Mindedag.

Idag er store mindedag, idag er det 6 mdr siden det store jordskælv ramte her i Japan, det er blevet mindet mange steder især i de områder der blev hårdest ramt.
Idag er det også 10 år siden 2 fly fløj ind i World Trade Center og ændrede verden for altid og for alvor gjorde os opmærksom på at uanset hvor vi befinder os vil vi aldrig være sikker.
Her i Japan bliver begge begivenheder mindet, men selvføldig nok mest offerne for jordskælvet og tsunamien.
Jeg sad og læste nogle kommentare inde på TV2 facebook side på spørgsmålet om hvordan denne dag har ændret dit liv og jeg blev virkelig vred over nogle af de kommentare der kom, nogle mente det var USA egen skyld og de fortjente det der skete, andre var bare trætte af at de brugte en hel dag på at sende fra mindehøjtidligheden og kan ikke forstå hvorfor vi skal blive ved med at mindes denne dag.
Vi skal blive ved med at mindes sådan nogle dage og dem der har brug for det skal have ret til at mindes og ære dem de mistede.
Med mindre man selv har prøvet at gennemleve sådan en form for katestrofe, vil man aldrig kunne forstå de følelser af frygt og usikkerhed man gennemlever.
Da de to fly fløj ind i Tårnene var så syrrealistisk og uvirkeligt og uanset om man vil det eller ej har det ændret en for det ændrede så meget i hele verden.
Så lad amerikanerne have deres mindedag, de har brug for det.
Det er 10 år siden, men selv for mig kan jeg huske det som det var igår. Man kommer vidre med livet, det tager sin tid, men det gør man rent faktisk.
Jeg mener for at have en fremtid må man også huske fortiden og lære af den, ellers ser det meget sort ud.
Både mig og min mand har mindes jordskælvet idag, ikke på nogen special måde, men vi gik hele tiden og holdt øje med klokken, vi sad faktisk på en restaurant og spiste kl 14.46 og på det tidspunkt sad vi bare stille og kiggede på hinanden og var dybt taknemlig over at vi kunne sidde der idag.
Jeg har gjort mig mange tanker i løbet af dagen, det ved jeg vi begge har, min mand har mange amerikanske venner eftersom han har boet 3 år i Californien så mange tanker er også gået over Stillehavet idag.
Her i Japan går livet også stille og roligt vidre, der er begyndt at være længere mellem efterskælvene, nu mærker vi dem kun et par gange om mdr. . I starten var jeg ikke så glad for det, for nu var jeg jo blevet vant til dem et par gange om ugen, så da der begyndte at blive længre mellem dem begyndte jeg jo straks at ane uråd. Min mand har dog fået mig forsikkret om at det er fordi det er faldet mere til ro og det er blevet mere normalt. Før det store jordskælv var det også kun et par gange om mdr.
Mange af dem der boede i evakueringscentre har fået et midlertidligt hjem og stort set alle centrene er lukket ned nu. Stort set de eneste der stadig bor i centre er dem fra Fukushima, der ikke kan vende hjem pga for høj radioaktiv i jorden og fordi de har boet inden for den sikkerhedszone der nu er omkring Fukushima Daishi.
Hvad angår Fukushima værket går det fremad, det går langsomt med fremad og de følger og holder den køreplan for nedlukning af værket der er blevet udarbejdet.
Der er stadig lidt under 5000 personer der ikke er blevet fundet og nok desværre heller aldrig bliver det eftersom de er blevet ført ud i havet da det trak sig tilbage.
Katestrofen for 6 mdr. siden er den 4. største naturkatestrofe i verden og alt det der fuldte efter gjorde det ikke nemmere eller mindre forfærteligt.
Men som sagt, man kommer vidre uanset om man bor i New York eller Japan, men på dage som i dag er det nødvendigt at stoppe op og mindes og værdsætte hvor heldig man er og det man har, for selv om man ikke er millionær og ejer alverden, så har man stadig det mest værdifulde man nogensinde kommer til at eje, nemlig selve livet.