Hvad skal vi have at spise ??

Jeg plejer at lave menu plan hver uge inden vi tager ned at handle så jeg har hvad jeg skal bruge af mad til hele ugen. Men på det sidste har jeg været knap så god til at få lavet en menu plan. Jeg er normalt ret glad for at lave mad, men på det sidste er jeg kørt lidt træt i det. Jeg synes simpelthen inspirationen mangler og hvis jeg endelig finder noget jeg synes ser lækkert ud og gerne vil afprøve så er der gerne et eller andet i opskriften jeg ikke kan få eller det koster spidsen af en jetjager. 

Men for at undgå madspild som jeg er meget imod tømmer jeg ofte køleskabet for at få et overblik over hvad der egentlig er og så forsøger jeg at lave noget med det der nu engang er.  Nogen gange bliver det knap så godt og ikke noget der er værd at skrive ned for at kunne lave igen, men engang imellem bliver det jeg får blandet sammen virkelig godt. Forleden var en af de gange hvor det blev virkelig godt og helt klart noget jeg vil lave igen. 

Men efter at have tømt køleskabet stod jeg med 1 squash, 1 rød peber, forårsløg og 1/2 svinemørbrad. Og ærlig talt så er det ikke det værste udgangspunkt. 

Men jeg startede med at skære mørbraden i skiver til små bøffer og brune dem af. Derefter svitsede jeg grøntsagerne som jeg også havde skåret i skiver og hældte kokos creme over sammen med 1 tsk rød karrypasta og hvidløg. Det bliver ikke stærkt med kun 1 tsk, men man kan jo bare tilsætte noget mere hvis man vil. Husk at komme mørbraden i også. Vi spiste det med ris til. 

Jeg håber med tiden at finde glæden ved at lave mad igen, men lige for tiden må jeg nok bare erkende at den ikke er her. 

Kirsebær blomster på Aoyama kirkegården.

Det har været en mærkelig kirsebær blomst sæson i år. Vejret har været koldt og det har gjort de var sent på den. Normalt plejer der at gå 3-5 dage fra de første spæde blomster er sprunget ud til de står i fuld flor. Men i år gik der omkring 1 uge inden de nåede så langt. Da de endelig var sprunget ud stod de i langt tid trods regn og vind, næsten 10 dage. Grunden skal findes i de store temperatursvingninger vi havde i marts. Vi havde dejlige dage hvor temperaturen lå omkring 16-18 grader for så næste dag at styrt dykke til 7-8 grader. Den ene dag er det frem med solbrillerne og en sweater var nok til at holde varmen og næste dag var det paraplyen og vinterjakken der måtte i brug 🤔🤔🤔

Så det har i den grad været et mærkeligt forår. Men det var et vejr kirsebær blomsterne kunne lide og det skal der overhovedet ikke klages over. 

Efter 6+ år i Japan har jeg efterhånden set langt de fleste steder der byder på kirsebær blomster, men jeg forsøger hvert år at finde et sted jeg ikke har besøgt før, men det bliver sværer og sværer for hvert år. Så i jagten på steder med mange kirsebær blomster jeg ikke har besøgt før gik turen i år til Aoyama kirkegård i Tokyo. Nu er en kirkegård måske ikke lige det første sted man forbinder med et sted hvor det at kigge på kirsebær blomster er populært. Men ikke desto mindre kan man her finde flere hundrede gamle store kirsebær træer der står langs allerne og nærmest skaber en tunnel med deres store kroner. 

Her kommer ikke særlig mange mennesker fordi det er forbudt at afholde hanami, d.v.s at medbringe mad og drikkevare. Så mange steder havde jeg næsten det hele for mig selv. Langs de store hovede aller gik der dog nogen mennesker, men drejede man af og gik ind mellem gravstederne var der mennesketomt og kirsebær træerne stod der helt alene for sig selv. 

Aoyama kirkegården er faktisk ret stor. Langt de fleste der ligger begravet her er almindelige mennesker, men ind imellem ligger der også kendte mennesker begravet her. Desuden er der en sektion hvor mange udlændinge ligger begravet, langt de fleste missionærer, men også diplomater og deres familie. Historisk set er det faktisk ret interessant at gå rundt og læse på gravstene, bl.a fandt jeg graven på en italiensk mand der var med til at indføre pengesedler i Japan. Jeg fandt også graven på en japansk præmiereminister fra 1930'erne der blev skudt på åben gade fordi mange mente han var alt for venlig over for Vester og underskrev mange kontrakter og traktater med vestlige lande. 

Jeg endte med at gå rundt på kirkegården i et par timer, dels fordi det var ret interesant, men også fordi jeg nød stilheden. Man mærker slet ikke man er midt i Tokyo og selv om der er mange kirsebær blomster er der kun få mennesker så Aoyama kirkegården er faktisk blevet et af mine ynglings steder at nyde kirsebærblomsterne fordi her er så stille og roligt i forhold til mange andre steder i Tokyo. 

Så her er lidt billeder med kirsebær blomster fra en stille oase midt i Tokyo's mylder.

Wakayama Slot.

Wakayama slot er meget anderledes end Osaka slot. Vi ankom sidst på dagen efter vi havde været til mindehøjtidlighed for Johannes Knudsen og besøgt Kimidera tempel. Den sene ankomst betød vi havde det hele for os selv. I stor kontrast til Osaka slot hvor der var enormt mange mennesker. Wakayama slot er mindre end det i Osaka, men det betyder ikke at historien er mindre interesant, snare tvært imod. 

Slottet ligger ved Kii floden og det orginale hed Ota slot.Da stedet hed Ota var det hjem for Saika Ikki som er en gruppe buddhistiske kriger munke. De kan samlignes lidt med shaolin munkene fra Kina. I 1585 omringede Toyotomi Hideyoshi Ota slot med sin hær og sultede krigere munkene og dem der havde søgt tilfulgt ud. Til sidst i despration indledet kriger munkene et angreb på Hideyoshi og hans hær hvilket de selvføldig tabte fordi de var i stort undertal. 

Efter eroberingen byggede Hideyoshi dæmninger  på 3 sider af slottet for at beskytte det mod oversvømmelser.

Slottet blev totalt ødelagt under 2. verdenskrig, så det der ligger der i dag er en konstruktion fra 1958 efter tegninger lavet af Tokugawa Yorinobu i det 17. århundrede.

 Wakayama Slot.

Slottet ligger på en bakketop og det er omringet af en stor park. Der er en have hvor man skal betale entre. Haven skulle især være berømt for sine efterårs farver. Vi var ikke inde i haven fordi vi ankom sidst på dagen og haven lukkede inden for 30 minutter så vi valgte at bruge den time vi havde til rådighed med at gå ind på slottet.

 Der er en lille have inde i slots gården.

 Udsigten over Wakayama by fra toppen af slottet.

Der var et skrækkeligt vejr denne dag. Vores dag startede ved 8.30 tiden hvor vi skulle ned og have fat i den bil vi havde lejet. På vej ned til biludlejeren begyndte det at sne. Først var det bare små fnug der ikke rigtig blev til noget, men det ændrede sig hurtig. Min mand havde en diskution med biludlejeren for den bil vi blev tildelt var på sommerdæk. Han havde ingen biler med vinterdæk vi kunne få i stedet for fordi normalt får de ikke sne i Wakayama by. Det skulle dog også vise sig at denne dag gik over i Wakayama bys historie for de havde ikke fået så meget sne i over 20 år som falde denne morgen. Nå, men vi havde ikke meget valg, ville vi til mindehøjtidlig måtte vi afsted i en bil på sommerdæk. På et tidspunkt er der en varevogn der skal svinge ud på hovedvejen og han glider bare rundt og rundt og har svært ved at få rettet op. Snevejret blever værre og værre og på et tidspunkt siger min mand til mig at nu må jeg ikke blive ked af det fordi måske kan han slet ikke komme ud af Wakayama by og ud på motorvejen for at komme ned til Hinomisaki p.g.a at vores bil har sommerdæk på. Det er nemlig sådan i Japan at biler med sommerdæk kan blive nægtede adgang til de store motorveje når de kommer til betalings systemet. Det gør de fordi det simpelthen er for farligt for dem at komme ud og køre på motorvejen. Men heldigvis var der ingen begrænsing og vi kunne komme ud på motorvejen. Da vi havde kørt cirka 30 minutter var sneen blevet til regn og da vi nåede ned til Hinomisaki var der solskin og blå himmel, men meget blæsende. Da vi nåede tilbage til Wakayama sidst på eftermiddagen var der ingen spor af morgens kræftige snevejr. Men mens vi var på Wakayama slot begyndte det faktisk at sne lidt igen, men ikke noget der blev til noget. 

En anden ting der skilte sig ud på Wakayama slot i forhold til Wakayama slot er at man godt må tage billeder indenfor, dog må man ikke bruge blits. Men det er typisk ting som disse man kan se hvis man betaler for at komme ind. Ting der har forbindelse til slottet og ting der er blevet fundet ved arkeologiske udgravninger i området.
Man skal tænke på et slot som et minisamfund. Det er her daimyo eller shogun har boet. Der har været en hær til at forsvare området mod andre klaner. En hær skal have våben så der har også været en smedie. Dengang kom folk omkring på hest så der har også været en stald med folk til at tage sig af hestene. Der har nok også været en form for lægehus hvor man kunne blive behandlet. Der har også været et markede hvor folk kunne komme og sælge deres vare og afgrøder eller bytte sig til noget de manglede. Men det er rigtig interessant for nogen slotte gør meget ud af at fortælle historien omkring stedet og vise de fund frem der er fundet i området. Nogen slotte har ligefrem skiftende udstillinger. Jeg kan huske på et tidspunkt jeg var nede på Odawara slot ikke så langt fra Yokohama og der havde de en særudstilling om kloakering og det at gå på toilettet for 300-400 år siden. Det var faktisk en ret morsom udstilling. For bønder og lavtstående folk var det jo nærmest bare et hul i jorden, men for højtstående og magtfulde personer var det lidt anderledes. Og nogen af de tegninger der var blevet lavet til udstillingen overlod absolut ingenting til fantasien. Så meget morsomt kan jeg kun sige. Og derfor holder jeg meget af at besøge slotte så snart der er et i nærheden når vi er nogen steder.

Osakas gader.

Osaka er en meget anderledes by i forhold til andre byer jeg har oplevet her i Japan. Hvis man synes neon reklame skiltene i Tokyo er for meget så skal man holde sig fra Osaka for der er nok 10 gange så mange her som i Tokyo. Larmen og mængden af mennesker alle vejne kan også virke meget overvældende.

Osaka er anderledes på mange måder. Byen er meget populær blandt kinesiske og koreanske turister, men man ser ikke så mange vestlige turister. Vestlige turister opholder sig i Kyoto, hvor der til gengæld ikke ses ret mange kinesiske og koreanske turister.

I Osaka kommer duftesansen på overarbejde, især hvis man går ned af en af de mange overdækkede gågader. Især 1 ret man skal spise under et besøg i Osaka er Takoyaki. Det er et stykke blæksprutte i en bolle på størrelse med en blomme. Dejen er lavet af mel, vand, æg, ingefær og forårsløg og så bliver det stegt. Når de er færdig stegt kommer man okonomiyaki sovs og katsuobushi over. Katsuobushi er tørre bonito fisk der er høvlet meget tyndt. Det ligner æbleskiver, men smagen er ikke sød, mere krydderet uden at være stærk. 

Det smager rigtig godt og det er ikke svært at finde takoyaki i Osaka for det er en ret der kommer fra området og sælges alle vejne.

En anden ting der gør Osaka anderledes er at ud over Osaka slot og et par templer og shrines er største attraktioner alle de overdækkede shopping gader. Nogen gader sælger mad, nogen potter og pander og hvad man ellers bruger i køkkenet, nogen sælger tøj, sko og tasker. 

Personligt synes jeg dem der sælger friske fødevare og mad er de mest interesante, mad kultur fortæller meget om et land. 

Så er man til shopping og gademad er Osaka stedet man skal besøge eller er man til templer og shrines og finere madlavning er det Kyoto man skal besøge. Man kan sagtens nå at besøge begge steder for der er kun en 40 minutter tur med toget mellem de 2 byer og man skal ikke skifte nogen steder.

 Tsutenkaku Tower.

Tsutenkaku Tower er om noget andet symbolet for Osaka. Det blev bygget i 1912 som symbol på shin-sekai ( den nye verden ) Det var 64 meter højt og var på det tidspunkt det blev opført det højeste tårn i øst Asien. Desværre blev tårnet lukket og taget ned efter en brand, men borgerne i Osaka krævede et nyt tårn og det fik de. Det er 103 meter højt, så 39 meter højere end det orginale og det er det tårn der står der den dag i dag. Man kan komme op i tårnet hvor der er en udsigts platform på 5. etage og hvor man kan se ud over hele Osaka. Vi valgte ikke at bruge penge på at tage op i tårnet fordi det var gråt og overskyet den dag vi var der, så det havde nok været begrænset hvad vi kunne se alligevel. Men en dag kommer vi helt sikket tilbage og så må vi håbe vejret er bedre den dag.

 Glico manden nede ved floden.

 Takoyaki.

 Billiken.

 Gate Tower Building.

Ud over gademad og shopping kan man i Osaka opleve noget meget specielt. Det er Gate Tower Buildning. Det specielle ved bygning er at der går en motorvej gennem selve bygningen. Det er Umeda afkørslen på Hanshin Expressway. Jeg synes det er ret fasinerende at bygge en motorvej gennem en bygning. Det fortæller også noget om hvor tæt befolket Japan er. At man ligefremt er nødt til at bygge vejen gennem en bygning for at kunne få logistikken til at gå op. Fra hvad min mand har fortalt mig tog det mange år inden de fik de nødvendige tilladelser fra landejeren til at kunne begynde og fuldende projektet.

                             

Osaka slot.

Osaka slot er et af de mest kendte slotte i Japan og en af de største serværdigheder i Osaka. Vi besøgte stedet på en grå og meget kold vinterdag, men selv da var der virkelig mange besøgende. Mest kinesere og koreanere. Det der er tilbage af slottet ligger i en stor park omringet af en voldgrav. Størrelsen af parken giver et lille fingerpreg om hvor stort det har været i sine velmagtsdage. Men som det er tilfældet med langt de fleste slotte i Japan er nu kun en lille del tilbage af det oprindelige. Osaka slot er en kopi af det oprindelige fordi det har været brændt ned flere gange. Indenfor er der en gennemgang af slottets historie som egentlig er meget interesant hvis ikke det lige var for horderne af turist grupper der blokerede for flere steder så man havde svært ved at se noget.

Osaka er meget populært blandt kinesiske og især koranske turister og jeg synes det var ret morsomt at betragte de koreanske piger. Jeg ved ikke om det er en koreansk ting eller om det er mode over hele verden, men mange af de koreanske piger havde store curlere i pandehåret og som de stod der i grupper med curlere i pandehåret og trutmund og tog selfies synes jeg egentlig det var så komisk og totalt malplaceret. Samtidig kunne jeg ikke lade værd med at føle mig så håbløs gammeldags som jeg kom der i mine hikingstøvler og fleecejakke. Men uanset om det er en koreansk ting eller mode over det hele så kommer jeg aldrig til at gå rundt med en curlere i pandehåret, det var for mig simpelthen for mærkeligt.

 Osaka slot var i brug fra 1583 til 1868.

 Indgangen til Osaka slot.

At gå rundt i parken omkring slottet er gratis, men vil man ind på selve slottet skal man betale entre. Man kan komme helt op i toppen og ud på øverste etage hvor der er en flot udsigt ud over Osaka by.

Man må ikke tage billeder indenfor. Det er meget forskelligt om man må tage billeder eller ej. Her måtte man ikke, men mange steder må man godt, men nogen ting kan være markeret med et skilt der fortæller man ikke må. Der var en mand der ville tage nogen billeder hvorefter en vagt kom over til ham med et skilt med et kamera på og et stort kryds over. Og vagten bogstavelig talt holdt skiltet direkte op foran ham så han var ved at falde bagover. Jeg kunne ikke lade vær med at grine af det, han så virkelig sur ud ham vagten. 

Jeg kan egentlig ikke forstå hvorfor der er så stor forskel mellem de forskellige slotte hvad angår at tage billeder indenfor. I dag kan langt de fleste mobiler tage udemærket billeder uden brug af blits. De kan jo bare påpege at man ikke må bruge blits for det er lant hen af vejen det der er det størtst problem. Lyset fra blitsen ødelægger farverne på de udstillede ting. Så langt hen af vejen forstår jeg ikke hvorfor man ikke må tage billeder.

 Osaka slot er bygget af Toyotomi Hideyoshi 

Solnedgang ved Osaka slot.

Johannes Knudsens Mindehøjtidlighed.

Min mand og jeg har lige været på en 3-dags tur til Osaka og Wakayama. Der var en helt speciel grund til turen, nemlig at være med til mindehøjtidligheden for Johannes Knudsen. Nu er Johannes Knudsen måske ikke et almindelig kendt navn  hjemme i Danmark, men det er det her i Japan og især hvis man tager ned til Wakayama.

Johannes Knudsen var maskinmester på Ellen Mærsk. Den 10 februar 1957 befandt skibet sig i farvandet ud for Wakayamas kyst hvor stormen rasede. Her ser de et japansk fiskeskib der er i havsnød og de iler til for at hjælpe. De får sat en redningsbåd i vandet men den japanske fisker der ligger i vandet er for medtaget til ved egen kræfter at kunne kravle op i redningsbåden. Johannes Knudsen hopper i vandet for at hjælpe den japanske fisker, men havets kræfter er for meget og næste dag da stormen har lagt sig finder man liget af den japanske fisker og Johannes Knudsen på stranden ved den lille by Hinomisaki.

Hvert år den 10 februar afholdes der en mindehøjtidlig og i år er det 60 år siden at det skete. At en fremmede gav sit eget liv i forsøget på at rede en japansk fisker er noget der huskes og værdsættes. Skolebørn i Wakayama lærer om hvem Knudsen var så hans minde ikke glemmes. Der findes ligefremt en forening til minde om Johannes Knudsen og han har sin egen mindepark på toppen af en bakke med udsyn over havet. Her står en statue af Johannes Knudsen og den er opstillet således at han kigger i retning mod Danmark og det er her mindehøjtidligheden finder sted hvert år.

Johannes Knudsen kommer fra Frederikshavn, ligesom jeg gør og det er grunden til at jeg så gerne ville besøge stedet og tage del i mindehøjtidligheden. 

Da jeg var hjemme til jul spurgte jeg flere om de vidste hvem han var, men det måtte jeg desværre sande at det var der ikke mange der vidste. 

Jeg synes det er tankevækkende at der gøres så meget for at holde hans minde i live i Wakayama, men i Frederikshavn, hans hjemby, er det de færreste der har hørt om ham. Der findes en mindestue på Bangsbo Museum, hvor der fortælles om den 10 februar og hvor man kan se et billede af Den Opgående Sols Orden som er en af de højeste ordner man kan få i Japan og som blev givet til hans familie efter ulykken. Johannes Knudsen er i øvrigt den eneste dansker der har denne orden. Helt klart et sted der er værd at aflægge et besøg hvis man er i Frederikshavn eller omegn.

I dag er der meget tætte relationer mellem Frederikshavn og Wakayama og især gymnasie elever er ofte på udvæksling hos hinanden. 

For mig var det et stort ønske der gik i opfyldelse at være med til mindehøjtidligheden fordi jeg er født og opvokset i Frederikshavn, men også fordi Danmark og Japan er de 2 lande der står mit hjerte tættest. En ting jeg har lært af at bo langt væk hjemme fra er hvor vigtigt det er at holde relationerne ved lige med det sted man kommer fra og det sted man nu bo og enhver anledning til at gøre er noget man skal deltage i. 

 Udsigten fra mindeparken.

 Danmarks ambassadør, Freddy Svane og Danmarks

kultur menister Mette Bock ankommer.

 Repræsentant fra Mærsk, Danmarks ambassadør i Japan

og Kulturmenisteren.

 I år er der 150 års jubilærum for diplomatiske og 

venskablige relationer mellem Danmark og Japan.

 Der blev lagt blomster ved statuen af Johannes Knudsen.

 Statuen af Johannes Knudsen.

 Det blæste meget på dagen hvilket gjore at det danske 

og japanske flag stod flot side om side mod den blå himmel.

 Johannes knudsens grav. Hans grav er ved et lille museum hvor 

den redningsbåd Ellen Mærsk satte ud er bevaret.

 Lokale skolebørn ved Johannes Knudsens Museum.

 Et stille øjeblik efter mindehøjtidligheden.

Johannes Knudsen Museum er lavet i dansk design.

Som jeg nævnte tidligere oppe spurgte jeg folk om de vidste hvem Johannes Knudsen da jeg var hjemme i Danmark til jul og det var der ikke så mange der gjore.

Så nu vil jeg gerne spørge om du vidste hvem han var inden du læste dette indlæg ?? 

Kawaza Sakura.

Jeg var ude at trave i går. Vejret var perfekt, koldt men solen skinnede fra en skyfri klar blå himmel. Jeg var taget ned til Miura, som ligger cirka 40 minutter med tog syd for Yokohama. Grunden til jeg var taget derned var at jeg havde fundet ud at at de har en lang strækning med kawaza kirsebær blomster. Kawaza er en sort der er mere tolerant over for kulde og derfor blomstre tidligere end andre sorter af kirsebær blomster. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente for jeg har ikke være i det område hvor de var før. Først var jeg lidt spændt på om jeg kunne finde det for det er ikke noget der er afmærket på et kort og min mand havde forklaret mig at jeg skulle uden for byen og ud i land området for at finde den strækning hvor de stod. Det viste sig dog hurtigt at de var nemme at find for langt størstedelen af passagerne på toget stod at på Miurakaigan station som er nærmeste station til stedet hvor de er så det var egentlig bare at følge strømmen ud af byen. Efter en gåtur der ikke var så lang som jeg havde forventet, kun et par km, kunne jeg ane noget lyserødt og pluselig var de der, lyserøde kirsebær blomster så langt øjet rakte. 

Det er på dage som i går at jeg holder virkelig meget af Japan. Når landet viser sig fra sin absolut bedste side. Jeg endte med at trave rundt i området nogen timer for der var en masse sideveje og bakketoppe der førte til nogen helt fantastiske udsigter over området. På et tidspunkt kommer en ældre herre ned af en sidevej jeg er på vej forbi hvorefter han peger på mig og siger "Fuji-san, Fuji-san, Fuji-san" mens han pejer i modsatte retning jeg er på vej. Da jeg vender mig om kan jeg lige se toppen af Fuji. Han begynder så at pege op af den sidevej han kom fra at jeg skulle gå der op og selvfølgelig var jeg nødt til at skulle op og se hvad det hele gik ud på. Da jeg kom op kom jeg ind på en bondemands marker fyldt med kinaradiser, men da jeg vender mig om ligger Fuji lige foran mig med sin perfekte kegle form og sne på toppen og kirsebær blomster lige foran. Det skal der meget til for at slå, det er det billede jeg har drømt om at tage lige siden jeg kom til Japan og der midt på en mark omringet af  kinaradiser fik jeg det, Fuji med kirsebær blomster. Jeg stod længe og bare betragtede udsigten. Det vare et perfekt øjeblik hvor alt bare gik op i en højre enhed, solskin fra en skyfri himmel, Fuji med sne på toppen og kirsebær blomster. Hvor er jeg bare glad for at den ældre herre der meget tydeligt ikke kunne et ord på engelsk peget med store armbevægelser for at få mig til at forstå at der var noget ganske særligt oppe af den lille sidevej han lige var kommet af og at det for mig betød at jeg fik det billede jeg altid har drømt om at tage. 

Men her er lidt billede spam fra i går selvfølgelig også med drømme billederne af Fuji og kirsebær blomsterne.