Tatoveringer.

I Japan har tatoveringer en special betydning, de signalere at man er en del af den japanske mafia, yakuza.
Almindelige mennesker har ingen tatoveringer, for så vil du ikke kunne få adgang til et spa. Spa og varmekilder er meget populært i Japan og det er noget folk meget ofte benytter.
Da jeg var yngre ville jeg gerne have en tatovering, men idag er jeg glad for af jeg aldrig fik gjort noget ved det, for så ville størstedelen i det spa jeg kon ind i nok hurtigt forsvinde. Ok, overdrivelse fremmer forståelsen. Nu er jeg jo ikke japaner og japanere ved god at udlændinge med tatoveringer ikke nødvendigvis er medlem af mafiaen.
Der er også en anden måde man kan se om en person er fra mafiaen, de mangler er led af lillefingeren. Det er hvis de har gjort noget forkert og er blevet irettesat af et højrestående medlem.
Der findes en bog der hedder "Hostess for Mafiaen"og er skrevet af en dansk pige der hedder Annette Duncan Carter, hun har boet i Japan og har arbejdede for mafiaen som en slags glædespige, der skulle lokke penge ud af rige japanere, den er faktisk ret så interesant læsning.
Det med tatoveringerne får mig også til at tænke på en film med Viggo Mortensen, den der hedder Eastern Promise. Viggo spiller en politibetjent der infiltrere den russiske mafia og det meste af hans krop er dækket af tatoveringer, der fortæller hvilken forbrydelser han har begået og hvilke fængsler han har siddet i. Det er lidt det samme tatoveringer fortæller i Japan.
Jeg kan huske et interview med Viggo Mortensen hvor han fortæller at en after gidder han ikke vaske dem af fordi det tager lang tid om morgen at lave dem, så han går ud på en restaurant for af spise og der er et ældre ægtepar der bliver så bange for ham pga tatoveringerne at de ikke vil sidde ved siden af ham.
Jeg kan godt lide tatoveringer, der er mange hvor det ser godt ud. Man skal bare være sikker når man får lavet en for den er der resten af livet og for alle er det ikke bare en måde at udsmykke kroppen på. Selv om jeg synes det ser godt ud vil jeg ikke have en tatovering. Jeg vil gerne have så jeg kan gå i spa uden at skræmme nogen.

Ynglings steder.

Der er flere steder jeg elsker at komme og glæder mig til at jeg kan komme der mere ofte. Et af dem er Chinatown. Når man går ind af den store farvestrålende port er det som at tråde ind i en anden verden, med lanterner i stedet for lygtepæle og duften af al den lækre mad der bliver lavet i de små gadeboder. Det er et stemningsfuldt sted hvor der altid er mange mennesker. Jeg glæder mig som sindsyg til jeg skal opleve det kinesiske nytår, med dragedans og trommer. Jeg ved ikke lige præcis hvornår det falder næste år, men det plejer at være i feb. Chinatown er et stort virvar af gadebode, restauranter, templer og forretninger der sælger stort set alt hvad hjertet begærer. Chinatown består af nogle hovedgader, men det er absolute sjovest at gå væk fra de store gader og lade sig fare vild i de små gyder.
Et andet sted hvor jeg også synes det er fantastisk at komme er black marked street eller Ameya yokocho. Det er en handelsgade med en masse boder der sælger alt muligt fisk og tang. Jeg har aldrig set så stort et udvalg af fisk, skaldyr og andet godt fra havet. Og så er der blæksprutter, fra de mindste baby blæksprutter til kæmpe stykker hvor man helst ikke vil vide hvor stor den egentlig var. Der var også en mand der stod og kogte og tilberedte tang og det stank noget så forfærtligt. Jeg elsker fisk, men er ikke så god til det med tang endnu, men det er helt sikkert et sted hvor jeg vil komme til at gøre mange indkøb. Angående navnet er der en grund til det hedder som det gør. Lige efter krigen, hvor der var mangel på alt var der meget sortebørshandel her og navnet har ligesom bare hængt ved den dag idag. Min mand kender området bedre end mig og ser derfor nok også ting jeg ikke ligger mærke til, men selv om mange japanere handler der dagligt er det et sted man skal passe på for det skulle være et område hvor den japanske mafia har en del at sige. Bl.a ville min mand ikke have at jeg tog billeder der eller gik med mit kamera fremme da det nemt ville kunne provokere de forkerte. Men jeg må sige jeg på ingen måde så eller mærkede noget ubehageligt mens vi var der, men det var selvføldig også i dagtimerne. Jeg sagde engang til min mand, jeg synes vi skulle have lejlighed der i nærheden, men jeg kunne også hurtigt se på hans ansigtsudtryk at det skulle vi ikke, men det er nok også godt nok vi ikke skal for udover mafiaen er der også hjemløse i en park der ligger bag ved gaden.
Et trejde sted jeg kan lide er Shibuya og Harajuku, det er et sted hvor ungdommen kommer og hvor de mere frie kommer i deres kostumer med gult eller lilla hår. Jeg har et meget specialt minde derfra. Vi er på stationen og pludselig ser jeg en person komme gående imod mig, tættere på kunne jeg se det var en mand pga adamsæblet. Men han var klædt i en lang sort kjole, sådan en blondekjole der ligner en brudekjole og med sorte støvler og en sort blondeparasol. Man kan ikke se hans ansigt for han har bandager på der får ham til at minde om Frankensteins brud. Jeg har tit tænkt på ham som han kommer gående der med ret ryg og hovedet holdt højt, som det mest normale. Hvis det havde været her i byen, ville folk nok have ment han var stukket af fra den lukkede afdeling. Men lige der hørte han hjemme lige så meget som alle os andre og det er det jeg godt kan lide, der er plads til at man kan og endnu vigtigere MÅ være anderledelse.
Der er mange andre steder jeg også godt kan lide men de her steder har virkelig gjort et indtryk på mig og jeg glæder mig til at skulle gense dem.

Japansk kartoffelsalat.

Det kan måske godt være lidt svært at lave rigtig japansk mad her hjemme fordi man ikke kan få alle de specialle ingredienser der lige giver det sidste touch, så som syltede rød ingefær, sursyltede blommer, lotusblomst og søde rød bønnesovs.
Jeg har fået en japansk kogebog af min mand (den er på japansk og engelsk) og der er en autentisk japansk kartoffelsalat hvor man kan få alle ingredienser her i Danmark. Og så er den bare så lækker. Håber du kan lide den.

4 kartofler
1/2 gullerod
1/2 løg
1 agurk
1 lille dåse majs
salt
4 spsk mayonaise
1 spsk mælk
1 tsk sennup

Skræl kartofler og skær dem i passende stykker. Skræl gulerodden og skær den i tynde skiver.
Skær agurken i tynde skiver og lig dem i en skål, drys med salt for at få væsken ud. Skær løget i tynde skiver. Kom kartofler og gullerødder i en gryde og tilsæt vand så det lige dækker, kog dem til de er møre. Rør mayonaise, mælk og sennup sammen og smag til med salt og peber. Vrid agurkeskiverne fri for vand. Tilsæt kartofler og gullerødder mens de stadig er varme sammen med de andre ingredienser. Stil det i køleskabet indtil det skal serveres.
Er der en rest tilbage, kan det også bruges som fyld i en sandwich dagen efter.

Fugu.

Man kan faktisk dø af at spise sushi, forudset det er lavet af en fisk der hedder Fugu. Fugu er en meget giftig fisk, der kræver en special uddannelse for at må skære i. Først skal man uddannes til sushikok og derefter kan du få en overbygning der giver dig lov til at må tilberede den. Det der gør den giftig er en nervegift der er i ben og leveren (mener jeg det er) og dem skal du kunne identifisere og skære fra uden at ødelægge det så giften kommer ud på det kød man spiser. Jeg har aldrig smagt det, men det skulle efter signe være noget af en delikatesse. Man kan ikke købe det i forretninger og man skal gå på specialle restauraner for at få det og det er lidt dyrer end almindelig sushi. Min mand har tilbudt mig at vi godt kan finde et sted det serveres hvis jeg har lyst til at prøve, men jeg ved ikke rigtig.
Mit ynglings blad er National Geographic og i et af dem er der en artikel om fisken. Der står bl.a at 1 fisk indeholder nok gift til at slå 30 personer ihjel med, så man skal nok ikke være uvenner med kokken der tilbereder ens fugu. Neeeej, må man så bede om noget laks og tun, det ved man da hvad er.

Selvmord.

Desværre har Japan et meget højt antal af folk der begår selvmord. Det kan egentlig godt være lidt svært for en udeforstående at forstå hvorfor og jeg synes også selv det er en underlig holdning at have. Men det er noget der ligger dybt i den japaske kultur, det går faktisk helt tilbage til samurai tiden. Det er et spørgsmål om ære og ikke at tabe ansigt og leve med skammen. Mange vælger også denne triste udvej fordi de ikke vil være til last. Mange vælger at hoppe ud foran et tog, det er en meget brugt metode. Det betegnes som teknisk uheld, når det sker. Det er faktisk meget grotest og jeg var noget chokeret første gang min mand fortalte mig hvorfor toget var forsinket. Når nogen er hoppet stopper al trafik ind og ud af stationen indtil personer er fjernet og så kører det hele bare videre. Det er et meget udsat job at være togfører, det må virkelig være skrækkelig. Jeg håber aldrig jeg skal komme til at opleve,mens jeg venter på en parron, at nogen hopper.
Lige den gang finanskrisen startede og alting så virkelig trælst ud var der de første 6 mdr lidt over 17.000 der begik selvmord og det er rekort selv i Japan, men nu var det altså ikke alle der hoppede ud foran et tog.
Som sagt er det en gammel tradition, i samuraiernes tid gjorde man det ved at stikke et sværd i maven, det gav en ærefuld død og man blev respekteret af sin fjende.
En af de mere kendte historier om dette begreb har med Guldtemplet i Kyoto at gøre.
Guldtemplet er et tempel, der ligger på en lille ø midt i en sø. Templet er belagt med guld og man kan ikke komme indenfor. For mange år siden da det blev brugt blev det passet af en munk der blev så forelsket i templet at han i sindsyge satte ild til det. Templet brændte helt ned, men det der står der idag er en nøjagtig kopi af orginalen. Forælderne var så skamfulde over det sønnen havde gjort at de begik selvmord. Jeg har besøgt Guldtemplet og det er fantastisk smukt også selv om der gemmer sig en trist historie bag. Kyoto er i det hele taget en fantastisk by og helt klart et sted jeg skal besøge igen. Kyoto kan dateres helt tilbage til år 794 og var også hovedstad indtil slutningen af edo-perioden (1600-1868) hvor Tokyo blev hovedstad. Kyoto er et sandt skattekammer hvis man vil lære noget om Japans historie. Turen op gemmen det stejle og brostensbelagte Tekandestræde op til Kiyomizudera er også en tur jeg kan anbefale.
Men for at vende tilbage til emnet, så er det en af de ting jeg ikke rigtig kan forli mig med, bare fordi man har lidt modgang behøves man da ikke at gøre en ende på det hele på den måde. Det der ikke tager livet af en , bliver man kun stærkere af.

Arbejde.

Den første tid jeg er i Japan, skal jeg ikke arbejde. Jeg skal bruge noget tid på at falde til og lære sprog. Men indtil jeg flytter bliver jeg ved med at arbejde. Jeg arbejder i forretning og idag blev jeg mindet om alle de godt ting jeg vil komme til at savne og i lørdags blev jeg mindet om alle de ting jeg bliver glad for at slippe for.
I lørdags var jeg alene den første time, fordi personen jeg skulle være på arbejde med var syg. Det lykkes så endelig at få fat i en flexjobber, der vil komme men kun i 4 timer. Så de sidste 3 timer sad jeg så alene igen. 5 minutter før lukketid kommer en af de lokale fulderikker ind og kan selvføldig ikke snøvle sig færdig, da han endelig kommer til kassen har han selvføldig en masse undskyldninger hvorfor han kommer så sent, han får betalt og jeg går ned efter nogle ting jeg selv skal have og da jeg kommer op igen har han brækket sig, heldigvis i en pose og jeg tænkte bare neeeeeeeeeeeeeeej det har du bare ikke gjort. Jeg er bare så træt af alkoholikere. Endelig gik han, så jeg selv kunne komme hjem. Jeg ved ikke om det var fordi jeg var irreteret på hele dagen, men da jeg skal ud har jeg glemt at lukke udgangsdøren indefra hvilket får alarmen til at gå, så jeg skal ind og ringe til alarmcentralen for at få den afblæst og så går det helt galt for jeg ender med at må ringe til alarmcentralen 3 gange og min chef 2 gange inden jeg endelig kommer ud og får lukket korrekt. Da jeg måtte ringe til alarmcentralen 3. gang kunne jeg godt høre på ham han var ved at miste tålmodigheden, jeg var virkelig heller ikke stolt af situationen. Det var bare sådan en dag hvor man er træt af det hele og tænker, det er godt det snart er over.
Idag var så det totalt modsatte, alle de gode kunder som man gør lidt extra for kom, den blinde mand med verdens sødeste hund. Når han kommer kan det redde hele ens dag, så har det været en god dag uanset hvad. Han har altid en kvik bemærkning klar og det er en ren fornøjelse at hjælpe ham, for han er så taknemlig og fuld af godt humør og inden han går igen har han altid fået mig til at skræl grine men sine blindevittigheder. Han har virkelig forstået ikke at lade sit handicap begrænse ham. Så er der Ravdamen nede fra Fiskerklyngen, hun er bare så sød og snaksalig, jeg kender hende kun fra forretning, men jeg tror hun er en kunstnertype, det er nok derfor jeg kan lide hende. Så er der "bedstefar", han er sån en rar gammel mand, der kommer for af hilse på og lige sikker sig at alt er godt. Jeg nænner ikke at forfælle ham at jeg snart stopper, for det får det meste af hans verden til at falde i grus.
Maratonmanden får mig også altid i godt humør. Han løber flere maraton i sæsonen, jeg fatter ikke han kan, men han træner selvføldig også noget mere end mig selv. Han skal selv flytte til udlanden inden længe, han skal bare den modsatte vej end mig, nemlig til USA. Jeg håber han får det godt "over there".
Sidst men ikke mindst er der bondamen, der kommer hver 3 eller 4 tirsdag og samler bonner ind til et analyseinstitut om hvad forbrugere køber, jeg kender ikke nogen der er bedre til at smalltalke med folk end hun er og oven i er hun en humørbombe der spræder latter.
Selv om jeg ikke kender navnene på nogle af dem er det sådan nogle kunder, der gør at man gider stå op om morgen og tage på arbejde. Der er mange jeg ikke kommer til at savne, men der er altså også dem man vil tænke og huske på som nogle virkelig rare mennesker. Selvføldig kommer jeg også til at savne mine kolleager, men dem ved jeg hvor jeg kan finde og komme i kontakt med. Jeg har sidste arbejdsdag den 24/12, lige nu er der lang tid til, men med juletravlhede der så småt nærmer sig vil tiden gå hurtig.

Visa.

Så ser det endelig ud til der sker noget. Min kære mand kunne igår informere mig om at han havde fået brev immigrationsministeret at jeg har fået visa. HIP HIP HURRA, nu er der endelig ved at være lys for enden af tunnelen. Så nu venter jeg bare på posten, der skal komme med papirene fra Japan, jeg skal have med over på den japanske ambassade i København når jeg skal have opholdstilladelsen sat ind i mit pas, så snart det sidder i mit pas har jeg 3 mdr inden jeg skal være i Japan ellers vil jeg miste den igen fordi jeg ikke har "aktiveret" det, eller hvad sådan noget nu hedder. Lige nu er jeg bare glad for at jeg snart skal se min mand igen.
Ha' en god weekend, skal arbejde hele weekenden. Så går tiden heldigvis hurtig.