Yonghe Templet i Beijing.

Yonghe Templet eller Lama Templet som det også kaldes har en lang historie bag sig og det har været brugt til mange andre ting end at være et tempel. 

Yonghe betyder Fred og Harmoni og det er da også en hel anden verden man træder ind i når man bevæger sig ind i Yonghe Templet. Min første tanke var at det ikke var så anderledes fra alle de templer jeg havde oplevet hjemme i Japan, men det skulle hurtig vise sig at det faktisk var meget anderledes. Bhudda statuerne var anderledes og den måde folk bedte på var meget anderledes end hjemme i Japan.

Færste sten blev lagt i 1694 under Qing dynastiet og da det stod færdigt blev det bolig for Yinzhen, prins Yong. Han boede her indtil han blev Kejser i 1722, Kejser Yongzhheng. Efter hans død blev hans kiste stillet til hvile i templet. Allerede da Yinzhen blev Kejser blev halvdele af steder til et tempel for tibetanske munke fra Tibet og Mongoliet.

Stedet har også været hovedsæde for oprørs-soldater under opstanden den i 1929 mod den nationalistiske ledet regering. Efter den kinesiske borgerkrig i 1949 blev stedet erklærret for et nationalt monument, men det var lukkede for offentligheden i 32 år indtil 1981. 

At stedet har overlevet Kultur Revolutionen skyldes ene og alene ministerpræsidenten Zhou Enlai. 

I dag er det et tempel i fuld funktion og en af de store turist attraktioner i Beijing.

Jeg blev nået overrasket over hvor mange mennesker der var. Selvfølgelig var mange af dem turister, men der var også mange kinesere der var der for at bede. Det overraskede mig fordi jeg altid har haft den opfattelse at religion er forbudt i Kina og at det at hengive sig til en religion er noget man bliver forfulgt for i Kina. 

Eks. er der en katolsk kirke i Beijing, men det er ikke Paven der er overhovede for den katolske kirke, det er den kinesiske præsident Xi Jinping. Det er betingelsen for at kirken må være der, men alligevel bliver de forfulgt. Jeg tror ikke religion er noget kineserne bryder sig særlig meget om at tale om. Måske tror de nog på noget for religion har ikke altid været forbudt i Kina, men det er en meget privat ting man ikke snakker for meget om og da slet ikke offentligt.

Men som turist behøves man nu ikke at være nervøs for at lægge vejen forbi og kigge nærmere på dette smukke og meget farverige tempel.

Allerede ved indgangen får man en smagsprøve på

hvad der venter længere inde i templet.

Kinesiske løve statuer der vogte over templet.

 En af de mange haller der udgør Yonghe Templet.

Det der for mig gør kinesiske Buddha statuer anderledes end dem jeg er vant til fra Japan er at de er klædt i meget farverigt tøj og at flere af statuerne havde den traditionelle tibetanske munke hat på.  Jeg synes faktisk de var meget flotte disse statuer og jeg brugt megt tid på at gå rundt og kigge på dem. Buddha statuer i Japan er ofte meget simple og enklte og slet ikke farverige.

 Maitreya.

I den hal der kaldes for Uendelig Lykke står der en meget speciel statue kaldet Maitreya. Den er 26 meter høj og den er skåret ud af 1 helt stykke sandeltræ, man ser cirka 18 af statuen. De nederste 8 meter har man måtte udgrave et stort hul i jorden og støbe hullet så statuen kunne stå der. Den er virkelig ret imponerende denne statue. Den er også indskrevet i Guinness Rekordbog fordi den er skåret ud af 1 enkelt stykke træ. Det var en gave fra den 7. Dalai Lama til Kejser Qianlong og det tog 3 år at transportere statuen fra Tibet til Beijing. Så kan man så begynde at regne på hvor gammel statuen er for Qianlong var Kejser fra 1735 til 1796, så den har nogen år på bagen. 

Det er 1 af 3 statuer i Yonghe Templet som er indskrev i Guinness Rekordbog.

 Templet er forbundet af mange gange så munkene

ikke behøves at komme ud når de skal bevæge sig rundt.

Da vi var der var der også besæg af nogle munke fra Tibet. Jeg synes det var et meget spændende øjeblik og vi fulgte lidt rundt sammen med dem. Deres måde at bede på med små bedehjul er meget anderledes end jeg er vant til fra Japan så jeg blev helt opslugt i øjeblikket. Det blev så lidt ødelangt da en af munkene midt i en bøn afbrød for at hive sin mobil telefon frem fordi nogen åbenbart ringede til ham. Nogen gange kan mobil telefoner bare totalt ødelægge et magisk øjeblik. Men de virkede nærværende og de blev hurtig genstand for mange mennesker der ønskede velsignelse og flere almindelig mennesker gik rundt om de forskellige buddha statuer sammen med dem i bøn.

 Åhhh en tur til Lhasa i Tibet for at besøge Jokhang Templet, jeg kunne være parat på 20 minutter til at tage afsted.

Bedehjul.

Selv om der var mange turister synes jeg Yonghe Templet var en stor oplevelse. Buddhisme er meget forskellig fra land til land. Til at starte med var jeg ikke helt sikke på om jeg gad at besøge Yonghe fordi vi har så mange templer i Japan og jeg har besøgt så mange af dem, men min mand blev ved med at sige kom nu så til sidst gik jeg med og hvor er jeg glad for at jeg gjore, for det var så anderledes end det jeg er vant til fra Japan. Jeg er jo blevet vant til japansk buddhisme, men her fik jeg virkelig øjnene op for hvor forskellig buddhisme faktisk er fra land til land. Også i et land som Kina der jo officelt ikke har nogen religion.

Åsted Ådal.

Åsted Ådal er et fredet natur-område der ligger i nærheden af hvor mine forældre bor. Det er et privatejet område på 124 ha, men med offentlig adgang. Området er en erosionskløft med sump, hede, enge og dale fra istiden og aflejringer af det ishav der dækkede Nordjylland under den sidste istid ( jojo, Wikipedia kan skam fortælle meget, men ikke alt ) Det er et meget rigt natur-område med mange forskellige dyr, fugle og planter. Jeg har fået at vide der skulle bo en nat-ugle derover, men den har jeg ikke fundet. Til gengæld har jeg set små hjorte og en masse fugle derover, især fasaner. Den eneste fugl jeg ikke har fundet endnu og som jeg altid kigge efter er isfuglen fordi jeg synes den er så smuk. Men hvem ved om det måske en dag lykkes at finde den. 

Det er nemt at komme rundt i området for der er 3 forskellige vandre-ruter. En rød, gul og blå. Den blå rute er den længeste på 5,3 km. Den røde er 4,2 km og den gule er den korteste med 3,3 km. Stierne er særdeles velafmærket, så der er ikke den store risiko for at fare vild.  Stierne er meget overkommelige og man behøves ikke at have den store erfarring med at vandre eller at bruge et kort for at finde vej. Årstiderne er meget forskellige og det er altid spændende at gå rundt derover. 

Der er også utrolig mange svampe, men jeg er desværre ikke nogen svampe ekspert så jeg nøjes med at tage billeder af dem jeg finder. Der findes jo rigtig mange svampe her i Danmark som er giftige, så jeg skal ikke nydde noget. 

 Gul Bævresvamp.

Jeg har ikke set denne svamp før, så min første tanke var at med den farve måtte den helt klart være giftig. Den er meget gele-agtig når man røre ved den. 

Jeg fik lov at låne en svampe bog af en af mine forældres naboer og jeg fandt den på næst sidste side og til min ret så store overraskelse så er den faktisk spiselig. Men jeg tror ikke lige det er noget jeg vil kaste mig ud i at afprøve. Efter at have fundet navnet og googlede den er der også nogen der beskriver den som ikke spiselig, men smagen beskrives som vådt mel eller en oblat. Jeg kan heller ikke sige forestille mig hvordan man ville tilberede den og jeg ville personlig nok være noget mistænkelig hvis jeg fandt den i min salat skål. Så den får lov at pynte ude i naturen.

 En grov laksporesvamp.

Det er en af de største laksporesvampe jeg nogensinde har set, den var større end min hånd. Den er i øvrigt betegnet som sjælden i Danmark.

Den 21 december faldt der lidt sne i Nordjylland, så da jeg vågnede den 22. kunne det jo næsten kun gå for langsomt med at komme i skoven. Der sker bare et eller andet magisk ved et landskab når der lige ligger et lagt hvidt sne. Så selv om det var relativt koldt endte jeg med en længere gå-tur på omkring 5 timer, men jeg var virkelig også træt og lidt forfrossen da jeg kom hjem, men jeg havde fået en masse billeder, men heller ikke denne gang fandt jeg isfuglen.
Juleaften var der stadig nået sne tilbage så vi havde lokal hvid jul, men da jeg vågnede den 25. var den smule der havde været tilbage helt væk og alting var grønt og vådt, øv.

Åsted Ådal er et rigtig dejligt sted og jeg har mange gode minder fra området da jeg også har været på spejderlejr her som barn. Desværre er den hytte vi brugte brændt ned og pt. er der ikke blevet bygget en ny og jeg er heller ikke sikker på om der bliver bygget en ny hytte. Det er ellers rigtig ærgeligt at den er brændt ned for den lå perfekt lige ned til en mindre eng lige ved side af åen der løber gennem området. Men heldigvis kan man stadig vandre i området.

Mitake Bjerget.

I midten af november udfordrede jeg mig selv til at skulle bestige Mitake. Mitake er et bjerg der ligger omkring 70 km fra Tokyo og det er 929 meter højt. Mitake minder meget om bjerget Takao som ligger noget tættere på Tokyo. Den største forskel er dog at Mitake er langt mindre befærdet end Takao fordi det ligger noget længre væk og det tager noget længere tid at komme ud til. 

Mitake ligger i Chichibu-Tama-Kai National Park, som er en national park på over 1200 km2 og som ligger i Yamanashi, Saitama, Nagano og Tokyo amt. Mitake ligger i den del af parken der ligger i Tokyo amt og som også udgør det aller vestligeste af Tokyo amy. Der er et utal af vandre-stier, bjerge, skov, dale, vandfald, kløfter og små hyggelig landsbyer hvor man godt kan fristes til at tro at tiden er gået i stå for selv om det kun er lidt over 2 timer fra down-town Tokyo så er der verdner til forskel.

 Mitake Tozan toget.

Langt de fleste der kommer ud til Mitake tager det lille bjerg tog Mitake Tozan, der gå næsten helt op til toppen. De gør det for at spare på kræfterne så de kan vandre rundt på selve bjerge eller for at vandre over til nogen af nabo bjergene som Otake eller Hinode. Når man kommer op til endestationen er der den flotteste udsigt ud over Tokyo og selv om Tokyo er godt og vel 70 km væk kan man i klart vejr tydeligt se alle skyskraberne nede i Tokyo. Heroppe fra får man virkelig et indtryk af hvor kæmpe stor en by Tokyo faktisk er og man kan se hvordan Tokyo faktisk er omringet af bjerge, en ting man ikke ligger mærke til når man er i Tokyo for man kan ganske enkelt ikke se det. Det er en af de bedste udsigter ud over Tokyo jeg nogen sinde har oplevet og et sted jeg helt klart vil anbefale at tage op hvis man har tid.

På toppe af Mitake ligger Musashi Mitake Shrine hvor det er normalt at gå op at bede en lille bøn inden man bevæger sig ud på vandre ruterne.
Musashi Mitake Shrine menes at være over 2000 år gammelt og skulle være beordret bygget af den myteologiske Kejser Sujin. Musashi Mitake Shrine er ligesom mange andre shrine i området tilegnet tilbedelsen af ulve. Det kommer fra den myteologiske legende om prins Yamato Takeru. En dag blev prins Takeru mødt af en ondt ånd ude i skoven i skikkelse af en hjort. Prins Takeru fornemmede at hjorten ikke var en rigtig hjort og derfor dræbte han den, men den onde ånd blev i skoven og fyldte skoven med tåge så prins Takeru ikke kunne finde vej. Ud af tågen dukkede en hvid ulv op. En inkarnation af O-Inu-Sama som hjælper prins Takeru med at finde vej. Prins Takeru beder ulven om at blive i området og beskytte området fra den onde ånd. Derfor er der mange ulve statuer ved shrines i dette område.
Har man lidt kendskab til japansk sprog vil man måske vide at ordet inu som indgår i O-Inu-Sama betyder hund og at det er samme kanji tegn når man ser det skrevet på japansk. Af samme grund ser man derfor mange mennesker som tager deres hund med op til Musashi Mitake Shrine.

Efter vi havde bedt en lille bøn ved Musashi Mitake Shrine om at få en god vandring begav vi os ud på bjerget. Vejret kar klart og solrigt og inden længe måtte vi begge smide jakkerne. Vi var blevet enig om at gå ned at bjerget til Stenhaven og så rundt og op igen til Nanayo Vandfaldet og tilbage til toppen for at sidde og hvile lidt og nyde udsigte ud over bjergene og Tokyo nede i dalen inden vi skulle vidrer og hjem. En tur på små 10 km.
Det var i november mdr og efterårets gyldne frver var endelig langt om længe begyndt af gøre deres indpas i Kanto og Tokyo området, så det gjore bare turen ekstra flot og farverig.

Stenhaven er et område på bjerget hvor der er en å med mange små vandfald der slynger sig igennem en masse sten. Et virkelig naturskønt område med mange muligheder for at sidde på de større sten og bare lytte til vandest rislende og nyde de mosklædte sten.

 Nanayo Vandfaldet

Udsigt over bjergene med Tokyo ude i horisonten.

Nu har jeg vandret Takao 2-3 gange og Mitake 1 gang. Jeg må sige at jeg vil foretrække Mitake over Takao. Niveau mæssigt er de meget ens, men Mitake har langt færre besøgende end Takao. Takao kan godt virke enormt befærtet og til nytår og om efteråret kan det godt være lidt for meget hvis man kommer ud og forventer at finde lidt ro i naturen med en tur til Takao, sådan var det ikke på Mitake. Hvor Takao godt kan virke lidt for turistet med de mennesker der kommer så er de mennesker man møder på Mitake folk der er mere til vandring og har mere erfarring med vandring. Jeg synes man hurtig kan fornemme om folk har vandret meget og ofte eller om det bare er nogen der er på udflugt og stort set aldrig har vandret før. Så derfor vil jeg vælge Mitake over Takao.

Godt Nytår

Godt Nytår alle sammen. Jeg håber I alle er kommet godt og sikkert ind i det nye år. Det er altid spændende når et nyt år kommer, hvad skal man bruge et helt nyt år til, planer for fremtiden og nye tiltag. Men som det også er tradition for så kigger man tilbage på det forgangende år, hvad skal blive bedre i det nye år og hvad vil man helst bare glemme og lægge bag sig. Sådan er der jo så mange ting.

Jeg vil da også kigge lidt tilbage på 2018 og mindes nogle af de gode stunder der trods alt var selv om 2018 var et år med en svær depression der tog rigtig mange krafter og rigtig meget tid at komme oven på igen. I næsten 4 mdr. gik det kun en vej og det var ned. Heldigvis har jeg en fantastisk mand der er meget forstående og en dejlig søster der er god at tale med. Det har virkelig taget sin tid at komme op af hullet igen og først nu, næsten 1 år efter føler jeg at jeg er nogenlunde der hvor jeg var før depressionen, vel vidende at der ikke skal mange skub til før det går tilbage igen. Den svære kunst er så at lære at undgå de skub og gå væk fra de ting med negativ effekt.

 Mitsuike Park i Yokohama.

Indtil april havde jeg stort set ikke overskud eller lyst til noget. Men i takt med at vejret blev bedre og kirsebær blomsterne sprang ud fik jeg alligevel lyst til at komme lidt ud, men ikke for langt væk. Så vi kørte hen i Mitsuike park som er kendt for kirsebær blomster i alle afskygninger og jeg kan huske vi havde en virkelig god eftermiddag med bare at gå rundt i parken som er ret stor og sidde på en bænk og bare kigge ud over det lyserøde hav. Det var ren balsam for sjælen og for første gang i meget lang tid kunne jeg smile ægte. Så den der med at naturen har lige så stor effekt som anti-depressiv medicin er altså ikke helt ved siden af.

 100 år gammelt damp lokomotiv i Shizuoka.

Kirsebær blomsterne trak mere i mig, så min mand spurgt om vi skulle tage en 1-dags tur til Shizuoka nu vi ikke havde været nogen steder i meget lang tid og med udsigten til flere kirsebær blomster og en tur med damp lokomotiv op i bjergene kunne jeg næsten ikke sige nej. Det endte med at blive en fantastisk dag med flot natur og god mad. Jeg kan huske da vi sad i damp lokomotivet og tøffede stille afsted at vi snakkede om de toge og teknologi vi har i dag kontra det gamle damp lokomotiv og hvor meget vi har rykket os på bare 100 år. Måske om 100 år er de tog vi bruger i dag en museums genstand og nogle personer vil ligesom min mand og jeg sidde på en tur og tænke over hvordan vi lever i dag og synes vi er enormt gammeldags. Lidt tankevækkende, måske det kun er om 50 år med den fart udviklingen har på.

 Furin klokker.

For at begynde at komme ud igen besluttede jeg i starten af sommeren at tage til furin festival i Kawasaki Daichi.Det er en årlig tilbagevendende begivenhed og det er en af mine ynglings festivaller. Lyden af 35.000 - 40.000 små klokker der bimler og bamler i vinden er noget helt specielt. Man kunne måske godt forestille sig at det er meget larmende, men faktisk ikke da klokkerne ikke er særlig store.

 Suzenji.

Sidst på sommeren da den ene rekord høje hedebølge efter den anden ramte os tog vi op i bjergen på halvøen Izu. Vores forsøg på at undslippe heden i et par dage fejlede til dels for dagen inden havde en af de kraftigeste tyfonen i mange år hammret ind over Japan. Faktisk var vi lidt i tvivl om, om vi overhovedet kunne komme op til vores hytte som vi havde lejet for var vejene spærret af mudder skred og væltede træer. Et opkald til hotellet som ejede hytten forsikkrede os dog om at man godt kunne komme frem og at mudderskred ikke var det største problem, det var væltede træer. Men japanerne er jo et effektivt folk og gode til at få ryddet op efter diverse naturkatestrofer, så de træer der var blæst omkuld var fjernet da vi sidst på eftermiddagen kørte op til hotellet for at få nøglerne til den hytte vi skulle overnatte i. En dejlig hytte med både udendørs og indendørs spa. Det udendørs spa fik vi desværre ikke brugt meget for der var så mange myg at vi simpelthen blev ædt op.

 Den Kinesiske Mur.

Årets højdepunkt var uden tvivl vorse tur til Beijing i Kina i oktober. Faktisk var det første gang siden 2015 hvor min mand fik kræft at vi rejste udenlands. Så det trak virkelig i os begge 2 for at komme ud at se og opleve fremmede kulture. Kina var på alle måder en fantastisk oplevelse. For mit vedkommende var det en kæmpe drøm der gik i opfyldelse da vi besøgte Den Forbudt By hovedsaglig fordi en af mine ynglingsfilm er Den Sidste Kejser og dele af filmen er optaget i Den Forbudte By. 

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet af Beijing, dels pga min mands holdning til Kina og alle de problemer der er rent politisk mellem Kina og Japan. Men det afspejler jo langt fra den almindelig kineser på gaden og jeg endte med at blive rigtig glad fordi min mand indrømmede at det var langt bedre end han havde troet og han nu har den holdning at bedste venner bliver Japan og Kina aldrig, men vi behøves altså heller ikke være uvenner og at vi godt kan tage til Kina igen i fremtiden. Når jeg kan få min mand til at ændre holdning til Kina på den måde er det virkelig store sager.

 Den Himmelske Fredsplads. 

Vi var der i midten af oktober lige efter de havde fejret National dag,

så alle blomsterne stod der stadig.

 På Mount Mitake.

Jeg har brugt naturen rigtig meget som medicin om min depression, derfor er jeg begyndt at vandre meget og gå ture næsten hver dag. For det meste går jeg i eller omkring Yokohama, men i starten af november udfordrede jeg mig selv til at bestige Mitake som er et bjerg omkring 70 km fra Tokyo og det er 929 m højt. Det er et fantastisk bjerg og der er en enestående udsigt ned over Tokyo. I klart vejr kan man se alle højhusene nede i Tokyo når man står på Mitake. Vi fik en rigtig god travetur på omkring 10 km rundt på Mitake hvor vi fik set både vandfald og stenhaver og ikke mindst den gode udsigt. Jeg skal helt klart fortsætte med at gå ture og vandre og udfordrer mig selv på de lidt højere bjerge engang imellem. 

Enoshima.

Jeg nåede ikke at få set så mange vinterbelysninger inden jeg tog hjem til Danmark på juleferie, hvilket jeg gjore allerede den 6. december fordi jeg virkelig savnede alle de der forberedelser der er op til jul. De sidste 3 år er jeg først kommet hjem lige op til jul fordi jeg venter indtil vi har været til opfølgning på hospitalet og har fået resultatet. Men i år havde jeg bare virkelig brug for at tage del i juleforberedelserne og bage småkager, lave rødkål og generalt bare julehygge inden det hele er overstået. Så min mand var alene på hospitalet da svarene på prøverne kom. Heldigvis var alt i skønneste orden ellers ved jeg ikke om jeg kunne have tilgivet mig selv. 

Så alt i alt har det været et år med mange op og ned-ture. 

Hvad skal det nye år så byde på, ja det vil kun fremtiden vise. Jeg håber det bliver et år med mindre nedturer og flere opturer end 2018 var det. Jeg er ikke en person med en masse nytårs fortsæt, jeg synes lidt det er noget pjat. Hvis man gerne vil ændre noget eller gøre noget hvorfor skal man så gøre det bare fordi det er nytår. Det kan man da gøre uanset hvilken tid på året det er. I øvrigt langt de fleste der har et nytårs fortsæt holder det ikke i længden, men opgiver efter 1-2 mdr. hovedsaglig fordi de ikke er nok motiveret til det og ikke har lagt en slagplan for hvordan de vil opnå det resultat de har sat sig for. 

Jeg vil gerne sige en stor tak til dem der stadig læser med her på bloggen. 2018 blev et meget dårlig år hvad angår indlæg, men jeg håber at råde bod på det her i det nye år. Jeg håber på at komme til at skrive lidt mere alsidigt, så det hele kommer måske ikke altid til at handle om Japan selv om det selvfølgelig stadig vil være omdrejningspunktet.