have en ny bil med flere hestekrafter, men en bil han aldrig får lov at købe er en sort stationcar, for jeg vil aldrig kunne sætte mig ind i den uden at kunne se tsunamien komme i bakspejlet.
Den anden historie der forfølger mig er fra nogle dage senere. Det er en far der har gået rundt og ledt efter sin søn og til sidst finder han også liget af ham. Alt er meget kaotisk og der er ikke kommet kontrol over tingene endnu. Men de er begyndt at begrave folk i massegrave fordi de ikke ved hvor de skal opbevare ligene af folk og der er ikke noget, alt se skyllet væk. Så han må sige et sidste farvel til sønnen der ligger på bagsædet af en bil, hvorefter han køre ham hen til en massegrav hvor han bliver lagt i. Den mands forpinte ansigt der er opløst i gråd har brændt sig fast på min nethinde.
Jeg ved ikke hvad der siden hen er sket med de massegrave, men jeg ville ønske at efter der er kommet mere styr på det er de blevet gravet op og begravet ordneligt efter buddhisk tradition, så han har et sted at gå hen og besøge sin søn. Eller der ved de massegrave er blevet rejst en eller anden form for mindemærke hvor pårørende han gå hen med blomster eller andre små gaver.
Det går fremad med genopbygningen, men det er et stort arbejde der har mange omkostninger.
Den 2 marts 2012 er følgende registreret.
Døde: 15.854 personer
Savnede: 3276 personer
Folk der stadig bor i midlertidige huse: 343.935 personer
Børn der mistede begge forældre: 281
På søndag vil der blive tændt lys over hele Japan til minde om dem der mistede livet og dem som stadig kæmper. Jeg håber der også vil blive tændt nogle lys hjemme i Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar