Da jeg var teenager og i 20'erne holdt jeg meget af at læse bøger og jeg havde samlet noget nær mit eget pirvate bibliotek med over 500 bøger. Men bøger er tunge og dyre at sende over på den anden side af jorden så da jeg flyttede til Japan måtte jeg med stor sorg vinke farvel til langt størstedelen af mine bøger. Jeg beholdt dog dem jeg har der er signeret af forfatteren eller som jeg har et specielt forhold til og kan læse om og om igen.
Den store omvæltning og alt det nye jeg skulle lære og ikke mindst tilpasse mig til gjore at jeg ganske langsomt mistede overskudet og lysten til at læse på samme måde som før. Jeg kunne ikke finde roen og jeg kunne jo ikke bare gå ind i en japansk boghandel og købe en bog for jeg forstod jo ikke sproget og det var yderst begrænset hvad man kunne købe af engelske bøger dengang for 10 år siden som ikke var engelske undervisningsbøger. Engelsk sproget forfattere kan skam være udemærket, men jeg savner i den grad danske og nordiske forfattere på dansk, så jeg i den japanske-engelsk sproget verden jeg nu lever i kan holde det danske sprog ved lige.
Hver gang jeg er hjemme i Danmark køber jeg altid 1 bog eller 2 af årets mest populære udgivelser så jeg kan følge med i hvad danske og nordiske forfattere skriver. Corona har jo i den grad smadret året for hele verden og den meget tid indendørs har gjort at jeg virkelig har forsøgt at finde min indre læsehest igen som jeg ved jeg har og jeg har faktisk fundet den. Jeg er begyndt at gå tidligt, som i meget tidligt, i seng. Ikke for at sove, men for at ligge og læse. At finde et godt sted hvor der ikke er forstyrelser og hvor man kan finde ro har stor betydning, især for mig, for om man kan koncentrere sig om at læse og få noget ud af det man læser. Det er så dejligt at have fundet roen, koncentrationen og ikke mindst lysten til at læse igen.
Men hvad læser jeg så ??? For tiden læser jeg en bog om Kim Larsens sange som jeg fik i gave for nogen år siden af en af mine dansk elever efter hun havde været i Danmark. Jeg har ikke lært noget nyt om mit store idol og det er nok ikke en bog jeg selv ville have købt. Den er skrevet lige efter hans død hvor der udkom så mange bøger om manden og hans musik og jeg ved fra mange andre Larsen-fans at de er i ret svingende kvalitet, men han var populær som aldrig før og det var en god mulighed for at tjene nogen hurtige penge.
Jeg er også begyndt at læse bøger af japanske forfattere som er oversat til engelsk. Interessen for japanske forfattere er stigende og flere og flere ud over Haruki Murakami bliver oversat til engelsk. Jeg har en britisk bekendt som er en af dem der oversætter især nyere og yngre forfattere til engelsk og det er igennem hende at jeg har fået øjenene op for hvor godt japanske forfattere faktisk skriver. Den bog der vækkede min interesse for japanske forfattere er Convenience Store Woman af Sayaka Murata som på overflader er en sød og sjov historie om en kvinde der arbejder i en kiosk, men begynder man at analysere den og drage paraleller til det japanske samfund så handler den også om 2 store problemer i det japanske samfund, hikikomori og forventning til kvinder om at få mand og børn og at gå derhjemme.
 |
| Sayaka Murata. |
Forfatter : Sayaka Murata.
Original titel : コンビニ人間 ( konbini ningen ).
Engelsk titel : Convenience Store Woman.
Antal sider : 160
Udgivelses år : 2016.
Oversat af : Ginny Tapley Takemori.
Bogens hovedeperson er den 36-årige Keiko Furukura. Hun arbejder i en kiosk og det har hun gjort de sidste 18 år af hendes liv. Hun er rigtig glad for sit arbejde og hun er god til det. Alt står jo skrevet ned i manualer; hvordan tingene skal stå på hylderne, hvordan hun skal behandle og tiltale kunderne osv. Når hun er på arbejde har hun styr på det hele.
Det samme kan man ikke sige om hendes liv uden for hendes arbejde. Hun har ingen uddannelse, ingen kæreste, ingen mand, ingen børn og det til stor ærgelse for hendes familie der konstant prikker til hende om at tiden er ved at løbe ud og hendes veninder, der alle er gift og har børn, der konstant prøver at finde en date til hende. En dag kommer der en ny kollega i kiosken, en mand ved navn Shiraha. Han har svært ved at blive i det samme job i længere tid og ligesom Keiko fungere han ikke så godt socialt. Keiko er i starten ret irreteret på ham fordi han er ikke særlig god til jobbet i kiosken og det varer da heller ikke længe inden han også mister det job.
En aften på vej hjem møder Keiko Shiraha og de falder i snak. Langsomt udvikler de en slags forhold da de finder ud af de hver især har noget den anden har brug for. Keiko har brug for en mand i sit liv så hendes familie og venner vil stoppe med deres spørgsmål og forsøg på dates og Shiraha har brug for en med et sted at bo og en indkomst. Men deres såkaldte forhold er ikke uden problemer. Shiraha sidder hjemme hele dagen foran computeren og hans hikikomori ( social angst ) skinner mere og mere igennem. Han hjælper ikke til med noget som helst og det begynder at blive et problem for Keiko at kunne forsørge for dem begge på sin løn. Shiraha presser hende til at sige jobbet i kiosken op for at finde et bedre betalt job der kan forsørge dem begge og Keiko indvilger til sidst og forlader det der er hendes holdepunkt i livet, hendes højtelsket kiost.
Det viser sig hurtigt svært at finde et bedre job p.g.a hendes manglende uddannelse trods store erfaring. Men en dag skal hun til en jobsamtale. Shiraha tager med hende for trods alt at vise støtte, men inden de når så langt har han brug for at gå på toilettet og de går ind i en kiosk. Kiosken er totalt kaos og hylderne er halvtomme. Inden Keiko får set sig om er hun gået i gang med at fylde vare på hylderne og rykke vare frem så de ser fyldte ud. Medarbejderen ser noget chokeret ud over den uventede hjælp og spørger hende hvad hun laver. Inden længe har hun forklaret hvordan en funktionel og fyldt kiosk skal se ud og under denne oplevelse går det op for Keiko at det eneste hun gerne vil og som hun er virkelig god til er at arbejde i en kiosk og selv om det ikke er det andre forventer hun gør med hendes liv så er det det der gøre hendes liv, for hende, værd at leve og giver mening.
Her slutter bogen, i kiosken nær stationen på vej til et job-interview. Om hun tager til det interview, til et job hun reelt ikke er interesseret i eller om hun kontakter sin tidligere chef og får jobbet i kiosken tilbage kan man som læser kun gisne om. Personligt vil jeg da håbe hun smider Shiraha, som ikke er andet end en klods om benet på hende ud og følger sit hjerte og tager det arbejde hun glæder sig til at tage på hver dag også selv om det så bare er et job i en kiosk i andres øjne.
Hikikomori er en form for social angst der er meget udbredt i Japan. Hikikomori kan ramme alle alders-grupper, men der er især 2 grupper der skiller sig ud.
Den første gruppe er unge mennesker i 20'erne og 30'erne. De har svært ved at leve op til samfundets krav til eks. karaktere, uddannelse og job. Mange bukker under for presset og lukker sig inde, de opgiver simpelthen alt, lige som Shiraha har gjort det i bogen. Der er en scene i bogen hvor Keiko kommer hjem og hun tror til at starte med at Shiraha ikke er hjemme så hun vil tage et bad, men til sin store overraskelse sidder Shiraha ude i badekaret med sin computer. Han ender med at bo i badekaret i længere tid så Keiko må gå hen til et offentlig bad på vej hjem fra arbejde for at blive vasket og han beder også om flere gange at få serveret sin mad ude i badekaret. Det er en ret komisk scene når man læser den, men det er jo også virkelig sørgeligt og tragisk at der er mennesker der har det så dårligt at de ligefremt bo i et badekar.
Hvis man kender til det japanske samfund mere end bare på overfladen vil man vide at mange forbinder det med skam at bede om hjælp hvis man ikke kan leve op til hvad der forventes af en. Det hænger uden tvivl også sammen med at selvmords-raten er så høj blandt folk i netop denne gruppe.
Den anden gruppe der er ekstra udsat er ældre mænd og mænd der er går på pension. Hver dag hele livt er de stået op og er gået på arbejde fra tidig morgen til sen aften. De har ikke haft tid til at have en hobby eller venner uden for jobbet. Konen og familien har deres venner og hobbyer og fra den ene dag til den anden sidder manden nu og aner ikke hvad han skal stille op med livet for han har aldrig lavet andet end at arbejde og tjene penge. Mange forsøger at finde en hobby, gerne en de kan dyrke i fælleskab med andre, men mange falder desværre også hen og se fjernsyn dagen lang og mister langsomt kontakt med verden udenfor. Går konen så hen og dør før manden så der ikke er nogen til at klare det daglig og madlavning så er det for rigtig mange direkte nedtur.
Min mand og jeg bor ude i en forstad til Yokohama og jeg har mere end 1 gang set ældre mænd tulle rundt nede i det lokale supermarkede i noget der ligner en pyjamas og sutsko med indkøbskurven fyldt med cup-nuddler hvor der bare skal hældes kogende vand på så er de klar i løbet af et par minutter. Langt de fleste vil jo nok tænke han ikke er helt normal og måske ligefremt psykisk syg, men jeg tænker ofte hold op hvor må han være ensom og ked af det.
Der kan ligge mange ting til grunde for hikikomori. I et samfund som Japan hvor det ofte anses som en svaghed at tale om følelser og hvordan man har det eller ligefremt at bede om hjælp så er det et stort problem. Japan skriger på arbejdskraft, der fødes færre og færre børn hvert år og andelen af personer over 65 vil snart være langt større end arbejdsstyrken. Heldigvis er der begyndt at komme mere fokus på problemet og der er mange frivillige organisationer der virkelig forsøger at gøre en forskel og række en hånd ud til de mange der faktisk gerne vil have hjælp til at komme videre med ikke ved hvordan.
Keiko, bogens hovedeperson, har ikke hikikomori. Men hendes problem, at hun ikke lever op til andres forventning og går der hjemme og passer børnene mens manden arbejder, er også noget man kan nikke genkendende til hvis man kender det japanske samfund lidt dybere. Selv om mange kvinder er højt-uddannet og egentlig er kvalificeret nok til at arbejde på top-poster så bliver mange ofte forbi-gået fordi det forventes at så snart de bliver gift og venter det første barn så siger de højst sansynligt deres job op til fordel for at blive hjemmegående husmor. Jeg tror egentlig Keiko har det fint med at hun ikke har børn, men hun er i den grad træt af at hendes mor og søster der hele tiden stikker til hende i stedet for at acceptere at hun har valgt at ville arbejde frem for at have mand og børn. Noget mange japanske kvinder i virkeligheden også må vælge imellem og dem der vælger at arbejde bliver der ofte set skævt til. Selv om Japan ud af til anses som et top-modernet samfund så er der stadig rigtig mange der mener at kvindens plads er i hjemmet og hendes bestemelse er at føde børn. Og med den holdning er det sån det ender for mange kvinder for de har ikke andre muligheder.
Convenience Store Woman kan læses som en sød og humoristisk historie, men har man et mere dybdegåend kendskab til det japanske samfund kan man også se alvoren i historien hvor mange enten ikke magter samfundet eller er låst fast i en stereotype. Det er en bog jeg varmt kan anbefale, den er velskrevet og mange af scenerne i boger er ret humoristisk beskrevet. Har man rejst i Japan vil man vide at disse kiosker finder over alt og de er en stor del af det japanske samfund og bogen giver et rigtig godt indblik i netop disse kioskers verden for forfatteren har i en årerække selv arbejdet i en kiosk.
.jpg)