Translate

søndag den 10. august 2014

Tyfonen Halong.


1411

Så har vi fået vores internet op at køre igen. Det vil sige det havde vi faktisk allerede i går men da var jeg for træt til at begynde at skrive et indlæg. De sidste par dage har stået i flytningens tegn og jeg kæmper stadig med at få plads til de sidste ting og med at finde ud af hvad der skal pakkes ud og hvad der skal blive i kasser fordi der simpelthen ikke er plads til det.
Vejret har nu heller ikke rigtig været til udendørs aktiviteter da tyfonen Halong de sidste par dage har skabt rigtig meget uvejr og enorme mængder regnvejr over det meste af Japan. Det er gået værst ud over den syd-vestlige del af Japan hvor der er massive oversvømmelser og jordskred. Ud over tyfonen har der også været en del tornadoere fordi vejret er så varmt. Tyfonen er nu på vej væk fra Japan idet den går nord over men der er stadig mange steder der vil få store mængder regn i løbet af natten men også i morgen.
Hokkaido er det område der vil få mest regn i morgen og det har fået meteologer til at varsle stor farer for jordskred fordi i eftermiddags blev Hokkaido ramt af et kraftigt jordskælv der målte 6,1 på Richterskalaen og det har gjort at jorden har løsnet sig endnu mere end den var i forvejen p.g.a regnen.
Så man kan vist godt sige at naturens krafter virkelig har raset ud over Japan idag.
Men fra i morgen kommer det gode vejr tilbage og temperaturen vil ligge på omkring 32 grader, der er bare en ulempe og det er at luftfugtigheden vil være virkelig høj med alt det regn vi har fået i dag og i går.

Vi er som sagt flyttet til en lejlighed for nogle dage siden og jeg synes selv det går rimelig godt med at pakke ud. Lige nu er der kun 6 kasser tilbage ud af de lidt over 20 kasser vi havde. Da japanske lejligheder ikke er de mest rumlige tror jeg nok at resten får lov at blive i kasserne og så må jeg se om jeg ikke kan få dem moslet ind i et af skabene. Jeg har ikke rigtig været ude at kigge på området endnu. Det eneste jeg ved er at der ligger et Outlet Mall 10 minutter herfra fordi der gik vi over og spiste på en kinesisk restaurant om aften den dag vi var flyttet ind. Der ligger en del flere forretninger end der hvor vi boede før så det er rigtig rart.
Jeg kan faktisk komme fra vores blok og ned i supermarked uden at blive våd hvis det regner fordi der er en korridor og halvtag hele vejen.
Hvad lejligheden angår tror jeg der går lidt inden jeg bliver glad for at bo her. Især hvad angår toilettet og toilet vasken. Jeg er vant til at have toilet med skyl og varme i sædet, her er der ikke engang et bræt man slår ned når man er færdig og toilettet er så lille at man næsten er nødt til at gå sidelæns ind og ud. Toilet vasken er kun halvt så stor som jeg er vant til så jeg har virkelig svært ved at få indrettet min make-up og cremer og andet jeg bruger så flere at tingene må blive i toilet tasken og så må jeg tage den op når jeg skal bruge det. Noget jeg finder virkelig upraktisk.
Lige nu er der faktisk kun 1 ting jeg synes er godt ved lejligheden og det er at stuen og køkknet er et langt rum og det gør at vores A-C kan køle det hele ned til en dejlig behagelig temperatur her i sommerheder og vil kunne varme det hele op til vinter.
Dagen før vi flyttede kom de og pillede AC ned så i næsten 2 dage havde vi ingen A-C, det var rigtig hårdt og temperaturen den sidste dag i huset var 35 grader men jeg var bare nødt til at pakke vidre for det hele skulle være klar til næste morgen kl 08.00 hvor flyttefolkene kom. Jeg drak og drak og drak og lige så hurtig jeg drak svedte jeg det ud så jeg endte med at få et mindre hedeslag for til sidst var jeg bare så overophedet at jeg var nødt til at ligge mig ned med køleslag på panden og direkte foran vores vifte. Men heldigvis kom de om aften samme dag som vi flyttede og satte den op igen selv om de havde sagt de nok først kunne nå at komme dagen efter. Jeg er virkelig taknemlig over de gad at arbejde over så jeg kunne få A-C igen.
Men da jeg er næsten færdig med at pakke ud og ikke har de store planer næste uge tror jeg nok jeg vil gå ud og se lidt på området de næste par dage. Jeg kan se på Google Earth at der er en stor park i nærheden og et tempel som jeg vil prøve at finde. Og så må jeg bare se hvad jeg ellers kan finde rundt omkring. Omgivelserne ser hvert fald ud til at være en hel del bedre end lejligheden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar