Her bor vi

Disse billeder er taget fra 11. etage i den bygning vi bor i lige i øjeblikket. Forhåblig skal vi snart flytte til en større lejlighed. Udsigten heroppe fra er fantisk og jeg elsker at stå og kigge ud over Yokohama, men mig og min mand har en evig diskution om hvor højt eller lavt vi skal bo. Jeg vil gerne bo højt oppe så jeg kan nyde udsigten, men det vil min mand ikke for når du bor så højt oppe føles jordskælv meget mere kraftig end det er. Mit modagument er så at der jo ikke er jordskælv hver dag men man kan nyde udsigten hver dag, så vi har nu nået et kompromi der hedder at vi højest bor oppe på 8. etage

Sygdom

Jeg har bare fået en rigtig dårlig start på det hele herover, dagen efter jeg var kommet blev jeg mega forkølet og endte med at ligge i sengen i 4 dage med 38,6 i feber. Jeg er stadig noget snottet, men jeg har ikke feber mere. Selv nytårs aften lå jeg i sengen, så det blev ikke til meget japansk nytårs, desuden var min mand på arbejde så jeg var helt alene hjemme. Jeg havde ellers bare glædet mig sådan til at opleve det japanske nytår og købt champagne i lufthavnen, men den har vi stadig og jeg har stadig til gode at opleve det japanske nytår.
Igår var vi sammen med min svigerfar oppe og hjælpe med at gøre rent og rydde op i bedstemors lejlighed, det brugte vi det meste af dagen på. Bagefter var vi ude at spise i et stort indkøbscenter nede ved havnen. For at komme fra p-pladsen og over til centret skal man over en bro der er rund. Da vi var nået midt ud på broen kunne jeg godt mærke der var nogle rystelser, men hverken min mand eller svigerfar sagde noget, så jeg slog det hurtig hen med at det nok bare var fordi jeg ikke var helt rask endnu. Da vi havde spist og skulle tilbage var det der igen, så da vi kom hjem spurgte jeg om der havde været jordskælv eller hvad??? nej det havde der ikke, det er den store mængde af biler der køre under broen der får den til at "ryste" en smule. Det var faktisk lidt ubehageligt.
Imorgen kommer vores nye køleskab, nej hvor jeg glæder mig til at få fryseplads, det er der nemlig ikke i det vi har nu.

Farvel Danmark, goddag Japan

Endelig fremme.

Saa er jeg endelig fremme efter store forsinkelser i baade Aalborg og Kobenhavn. Vi skulle vaere flojet fra Kobenhavn 15.40 men vi fik ikke gront lys til take off for kl 17.15 fordi flyet skulle afises og fordi de kun var istand til at holde en bane aaben der blev brugt til baade landings og startbane.
Jeg var heldigvis i stand til at sove det meste af turen, saa jeg var ikke alt for traet da jeg endelig naaet herud. Det var bare saa dejlig at se min mand igen efter 7 mdr.
Lejligheden vi bor i er lille men faktisk meget hyggelig.Kokknet er ikke saerlig stort, faktisk kun en vask og 2 gasblus og nogle hylder. Saa er der et badevaerelse med badekar og toilet, det er ikke normale efter japansk standart at toilet sammen med resten af badevaerelset, men det er det i smaa lejligheder. Vi bor faktisk meget traditionelt japansk, vi sover paa futonmaatter fordi de kan pakkes sammen om dagen saa der er mere plads. Vi bor i et stort bygningskompleks hvor der er 12 bygninger hvor der er ialt 1600 lejligheder, saa jeg skal nok fare vildt den forste tid for set udefra er de alle ens. Lige ved siden af er der en elemertry school, det er en skole for born i alderen 6 til 12 aar.
Her til morgen var jeg nede for at handle ind paa egen haand, der ligger et lille supermarket nede for enden af lejlighederne, der er ogsaa en gronthandler og noget der lignede en slagter/fiskehandler, saa det er rart at have det saa taet ved isaer lige her i starten. Det tog mig 20 minutter at finde ned til supermarket og det gik da helt galt da jeg skulle hjem, fordi alle lejlighederne er ens, saa det endte med at jeg satte mig paa en baenk paa en lejeplads og ventede paa min mand, for jeg have sagt at hvis jeg ikke var hjemme igen inden en time maatte han gaa ud for at lede efter mig. Vi er nu blevet enig om at vi skal have sat noget paa doren saa den skiller sig ud fra alle de andre saa jeg bedre kan finde vores lejlighed naar jeg er nodt til at gaa ud alene naar min mand er paa arbejde.
Igaae efter jeg var landet var vi ogsaa paa city office, det kan nok mest samlignes med en kommune. Jeg skulle registres som bosat her i Kanagawa og have en sygeforsikring, det hele tog omkring 1 time at faa registreret.
Idag skal vi ind til byen saa jeg kan faa en telefon og ellers skal vi bare hygge os. Imorgen skal min mand paa arbejde saa der er jeg overladt til mig selv, jeg vil prove at lave noget japansk mad efter en japansk kogebog jeg har faaet, det staar heldigvis baade paa engelsk og japansk, saa hvis der er nogle ingredienser jeg mangler kan jeg bare tage bogen med og pege og saa haabe paa de forstaar.

Næste stop Japan.

Så er det imorgen jeg skal afsted, jeg er begyndt at have lidt sommerfugle i maven, nok mest pga vejret og alle de problemer snevejret har skabt for flytrafikken på det seneste. Sidst jeg tjekkede sas' hjemmeside så det hele ud til at af gå til tiden, så det håber jeg virkelig også det gør i morgen, for så skriger jeg så taget på lufthavnen letter.
Det kommer til at tage omkring 15 timer alt i alt, med 4 timers ventetid i Kastrup.
Jeg burde nok egentlig ligge mig til at sove, så jeg er udhvilet, men på den anden side vil jeg også gerne være træt nok til at jeg kan sove på den lange tur ud, så jeg ikke kommer til at lide for meget af jetlag, selv om det nok ikke kan undgået helt efter at have været indespærret i en hametisk lukket sardindåse over Siberien i 10-11 timer. Jeg skulle meget gerne lande ved 10.40 tiden i Tokyo, så jeg vil gerne kunne holde mig vågen indtil omkring kl 9 om aften.
Det bliver bare så godt at se min mand igen efter næsten 7 mdr, hvor jeg kun har set ham via webcam over skype.
Jeg glæder mig til at skulle bo i udlandet og lære og opleve en anden kultur. Det er et stort ønske der fra min side bliver opfyldt, jeg har nok altid bare mest søgt mod engelsk eller fransk talende lande, for der kan jeg sproget, her er jeg bare tvunget til at lære alt fra bunden.
Jeg tror det er sundt for mennesker nogle gange at kaste sig ud over klippen og se om vingerne kan bære, i stedet for bare at sidde i sofaen og lade livet passere en, man må ud og være en del af det.
Det bliver ikke nemt i starten, det var det heller ikke da min mand kom her, men trods alle op og nedturene vil jeg ikke bytte for noget som helst.
Mange tror at et ægteskab med en udlænding er extra hårdt, men til det kan jeg kun sige at det er ikke hårde end andre ægteskaber, det kræver kompromi og gode lytte og taleevner og stor forståelse og respekt for ens partner og det gør det vel stort set i alle ægteskaber uanset om ens partner kommer fra Tønder eller Tokyo.
Den største gave i et blandet ægteskab er helt klart at man lære meget om tolerance og se tingene med andre øjne, vi har det godt her i Danmark, uden tvivl. Men jeg har også lære at vi desværre ikke er særlig god til at behandle hinanden ordneligt, min mand har 3 gange oplevet at blive spyttet efter og det kan pisse mig af i en grad af arrigskab, der for dem der kender mig personligt vil vide at det slet ikke ligger til mig.
Jeg ved godt at mange ikke kan lide udlændinge, men jeg vil gerne spørge dig om hvorfor kan du ikke det? Hvor mange kender du egentlig med en anden kulturbaggrund end din egen? De er mennesker af kød og blod ligesom os og ja der er mange "slemme" udlændinge men der er altså virkelig også mange "slemme" danskere og der er mange gode udlændinge og mange gode danskere. Det hele kan samles i et ord jeg har fået tæt ind på livet, uvidenhed. Uvidenhed skabt af medierne der nok skal sørge for at fortælle alle de dårlige historier der skaber had, men hvad med alle de gode historier, dem høre vi jo aldrig noget om. Uvidenhed fordi vi danskere har det bedst med at passe os selv og ikke tage imod det ukendt og fremmede men helst vil holde os på vores eget lille matrikelnummer. Uvidenhed der igen hindre os i at taget det berømte spring ud over klippen, fordi vi ikke ved hvad der så sker. Det får mig til at tænke på et dansk ordsprog der lyder, det er bedre at have prøvet og fejlet end slet ikke at have prøvet noget. Og det er jo så sandt som det overhovedet kan være.
Så det gør vi, imorgen kaster jeg mig ud over klippen ned i det ukendte og så må jeg se hvad der sker.
Uanset hvad der sker i det ukendte vil jeg forsøge at møde det med et åbent sind og accepter at sådan er det her og det er der ikke noget forkert i selv om jeg synes det er underligt, for det kan jo godt være det er mig der er underlig og ikke de andre.
Det var sidste gang i denne omgang jeg skriver fra Danmark, næste indlæg kommer fra Yokohama hvor vi skal bo, men selvføldig kommer jeg hjem og besøger familie og venner her og jeg håber da også jeg får besøg herfra, for flyene går trods alt begge veje.

Dagens lektion i japansk
watashi no nama'e wa Inger-Marie des = mit navn er Inger-Marie

En uge til afgang.

Så er det hele ved at være i orden, alle papirene har endelig de rigtige datoer og jeg har fået en flybillet, så jeg håber ikke det kommer for meget sne over det nordjyske så flyene ikke kan lette fra lufthavnen.
Den sidste mdr. har været noget stressende, men nu føler jeg selv jeg er ved at have styr på det. Der mangler kun at blive gjort rent i lejligheden, så skal jeg ikke tænke mere på det.
Så skal jeg lige arbejde 3 gange mere, så er det også overstået, det er lidt underligt at tænke på at mange af de ting jeg gør i øjeblikket er for sidste gang. Denne weekend var min sidste weekend vagt. De fleste af mine kunder har efterhånden fundet ud af at jeg rejser, en har endda sagt så kommer han ikke mere og handler når jeg ikke er der, meeen det tror jeg nu ikke på.
Selv om det hele er lidt vemodigt og jeg skal sige farvel til mange ting, glæder jeg mig også bare til at se min mand igen nu, det er snart 7 mdr siden han tog afsted.
Når jeg kommer derud skal vi til begravelse, for min mands bedstemor er lige død. Hun bliver begravet efter buddistisk skik og tradition, hvilket er en del anderledes end man gør her hjemme. Det foregår over 3 omgange, først har man en aften cermoni hvor familien samles og mindes og tager afsked med den afdøde, dagen efter bliver hun brændt og asken kommes i en urne. Herefter skal der gå 49 dage inden urnen må sættes i jorden, hvorfor ved jeg ikke men det skal jeg nok finde ud af for det er den del af begravelsen jeg skal tage del i.
Urnen skal sættes ned ved siden af min mand bedstefar, som døde for en del år siden.
Jeg er rigtig glad for at jeg på en tidliger rejse nåede at møde hende, jeg tror aldrig jeg har mødt så smidig en 85-årig dame som hende, det er nok det jeg vil huske hende for, smidighed.
I Japan bliver alle brændt når de dør, det er en tradition, men også fordi der ikke er plads til store kirkegårde som vi kender det her fra Danmark. I Japan kan en kirkegård godt ligge på en bakkeskråning eller klemt inde mellem beboelsehuse eller højhuse. Det hedder jo egentlig ikke en kirkegård, for de har jo ikke kirker men templer, så det må hedde gravpladser.
Jeg skal nok fortælle mere om dette når jeg er kommet derud og har fået ting og sammenhæng forklaret noget bedre. Lige nu vil jeg bare glæde mig over at alt det hårde arbejde har båret frugt og at ventetiden er ved at være forbi.
Jeg er også begyndt at tænke på at jeg skal lær et helt nyt sprog nu og jeg er da også begyndt at lære nogle små sætninger og ord det kan hjælpe mig i det daglige når min mand ikke er der til at ordne det hele.
Så her kommer første lektion i japansk

Doomo arigatoo = mange tak

De fleste japanere bruger kun doomo, men det er mere høfligt at sige begge dele så det bliver den form jeg vil benytte mig af, fordi jeg for dem er en fremmede i deres land.

Tatoveringer.

I Japan har tatoveringer en special betydning, de signalere at man er en del af den japanske mafia, yakuza.
Almindelige mennesker har ingen tatoveringer, for så vil du ikke kunne få adgang til et spa. Spa og varmekilder er meget populært i Japan og det er noget folk meget ofte benytter.
Da jeg var yngre ville jeg gerne have en tatovering, men idag er jeg glad for af jeg aldrig fik gjort noget ved det, for så ville størstedelen i det spa jeg kon ind i nok hurtigt forsvinde. Ok, overdrivelse fremmer forståelsen. Nu er jeg jo ikke japaner og japanere ved god at udlændinge med tatoveringer ikke nødvendigvis er medlem af mafiaen.
Der er også en anden måde man kan se om en person er fra mafiaen, de mangler er led af lillefingeren. Det er hvis de har gjort noget forkert og er blevet irettesat af et højrestående medlem.
Der findes en bog der hedder "Hostess for Mafiaen"og er skrevet af en dansk pige der hedder Annette Duncan Carter, hun har boet i Japan og har arbejdede for mafiaen som en slags glædespige, der skulle lokke penge ud af rige japanere, den er faktisk ret så interesant læsning.
Det med tatoveringerne får mig også til at tænke på en film med Viggo Mortensen, den der hedder Eastern Promise. Viggo spiller en politibetjent der infiltrere den russiske mafia og det meste af hans krop er dækket af tatoveringer, der fortæller hvilken forbrydelser han har begået og hvilke fængsler han har siddet i. Det er lidt det samme tatoveringer fortæller i Japan.
Jeg kan huske et interview med Viggo Mortensen hvor han fortæller at en after gidder han ikke vaske dem af fordi det tager lang tid om morgen at lave dem, så han går ud på en restaurant for af spise og der er et ældre ægtepar der bliver så bange for ham pga tatoveringerne at de ikke vil sidde ved siden af ham.
Jeg kan godt lide tatoveringer, der er mange hvor det ser godt ud. Man skal bare være sikker når man får lavet en for den er der resten af livet og for alle er det ikke bare en måde at udsmykke kroppen på. Selv om jeg synes det ser godt ud vil jeg ikke have en tatovering. Jeg vil gerne have så jeg kan gå i spa uden at skræmme nogen.

Ynglings steder.

Der er flere steder jeg elsker at komme og glæder mig til at jeg kan komme der mere ofte. Et af dem er Chinatown. Når man går ind af den store farvestrålende port er det som at tråde ind i en anden verden, med lanterner i stedet for lygtepæle og duften af al den lækre mad der bliver lavet i de små gadeboder. Det er et stemningsfuldt sted hvor der altid er mange mennesker. Jeg glæder mig som sindsyg til jeg skal opleve det kinesiske nytår, med dragedans og trommer. Jeg ved ikke lige præcis hvornår det falder næste år, men det plejer at være i feb. Chinatown er et stort virvar af gadebode, restauranter, templer og forretninger der sælger stort set alt hvad hjertet begærer. Chinatown består af nogle hovedgader, men det er absolute sjovest at gå væk fra de store gader og lade sig fare vild i de små gyder.
Et andet sted hvor jeg også synes det er fantastisk at komme er black marked street eller Ameya yokocho. Det er en handelsgade med en masse boder der sælger alt muligt fisk og tang. Jeg har aldrig set så stort et udvalg af fisk, skaldyr og andet godt fra havet. Og så er der blæksprutter, fra de mindste baby blæksprutter til kæmpe stykker hvor man helst ikke vil vide hvor stor den egentlig var. Der var også en mand der stod og kogte og tilberedte tang og det stank noget så forfærtligt. Jeg elsker fisk, men er ikke så god til det med tang endnu, men det er helt sikkert et sted hvor jeg vil komme til at gøre mange indkøb. Angående navnet er der en grund til det hedder som det gør. Lige efter krigen, hvor der var mangel på alt var der meget sortebørshandel her og navnet har ligesom bare hængt ved den dag idag. Min mand kender området bedre end mig og ser derfor nok også ting jeg ikke ligger mærke til, men selv om mange japanere handler der dagligt er det et sted man skal passe på for det skulle være et område hvor den japanske mafia har en del at sige. Bl.a ville min mand ikke have at jeg tog billeder der eller gik med mit kamera fremme da det nemt ville kunne provokere de forkerte. Men jeg må sige jeg på ingen måde så eller mærkede noget ubehageligt mens vi var der, men det var selvføldig også i dagtimerne. Jeg sagde engang til min mand, jeg synes vi skulle have lejlighed der i nærheden, men jeg kunne også hurtigt se på hans ansigtsudtryk at det skulle vi ikke, men det er nok også godt nok vi ikke skal for udover mafiaen er der også hjemløse i en park der ligger bag ved gaden.
Et trejde sted jeg kan lide er Shibuya og Harajuku, det er et sted hvor ungdommen kommer og hvor de mere frie kommer i deres kostumer med gult eller lilla hår. Jeg har et meget specialt minde derfra. Vi er på stationen og pludselig ser jeg en person komme gående imod mig, tættere på kunne jeg se det var en mand pga adamsæblet. Men han var klædt i en lang sort kjole, sådan en blondekjole der ligner en brudekjole og med sorte støvler og en sort blondeparasol. Man kan ikke se hans ansigt for han har bandager på der får ham til at minde om Frankensteins brud. Jeg har tit tænkt på ham som han kommer gående der med ret ryg og hovedet holdt højt, som det mest normale. Hvis det havde været her i byen, ville folk nok have ment han var stukket af fra den lukkede afdeling. Men lige der hørte han hjemme lige så meget som alle os andre og det er det jeg godt kan lide, der er plads til at man kan og endnu vigtigere MÅ være anderledelse.
Der er mange andre steder jeg også godt kan lide men de her steder har virkelig gjort et indtryk på mig og jeg glæder mig til at skulle gense dem.