Naena Vandfaldet.

På grænsen mellem Nagano præfekter og Niigata præfekter ligger Naena vandfaldet, det er 55m højt. Og med lidt hiking kan man faktisk komme ret tæt på. Selvføldig er der den obligatoriske udkigs bro, men fortsætter man forbi broen og af de meget smalde stiger, kan man få en endnu bedre udsigt.
Vælger man at gå forbi broen som vi gjore, kan jeg kun anbefale at man har ordnelige hiking støvler på ellers glider man nemt, men også fordi det er virkelig meget ujævnt og nogle steder er der sten og rødder man går på. Jeg havde kun kondisko på, med det resultat at jeg var ved at sætte mig op til flere gange. Men det var helt klart det værd. Heldigvis er der mange kraftige grene at gribe fat i.Heldigvis tager det ikke ret meget mere end 20 minutter at hike derop, så selv for nybegyndere er det meget overkommeligt.

Lidt flere efterårsbilleder.

Pas på bjørnene. Disse skilte så vi mange steder, for der er vilde bjørne i Japan og der er mange af dem. Især i bjergområderne, det er brune og sorte bjørne. Når  vi gik rundt oppe i highlandet mødte vi tit folk der havde en lille klokke spændt fast på tasken eller i et bælte. Det er for at advare bjørnen om man er på vej og for at skræmme den væk. Noget af det mest farligeste er at overraske en bjørn, for den vil angribe dig af ren og skær forskrækkelse, så derfor hvis man går langt op i bjergene er det godt at have en klokke, så man kan undgå et møde med en af slagsen. Hvor meget det rent fantisk hjælper, vil jeg lade stå hen i det  uvisse.
Jeg synes ikke man høre særlig tit om at en bjørn har angrebet et menneske. Nogle gange er der dog en nyhed om at en bjørn har forvildet sig ned fra bjergene og er taget en tur i byen.
Et par dage før vi tog til Nagano, var der en bjørn der havde forvildet sig ned på tog stationen i Nagano og i de tidlige morgentimer var set luske rundt ude på sporene.
Når det sker bliver der tilkaldt en jæger som kommer ud og skyder den. Det kan jeg blive noget så hidsig over, for jeg forstår ikke hvorfor de skal dræbe den, hvorfor kan de ikke bare skyde den med en bedøvende pil og køre den op i bjergene igen og slip den løs. Jeg synes der er synd.
Men vi mødte ingen bjørne på vores tur, selv om jeg nu gerne ville have set bare en lille en.

Efterårsfarver

Så kom efteråret også til Japan. Vi har i den forbindelse været en tur i Nagano, hvor vi har været oppe i bjergene, hvor vi har kunne nyde det hele i fuld udstrækning.
Vi tilbraget en hel del tid i noget der hedder Shiga Kogen Highland, som ligger oppe i bjergene cirka 1 times kørsel fra Nagano by.
Det var bare så stor en oplevelse at køre rundt oppe i bjergene og den ene bjergskråning efter den anden er dækket af træer i gule, røde og brune farver.
Det blev så ikke bedre af at i de dage hvor vi var der var vejret perfekt, næsten for perfekt. Solen skinnede fra en skyfri himmel og himlen var så blå, det næsten var for godt til at være sandt. Vi havde været noget nervøse for om vi i  det hele taget ville være i stand til at komme ud og tage billeder for vejret er meget omskiftligt i bjergene, men det var overhovedet ikke noget problem.
Jeg kan ikke rigtig bestemme mig for hvilken årstid jeg bedst kan lide. Foråret med sine kirsebærtræer i fuld flor er et syn for gude, der kan få tårene frem i selv det mest koldhjertet menneske.
Men efteråret med sine gyldne farver der glimter i solen.............................er bare helt ubeskrivligt. Jeg kan virkelig godt forstå at mange japanere heller end gerne vil rejse rundt i deres eget land frem for at tage til udlandet, for man kan jo finde alt her i landet.
Pulserende storbyer badet i neonlys kontra freden og roen oppe i bjergene. Mange kender nok bedst Japan for Tokyo, Kyoto og kirsebærtræerne, men der er bare så meget andet hvis man tager lidt væk fra tourist områderne. En by som Nagano, der ligger i bjergene har faktisk nogle af verdens bedste ski sports steder.
Der er nok ikke mange der forbinder Japan med et sted man tager hen at stå på ski, men det er så forkert.
Der er 100 procent sne garenti, hvis man tager til nord og vest Japan. Og det er ikke bare 1 eller 2 meter, nogen steder er det op til 10 meter. og sæsonen starter gerne her i oktober-november og vare hen til marts mdr. Og når man så har stået på ski hele dagen, kan man om aften slappe af i en af de mange naturlige kilder og spa, som ligger som perler på en snor.
Nu har jeg efterhånden boet herude i 2 år og jeg bliver kun mere og mere begejstret for landet, men selvføldig savner jeg også Danmark en gang imellem, for der er dog nogle ting Japan ikke har.

Solnedgang over Solens Rige.

 Meget edited.

 Lidt edited og jo det er Mount Fuji man kan skimte gennem alle ledningerne.

 Ikke edited.

Som tidligere nævnt har jeg  jo fået den her kære iPhone og med sådan en følger der jo et væld af apps. man kan downloade til at ændre alle mulige ting ved ens billeder. Jeg har prøvet mig frem med flere forskellige,
men nogle gang synes jeg det bliver noget være sjusk og jeg ender med næsten ikke at have ændret noget alligevel. Oftes ændre jeg kun lidt på farven og lyset og så kan jeg godt lide at gøre billeder af blomster soft, så de bliver en smule sløret.
Jeg bruger en app. der hedder Instagram og der er mange flotte og professionale billeder, men nogle af dem er også edited så meget at man slet ikke kan se hvad det egentlig skal forestille. Jeg synes egentlig det er synd når man splitter et billede af til ukendelighed på den måde. Men sådan er vi heldigvis så forskellig, det ville jo virkelig være kedeligt hvis vi alle sammen var totalt ens.
På den anden side synes jeg også en lille smule editing kan gøre et billed flot. Når man ser billeder i magasiner og af modeller er der jo tit også blevet pillet lidt her og der.
Men som så meget andet er det om at finde en balance, så slut resultatet bliver noget man kan stå inde for.

Den store Buddha i Kamakura.

Jeg har skrevet om ham før, men jeg gør det gerne igen. Den store Buddha i Kamakura. Jeg kan ikke rigtig forklare hvad det er der er ved ham, det er bare overvældende.
At komme ind og se han stadig sidder på sin plads og stadig meditere giver en følelse af indre ro, som der i storbyens hektiske dagligdag kan være ret tiltrængt nogle gange.
Udover Hasedera tempel er det et af mine ynglings steder at komme i Kamakura.
Kamakura er bare så dejlig en by, den ligger cirka 30 minutter med tog syd for Yokohama og det er Japans skjulte skattekammer. Touristerne tager til Kyoto for at opleve kulturen, japanerne selv tager til Kamakura for at opleve kulturen. Der ligger over 100 templer i Kamakura og til forskel fra Kyoto er kamakura mere intim med smalle og snoet gader uden en masse neonskilte og der er små hyggelige traditionelle japanske restauranter, hvor det er far der står i køkkenet og mor der rander rundt og servere og hvor børnene kommer og hjælper i weekenden og ved helligdage.
Kyoto er også et dejlig sted med masser af oplevelser, men det er en storby hvor den moderne teknologi har gjort sit indtog, Kamakura er bare en hyggelig mindre by med lige så mange oplevelser unden moderne teknologi og så ligger Kamakura lige ned til Stillehavet og stranden, der altid er fyldt med surfere.
For mig er Kamakura Japans skjulte skattekammer og helt klart et sted jeg synes folk skal bruge et par dag, når de nu er kommet hele vejen herud alligevel.

Foto motiver.

Som de fleste sikkert ved er Japan et meget fotogent land og selv japanerne elsker at tage billeder overalt hvor de kommer.
Jeg elsker også selv at tage billeder og tager gerne på foto ture enten alene, sammen med min mand eller venner fra sprogskolen.
Lige siden jeg kom her ud har jeg taget mange billeder, dengang var det mere for sjovt og jeg havde bare et almindelig digital kamera der ikke kunne så meget. Nu har jeg så fået en iPhone 4s, jeg fik den egentlig fordi min mand ville have jeg skulle have en jordskælvs alarm til når jeg er alene. Det er en japansk app. man kan downloade, som lyder ligesom alarmen på tv hvis der kommer jordskælv i det område man er, en virkelig dejlig ting at have, især om natten.
Men med iPhonen kom der jo også et kamera og det er virkelig så meget bedre end mit digital kamera. Mit nye kamera er meget bedre til at stille skarbt og farverne er meget bedre. Siden jeg fik den for omkring 3 mdr siden har jeg allerede taget over 1000 billeder og jeg er virkelig begyndt at gå meget op i det med fotografering, teknikker og vinkler.
Jeg tager billeder af alt, undtagen 1 ting og det er andre mennesker. Jeg kan simpelthen ikke få mig til det, jeg ved ikke hvorfor, men det kan jeg bare ikke. Jeg har et par venner der godt kan gå under betegnelsen amatør fotografer og de siger begge at for at være en god fotograf må man også kunne tage et portrat foto.
Problemet er at jeg ikke kan lide at stikke et kamera op i hovedet på nogle jeg ikke kender, selv om man er i et offentligt rum er der jo stadig noget der hedder privat livets fred. Jeg tænker tit over hvor går grænsen egentlig, hvad er det i orden at tage billeder af og hvad er ikke i orden. Men det må jeg nok fortsætte med at tænke over, en ting er hvertfald sikkert jeg ender aldrig som papparazi fotograf for det er jeg simpelthen ikke kold nok til at kunne gøre.
Jeg drømmer stadig om at få et professionelt kamera, med mange flere funktioner end iPhonen og hvor man kan sætte linser på der virkelig kan zoome ind så man kan tage virkelige flotte macro billeder af mindre dyr og blomster (og nej ingen mennesker).
Men det må nok vente lidt endnu, men jeg vil fortsætte med at tage billeder og hvem ved, måske en dag kan jeg også placeres i kategorien amatørfotograf.