2 dage rundt i Izu.

Vi har lige været på en 2 dages tur til Izu. Izu er en halvø der ligger lige syd for Hakone. Izu er lidt lige som Hakone, et sted hvor mange har en sommerbolig og hvor mange fra Tokyo og Yokohama tager ned i weekenden og op i bjergene, især her om sommeren hvor der er varmt og luftfugtigheden er høj er det et yndet tilflygts sted. Izu er bjerg område og har mange spa hoteller og 1-dags spa. Spa og natur er da også det størstedelen tager til Izu for og det var heller ingen undtagelse for mig og min mands vedkommende. Der findes en del vandfald i Izu og det var for mig det jeg havde glædet mig mest til og jeg blev da heller ikke skuffet, tværdigmod.

 Joren Vandfald.

Det første vandfald vi besøgte hedder Joren vandfald. Det er på top 100 over de bedste vandfald i Japan.

Faldet er 25 meter og det er meget natur skønt område. Det er ikke særlig svært at komme ned til vandfaldet, det er træpper og en lille asfalt sti hele vejen.

Der er et gammelt japansk folkesagn der knytter sig til stedet. Det siges at det er hjem for Jorogumo. Jorogumo er en edderkop der kan forvandle sig til en smuk og forførende kvinde. For længe længe siden sad en mand ved vandkanten med fødderne i vandet og hvilede sig. Han opdagede at en edderkop var ved at spinde et net om hans fødder  og for at komme fri måtte han skære det op. Han anbragte spindet på en træstuppe, men pludselig blev den rygget op med roden og trukket ned i vandet. Efter denne historie blev folk bange for at gå ned til vandfaldet. Men en dag kom en tømmere fordi som ikke kendte til historien og han begyndte at hugge træer ved vandfaldet. Uheldigvis tabte han sin økse i vandet og da han ville gå ud efter den kom en smuk kvinde til syne og hun gav han hans økse tilbage, dog på den betingelse at han aldrig måtte fortælle at han havde set hende. Selv om det er svært for tømmeren holder han sit løfte, indtil en dag hvor han er så fuld at han taler over sig om den smukke kvinde ved vandfaldet. Eftersom han er fuld falder han i søvn, men vågner aldrig op igen.

På vej op fra vandfaldet så vi faktisk en stor edderkop, men om det var Jorogumo må stå hen i det uvisse ;-)

  Et af  Kawazu 7 vandfald.

Ikke så langt fra Joren vandfald ligger der et vandre område der i Japan er meget kendt fordi der ligger 7 vandfald lige efter hinanden. Det er kendt som Kawazu 7 vandfald. Det største er 30 meter og det mindste er 2 meter. Lige i øjeblikket kan man ikke vandre op til det 7. vandfald fordi stien derop er blokeret at jord og sten skred p.g.a alt den regn der er faldet på det sidste, men de 6 andre vandfald er der ingen problemer med at nå frem til. Da disse vandfald er populære er vejen rundt til dem også meget fremkommelig og der er stier og broer så man nemt kan komme frem. Det er virkelig et dejligt område, en skjult perle. Jeg kunne ikke lade værd med at tænke på det må være absolut magisk om efteråret når træerne skifter til deres røde, gule og brune farver. Men sommerens friske grønne farve der giver skygge for den brændende sol er nu heller ikke det værste. Selv om det var gråt og overskyet det meste af turen har jeg dog fået en meget rød nakke.

 Kysten på øst siden af Izu.

Efter vi havde været ved vandfaldene stoppede vi ved Den Franske Rosenhave, men damen der sad ved billetlugen var så venlig at informere os om at alle roserne næsten var afblomsteret nu og billetprisen var den samme som da de stod i fuld flor, så vi blev enig om at det ville vi ikke bruge penge på så vi valget at finde et sted at stoppe langs kysten på vej op til det spa hotel hvor vi skulle overnatte. Vi stoppede ved et sted hvor der var et fyrtårn man kunne gå op i. Jeg kunne forestille mig at i klart vejr måtte der være en hel fantastisk udsigt, men den må vi have til gode for det var gråt og overskyet. På vej ud til klipperen slog det mig at der var ingen hegn eller afspæring til at forhindre folk i at falde ud over. Det var kun et par steder hvor der var en form for afspærring. Vi kom da også forbi et skilt hvor der på japansk stod at hvis du overvejer at begå selvmord og kaste dig ud fra klipperne så vær venlig at ringe på et af disse telefon nummere. Nummerne var til en hotline der skal forsøge at tale folk fra at begå selvmord.

Jeg synes det var et helt fantastisk sted og jeg var dybt facineret af klippe formationerne. Jeg fandt da også et sted hvor jeg ville kunne sidde i timevis og filosofere og skrive digte mens jeg bare kiggede ud over Stillehavet og klipperne. Jeg kunne slet ikke sætte mig ind i hvordan nogen ville kunne være i stand til at tage sit eget liv så smukt et sted fyldt med så meget inspiration.

Men desværre kunne jeg ikke sidde så længe, for der var stadig et stykke vej op til hotellet og vi var ved at være trætte og sulten efter en lang dag, så vi besluttede at nu kørte vi op til hotellet så vi kunne gå i spa inden vi skulle have serveret aftensmad. Klokken 22.00 var vi begge gået fuldstændig kold, men da havde det også været en lang men god dag.

 Bjerget Omuro.

Næste dag var første stop et bjerg der hedder Omuro. Det er en død vulkan og man han gå hele vejen rundt om krateret. Omuro er 580 meter højt. Krateret har en diameter på 300 m og en dybde på 70 meter. Nede i krateret er der en bueskydnings bane og man kan leje bue og pile i en lille forretning der ligger lige når man kommer op. Man kommer op ved at tage en lift. Den kører ikke særlig hurtig så der er masser af tid til at nyde udsigten. På en dag med klart vejr vil man kunne se Mt.Fuji, men hun gemte sig godt lige den dag vi var der. Det er nok det nemmeste bjerg jeg nogensinde har besteget, hvis man da kan sige det når man ikke har gået hele vejen op men taget en lift. Vi gik hele vejen rundt om krateret og jeg kiggede efter en sti for dem der vælger at vil gå op men jeg kunne ikke finde nogen, så jeg blev lidt i tvivl om, om man rent faktisk kan gå op eller eneste vej op er med liften. Bjerget er meget kendt blandt søfolk, fordi det er meget let genkendelig på afstand og derfor bruges som pejlingsmærke. Der står en række af Buddha statuere der vender ud mod Stillehavet der skal beskytte søfolk og sikker dem en god rejse. Da vi gik rundt om krateret bemærkede jeg at der var rigtig mange sommerfugle og nogle af dem var rigtig store, næsten lige så stor som en hånd, men de var ikke særlig samarbejds villig for de ville bare ikke sætte sig så jeg kunne komme til at tage et billede af dem, det var jeg ret irreteret over, men sådan er det jo med naturens dyr.

 Toi Guldmine. Et lille tempel inde i minen hvor toriien er belagt med ægte guld.

Efter vi havde gået rundt om Omuro besluttede vi at vi ville køre over 2 bjergpas og over til vest siden af Izu hvor der ligger en guldmine, der er meget berømt, i hvert fald i Japan fordi de ejer verdens største guldbar. Men først skulle vi lige over 2 bjergpas og det endte med at blive noget af en udfordring for mig fordi jeg blev køresyg. Når vi bare skal køre op eller ned eller lige ud har jeg ingen problemer. Problemet starter så snart der er mange sving og her var der virkelig mange sving. Så da vi efter 1 1/2 time nåede frem var jeg totalt udmattede og grøn i hovedet, så jeg var virkelig glad for at komme ud og få noget frisk luft. Toi er egentlig bare en lille bjergby, men i Edo perioden og tidligere var det en meget vigtig by p.g.a deres guldminer, hvor der blev hentede enorme mængder guld ud fra. Minen strækker sig flere 100 km ind i bjerget, men det er kun en rute på omkring et par km man kan gå inde i minen. Ruten fortæller om livet i minen og hvordan det har været at arbejde dernede. Det hele er illustreret med dukker og beskrivelser på både japansk og engelsk. Minen åbnede i 1601 og i den tid den var åben blev der hentede 40 tons guld og 400 tons sølv ud. Desværre var japanerne ikke gode handelsfolk og de vidste ikke hvad værdien var på guld og sølv og derfor endte meget af det med at blive byttede væk for andre varer og japanerne antog at guld og sølv havde samme værdi. Meget af det blev byttede væk til udenlandske handelsrejsende til langt under den værdi det egentlig har. De handelsrejsende synes selvføldig at de gjore nogle rigtig gode handler for de kendte godt den sande værdi af guld og sølv. Minen blev lukket i 1965 og idag er det museum.

 Toi Guldmine. Verdens største guldbar, den vejer 250 kg.

Toi Guldmine ejer verdens største guldbar. Selv om den står i en montre kan man stikke hånden ind og rører ved den. Den blev smeltet den 11 juni 2005 af Mitsubishi Materials Corporation. Den står i Guinness Verdensrekord bog som den største guldbar i verden.

Efter vi var færdig ved guldminen valgte vi at køre af Rute 1 op til Hakone for at gå i spa. Store dele af Rute 1 er det der er den Gamle Tokaido Vej. Det er en vej der fører fra Kyoto til Edo (idag Tokyo) og det var den vej man brugte i gamle dage når man skulle frem og tilbage mellem de 2 byer. Idag findes der ikke meget af den gamle vej andet end brudstykker og mindes mærker. Havde det ikke lige været for Utagawa Hiroshige og hans tegninger over de 53 stop på den Gamle Tokaido Vej ville den højst sansynligt være glemt idag, men takkede være de tegninger er det idag en historisk rute der forbinder Kyoto med Edo. En gåtur der varede omkring 3 mdr. men som idag kan gøres på 3 timer hvis man tager shinkansen. Men vi kørte af den Gamle Tokaido Vej over til Hakone hvor vi valgte et spa der hedder Tenzan.

Tenzan Spa.

Tenzan Spa er  varmekilde direkte fra undergrunden og det kan man også mærke for vandet er rigtig varmt. Inde i damernes afdeling er der et urtebad og flere forskellige udendørs spa. Et af badene er inde i en bjerghule, man går simpelthen ind i bjerget og så kan man se det reneste kildevand komme ud af bjerget og så kan man sidde der inde i hulen og slappe af i det varme vand. Det var virkelig en oplevelse. Nu tættere man satte sig ved vægen nu varmere var vandet, men den del af badet der lå uden for hulen var mere tempereret. Men det var helt fantastisk, det er mit nye ynglings spa. Jeg sagde da også til min mand da vi kom ud at her ville jeg i spa 1 gang om mdr. hvortil jeg fik at vide at det skulle jeg ikke regne med det skete. Ikke fordi det var dyrt, men mere fordi det er en lang køretur. Det tog da også næsten 1 1/2 time inden vi nåede hjem. Og ærlig talt så kan jeg godt se det er langt at køre for et bad uanset hvor dejligt det var. Men en ting er sikkert, det er ikke sidste gang jeg har været i Tenzan Spa og jeg vil anbefale det til alle der tager til Hakone.