Jeg holde meget af at bage,men det er ikke så meget kage jeg får bagt. Jeg er mere til brød. Jeg har afprøvet ufatteligt mange opskrifter og ændret på lige så mange fordi jeg ikke har kunne få det rigtige mel eller de rigtige kerner herude. Først for nylig har jeg været i stand til at finde hørfrø. Da jeg fandt dem var jeg nærmest ved at give mig til at tude af glæde over endelig at have fundet nogen. Så måtte prisen være det den var, de skulle med hjem. Jeg bager selv alt mit brød for jeg er så træt af japansk brød der stort set kun er hvid brød uden kerner eller nogen form for fibre eller sødt brød og det gidder jeg bare ikke.
Men ud over brød så sker det da en gang imellem at jeg får lyst til chokolade kage. Ærlig talt hvem kan leve uden chokolade kage bare en gang imellem, jeg kan ikke.
Så da jeg ingen aftaler havde i dag skulle den selvfølgelig stå på bagning og det skulle helt klart være noget der indeholdt hørfrø, nu jeg endelig havde fundet dem.
5 dl lunkent vand
50 g gær
1 dl olie
1 spsk salt
1 1/2 dl havregryn
2 dl hørfrø
2 dl solsikkekerner
800 g mel
Rør gæren ud i vand og olie. Tilsæt frø, salt og mel. Jeg rister altid mine solsikkekerner og græskarkerner hvis de skal i en opskrift fordi jeg synes smagen af dem bliver bedre, men det er op til en selv om man vil.
Ælt det hele godt, cirka 10 minutter. Endnu bedre er hvis du har en røremaskine dejen kan æltes på, det har jeg ikke så det er ved håndkraft.
Form 2 brød der sættes på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve i 30 minutter, hvor efter de pensles med æg eller vand og ridses let.
Bages ved 225० i 20-25 minutter.
Duften af nybagt brød er noget der er med til at give en god dag lige så vel som at sætte sig ned med en kop te og lunt brød hvor smøret langsomt smelter. Det er godt.
Chokolade kage.
Jeg bager ikke kage særlig tid, mest fordi vi ikke når at få det spist inden det bliver tørt og kedeligt. Meeen en gang imellem bliver lysten til chokolade kage for stor og så er det jo heldigvis ikke den store videnskab lige at bage en chokolade kage. Eller rettere sagt det kan godt være lidt af en videnskab at undgå at den bliver tør og ikke smuldre når man skærer af den. En chokolade kage skal jo helst være blød og svampet.
Jeg synes efterhånden jeg har fået sammensat en opskrift der giver en blød og svampet kage som ikke smuldrer når man skære af den.
6 spsk kakao
250 g mel
250 g sukker
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
2 æg
150 g smeltet smør
2 1/2 dl vand
Sigt de tøre dele sammen. Tilsæt æg, smeltet smør og vand. Pisk det forsigtigt sammen til en ensartet dej. Hæld dejen i en bradepande med bagepapir. Bages ved 170० i 35 minutter.
En anden hemmelighed til en svampet chokolade kage er ikke at bage den ved for høj temperatur. Dem jeg har bagt ved 200० er ofte dem jeg synes bliver tøre. Men omkring 170०-175० så bliver resultatet noget andet.
Hvad skal du lave i weekenden ? Bage, ud at nyde efterårets smukke farver eller måske begge dele ?
Uanset hvad håber jeg det bliver en god weekend.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar